Tibetundersøgelse 2.0

 

Efter Justitsministerens beslutning af 14. juni 2018 om at genåbne Tibetkommissionen og undersøge dansk politis ageren siden 1995

– efter Tibetkommisionen i sin Beretning af 18. december 2017 skrev at ‘Københavns Politi agerede ud fra en generel ordre, der på grundlag af PET’s trusselsvurdering, oplysninger under stabsmøder og input fra PET var skrevet ind i Københavns Politis operationsbefalingsplaner’

– og efter PET-chefen har skrevet (Pol. 27.6.18): ‘Vi skal lære af denne sag, for vi skal selvfølgelig værne om danskernes demokratiske rettigheder’ opfordrer jeg Justitsministeren til at se dansk kinapolitik i et længere perspektiv end siden den socialdemokratisk ledede regering i 1995.

 

Tibetundersøgelse 2.0 kunne begynde den 26. marts 1986, da Folkets Dagblad, talerør for Kinas Kommunistiske Parti, på forsiden bragte et foto af statsminister Poul Schlüter (K) der bøjede nakken, stak hånden frem, strakte armen i sit stribede sæt, rakte hånden ud og smilede. Jeg ved ikke hvorfor, men den dag virkede hans smil oprigtigt.

Det var Deng Xiaoping han hilste på. Deng smilede. I kadretøj var han, tæt knappet om halspulsåren var den grå jakke, emblemet på kommunistisk kampvilje og askese. Det var nok mest på grund af Dengs offentlige fremtræden, at billedet blev trykt, for det var som om Deng var forsvundet, så man anede ikke hvor Kina gik hen. Og så var det han stod lige der!

Med et hammerslag var det blevet forår i Beijing, blomsterne på de nøgne magnolier foldede sig ud. Porcelænsagtige, jomfruelige, skrøbelige.

Selv tog jeg en taxa ind på Den himmelske Freds Plads. Røde flag, med kors og med stjerner, danske og kinesiske, vajede side om side på Chang An, byens brede paradegade, hvor millioner cyklede fra øst mod vest.

Det var mere end et drømmesyn. De danske flag var hejst for at smigre Schlüter, gættede jeg. Jeg vidste jo han var fløjet ind for at sælge øl fra danske haner til kinesiske ganer. Men fotografiet af de to, lynskudt til forsiden af avisen – Deng og Schlüter smilende – var for at signalere til alverdens sinologer, at Deng var dukket op igen. Man kunne igen regne med ham.

Deng var indiskutabel, et klart signal til Wall Street, Frankfurt og børserne i Tokyo og London. Stabiliteten var sikret for den kinesiske trone, hvilken glæde for den danske krone. Det var derfor Schlüter smilede så oprigtigt.

 

I midten af firserne strømmede folk til Kina. Med Deng ved roret voksede tilliden til landet. En kommunistisk leder som kapitalismens fortaler, det var næsten for godt til at være sandt. Hans personlige skæbne – detroniseret, udrenset, sendt i arbejdslejr og hver eneste gang dukket op som ‘den lille flaske’ i et oprørt hav, dukket magtfuldt op i magtens centrum, hvorfra han ønskede politisk stabilitet og økonomisk vækst – blåstemplede ham som Vestens ideelle samarbejdspartner.

Deng havde bekæmpet gammelkommunister og åbnet for privatkapitalismen, derfor blev han Vestens partner og gode ven. Kinas Kommunistiske Partis navn var det perfekte slør. Det afgørende var politikken som blev udstukket af partiledelsen: Stabilitet for udenlandske investeringer.

Deng må have leet over en cigaret. Som ung var han rejst til Paris, havde hutlet sig igennem på en skofabrik. Nu fløj alverdens mænd ind og gjorde koutou for den mægtigste i Riget i Midten.

 

I vinteren 1986-87 gik kinesiske studenter på gaden med krav om demokratiske rettigheder. De sang Internationale, krævede frigivelse af fængslede kammerater og nogle blev frigivet. Overraskende fik studenterne støtte af industriarbejdere, og især blev bevægelsen synlig i Shanghais gader.

I begyndelsen blev studenterne fordømt, men pludselig fik de lov at at folde deres faner og kritik ud, for de støttede Deng. Men så mistede systemet kontrollen med dem og slog hårdt igen, da arbejderne vovede at kritisere, at det var dem der betalte for de økonomiske reformer. Inflationen udhulede deres bonusbaserede løn, og de nye konkurrenceforhold skabte en ukendt usikkerhed, arbejdsløshed. Hvordan kan det være socialisme, når det er arbejderne, der betaler, spurgte de dengang.

 

Reform og fornyelse prægede Dengs politik. Maos koncentrationslejre blev tømt, men da Wei Jingsheng på Demokratimuren kritiserede Deng og krævede at landets økonomiske reformer skulle følges op af politiske reformer og demokrati, så blev han idømt femten års fængsel. Og han var ikke den eneste politiske fange i Dengs fængsler. Langt fra.

 

Når man – dengang i slutfirserne – spurgte danske erhvervsledere, så forsikrede de, at deres handel øgede stabiliteten, væksten og dermed menneskerettighederne. Hensynet til kapitalafkastet vejede tungest. De kontrarevolutionære, politiske fanger, systemkritikere, der i arbejdslejre, som slaver under helt umenneskelige arbejdsforhold puklede og knoklede med tekstiler, legetøj eller elektronisk isenkram til Vestens bugnende hylder, eller de, der myreflittigt blev underleverandører til vestlige koncerner – det var et kinesisk anliggende.

Det amerikanske Newsweek anslog i september 1991, at hundredtusind af Kinas ti millioner fanger var politiske, ikke-voldelige kritikere.

Vestens politikere reagerede kun sparsomt på afsløringerne, mens menneskerettighedsorganisationer endnu engang detaljeret kritiserede forholdene, samt at fængselsfanger blev tvunget til at knokle for at Vesten kunne købe mere og billigt.

Kinas udenrigstjeneste bedyrede at fangelejrene – arbejdsreformlejre blev de kaldt – ikke solgte til udlandet. Det måtte de slet ikke! Men ifølge hemmeligstemplede kinesiske regeringsdokumenter blev fangerne systematisk udnyttet til at producere billige eksportvarer for at tjene udenlandsk valuta.

 

I maj-juni 1989 besatte studenter Den himmelske Freds Plads – med massemediernes kyklopøje som vidne på grund af Gorbatjovs besøg. Sovjet og Kina mødtes, og det var stort.

Massakre og forfølgelse fulgte, og Vestens fordømmelse. Præsident efter præsident, parlament efter parlament rejste sig i afsky og vrede mod forbrydelser mod menneskeheden. Menneskerettigheder er universelle blev der råbt fra alle sider og forholdet til Kina blev nedfrosset. Sanktioner blev indført, blokader, afvisning og foragt. For en tid.

Økonomi og politik skal ikke blandes, lød den kinesiske opfattelse og de blev støttet af danske investorer: fra jetsettets pillefabrikanter til nålestribede cementkonger. Og de kunne  citere Arne Belling, dansk ambassadør i Beijing, der i maj 1991 til udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skrev: ‘Efter fem et halvt års tjeneste i Peking er det min overbevisning, at Kinas politiske og sociale udvikling vil gå i den rigtige retning i det kommende ti-år.’

 

Da Niels Helveg Petersen i oktober 1993 som ny udenrigsminister rejste til Kina med erhverslivets sværvægtere belærte de ham: Han skulle aldeles ikke spørge om vilkårlige arrestationer, om hverdagen i baggårdene, i fængslerne, Tibet og Xinjiang.

Direktøren i FLS Industries, Birger Riisager, hævdede, at der var tabt ordrer på grund af den danske kritik af massakren, og NOVO-direktør Steen Riisgaard bakkede ham op. Det var et orverordnet synspunkt for dansk kapital, at holde begge fødder på Kinas jord. Alt andet skulle underordnes dette.

 

Bjarne Andreasen, tidligere leder af Institut for Mennesrettigheders Kina-program, mener (Pol. 24.6) at der skete et grundlæggende skifte i 1997, hvor Danmark gik fra at være ‘åbenlyst kritisk og til at søge en mere dialogbaseret linje.’

Det år valgte den danske regering at gå forrest i FN og sende en fordømmelse af Kinas menneskerettighedssituation til afstemning. Indtil da havde EU kritiseret undertrykkelsen efter massakren i 1989. Men i 1997 skulle Frankrig underskrive en gigantkontrakt med Kina om Airbusfly, og så trak EU-vennerne sig.

Tilbage stod Niels Helveg Petersen som dansk udenrigsminister og sagde: ‘At fremsætte en resolution er ikke at fordømme et land. Kina kan forsvare sig selv og åbent svare på hvad der bliver skrevet ind i resolutionen.’

Danmark kritiserede Kinas behandling af det tibetanske mindretal og blev lagt på is af kineserne og eksporten faldt. Og den faldt markant i tre år.

 

Da Dalai Lama i 2000 var i Danmark mødte han statsminister Poul Nyrup Rasmussen i Kastrup Lufthavn. 45 minutters møde, som måske kunne bortforklares, hvis den kinesiske regering skulle spørge.

 

Siden er det gået fremad med statsbesøg af kinesiske præsidenter, gaveudveksling på panda-niveau (svarer til Storkors med Dannebrog Diamantudgaven) og stadig voksende økonomisk samarbejde.

Ja, jeg er også vendt tilbage til Kina og har lyttet til nogle kineseres kritik.

 

Hvornår begyndte knæfaldet for undertrykkkerne? Tja, det er vanskeligt at besvare. Men det var i alfald længe før et par gadebetjente i København krænkede danske borgere og tog deres tibetanske flag, for at beskytte Kinas præsident Hu Jintao – og samhandlen.

Tidligere udenrigsminister, formand for FN’s Generalforsamling og Kina-rejsende, Mogens Lykketoft, udtaler til Politiken (24.6):

‘Uanset hvad er baggrunden selvfølgelig, at Danmark er nervøs for at påkalde sig Kinas vrede. Den mest fundamentale forandring i økonomi og magt, som er sket i vor levetid, er, at Kinas økonomi er 30 gange så stor i dag, som den var i 1978. Hvis et land i dag prøver at indtage en modig holdning over for Kina, risikerer de at blive udsat for handelsboycot eller det, der er værre. Derfor ser du også, at ingen stats- og regeringschefer længere tør mødes med Dalai Lama bortset fra USA’.

 

Og slet ikke at kritisere Kinas nuværende præsident Xi Jinping, under hvis ledelse ytringsfriheden er blevet yderligere beskåret, antallet af politiske fanger er vokset og det kinesiske overvågningssamfund er blevet forstærket med overvågningskameraer og ansigtsgenkendelses-software.

Kina strammer grebet om sine borgere. I 2012, året før Xi Jinping blev præsident, så jeg en maleriudstilling i Shanghais Kunstmuseum: Store lærreder med fotorealistiske gengivelser af overvågningskameraer i det høje. I dag behøver man slet ikke at male den slags – man kan bare kikke op fra sin smarte telefon og se hvad der hænger mellem træer og på master. Smil – du er på!

 

Både under præsident Hu og præsident Xi er levestandarden vokset og vokset. Aldrig har jeg set så mange dyre biler som i Kina, aldrig har jeg set så mange glitrende bygninger som i Kina. Og aldrig har jeg set så mange nybyggede huse, som jeg har set fra toge i Kina. Men husene står tomme, for de er investeringsobjekter.

Både hurtige biler og firmadomiciler tilbedes af de – takket være korruption – afsindigt rige kinesere, mens mellemklassen håber snart at få overskud til at flytte ind i en ny og større bolig der er til at betale. Eller at boligboblen fortsætter med at vokse, så de kan sælge deres ufærdige projektbolig med gevinst.

Kinas økonomi afhænger af fortsat vækst. Stopper væksten, brister boblen. Så er det ikke bare den kinesiske mellemklasse der mister sin opsparing. Så er det hele den kinesiske økonomi og verdensøkonomien der får en kæberasler, der kan blive værre end den økonomiske verdenskrise i 2008.

I Kina vil et begyndende fald i levestandarden ryste den sociale orden. Derfor har præsident Xi strammet grebet i forhold til hans forgænger præsident Hu, hvor ingen forestillede sig at økonomien ikke bare skulle vokse.

 

I 1992 udsendte jeg på Tiderne Skifter ‘Den kinesiske Æske’, en usentimental roman om umulig kærlighed i en kaotisk verden af underholdning og forbrydelser. En dansk fotograf havde forelsket sig i en kinesisk pige, men efter massakren i 1989 forsvandt hun. Og så dukkede et mystisk postkort op… Nå ja, det var en roman.

Efter jeg havde skrevet dele af virkeligheden ind i en bog valgte jeg igen at trække bogstaverne ud i en anden virkelighed. I forbindelse med præsentationen af bogen læste jeg navnene på 1000 fængslede kinesiske kritikere op foran den kinesiske ambassade i København. Eller rettere jeg ville læse de 1000 navne, for hurtigt kørte en politivogn frem mod mig. En betjent sprang ud, forlangte mit navn, at jeg stoppede oplæsningen af navnene og at jeg forlod min litterære position.

Nej, jeg havde ingen tibetanske flag. Blot havde jeg iklædt mig mit blå mao-jakkesæt, for at skille mig lidt ud fra de nålestribede, der mener at handel er det vigtigste og at tabte ordrer det værste.

 

Den forårsdag ved ambassaden mente jeg ikke dansk politi var ansvarlig for krænkelsen af min ytringsfrihed. Betjenten udførte bare en systemordre om at beskytte samhandelspartneren mod kritik. Det er selvsagt en krænkelse af ytringsfriheden, fordi man frygter kritik, men den ligger i systemet.

Påfaldende at Danmark periodisk har forlangt at kinesiske myndigheder sikrede kinesernes ytringsfrihed.

 

Da dansk politi veldokumenteret fratog tibetanske flag beskyttede det ikke den kinesiske præsident. Han – eller det kinesiske magtapparat – har fået efterretninger via den kinesiske udenrigstjeneste om hvad der foregik i Danmark.

Det der skal granskes fremover – det er nærmere en sociologisk opgave end en juridisk – er hvordan den danske angst for at påkalde sig kinesisk vrede fører til selvcensur: at man ikke kalder censur og krænkelser det de er: foragt for medmennesker.

Jeg ved at foragt for medmennesker kan mødes mange steder -, i Danmark og udenfor landets grænser – men det gør ikke problemet mindre. Tværtimod.


Mikael Witte: Den kinesiske Æske. Tiderne Skifter 1992

Mikael Witte: Nekrolog. Klim 1995

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s