ØKONOMI OG MENNESKERETSKRÆNKELSER I PERU

I de afsluttende sammenligninger i mit tobindsværk Verden ifølge aztekere og inkaer: MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU beskriver jeg udviklingen i dagens Peru (siderne 480-482 i bind 2):

Perus økonomi har gennemgået en voldsom udvikling ved overgangen til det 21. århundrede. Neoliberale reformer og korruption har gjort livet udsigtsløst hårdt for de mange, svingende men rimeligt for en voksende mellemklasse og luksuriøst for de få.

Da Alan García blev præsident i 1985 overtog han ansvaret for en ekstrem udlandsgæld, og han erklærede at Peru kun ville bruge 10 % af landets eksportindtægter til at betale renter. Derefter blev Peru udsat for en omfattende boycot af udlandet. Hyperinflationen rasede i 1989-1990 og nåede 12377 % i august 1990. Ja, ufatteligt: 12377 %!

For peruvianere med penge var det slemt. For peruvianere i byerne uden penge var det skrækkeligt. Selvforsynende bønder er jo næsten uafhængige af pengeøkonomien, men såsæd, skoleuniformer og supplerende madvarer skal betales med kontanter. Når høsten slår fejl på grund af tørke eller ødelægges af af ustoppelig regn mødes de af SULTEN. Og føler sig  afmægtige.

Præsidentvalget i 1990 blev vundet af Alberto Fujimori, der var dukket op på den politiske scene få måneder forinden. Han gennemførte neoliberale reformer, fujichock, så mange mennesker oplevede forværrede levevilkår, halvdelen af befolkningen blev kastet ud i ekstrem fattigdom.

For at skaffe penge privatiserede Fujimori de nationaliserede selskaber, og brugte nogle penge på bønder i det sydlige Peru, hvor det mest synlige i dag er kulørte latrinhuse spredt i landskabet, mens markarbejdet fortsatte som før – dvs. med menneskelig muskelkraft og nogle trækdyr.

Da Fujimori ikke havde flertal i parlamentet kaldte han det korrupt og begik i 1992 statskup ved at opløse det; USA afbrød umiddelbart samarbejdet, men indledte kort efter nye forhandlinger og IMF godkendte hans strukturprogram.

Samme år blev Abimael Guzmán, leder af Den Lysende Sti, fanget; terror og modterror havde frosset samfundslivet. Landet var i militær undtagelsestilstand og militæret tvangsorganiserede bønder til at forsvare sig mod guerillaen og til at angribe civilbefolkningen dér hvor guerillaen havde indflydelse.

Regeringen gennenførte en tvangssterilisationskampagne i mange landdistrikter. Det anslås at omkring 300.000 kvinder blev steriliseret – de fleste indianere, og de fleste mod deres vilje eller for at få mad.

Ved præsidentvalget i 1995 blev Fujimori genvalgt og udstedte amnesti til alle militær- og politifolk som siden 1980 var blevet dømt for krænkelser af menneskerettigheder i kampen mod Den Lysende Sti.

1993-forfatningen tillod at en præsident stillede op til eet genvalg, men Fujimoris parlamentariske støtter vedtog en lov der tillod ham at stille op en tredie gang og han blev valgt. Kort efter blev på tv vist skjulte optagelser af efterretningschef Vladimiro Montesinos der bestak en oppositionspolitiker, for at denne skulle støtte Fujimori. Afsløringerne tvang Fujimori til at udskrive nyvalg. Derefter fløj han til et topmøde i udlandet og fra sine forfædres Japan faxede han en erklæring om sin tilbagetræden som Perus præsident. Parlamentet afviste erklæringen, for det ville rejse en rigsretssag mod ham. Fujimori søgte ly i det traditionelt fjendtligtsindede Chile, men blev udleveret til Peru.

I 2009 blev Fujimori idømt 25 års fængsel for krænkelser af menneskerettighederne; dommen skulle han afsone i samme topsikrede fængsel som Guzmán, lederen af Den Lysende Sti. I 2015 blev Fujimoris dom forlænget med 8 år for misbrug af offentlige midler.

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s