BILLEDKUNST OG POLITIK

På udstillingen ‘RETROSPEKTIVT. WITTE TIL TIDEN 1952-2012’, der blev vist i Sydslesvigs danske Kunstforening i Flensborg og på Deutsche Bücherei i Aabenraa, forklarede jeg min kunstneriske udvikling. Her følger min beskrivelse af årene 1976-2000, som er genoptrykt i KATALOG (s. 38 og s. 108)

 I 1976 spurgte jeg mig selv: Hvad nytter det at vi kan analysere kapitalismen, hvis ikke vi får livsglæde?

Politiske aktivister klistrede skrigende plakater, men de appellerede bare til dem der var enige. Jeg ville i kontakt med mange flere og ville meget mere. Inspireret af den tyske advokat og grafiker Klaus Staeck planlagde jeg min første plakat i ny stil.

Staten havde foræret den danske nordsøgas til A.P.Møller og store oliekoncerner, og det konstaterede jeg på Gas-plakaten i sommeren 1976. Den, der så plakaten med den sorte advarselstrekant på gul bund, måtte læse teksten. Der måtte jo være fare på færde!

Jeg begyndte at arbejde med forklædning for at komme flere modtagere i møde. Med billedet ville jeg lokke nysgerrige til, i stedet for at jage dem en skræk i livet, som andre politiske kunstnere gjorde.

Jeg ville sprænge kunst og politik – som vi kendte dem – og derefter forene dem på fantastisk vis. Det gjorde jeg under pseudonymet ‘Selskabet for smukkere Byfornyelse’.

Mine plakater skulle ikke bare rumme min kritik, som jeg selvskrevet stod ved. De skulle også give tilskueren en AHA-oplevelse. Mine plakater skulle gøre tilskueren mistænksom overfor andre billeder og slogans i vores billedverden. Latter og fantasi skulle vække tilskuernes kritiske sans. Det var målet for min politiske kunst.

I 1978 var mange blevet provokeret af danske svineproducenters forbrug af penicillin. Også jeg. Derfor lavede jeg svineplakaten med tegningen af grisen, som jeg havde klippet ud af en populær kogebog og forsynede den med otte ord. Slagteriorganisationerne rasede og fik nedlagt et fogedforbud. Så udsendte jeg en ny udgave, som også blev forbudt. Nye plakater fulgte. Efterhånden gik det op for slagteriorganisationerne, at det var mig der jagtede dem. I 1980 gav Højesteret (med dommerstemmerne 5-2) mig ret til at bruge svineplakaterne.

I 1978 fik Anne-Lise og jeg datteren Olga.

I årene 1976-83 lavede jeg et par hundrede plakater, postkort og klistermærker samt gennemførte aktioner. Nogle gange endte jeg i retssale andre gange på museer. Men i begyndelsen af firserne konstaterede jeg at venstrefløjsmiljøerne havde mistet pusten. Også jeg selv var blevet forudsigelig, og kunne ikke længere overraske.

I 1983 og 1985 rejste jeg derfor til Mexico og skrev en bog. Rejste til Pakistan, lavede radiointerviews og skrev en bog. I 1986 rejste jeg til Kina, hvor jeg mødte Pia, som jeg forelskede mig i; sammen rejste vi gennem Tibet i 1987 og i 1988 fik vi datteren Maj.

 

I 1988 bad DSB mig lave årsplakaterne samt omslag til 11 køreplaner. At Danmarks Statsbaner, forkromet og ledet af en generaldirektør, besluttede sig for mig, overraskede mange. Men jeg havde i et par år haft kontakt om en udsmykningsopgave til en DSB-færge, så det kom ikke bag på mig.

Dagbladet Information inviterede mig til at lave forårskampagnen 1989. Det var omvæltningernes år, og Information var næsten ikke til at kende da jeg placerede kampagnen på avisens forside. Danske Dagblades Forening tildelte den ‘Dommerkomiteens særlige Pris’, og bagefter blev den udstillet på Århus Kunstmuseum og Brandts Klædefabrik i Odense.

Jeg designede en stribe bogomslag til forskellige forlag. Herefter fulgte grafiske opgaver for LO, Irma og Novo: Sidstnævnte ville lancere Norditropin på verdensplan, og jeg skulle være artdirector.

En af mine bekendte spurgte: Hvornår mon Nationalbanken beder dig udforme nye pengesedler?

Jeg måtte spørge mig selv om jeg havde sejret eller om det var mig der var blevet opslugt af stat og kapital. Jeg så mig omkring og konstaterede at mange af mine gamle meningsfæller var sunket dybt i sofaerne. Det var på tide at jeg selv rejste mig.

Så oversatte jeg en håndfuld tyske bøger om menneskeskæbner under nazismen: Fra pigen, der blev opdraget til at være indædt nazist, til sigøjneren, der endte i kz-lejr. Serien afsluttede jeg med at skrive bogen Nazisme, hvortil der blev udarbejdet et lærerhæfte.

I 1995 omdøbte jeg Borgpladsen i Flensborg til Desertørernes Plads. Kl. 12 på 50 årsdagen for Nazitysklands kapitulation monterede jeg det nye navn Platz der Deserteure på de gamle gadeskilte, der viste væk fra pladsen. Imens krydsede politibiler pladsen. Ingen stoppede mig.

I de følgende år skrev jeg 3 bøger om grundloven og menneskerettighederne. Støttet økonomisk af Århus Amt udformede jeg Forslag til Danmarks Grundlov – menneskerettighedernes republik. Forslaget blev udstillet på Statsbiblioteket i forbindelse med grundlovsjubilæet. Folketinget udpegede mig til Styregruppen vedrørende grundlovsdebatten, og jeg fornemmede en voksende velvilje overfor en grundlovskommission – måske kunne også vi i Danmark få en demokratisk grundlov der beskyttede menneskerettighederne.

I 1998 meldte jeg mig ind i Enhedslisten EL, og blev opstillet som folketingskandidat. Efter et par år mødte mine holdninger til menneskerettigheder og borgerløn dog så megen intern modstand, så jeg meldte mig ud igen. Det så surt ud – måske var jeg også selv blevet for sur. Og jeg ville jo ændre verden på en sjovere måde.

KATALOG. RETROSPEKTIVT.

WITTE TIL TIDEN 1952-2012

af Mikael Witte

202 sider i A5-format. Gennemillustreret i farver

350  Dkr. + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bogen kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s