I 1970’erne voksede Mexicos økonomi stærkt efter fundet af store oliereserver i den Mexicanske Golf. Imidlertid opstod der en global overproduktion af olie og desuden led mexicansk økonomi under internationale rentestigninger og dollarkursens himmelflugt. Mexicos gæld til udlandet eksploderede, landet måtte anmode om international støtte og reelt brød den mexicanske peso sammen i 1982.

I de afsluttende sammenligninger i mit tobindsværk Verden ifølge aztekere og inkaer: MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU beskriver jeg den økonomiske udvikling og voldens eskalering i dagens Mexico:

Fra 1988 privatiserede den nyvalgte – efter et meget omdiskuteret valg – præsident Carlos Salinas de Gortari dele af den store statslige sektor og pålagde resten at fungere på markedsøkonomiske vilkår.

Med Canada og USA indgik Mexico NAFTA, det nordamerikanske handelssamarbejde, som trådte i kraft 1. januar 1994, hvilket blev markeret med skåltaler, champagne og fyrværkeri. Aftalen skulle fremme samarbejde: US-amerikanske landmænd blev støttet, hvorved mexicanske småbønder blev udkonkurreret. Til gengæld kunne lavtlønnede mexicanske arbejdere få arbejde på US-amerikansk ejede virksomheder i Mexico – eller nemt slippe illegalt over grænsen og søge lavtlønnet knokkelarbejde i USA.

I delstaten Chiapas blev NAFTA markeret helt anderledes. Hidtil nærmest ukendte zapatister – en trediedel skal have været kvinder i denne maya-bevægelse opkaldt efter bonderevolutionslederen Emiliano Zapata – besatte nytårsnat fem byer og en kaserne. Militæret blev sat ind og kampene kostede 1000 mennesker livet før der blev aftalt en våbenhvile.

Præsident Salinas havde åbnet Mexicos grænser og det fik industriproduktionen til at storblomstre. Væksten steg og inflationen var lav: Mexico kunne ligne et moderne industriland og blev medlem af OECD.

Også narkoforbrydere nød godt af landets åbne grænser: politik og forbrydelse blev vævet stadig tættere sammen i det korrupte Mexico, som beskrevet ovenfor. For at sikre sit eftermæle investerede Salinas i populære projekter som blev finansieret af kortfristet, spekulativ kapital og så fastholdt han pesoens kurs i forhold til dollaren, selvom den mistede værdi som følge af den voksende inflation.

I 1994, tre uger efter Ernesto Zedillo Ponce de León var valgt som præsident Salinas efterfølger, måtte pesoen devalueres med 50 %, og Den internationale Valutafond støttede igen Mexico mod at landet akcepterede en stram økonomisk genopretningspolitik.

Zedillo kritiserede Salinas voldsomt for den økonomiske elendighed han havde ført Mexico ud i, og Salinas bosatte sig i Irland. Herfra kunne han følge arrestationen af familiemedlemmer mistænkt for økonomisk kriminalitet. Omsider, i 2008 overførte den schweiziske regering 74 million US $ – af de 110 million US $ som ex-præsidentens bror havde anbragt i en schweizisk bank – til den mexicanske regering. Salinas familie fik ingen af pengene.

I 2006 udtrykte lærere atter deres utilfredshed under 1. majdemonstrationen i Oaxaca i delstaten med samme navn. Og igen indledte de en strejke i protest mod deres lave lønninger, arbejdsvilkår, deres egen utilfredsstillende undervisning samt mod delstatens guvernør som de anklagede for korruption. Ubevæbnet besatte de byens Zócalo; 3000 betjente blev sat ind mod besættelsen der varede syv måneder. En nystiftet sammenslutning, APPO, organiserede både besættelsen, bespisningen af de indesluttede og undervisning af byens børn.

Politiets nedkæmpelse af besætterne kostede 17 mennesker livet.

Siden 2006, det år præsident Calderón satte militæret ind mod narkokartellerne, har krigen kostet narkohandlere, politibetjente, soldater, musikere, taxachauffører, ludere, journalister, politikere, velhavende mennesker der kunne afpresses løsesummer samt andre, der stod på det rette sted men på det forkerte tidspunkt(!), livet.

I løbet af et årti har krig mellem og mod bander krævet flere end 200.000 menneskeliv. Ifølge regeringsstatistikker er 30.000 mennesker forsvundet.

At omtale disse rædsler i mexicanske medier kan være farligt. I årene 2007-2016 forsvandt 154 journalister.

I 1. halvdel af 2018 blev der ifølge indenrigsministeriet begået 15.973 drab; det svarer til 22 drab pr. 100.000 indbyggere.

Under præsident Enrique Peña Nieto har myndighederne øget magtanvendelsen. Myndigheders tortur og summariske henrettelser med de facto garanteret straffrihed til den dræbende hører til normen. Marinens elitekorps dræber 30 mennesker for hvert de sårer, hvilket eksperter sammenligner med udenretlige henrettelser.

I Iguala i delstaten Guerrero ville lærerstuderende i 2014 være med til mindedemonstrationen for de i 1968 på De tre Kulturers Plads nedslagtede studenter. Politiet stoppede dem med åben ild og dræbte seks studerende. 43 studerende forsvandt, tilsyneladende efter de var blevet overladt til Guerreros Unidos, et lokalt narkokartel, der angiveligt kontrollerede det lokale politi.

Frivillige ledte efter de forsvundne og ligrester blev fundet, men retspatologer konstaterede at disse ikke stammede fra de forsvundne studerende.

I løbet af et års eftersøgning blev 60 massegrave med i alt 129 lig fundet i denne sydlige delstat. Studerende og lærere besatte regeringsbygninger og satte ild til dem. 22 politibetjente blev arresteret og justitsministeren bekræftede rygter om at borgmesteren havde styret byen sammen med Guerreros Unidos. Borgmesteren blev anholdt og delstatens guvernør trådte tilbage.

Statslig forfølgelse af kritikere og forsvindinger har en lang historie i Mexico. Voldelige konfrontationer præger landet, men mexicanere finder sig ikke i deres elendighed. Der opstår nye organisationsformer blandt bønder, arbejdere og studenter, flere steder i form af selvforsvarskomiteer.

Men også narkokarteller kan betragtes som en form for selvorganisering i en korrupt stat.

Ofte gennemføres udskiftninger i politikorps eller der oprettes nye enheder der skal bekæmpe korruption og myndigheders magtmisbrug. Det virker som en gentagelse, som et ritual. Mexico har en kultur der både er indædt kæmpende og blodigt undertrykkende. Den ser nærmest uafvendelig ud.

I den blodigste valgkamp i moderne mexicansk historie vinder Andrés Manuel López Obrador, kaldet AMLO, i 2018 med flere end halvdelen af stemmerne præsidentposten og dermed brydes PRIs magtmonopol for anden gang; selv var han medlem af PRI 1976-88, hvorefter han blev ledende medlem af det venstre-orienterede PRD og valgt som Mexico Bys borgmester.

I 2006 og 2012 tabte han ved stærkt omdiskuterede præsidentvalg, som han nu vinder i spidsen for det nystiftede MORENA. Obrador har lovet at samle landet med en ny tilgang til landets narko- og korruptionselendighed, bringe retfærdighed, løfte fattige unge ud af fattigdom, mindske uligheden og føre en mere offensiv politik overfor USAs præsident Trump. Det er store løfter!

—

Citeret fra siderne 477-480 i bind 2 af

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse