Per Olsen, Veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer har på Altinget.dk (31. august 2017) skrevet at siden 2009 er forbruget af antibiotika til behandling af sygdomme hos grise faldet med 27 procent!

DETEKTOR har (26. oktober 2017) påvist, at forbruget siden 2000 er steget med 24%. (dr.dk/tv/se/detektor-tv/detektor-dr2/detektor-2017-10-26).

Det handler om at finde et passende udgangspunkt for at få det ønskede svar.

Om kort tid skal skal den zink, som svin har struttet af i nogle år, udfases, fordi også den har vist sig at være skadelig – og givet bakterier gode muligheder for at sprede sig ukontrolleret.

Der findes alternativer. Dette er ingen nyhed. Kritikken har lydt igen og igen, og vi bliver nok ved. Derfor følger min artikel DANSKE SVIN STRUTTER STADIG  (Jyllands-Posten 23.2.1996) som er genoptrykt i DANSK KULTUR (siderne 112-117):

I slutningen af januar hamrede Jyllands-Posten Medicin i flæskestegen hen over en sektionsforside med et kulørt struttende grisehoved. Der må være gået et gys gennem danske landbohjem og gennem gangene i Axelborg, dansk svineproduktions general-kommando.

Det er atten år siden, jeg skrev Danske svin er sunde/de strutter af penicillin på en plakat.

Med plakaten ville jeg gøre opmærksom på, at dansk svineproduktion byggede på et stort medicinforbrug. Jeg ville påpege risikoen for krydsresistens, overførslen af resistens fra en bakteriestamme til en anden. Jeg udsendte plakaten umiddelbart efter, at den tidligere direktør for Slagteriernes Forskningsinstitut var blevet dømt for at kritisere danske svin.

Få år tidligere var han blevet kaldt til London, for en stor engelsk fødevarekæde havde raset over et parti dansk bacon, beregnet til julehandlen. Han måtte konstatere, at femten tons dansk bacon var uegnet til menneskeføde, og at det burde destrueres. Kødet viste et meget højt bakterieindhold i dybden af kødets muskulatur. Oplevelsen øgede direktørens opmærksomhed omkring svins mavesår, luftvejslidelser, dysenteri og hjertesvigt – og efterfølgende om den injuriesag, der blev rejst mod ham. Som led i sit forsvar måtte han ikke fremlægge sine egne videnskabelige undersøgelser af kødets PH-værdi. En undersøgelse fra 1974 viste ellers at kun 26,4% af kødet holdt sig inden for de tilladte grænser.

Forholdene i dansk svineproduktion førte også til, at Forbrugerkomiteen i Aarhus i 1977 udsendte Svin i Danmark. Den rapport fik Landsforeningen af Danske Svineavlere til at spørge Aarhus Byråd, om det billigede kritikken. Og forfatterne blev offentligt betegnet som forbrugerkællinger med pip i låget.

Året efter havde Ebbe Nyvolds film Den industrialiserede gris premiere. Da en nøgtern speaker forklarede, at der blev blandet antibiotika i foderet, rasede Landbrugsrådets præsident over filmen og betegnede den som et led i en hetz, som dansk svineproduktion i øjeblikket var udsat for. Filmen skulle stoppes, forlangte han.

Men i slutningen af 1978 forbød landbrugsministeren anvendelsen af kloramfenikol i svineproduktionen. Det var det stærkeste antibiotika, og det skulle forbeholdes mennesker. Alle svin med lyse nyrer skulle tilbageholdes, indtil nyrerne var undersøgt for ochratoxin, en farlig nyregift.

Lige før jul gennemførte Hobro politi en storstilet razzia mod Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste og beslaglagde 100.000 medicinrekvisitioner. Fem år senere blev de ansvarlige LVK-dyrlæger idømt betydelige bøder.

I december 1978 skrev bladet Produktion, at medicinalfirmaer fremstillede præparater, der kunne blandes i svinenes mad. Kanylernes storhedstid var ved at klinge ud.

Dagen efter at Højesteret havde frikendt mine svineplakater i oktober 1980 skrev Jyllands-Postens leder, at læren af plakatsagen var, at slagterierne skulle have negligeret plakaten. Man var ikke forpligtet til at svare på enhver fornærmelse. Således kunne man i fremtiden undgå diskussioner.

Allerede i sommeren 1978, da plakaten blev forbudt og genoptrykt i næsten alle landets aviser, citerede Jyllands-Posten slagterierne i en overskrift: Avisomtalen er værre end selve plakaten.

Svineplakaten var bare begyndelsen, og det vigtige var den offentlige diskussion, hvor alle burde tage stilling til hvordan svin – Danmarks store eksportvare – blev produceret. Slagteriernes plakatcensur havde stimuleret opmærksomheden.

I efteråret 1978 interviewede Steen Juhler mig i DRs forbruger-program. Umiddelbart efter måtte hans programchef stå skoleret for landbrugets top, og journalisten blev sat til at lave en modudsendelse, så slagteriernes propaganda også kunne nå forbrugernes ører.

Hvorhen man end vendte sig, lød alarmen, og det fik efterhånden læserne til at vende det blinde øje til meldingerne om salmonella, listeria, campylobacter, stafylokokker, streptokokker, gonokokker og BST-hormoner.

Når man sad bøjet over sin tallerken, fik man dårlig samvittighed. For man vidste jo godt, at det var synd for burhøns, penicillinsvin og tremmekalve, for jord og himmel. Og for naturen – som man følte sig som forbruger af.

Andre påbegyndte en økologisk produktion og opdagede, at de skulle starte helt fra bunden. For de industrielle svin var resultat af mange års krydsningsarbejde, og de var for svage til at blive sluppet fri.

Økologer fandt ud af, at en af forudsætningerne for en høj svine-sundhed, var at smågrisene ikke blev fravænnet for tidligt. Den moderne svineindustri fravænnede de små grise efter tre uger, for så kunne soen hurtigere føde et nyt hold.

I den industrialiserede svineproduktion kunne svinene fravænnes tidligt, fordi de fik antibiotika i foderet. Hvis bakterierne udviklede modstandsdygtighed, kunne man give dem en ekstra portion eller prøve et andet middel.

Den økologiske gris skulle fodres med grovfoder, der fylder meget i forhold til energiindholdet. Derfor voksede den langsommere end industrisvinet, der fik koncentreret og letfordøjeligt kraftfoder, der gav maveproblemer. Ofte sås alvorlige mavesår. Det industriali-serede svin kunne hurtigt æde sit kraftfoder, og derfor kedede dyrene sig og blev aggressive.

Men så blev etik og moral modeord. Det Dyreetiske Råd blev nedsat og i oktober 1993 skrev det, at svinene er pressede. I staldene står de svinebundet af bindsler, stressede og aggressive, med lidelses-voldende benproblemer, får kuperet halen, så de løsgående ikke kan bide i den, men det gør de alligevel, med skrækkelige smerter til følge. Der er negative bivirkninger ved tandbeskæring i form af infektioner.

I efteråret 1994 interviewede TV-Avisen en svineproducent, der rørte et gult pulver ud i vand til sine svin: Det er bedre at forebygge, end at helbrede, erklærede han og fodrede sine sunde svin med det gule pulver, tetracyklinen, antibiotika, medicin. Jeg fik fremskaffet tallene for forbruget af tetracyklin. I 1989 var det fem tons. I 1993 var det 23 tons. I 1994 var det beregnet til 40 tons. Jeg tegnede tallet ind på millimeterpapir. I 1995 ville forbruget ligge uden for papiret.

Landbrugsministeren fik også tallene, og han forbød salget.

Men på samme tid trådte Bekendtgørelse om tilsætningsstoffer til foderstoffer i kraft. Den gjorde det lovligt at blande antibiotika i foderet til sunde svin. De lovlige midter hed zinkbacitracin, spiramycin, virginiamycin, flavofosfolipol, tytosinfosfat, avoparcin, salinomycin natrium, avilamycin, carbadox, olaquindox.

For hverken at skulle tale om penicillin, antibiotika eller medicin, valgte man den positivt ladede betegnelse vækstfremmer. Det mindede hverken om lægelatin eller satiriske plakater. Vækst-fremmere – smukt!

I efteråret 1994 blev jeg kimet ned af folk,der også havde set det gule pulver i TV-Avisen. De ville bestille min svineplakat, men den var udsolgt. Jeg indledte derfor et samarbejde med SiD, der forstod nødvendigheden af et økologisk skifte.

Da 90% af dansk svinekød eksporteres, besluttede jeg at udsende plakaten internationalt. Da jeg vendte hjem fra møder i England, læste jeg i Jyllands-Posten en firespaltet overskrift: SiD fortryder støtte til plakaten. Ifølge artiklen havde SiD forlangt SiDs logo fjernet fra de engelske udgaver.

Imidlertid var SiDs logo ikke på de engelske plakater, SiD havde ikke støttet dem og kunne derfor ikke fortryde støtten. Alligevel spurgte jeg Sten Andersen, SiDs gruppformand, der var citeret. Han stod helt uforstående over for artiklen.

I England blokerede dyreværnsfolk dyretransporter, og forbrugerne diskuterede svinevelfærd. Tulip International tabte markedsandele på det engelske marked, fordi kunderne efterspurgte kød fra frilands-grise.

Den vinter forsøgte TV2 to gange at arrangere en diskussion mellem slagteriets top og mig. Men begge gange blev den aflyst. I DRs TV-Avis blev jeg spurgt: Hvad nu hvis plakatudgivelsen får konsekvenser? Jeg måtte svare, at jeg ønskede konsekvenser. Svineproduktionen skal omlægges!

I februar 1995 holdt Landsforeningen af Danske Svineproducenter et seminar, hvor professor Chr. Friis forklarede, at man slet ikke undersøgte svinekødet for de mest anvendte antibiotika. Jyllands-Posten referede mødet i en firespaltet artikel, men det vakte ingen større opmærksomhed. Der lød ingen højlydte protester.

I maj 1995 viste DR-TV i sin bedste sendetid, hvordan svine-producenternes brug af vækstfremmere fører til resistens. Udsendel-sen havde masser af katastrofeblink, amerikanske ambulancer og dyster underlægningsmusik. Læger og forskere forklarede samstem-mende, at resistensen kan overføres til mennesker, så vi pludselig står magtesløse over for infektioner.

Udsendelsen fik landbrugsministeren til at forstå, at man fodrer sunde danske svin med medicin. Han forbød en af vækstfremmerne, avoparcin. De andre ville han ikke forbyde, for der manglede under-søgelser. Afsløringerne kom helt bag på ham. Danske svin må gerne strutte af de andre vækstfremmere.

Ministerforbudet af avoparcin kunne ikke stoppe forbrugernes forar-gelse. Derfor gjorde Landsudvalget for svin og foderstofbranchen et stort nummer ud af, at de aftalte, at de ville anbefale, at antibiotika ikke længere automatisk blev blandet i foderet til slagtesvin. I november udsendte Danske Slagterier på Axelborg en rapport: Vurdering af antibiotikaforbruget i dansk svineproduktion. Men de skrev intet om vækstfremmerne, om antibiotika i foderet, men til gengæld: Antibiotikaforbruget til svin er i perioden fra 1986 til 1994 steget med 91%. Korrigeres for stigningen i svineproduktionen i samme periode, er forbruget reelt steget med 49%

Nu kunne man måske vente, at denne rapport ville smadre dansk svineeksport, og at forfatterne ville blive afskediget eller at landbrugsministeren ville træde tilbage og statsministeren erklære landesorg.

Nej, nej.

Ifølge en stort opsat artikel i januar i Jyllands-Posten nedbragte aftalen mellem Landsudvalget for svin og foderstofbranchen i en kort periode anvendelsen af vækstfremmere til slagtesvin. Men nu – godt et halvt år efter – er det igen over halvdelen af slagtesvinene, der fodres med antibiotika.

Jyllands-Posten citerede KFKs produktchef: Jeg tror, at kurven topper, når 70% af landmændene køber foder med antibiotiske vækstfremmere.

Det fik landmænd til at hævde, at selv om de brugte vækstfremmere, var det ikke påvist, at antibiotikaen blev aflejret i dyret. Men så kunne Jyllands-Posten under overskriften Forældet kontrol af svine-kød afsløre, at den stikprøvekontrol, der kunne afsløre, om vækstfremmerne var ude af svinet, før det endte på middagsbordet, kostede for meget. Derfor blev svinene reelt ikke undersøgt for, om der er medicinrester.

Jyllands-Posten citerede professor Chr. Friis, Landbohøjskolen, for at stikprøverne kun tages i svinenes nyrer. Men en del af det antibiotika der bruges, koncentreres kun i leveren. Og så mindede journalisten om, at antibiotika i svinefoderet fører til resistens.

Svineproduktionen er en tikkende bombe. Producenter og myndigheder sætter mikroskopet for det blinde øje, for så at udnævne danske svin til verdens bedste og øge eksporten. Med det blinde øje er tit fulgt forbud og trusler mod kritikere.

Men udenlandske forbrugere kritiserer også, de kræver også en etisk og økologisk ansvarlig produktion. Hvis dansk svineindustri vil bevare sin status, gør den klogt i at lytte til Jyllands-Postens nye kritiske linie.