PROLOG: LITTERATUREN PÅ SCENEN!

LITTERATUREN PÅ SCENEN slog dørene op i Aarhus i september 1985. Aldrig før var litteratur blevet præsenteret på den måde: Kendte og mindre kendte forfattere trådte op på scenen, ansigt til ansigt med læsere ved cafeborde, løsrevet fra papir, ryglimning og læselamper.

Det talte ord, ansigter og nærvær  var vigtigt. Her var også plads til latter og et glas eller to.

I det trykte program annoncerede mændene bag LITTERATUREN PÅ SCENEN – Steffen Mossin, Carsten Koed Hansen og Mikael Witte – festens  program, og de indledte med nedenstående prolog, som er genoptrykt i fotodokumentariatet ØJEBLIKKE FRA LITTERATUREN PÅ SCENEN 1985-1986. Set af Mikael Witte. (s. 6-7)

‘PROLOG: LITTERATUREN PÅ SCENEN!

Det var så synd for litteraturen.

Da den var ung og fik skrivekramper i brækkede gåsefjer og spildt blæk, havde den dog haft én ting: ‘Scenens’ opmærksomhed.

Fremført på scenen havde den glemt alt om sin barndoms ammestuesnak. Den var klædelig og passede til enhver lejlighed, og klædeligt bestræbte den sig helt og holdent på at sætte livets store øjeblikke i værk. Belyse og illuminere dem. På scenen!

– Sådan kunne eventyret godt begynde, – for det gjorde det faktisk. Men der ville ikke være noget eventyr at fortælle, om begyndelsen ikke havde en fortsættelse og hertil en slutning – og helst en god og lykkelig én.

Scenen og ungdommens barokke manerer var fortid. Som så mange andre var litteraturen kommet til skelsårs alder. Det havde været rart på scenen, men den måtte ud i verden. ‘Ud! vil jeg. Ud!’ havde den sagt, da den var blevet godt træt af altid at handle om de andres festlige begivenheder. Den ville selv være i centrum, både selv handle og også handle om sig selv.

Så var den gået ud i den (h)vide verden for at finde sig selv.

Men på sin rejse havde den fået følgeskab af forfatteren, så det var ikke nogen helt almindelig rejse, den var kommet på. Forfatteren var en besværlig størrelse. Altid ville han gøre krav på litteraturen og sætte den i rette. Altid skulle der rettes i den, og gang på gang skulle den skrives om. Den var aldrig god nok, og alligevel ville forfatteren altid havde æren af den.

Dér sad den så, som en bog under armen, klemt inde af smudsomslaget og det stive bind som korset. Det var hér, litteraturen måtte finde sig i at finde sig selv.

Bogen var et trangt rum. Sådan at blive prentet på papiret, bogstav for bogstav, linje efter linje, var ikke lige, hvad litteraturen havde tænkt sig.

Man kunne selvfølgelig diskutere, om den var blevet  til en mere eller mindre flot bog, men den havde tabt sit naturlige mæle. Og skulle der siges noget, skulle der altid holdes kæft omkring den, og dens læsere sad stumme og bad om ro, mens de mente stilhed, og sagde aldrig noget selv.

Bare ved at tænke på det blev litteraturen trist, eller den begyndte at drømme. For det meste, måtte den indrømme, handlede den vist mest om sig selv. Det skete ofte, at den blev tungsindig, men så besindede den sig. Den vidste, at den var magiens lillebror, og at den gav mæle og ord til alt det, man kun kunne tænke sig. Måske var det derfor, den ikke gik frit omkring, men var lænket til forfatteren og klemt inde i bogen og aldeles manglede ‘Scenens’ opmærksomhed.

Sådan hang det nok sammen, tænkte litteraturen. Og sagt var sagt, – og den havde selv sagt det.

Men mens den tænkte sådan, var der nogen der havde læst dens tanker. ‘Kom med i byen!’ sagde de. ‘Vi har en scene til dig. Nu er det dig det handler om!!’

Dét lod litteraturen sig ikke sige to gange: Den rystede sin løvemanke, sprang op og stillede sig på scenen! og forfatter efter forfatter fulgte efter.

På scenen! stod den. Nøjagtig som i sin ungdom, men mange års erfaringer rigere. Den talte tysk og engelsk, norsk og svensk. Men den talte også dansk, så det kunne forstås.

På scenen! var i et tivoli, man kaldte Friheden. Om det var friheden der var blevet sat i tivoli, eller tivoli der var blevet sat i frihed, fandt litteraturen aldrig ud af. Men ét vidste den: Bogen var bare én af dens mange masker, – og scener var der mange af.

Dén tanke varmede langt ind i litteraturens poetiske rygrad. Så gav den ordet frit og lagde sin egen stemme bag det.’

ØJEBLIKKE FRA LITTERATUREN PÅ SCENEN 1985-1986. Set af Mikael Witte.

116 sider i A5-format. Gennemillustreret

250  Dkr. + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bogen kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s