BRAG I AARHUS?

Nogle aarhusianere vil gerne være internationale, og i år er Aarhus Europæisk Kulturhovedstad.

Måske drømmen opstod i 1996, for da var København Europæisk Kulturhovedstad.

Måske den opstod allerede i 1982, dengang Musikhus Aarhus blev indviet.

Nå nej, for den første Europæisk Kulturhovedstad blev først fejret i Athen i 1985.

Men en kulturtænkning fik et opsving i firserne.

Hvilken tænkning?

Hvilken kultur?

 

Her er min kronik KULTUR TIL TJENESTE (Information 30.1.1993) som er genoptrykt i DANSK KULTUR (siderne 33-39):

 

Når jeg hører ordet kultur, starter jeg cementkanonen stod der på nogle røde klistermærker. De var ikke meget større end en almindelig tændstikæske, så de kunne let overses. Men det blev de ikke.

Det var i anledning af Dronningens åbning af Musikhus Aarhus, at jeg havde bestilt min trykker til at levere et oplag af dagens kulturpolitiske parole om cementkanonen. De sorte bogstaver var trykt på rødt selvklæbende papir. Lige klar til brug.

Hele Aarhus stod forberedt, solen skinnede sensommerligt, og vi imødeså åbningen af Musikhuset med allerstørste forventning. I helsides avisannoncer var byen lovet fest og glæde, og hvem ville gå glip af det.

Mennesker i alle aldre, køn og slags stimlede sammen ved Musikhuset. Her havde dragoner engang henrykket børn og barnlige sjæle med deres hesteeksercits. Men så forsvandt soldaternes heste, og ind rykkede borgernes biler. Der blev parkeringsplads midt i byen.

Kulturen skal styrkes, krævede den socialdemokratiske kulturrådmand, Thorkild Simonsen. Og så knoklede han paladset gennem byrådet. 150 millioner kroner kostede herligheden. Alt inklusive, messing, glas og cement. Mange kritikere mente, at det var for mange penge at spendere på kultur. Personligt mente jeg det var udmærket. Mit spørgsmål vedrørte kulturens karakter.

 

Og det var netop derfor jeg på denne store festdag for ti år siden fandt min sorte smoking, butterfly og sølvskoene frem. Klistermærkerne stak jeg i lommen sammen med en flaske petroleum. Ved Musikhuset blev jeg mødt af den tusindtallige skare af andre festklædte børn og voksne. Hvilken dag for Aarhus.

For at glæde børnene fyldte jeg lungerne med frisk luft, snuppede en ordentlig slurk petroleum, satte den ene fod foran den anden og kastede mig frem for at blæse en fane af ild i den blå time. Musikken havde fået sit nye hus, og jeg ville indvi dens bolig. Voksne råbte dacapo, børn krævede mere og de fik deres ekstranummer.

Derefter trængte jeg gennem menneskemassen frem mod Musikhusets glasruder og klistrede den medbragte kulturpolitiske parole fast. En, to, tre små mærker blev det til. Så greb lovens lange arm håndfast i min og belærte mig hvad klokken havde slået og at jeg var anholdt for ulovlig plakatopsætning.

Jeg henviste omgående til avisannoncerne, hvor borgerne var lovet et døgns fest og glæde. Men betjenten havde ikke læst avis. Han ville blot vide mit navn.

Thorkild Simonsen, svarede jeg prompte. Måske faldt svaret lidt hurtigt. Men det var trods alt dennes kulturpolitik, jeg repræsenterede med det lille klistermærke. Men det ville ordensbetjenten ikke tro. Han afviste min præsentation og bad mig følge frivilligt med.

Da menneskene stadig stod i masser, ledte han mig med et førergreb. Armen blev tvunget højt op på ryggen. I albuen føltes det som om armen var snurret flere gange rundt om sig selv, og smokingen satte sig ynkeligt skævt til rette på min krop. Og dermed skabte betjenten et nyt billede, et nyt udtryk.

For i kødranden omkring os stod ostegrosserer Jensen, æggehandler Olsen og inspektør Nielsen. Alle disse festklædte pingviner med samt ledsagere i lang balkjole så, hvordan min smoking ikke kunne gardere mig mod politiets voldelige anholdelse. Der gik et gys gennem de tilstedeværende borgere. Der skulle være fest! Og så slog politiet til!

Jeg stopper min nostalgiske revue. Blot må jeg tilføje, at Dronningen blev holdt tilbage, for at hun ikke skulle blive konfronteret med anholdelsen, der i morgendagens aviser blev udskreget som musikhusuroligheder. Samt at aktionen foran Musikhuset var begyndelsen til en festlig iscenesat kulturkritik.

 

Dengang, for ti år siden, da jeg provokerede politiet til at anholde mig, håbede jeg, at kultur var en levende, social, foranderlig størrelse. Jeg støttede den opfattelse, at kultur var mere end Eine kleine Nachtmusik i plyssæder og Carl Larssons lyse unger på kagedåser. Jeg støttede den levende kultur, den der sprængte grænser, den der glædede og provokerede øje og hjerte. Det tredje øre.

Beethovens sidste strygekvartetter blev kaldt gale, fordi samtiden ikke forstod. Stalin forbød den eksperimenterende kunst, fordi han frygtede, at den kunne invitere til frihed. Da den gamle konge så et Freddie-billede spurgte han: Er han indlagt? Ikke endnu, lød det beroligende svar. Freuds værker blev brændt offentligt, Jens Jørgen Thorsen lyst i band af Paven, og Bjørn Nørgård lagt for had som hesteslagter og hans kone fordi hun rendte splitternøgen på Børsen.

Sådan starter al god kunst. Med et hammerslag i bolledejen! Ud med den gode smag. Stop for akademiernes søvngængeragtige sikkerhed. Skyl den brune sovs ud af ørerne.

Når der er gået en generation, så kaldes Beethoven-kvartetterne ikke længere gale, men geniale, de russiske eksperimenter bliver fundet frem og udstillet, Freddie ubetalelig, surrealismen mondæn, Thorsen TV-stjerne og Nørgård professor og kongelig storleverandør.

 

Tilbage til Aarhus 1982. Fik Aarhus et brag af et musikhus, en rampe hvor musikken kunne løfte sig op, eksplodere over byen? Et sted hvor man kunne låne et tredie øre? I sin anmeldelse af byggeriet skrev Henrik Steen Møller, at en messingdjævel herskede. Var det alt? En messingdjævel? Herregud! Skabte Musikhuset en ny musik?

Borgerskabet havde sat i scene. Nu sad det derinde, glemte alt om pengetælleri og drømte om det skønne og harmonien i 2½ time. Så klappede det i hænderne, sædet vippede op mens det nikkende forlod stedet.

Kulturen tjente det oplyste borgerskab. Det nød at høre de gamle numre. Dannet. Det var godt nok.

150 millioner kostede Musikhus Aarhus for ti år siden. I dette efterår har et folketingsflertal vedtaget at bruge 800 millioner kroner på kulturinvesteringer. Folketinget synes det er indlysende at 95% bruges i København. Det er dog Dronningerigets hovedstad, lyder bagtanken. Pengene skal bruges på de store, tunge, statslige kultur-institutioner – Statens Museum for Kunst, Arkitektskolens udflytning til Holmen og Det kongelige Bibliotek. København skal være Kulturby i ’96. Havnen skal forvandles til et glitrende eldorado. Det haster!

Forleden forklarede min københavnske fætter mig, at Hovedbiblioteket skulle flyttes fra Kultorvet. Desværre blev der næsten ikke råd til nye bøger. For pengene skulle bruges til cement og beton, ombygning og indretning af det gamle Dallevalle.

Da bevillingen på de 800 millioner kroner blev kendt i Aarhus, kræ-vede byens borgmester, Thorkild Simonsen, omgående penge til kulturinstitutioner i provinsen. Om ikke alle så i hvert fald nogle af dem, sagde den tidligere formand for KL. Der er langt flere arbejdsløse murere, malere og blikkenslagere dér end i København. Dem skal vi tænke på, når vi investerer i kultur, lød det fra Aarhus.

I et glimt af et sekund ser mit indre øje de mange bygningshånd-værkere, der under arkitekters og ingeniørers direktion sætter sig i bevægelse for kulturen. Men sådan er det naturligvis ikke. De bygger akkurat som når de bygger kontorbygninger, deres arbejdsmetode bliver ikke forandret. Den eneste forskel er, at der skal installeres billetluger i stedet for flexure. Det er klart.

Udbygningen af de statslige kulturinstitutioner skal sikre beskæf-tigelsen. Kulturen skal tjene byggeindustrien. Så simpelt. Cement-kanoner!

 

Kulturpolitikere landet over kræver et styrket kulturliv. Det er vigtigt for lokalområdet, siger de. Kulturen skaber omsætning, fortsætter de og henviser til veldokumenterede regnestykker. En offentlig krone til kulturen vender trefold hjem til kassen. Blot en enkelt tur i teatret kan føre til øget salg af netstrømper, stigning i taxakørsel og forøget omsætning i den skrantende restaurationssektor. Det hedder livsstil – og alle bærer skat hjem til stat, amt og kommune. Samt 25% moms.

Vi skal styrke kulturen, lyder det fra alle sider. De udenlandske turister vil se mere end Den lille Havfrue og den salte strand. De er forkælede i Hamborg og Tokyo. Hvis de skal komme, så må vi investere i kultur-livet. Det skal være stort! Det skal give genlyd! Det skal have volumen, lyder basunerne.

Styrkelse af kulturen landet over skyldes ikke blot hensynet til borgerskabets finkulturelle smag. Også hensynet til beskæftigelsen kræver øget kultur. Og detailhandlen kan se frem til øget omsætning, når turisterne kommer langvejs fra for at nyde kulturen.

Jo, kultur tjener i sandhed alles interesse.

 

Men kultur er jo langt mere end finkultur. Hvorhen man end vender sig, så hører man ordet kultur. Kultur er også ungdomskultur, massekultur, subkultur. Ja såvel køkultur som fængselskultur.

Jeg læste en dag om et fængsels mange problemer. Dem ønskede ledelsen sig fri for og udtænkte en plan. Hvis man nu støttede fangernes kulturelle udvikling, gav dem muligheder for at blive kulturelt skabende, så kunne man måske slippe af med de mange sociale problemer. Måske kunne fangerne vokse ud af det kriminelle miljø. Den tanke fik fængslet til straks at vedtage kulturprojektet.

Ledelsen tog kontakt med en maler. Berømt og dygtig var han. Sam-men med fangerne skulle han male i fængselsgården. Det skønneste maleri, så gårdturen virkelig blev dagens fornøjelse. Det maleri skulle simpelthen få fangerne til at glemme, at de var sat i fængsel.

Blomster blev malet i regnbuens farver, en himmel og et hav på muren, en lysende sol der skinnede ned på dem alle. Værket blev så smukt, at fangerne faldt i svime, når de så det. De blev hensat i en art trance, så de helt glemte at slå, stjæle og flygte.

Det kunne man kalde fængselskultur.

Underligt var det blot at at gå ind i fangernes celler. Der hang deres egne billeder, dem de tidligere havde drømt om. Revet var de ud af pornoblade. Oversprøjtede var nogle af dem. Nøgne kvinder, den ene flottere end den anden, den tredje mere våd og villig end den fjerde.

Men den slags billeder, fangernes egne drømmebilleder, kunne maleren selvsagt ikke male på muren i fængselsgården. De skulle se på noget smukt, sagde man.

Vores problem er, at vi ikke rigtig bryder os om at straffe. Kultur er vort bløde, humane udtryk. Fangerne skal behandles positivt, tera-peutisk. Det var for at resocialisere de kriminelle, at der blev skabt en fængselskultur. Projektet blev omtalt i alle landets aviser, og selv i udlandet talte man derom.

Kulturen tjente som afledningsmanøvre. Kultur skal aflede fangernes opmærksomhed.

 

De mange positive erfaringer med kultur gør, at kommunerne i fremtiden vil satse på kulturelle projektmagere. De uddannes på særlige projektmagerskoler og kan kastes ind på mange niveauer.

I halvfemserne vil de kulturelle projektmagere blive en efterspurgt arbejdskraft, der kan udløse spændinger og rette op på kulturelle problemer.

Dagens diskussion handler om et samfund i opløsning, om et samfund der mister sin evne til at hænge sammen. Der kastes ordet kultur ind. Det bliver brugt hele tiden og altid elastisk. I det ene øjeblik dækker det over den fineste borgerlige renkultur, i næste øjeblik daglige vaner og fælles erindring, i tredje øjeblik en subkultur. Og kulturen melder sig til tjeneste!

I et DSB-tog faldt jeg i snak med en skolelærer. Han fortalte mig, at skolens største problem var elevernes rodløshed. Ingen følte de hørte til efter at skoledistriktet var lagt om. Det lød slemt.

Skolen som kulturcenter, spurgte jeg.

Mobning, vold og hærværk, svarede han hovedrystende.

Jeg havde også hørt andre beklage sig. På hans skole havde en skue-spiller været ansat for at hjælpe. Det var lige sagen, sagde læreren, der præsenterede mig for en elev fra 10. klasse. Drengen slog ud med armene: Godaften mine damer og herrer: Vi starter udsendelserne med en lille Nordisk Fjer. Derefter transmitterer vi direkte fra Hafnia-Baltica opgøret om Danmarkshistoriens største tab. Lidt senere stiller vi om til kreditforeningerne på nedtur. Efter ØK-turbulensen følger næste afsnit i den vanvittig morsomme hjemmevideo om Unibank der skalter og valter med sine ansatte. Vi slutter af med Den Danske Bank i stereo. Og som godnatbillede sender vi Bøje-Nielsen og Kay Wilhelmsen. Fallit, fallit og atter fallit. Det var hvad vi valgte at sende i aften. Vi ses igen i morgen til nye sensationelle afsløringer. Godnat, sagde drengen.

 

En kultiveret verden kan vi ikke påstå, at vi giver videre til den næste generation. Dagligt bombarderes ungdommen med nyheder om økono-miske skandaler og om sammenbruddet for den globale økologi. Vi følger, hvordan både regering og folk vender og drejer hullerne i lovene, for at slippe billigst igennem.

Ungdommen vokser op i et samfund, hvor der er de arbejdsløse – og så er der dem der frygter at blive det.

Vores samfund svømmer i en materiel overflod. Men det kan kun tilbyde ungdommen en udsigt til at blive tabere, C-hold, forbrydere.

Ungdommen kan følge, hvordan 300.000 arbejdsløse anklages for at nasse. Selv efter 1., 2.. og 3. arbejdstilbud og uddannelsestilbud er de minsandten arbejdsløse. De arbejdsløse er passive, står måske slet ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.

Vi må aktivere de arbejdsløse, lyder det fra alle sider. Men samtidig tager dem der er i beskæftigelse overarbejde. Knokler sig blodpropper til. Ingen vil dele, alle vil have det hele. Og så bliver der ikke arbejde til alle, det er klart. Ti års borgerligt klister kan mærkes.

 

Kulturen stiller sig til rådighed, kultur er det forløsende ord. Pengene strømmer ud af social-, skole- og kulturforvaltningen. Det samme sker i Quick-lotteri og Højlund. Alle vil være med, alle vil hjælpe staklerne så de kan lære at spille guitar og teater, danse op og ned ad stolper, læse digte og male. Kultur, kultur, kultur. Aldrig har man set magen. Samfundet skal holde de arbejdsløse i gang. De ledige skal holdes aktive – men de må ikke gå i vejen.

Der er ingen lønarbejde, så der dyrkes kultur – for at de arbejdende kan

slippe for, at de arbejdsløse ånder dem i nakken. Kulturen har fået den opgave at adskille folk og kontrollere dem. Det lyder blot pænt, ja kultiveret!

Kultur vokser ikke længere ud af et arbejdsfællesskab, ikke ud af behovet for at videregive traditioner, ikke ud af ungdommens eget liv. Kulturen vokser ud af de kulturelle projektmageres sagsmappe. Der læres pjat og badutspring, der uddannes omvandrende gøglere og tiggere. Kultur bliver til terapi og kriminalprævention. Kultur bliver til det bløde, forsonende vattæppe der skal sikre stabilitet og ro. Lyder det hult? Kan man bygge på det uægte?

Er vi nået så vidt i den kulturelle udvikling? At lære næste generation tre akkorder, to spring og en video – uden at den opdager, at den ikke har nogen fremtid?

Står kulturen igen til tjeneste?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s