TYSK KULTUR

Netop udkommet:

Mikael Witte

TYSK KULTUR

En vennegave

51 AF WITTES PRÆSENTATIONER GENNEM 40 ÅR AF TYSK KULTUR 

282 sider i A5-format

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Mikael Witte skriver i sit forord:

‘Tyskland er Danmarks store nabo.

Tyskland er Danmarks største samhandelspartner.

Tyskland har et rigt kulturliv, der har præget dansk kultur.

Tyskland har spillet og spiller en helt fundamental rolle i Europa.

Alligevel fravælger mange danskere at lære at tale tysk med argumenter som at tysk er svært, engelsk er verdenssproget men fransk er smukkere – og så er der sjovere i spansktalende lande.

Alle argumenterne er gode, og i alfald langt bedre end dem jeg kunne høre i min ungdom: Tyskerne er nazister, de besatte Danmark og de skal aldrig komme op igen! Det var efter Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark 1940-45.

Argumenterne er også bedre end dem man havde hørt en generation tidligere: Tyskerne stjal fyrre procent af Danmark! Det var efter Slaget på Dybbøl i 1864 og tabet af de kongelige hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Jo, det var en ordentlig luns, selvom Nordslesvig blev dansk efter afstemningen i 1920 og grænsen blev lagt hvor den ligger idag.

I al fald siden opspillet til Den første Slesvigske Krig (1848-51) har der blandt danskere været en modvilje mod tyskere at spore. Den krig endte med en såkaldt dansk militær sejr, men førte også til Den anden Slesvigske Krig (1863-64), det store nederlag og tab som man sagde skulle vindes indad. Dansk økonomi blev omorganiseret og den lille danske nationalstat fik nogle modermærker. Resultatet blev det landbrugsindustrielle Danmark, puslingelandet.

Min far hævdede, at danskeres nederlagsstemning overfor tyskere først blev ændret med den danske fodboldsejr over det tyske hold i EM den 26. juni 1992 på Nya Ullevi Stadion i Sverige. Den sejr talte han – der ikke interesserede sig en døjt for fodbold, men som havde været lærer i Dansk Skoleforening i Sydslesvig i hele sit arbejdsliv – med begejstring om.

Jeg er født i 1952, voksede op i det danske mindretal i Sydslevig og tog en dansk-tysk anerkendt studentereksamen på Duborg-Skolen i Flensburg i 1971. Af flere grunde valgte jeg at studere i Danmark, men hørte også dér dumsmarte bemærkninger om tyskere. Jeg blev spurgt om jeg var dansk eller tysk, og svarede at jeg var internationalist med dansk pas. Selv syntes jeg, at det var en fordel at jeg også kendte til tysk kultur, syntes vi havde meget at lære og ville gerne bidrage til en forbrødring. For mig var tysk kultur lige så vigtig en inspirationskilde som så megen anden kultur, og andres afvisning syntes jeg var tåbelig. Hånord mod mig som værende prøjser eller tysker forekom mig at sige mest om den der forsøgte at håne.

Jeg er stolt over at min retrospektive udstilling i 2012 blev vist i både Sydslesvigs Danske Kunstforening i Flensburg og på Deutsche Bücherei i Aabenraa.

Gennem årene har jeg i aviser skrevet om forhold i Kejsertyskland, Weimarrepublikken, Nazityskland, Tyske Demokratiske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland – statsbetegnelser der mest dækker magthavernes organisering og ikke nødvendigvis kulturen.

Noget skrev jeg før internettet gjorde det tilgængeligt når avisen var smidt ud. Med mellemrum har lærere bedt om en kopi af noget de mente at kunne huske jeg havde skrevet og som de ønskede at bruge i undervisningen: altså alligevel mennesker der ønsker at lære tysk, lade andre læse om tysk kultur og samfund!

Derfor udkommer dette udvalg af mine indlæg om tysksproget kultur; de følger tysk historie, selvfølgelig med overlap, for sådan må historien være, og skiftende vinkler, for sådan er jeg.

Samlingen er rundet af med nogle indstillinger jeg skrev til Husets Forlag serie af verdenslitteratur.’

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s