I bogen ‘DANSKE SVIN politiske svin- politiske plakater’ (280 sider), som Husets Forlag udgav i 1980, umiddelbart efter jeg havde vundet højesteretssagen om svineplakaterne, beskrev jeg hvad der umiddelbart havde foranlediget mig til at lave de plakater. (s. 31-35) 

Svinekritikkens udvikling

Levnedsmiddelgruppen i Forbrugerkomiteen Århus udsender 1. udgave af ‘Svin i Danmark’. For redaktion stod Lica Weis Nærå, som konsulenter Jørga Knudsen og Anna Wolf. I rapporten gennemgås hele svineproduktionen og dens problemer. Dermed havde forbrugerbevægelsen for alvor fået en folkelig forståelig fremstilling af et vanskeligt tilgængeligt emne.

I 1977 udgav Hugo Hørlych Karlsen bogen ‘Mad – er ikke bare mad’. I den skrev Dorthe og Niels-Henrik Hansen, begge tidligere ansatte på Slagteriernes Forskningsinstitut, artiklen ‘Degeneration og mangelsygdomme – om madens faktiske standard idag’. De skrev blandt andet at danske slagtesvins kvalitet sommetider er så ringe, så kødet ikke egner sig til menneskeføde og at der direkte kan være risiko for levnedsmiddelforgiftning. Da Niels-Henrik Hansen også udtalte sig til Danmarks Radio og til dagblade, udtog slagteriernes sagfører stævning imod ham. Dorthe Hansen blev ikke stævnet, da flere af udtalelserne ikke kunne føres tilbage til hende.

Sagen mod Niels-Henrik Hansen, der havde været direktør for forskningsinstituttet indtil 1974, blev anlagt således så han skulle bevise sine udtalelsers rigtighed. Men da han ikke længere var ansat kunne han ikke få adgang til de forskningsresultater han byggede sin opfattelse på. Som begrundelse for ikke at udlevere forskningsresultaterne anførte slagterierne, at resultaterne var forældede, irrelevante, fortroligt stemplede forretningshemmeligheder. At retten ikke nedlagde udleveringskrav knæsatte det princip, at arbejdsgivere kan afskedige kritiske forskere, der derefter vil være ude af stand til at dokumentere deres kritik.

Under sagen kom det frem, at den tidligere direktør havde fremlagt problemerne i svineproduktionen på et lukket møde i Sorø. En landbrugsjournalist refererede udtalelserne i ‘Husmandshjemmet’, hvorefter forskningsinstituttets formand, Johannes Dons Christensen, pålagde Niels-Henrik Hansen at dementere artiklen. Dette nægtede han at gøre, hvorefter han fik at vide, at bestyrelsen misbilligede hans holdning og det blev antydet, at han ville miste sin stilling, hvis han ikke sikrede sig mod at den slags fortrolige oplysninger kom frem.

Bestyrelsen ønskede således ikke, at Slagteriernes Forskningsinstituts egne undersøgelser fra 1970, om at kødets PH-værdi var alarmerende høj, kom videre til veterinærmyndigheder, producenter eller landbrugsministerium. En senere undersøgelse i 1974 viste, at kun 26,4% af kødet holdt sig indenfor de tilladte grænser. Også i dette tilfælde blev rapporten undertrykt.

Niels-Henrik Hansen var stævnet for seks udtalelser, dommen pålagde ham at mortificere to af dem, idet de øvrige ikke kunne føres tilbage til ham. De to udtalelser som skulle mortificeres stammede fra bogen ‘Mad – er ikke bare mad’.

De to udtalelser som skulle mortificeres var 1. Kød med afvigende PH-værdi var sundhedsfarligt eller på anden måde katastrofalt og 2. Hvis EF-sundhedsreglerne blev håndhævet ville størstedelen af det danske svinekød blive udelukket fra eksport.

Dommer Grønning Nielsen tog i sin dom den 17.3.78 ikke stilling til påstande om antibiotika-forurening af svinekød, for Niels-Henrik Hansen følte sig fejlciteret i det spørgsmål. Da han ikke kunne løfte bevisbyrden blev han pålagt at mortificere de to udtalelser og betale egne og en del af modpartens sagføreromkostninger, ialt kr. 65.000. Pengene blev blandt andet indsamlet af Forbrugerkomiteen Århus. Retssagen og indsamlingen gav yderligere næring til diskussionen.

Forbrugerkomiteens støtte blev Landsforeningen af danske svineavlere for meget. Denne nystiftede organisation bad Århus Byråd oplyse om der foregik kontrol med støtten, om byrådet billigede kritikken, om byrådet billigede forbrugerkomiteens arbejdsmetoder og om byrådet billigede, at forbrugerkomiteen frarådede at man spiste svinekød.

Formanden for Landsforeningen af danske svineavlere, Aage Birk, lagde ikke skjul på at målet var, at Forbrugerkomiteens kommunale tilskud skulle fjernes. Borgmester Orla Hyllested henviste til at tilskuddet ikke var øremærket, og byrådet kunne i øvrigt konstatere, at Forbrugerkomiteen i forbindelse med rapporten forgæves havde bedt landbruget forklare, hvori de konkrete fejl bestod.

Marts 78 arrangerede Landbrugsministeriet en stor heldagshøring om svin, hvor ministeriet blandt andet lovede at skærpe loven om foderstof og øge bødekravene overfor de producenter der leverer rester af antibiotika. Veterinærdirektoratet lovede at flere svin skulle undersøges for antibiotikarester, så alle de dyr, der udtages til bakteriologisk undersøgelse, vil blive undersøgt. Udover landbrugsministerielle løfter formede høringen sig først og fremmest som en hård konfrontation mellem dele af dyrlægeforeningen, deriblandt dens formand Svend Rasmussen, forbrugergrupperne og Noah på den ene side og på den anden side de ministerielle og organisatoriske kræfter som sammen varetager produktionens mest profitable forløb. Man fik atter bekræftet fornemmelsen af at Landbrugsministeriet er en underafdeling af landbrugets organisationer.

I Politiken, den 8. april, tager landsretssagfører Jan Schulz-Lorenzen, der havde ført Niels-Henrik Hansens sag, bladet fra munden. I en kronik, Svinebyrde og bevisfare, skriver han: ‘Taberen blev det danske landbrug – og med landbruget også forbrugerne. Landbruget og forbrugerne fik ingen vejledning af dommen. Og risikerer heller ikke at få vejledning af forskere i fremtiden. Hvem tør – og har råd til – at komme med kritik af det danske svinekøds kvalitet efter denne dom?’

1. maj 1978 udkom min plakat med teksten ‘Danske svin er sunde / de strutter af penicillin’ skrevet omkring et svin med parteringslinier, udskæringsnumre og Dannebrog.

—

EN HALV MILLIARD DØDE DANSKE SVIN.

OTTE ORD OM PENICILLIN.

EN HØJESTERETSDOM.

Bibliografi af Mikael Witte

136 sider i A5-format

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse