EFTERRETNINGSTJENESTEN GLEMMER ALDRIG

Politiets Efterretningstjeneste skal slette følsomme oplysninger senest 15 år efter de er indsamlet.*

Men det gør PET ikke. Istedet overfører PET oplysninger til et hemmeligt arkiv, der af sikkerhedshensyn opbevares af PET, så agenter kan se de oplysninger, der burde være slettet, hvis PET-chefen giver lov. PET kalder det en ‘logisk sletning’, skriver Sebastian Stryhn Kjeldtoft i Politiken 3.4.2018.

Afsløringen fik ikke justitsminister Søren Pape Poulsen til at gribe ind. Istedet bad han PET orientere Folketinget hvordan dokumenterne håndteres.

 

Her er min artikel JEG, EN LANDSFORRÆDER (Information 2.3.1999) som er genoptrykt i DANSK KULTUR (siderne 186-189):

I marts 1998 – det var før PET-redegørelsen – anmodede jeg om aktindsigt hos PET: Hvad havde de registreret om mig? PET afslog min anmodning, som jeg ankede til Justitsministeriet. Der også afslog.
Derpå anmodede jeg PET om deres postlister, dem kunne jeg heller ikke få. Og ankede. Så anmodede jeg om helt konkrete personers anmodninger om aktindsigt hos PET – et par stykker fik jeg, men pludselig påstod PET, at jeg var på fiskeekspedition! Jeg skulle dokumentere, at jeg vidste, at dokumenterne eksisterede, før jeg kunne få dem udleveret. Den slags kræver enten synske evner eller en postliste, og den kunne jeg jo ikke få at se. Hverken Justitsministeriet eller Folketingets Ombudsmand vil hjælpe.

Selv om jeg er blevet betegnet som landsforræder, så har jeg ikke noget at skjule. Men jeg vil vide, hvad der har været så mistænkeligt ved mig siden jeg i 1971 flyttede til Danmark.

Hvorfor vil PET ikke svare?

I 1981 opfordrede jeg i en annonce med et vellignende foto alle danskere til at skrive under på en liste, så SAP kunne blive opstillingsberettiget. I dag ved vi, at PET kopierede disse lister, så PET kunne overvåge de demokratisk sindede borgere. Det var lovligt at opfordre til at skrive under og at skrive under på stillerlisten. Alligevel blev man registreret hos PET. Og jeg var medvirkende til PETs registrering – for jeg havde opfordret til, at man udnyttede sine rettigheder.
Nogen tid efter var jeg udsat for en række indbrud. På trods af politianmeldelser og -undersøgelser, hørte jeg aldrig om anholdelser og domfældelser. Ved et af indbruddene forsvandt en militærhjelm, som jeg netop havde fotograferet til en plakat. Hvis den omtales i et PET-papir, så kunne det forklare en del.

I 1971 var jeg startet på statskundskab på Aarhus Universitet. Jeg ville forandre verden og mente stadig, at fantasien skulle til magten. Først involverede jeg mig i intern fagkritik, hvor studiet blev dissekeret, og siden i ekstern fagkritik, hvor lærlingeuddannelserne blev gennemheglet.

Samtidig kritiserede jeg heftigt trafikforholdene lige, hvor jeg boede, og bekæmpede Fællesmarkedet og især Danmarks tilslutning. I løbet af 1972-kampagnen har jeg jo nok klistret en enkelt plakat på et plankeværk, hvor der ikke måtte klistres. Men det gjorde mig næppe til landsforræder.

Jeg flyttede i kollektiv. Men var det landsforræderi, at vi nedsatte vores forbrug og dermed bruttonationalproduktet, ved at vi deltes om husleje og varme, køkkengrej og tøj?

Efter folkeafstemningen om Fællesmarkedet den 2. oktober 1972 var jeg med til at starte et forlag. Modtryk var dets indlysende navn, men hvilke bøger skulle vi udgive? Vi var frihedselskende socialister og ville ikke bindes af traditionerne. Derfor måtte vi først finde ud af, hvor Marx teorier overhovedet kunne anvendes. Der blev skrevet om abstraktioner, og de blev temmelig tit temmelig abstrakte. Bare titlen på forlagets første bog kunne udløse nervøs stammen.

Var Modtryks første udgivelse landsforræderi? Var det forræderi overfor læserne, at vi ikke returnerede manus til forfatteren med besked om at skrive dansk? Måske.

Vi trykte også Det kommunistiske Manifest. Det var en portugisisk lommeudgave uden tryksted. Oprørsskrifterne var vist medvirkende til, at det blodige diktatur blev styrtet i 1974. Fasciststyret var allieret med USA – og således med Danmark. Men var det landsforræderi at medvirke til, at Portugals krigsforbrydelser i Afrika sluttede?

I halvfjerserne havde jeg job på sessionen. Om morgenen stod der tit et medlem af Militærnægterforeningen foran indgangen og delte pjecer ud. Så foreslog jeg, at jeg delte dem ud inde i prøvelokalet. Begik jeg landsforræderi i sessionslokalet ved at oplyse unge mænd om deres ret til at nægte militærtjeneste?

Sommeren 1973 fløj jeg til Cuba. USA havde gjort meget for at styrte styret og forgifte Fidel Castros cigarer. Var jeg landsforræder? Nyttig idiot? Da jeg kom hjem, beskrev jeg i en kronik ytrings-frihedens vilkår derovre. Dagen efter blev jeg ekskluderet af Dansk Cubansk Venskabsforening.

Vi ved, at PET registrerede østrejsende. Selvom Cuba ikke ligger øst for Danmark, så blev den rejse nok registreret. Det samme gjaldt nok mine efterfølgende rejser til Bulgarien, DDR, Jugoslavien, Kina, Rumænien og Sovjetunionen, som jeg besøgte før Murens fald i 1989.
I DDR besøgte jeg den systemkritiske forfatter Stefan Heym. DDR havde strammet straffeloven, så borgerne kunne straffes for kontakt med udlændinge. Efter jeg havde skrevet herom i danske aviser, blev Heym kaldt til kammeratlig samtale i Ministeriet.

Min rejse til Bulgarien blev betalt af det danske kulturministerium. Jeg var inviteret af Biennalen for Humor og Satire, og iklædte mig de amerikanske læderhalses galauniform før jeg besøgte Georgi Dimitrov, hvis mumie lå i mausolæet midt i Sofia. Mit besøg varede kun kort, så stoppede politiet mig. Jeg skrev en artikel herom. Den historie må have moret PET i deres slid med overvågningen af dem, der fløj mod øst.

Jeg rejste også til Færøerne, hvor jeg fik forevist de militære anlæg i Mørkedali af en officer. I telefonen havde jeg forklaret, at anlægget havde almen interesse. Den danske officer ville ikke have hemmeligheder for mig, erklærede han med de venligste blå øjne, mens han pøsede en whisky mere på mig efter rundvisningen.

Før Murens fald havde jeg også kontakt med østambassader. I 1985 aflagde jeg DDRs ambassade i København et besøg, for at protestere over de hindringer der blev lagt for østtyske forfattere, der var inviteret til Aarhus Festuge. Bortset fra den ret ufestlige stemning kom der ikke rigtig noget ud af den kontakt.

I slutningen af halvfjerserne lavede jeg politiske plakater. Mest berygtet blev plakaten, om danske svin er sunde. Magtfulde mænd mente dengang, at jeg havde gjort mig til landsforræder, fordi jeg stak en kniv i danske penicillinsvin. Min plakat holder stadig, hvad den lover!

I 1981 lukkede jeg sammen med idehistorikeren Morell og millionteoretikeren Sædam Handelsbankens filial i Aarhus. Vi stjal ikke en krone, men hindrede pengenes frie cirkulation. Var det landsforræderi?

Da jeg i 1982 udgav landkortet Atomvåben kender ingen grænser, blev jeg atter udskreget som landsforræder. Ud fra åbne kilder præsenterede jeg det, både amerikansk og russisk militær vidste. De eneste, der ikke kendte hemmelighederne, var dem, der boede i nærheden af bombemålene. Hvis jeg var spion, så var det for civilbefolkningen! De vesttyske myndigheder indledte omgående undersøgelser med henblik på at anklage mig for spionage.

Senere på året anholdt politiet mig minutter før Dronningen skulle åbne Musikhus Aarhus. Pressen udskreg det som musikhusuroligheder og majestætsfornærmelser. Den aktion kostede mig to dages arrestophold. Men alt foregik yderst åbenlyst og med pressen som livlig partner.

I arkivet ligger nok også, at jeg omdøbte Flensborgs Borgplads til Desertørernes Plads. Dermed ville jeg hædre de mennesker, der med livet som indsats havde nægtet at slå medmennesker ihjel. Omdøbningen foregik ved, at jeg overklistrede gadeskiltene med mine egne. Det skete ved højlys dag den 8. maj 1995. Selvom politi fra tre biler fulgte mine manøvrer på toppen af en trappestige, så greb ordensmagten ikke ind. Det var trods alt jubilæumsdagen for Nazitysklands sammenbrud.

Vi ved, at PET overvågede mennesker som mig. Kun en åben undersøgelse kan afklare, hvad PET ville med de oplysninger. Vi forlanger ærlighed!

 


* Bekendtgørelse af lov om Politiets Efterretningstjeneste, jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014, med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 1881 af 29. december 2015 og lov nr. 1727 af 27. december 2016.

§9.Politiets Efterretningstjeneste skal, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov, slette oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller efterforskning rettet mod sådanne personer, når der ikke i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen er tilvejebragt nye oplysninger inden for de seneste 15 år.

Stk. 2. Sletning af oplysninger efter stk. 1 kan undlades, hvis væsentlige hensyn til varetagelsen af Politiets Efterretningstjenestes opgaver, jf. § 1, gør det nødvendigt.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s