SPANIERE SATTE SIG PÅ HISTORIEN

Hverken aztekere i Mexico eller inkaer i Peru havde før den spanske erobring et skrivesystem, som vi forstår det. De gav deres historier videre ved hjælp af huskeredskaber: tegn på sten, knogler eller keramik, billedskrifter på skind eller bark, i ritualer, fortællinger og sange. Nogle kender vi til i dag fordi spaniere skrev om dem og fordi arkæologer, antropologer og historikere har fundet yderligere materiale og har fortolket det. Fortalt gennem århundreder er det blevet farvet af de genfortællende.

Aztekere i Mexico – jeg taler om specialister, tlacuilol, den der skriver ved at male kan ordet oversættes – havde før spaniernes komme malet codices, billedfortællinger som rummede glyffer, tegn for tider og tal, navne og steder – fortællingers kerne – og som derfor både er blevet sammenlignet med det broderede Bayeux-tapet, med katolikkers kalkmalerier og med rebus; I skal dog ikke forestille jer rebus helt som dem fra ugebladene!

Aztekiske codices virker visuelt kraftfulde. Oprindelig kan de både have haft karakter af huskeredskab ved mundtlige fremføringer – tale, sang eller ritualer – og som magtfulde ikoner; de må have været hellige rekvisitter.

Billedskrifter med stammens tegn for guder, herskere, begivenheder og årstal blev malet på hjorteskind eller bark fra enten figentræ, morbærtræ eller agave, og blev samlet som 10-15 meter lange foldebøger. Det var spaniere der kaldte sådan en bog en codex og codices når der var flere – og det gør vi stadig, for aztekeres betegnelse var mexihcatl amoxtli, og det kunne være halsbrækkende for spanierne at udtale.

Nogle aztekere kunne umiddelbart konstatere at en codex vedrørte en bestemt gud eller leder, og så kunne de gengive hvad disse guder stod for. Den der havde et mere omfattende kendskab til tegns betydning kunne også tolke tidstegn, og ud fra billedelementer konstatere hvilken konkret myte eller historisk begivenhed der var gengivet, som vedkommende altså kendte i forvejen, fik genopfrisket og kunne genfortælle.

Sådan en læsning kunne også foretages af skriftkyndige der ikke talte samme sprog som bogmaleren, men som levede i samme kulturkreds med fælles historiefortællinger. Men kun de indviede kunne læse en codex, og kun udvalgte havde i det hele taget adgang til dem.

Det er uafklaret om der var tale om billedskrifter eller om der også var tale om fonetisk skrift, hvor billeder kunne blive til lyde, helt løsrevet fra deres oprindelige betydning.

Codices kunne videregive love, økonomiske regler, mytologi, kalendre og politisk historie.

Nogle codices rådnede i det fugtige klima da de var malet på organisk materiale. Andre aztekiske codices blev brændt af aztekerne omkring år 1430 og andre blev brændt af de spanske magthavere efter 1521.

Pist væk, væk, borte, fordi censorer nidkært ville bestemme hvad indianerne måtte læse og især tro, og hvad spaniere måtte få at vide om de erobredes fortid.

Cortés sendte to codices til Spaniens konge kort efter han var gået i land i Mexico; det antages at dreje sig om dem der i dag kaldes hhv. Codex Vindobonensis og Codex Zouche-Nuttall. 11 codices fra den vestlige del af Mesoamerika og 4 fra mayaområdet fra tiden før den spanske erobring er bevaret. Ingen af disse er dog aztekiske fra før spaniernes ankomst; de to Cortés havde sendt og som kom til Sevilla i Spanien i 1519 var begge mixtekiske.

Så få originale kildeskrifter!

Mindre end hundrede år efter erobringen var hukommelsen, der skulle udløses af tegninger, piktogrammer, så vag, så det blev vanskeligt at fange dybden i dem.

Alligevel forsøger forskere fortsat at knække koderne.

Efter spaniernes erobring blev nye codices skrevet af indianere med latinske bogstaver; det diskuteres om Anales de Tlatelolco er den ældste.

Andre blev skrevet af spaniere. Nogle codices indeholder både aztekeres billedskrift med kalendertegn plus tekster på nahuatl hhv. spansk skrevet med latinske bogstaver, og de vidner om samarbejdende aztekiske skriftkloge og spanske munke.

Indianere var villige til at genfortælle og forklare deres codices og i perioder var spaniere interesserede i at lytte og nedskrive – i andre perioder var det strengt forbudt, for den slags skrifter kunne styrke den indianske kultur, øge modstanden mod spanierne og fremme indianeres ’hedenskab’.

Den interesserede spanske ’skrivehjælp’ fik til følge at indianske guder i aztekiske tekster blev kaldt djævle. Man kan hævde at de spanske ændringer skyldtes deres opfattelse af det de havde hørt; men målet må have været at deres præsentationer skulle styrke erobrernes magt på bekostning af den oprindelige befolkning. Man kan kalde det manipulation.

Forskere har således været nødt til at gribe til spanske gengivelser af indianernes forestillinger. Det skyldes det oprindelige materiales karakter – eller rettere manglen på oprindeligt materiale – men også en heldig omstændighed, nemlig den spanske kong Carlos’ videbegærlighed. Kongen ville vide meget mere om sit ekspanderende rige, og det medførte et omfattende skriftligt materiale. Munke blev opfordret til at indsamle og ’genskrive’ aztekeres oprindelige codices. Allerede i 1521 meddelte hoffet at ingen skulle undlade at videregive brugbare oplysninger til kongen.

Der var også nogle spaniere der skrev for at tilfredsstille et nysgerrigt publikum i Europa mens andre skrev for at legitimere deres blodige gerninger som nødvendige eller for at gøre retlige krav gældende på det erobrede.

Kong Carlos’ søn og arvtager, Filip 2., frygtede imidlertid sine spanske undersåtters beskæftigen sig med indianske tekster. Et halvt århundrede efter erobringen af Amerika var begyndt – i 1577 – meddelte han sin vicekonge i Mexico: Vi forstår at munken Sahagún har sammenfattet et værk om ritualer, ceremonier og afgudsdyrkelse, som indianerne dyrkede da de var hedninge, skrevet på nahuatl, og selv om det er forstået at Sahagún gjorde det i den bedste mening, så er det min  opfattelse at det ikke skal trykkes eller på nogen måder cirkulere i dette land, og at du skal sikre dig værkerne og straks sende dem til Indianerådet, og nu er du advaret: Du må ikke at lade nogen anden person på noget sprog skrive noget om overtro og indianernes levevis.

BOING! Et kongeligt forbud! Kongen frygtede at myter kunne udløse modstand blandt indianerne. Heldigvis blev den kongelige censur ikke udøvet strengt. Overfor myndigheder argumenterede munke at det var nødvendigt at beherske lokale sprog og i det hele taget insistere på værkernes betydning for det kristne missionsarbejde, at disse skrifter ikke ville styrke indianernes overtro. Fire år efter lempede Inkvisitionen, den statskontrollerede kirkelige domstol, forbudet mod at bruge indianske sprog.

Flere genoptog skriveriet, men i de følgende 240 år – frem til Mexicos og Perus uafhængighed i 1820’erne – kunne den slags skrifter forbydes af de spanske myndigheder.

Inden 1500-tallet var omme havde missionsledere rapporteret at de indfødte nu var blevet kristne, og at missionærer havde trukket på lokale kilder. Indianske myter kunne altså bruges af spanierne! Det var dog de færreste teologer der var interesseret i indiansk religion, kultur og kultgenstande. Først og fremmest var de optaget af hvordan indiansk tro kunne bekæmpes. Et centralt angreb rettede katolske missionærer mod at indianerne havde dyrket mange guder, og at den sande Gud – spaniernes, dvs. de kristnes og oprindelig jo jødernes – udtrykkeligt havde indskær-pet Moses at man ikke måtte have andre guder.

I det 19. og 20. århundrede – nationalismens århundreder – voksede interessen for fortiden i Mexico. Mørnede manuskripter fra den tidlige spanske kolonitid indeholdende myter og historier blev fundet frem fra arkiver, biblioteker og samlinger. Nogle blev trykt og dermed tilgængelige for langt flere læsere – forinden havde håndskrifter i ordets bogstaveligste forstand været enestående der holdt oplysningerne helt tæt til det specifikke stykke papir teksten engang var skrevet på – noget vi har svært ved at forestille os i vores digitale tidsalder.

I dag er registreret eksistensen af omkring 500 spanske codices, som også disse skrifter kaldes, idet de har fået ’efternavn’ efter hvilken europæisk by manuskriptet opbevares i eller efter dets europæiske arbejdsgiver, bogsamler eller forfatter.

I Peru havde inkaerne – dvs. knudemestre, khipucamayoc – før spaniernes erobring bundet knuder på farvede uldsnore der blev kaldt khipu (staves også quipu), som blev betragtet som en slags regnskabsbøger. Den ældste beskrivelse kendes fra november 1533 da en spansk erobrer beskrev systemet i et brev.

Spanske teologer så med foragt på khipuer. De vidste ikke hvad disse hedninges bøger rummede, så de burde brændes.

Når amauta – en inkaautoriseret historiefortæller – kunne udrede historier og myter ved hjælp af disse snore, så indeholdt de åbenbart mere end tal. Derfor sluttede spanierne indædt at de rummede djævelskab. Derfor var det så nødvendigt at brænde khipuer, amautaers knudekundskaber kunne forsvinde for evigt.

Viden fra khipuer er svære – måske umulige – at rekonstruere. Enkelte historikere har forsøgt at dokumentere hvordan khipuer kunne fungere som tekstbærere. De fleste forskere ser dog med skepsis på de hidtidige forsøg på at tyde disse femhundrede år gamle uldsnore.

I en situation med få skriftlige kilder bliver det afgørende at mange historier om aztekere, mayaer, tolteker, purépechaer, inkaer, chanchaer, chimuer og collaguas – for bare at nævne enkelte indianske stammer – har vi kendskab til takket være de første spanske eventyrere, soldater, købmænd, præster, munke og andre der var sejlet til Amerika. Altså erobrere og dem der fulgte i deres blodspor. Fra dem der forlod deres del af verden på skibe med sværd, hest og kanoner eller Bibel, kors og pen. Når de vendte hjem havde de meget at fortælle om det mest ufatteligt fantastiske.

I det 16. og det 17. århundrede var der i Europa en lydhørhed for eventyrlige historier fra den hastigt udvidede verden, og en historie blev bare bedre af at blive genfortalt. Fortæl! Fortæl! Beskrivelser, fortolkninger og forestillinger om den store verden gled ind i vores kollektive bevidsthed.

Uden dem havde vores europæiske kultur været fattigere.

Andre spaniere skrev målrettet for magthavere. Skriftlige kilder er jo anderledes end mundtlige, mere pålidelige mener man, når det står sort på hvidt. Når de lærde skrivende – især kirkens folk, der dengang havde monopol på videnskab – beskrev mennesker under fjerne himmelstrøg skulle det oftest – men det er ikke entydigt og sommetider modsætningsfyldt – tjene et bestemt formål: Erobrernes, de hvides, de kristnes formål.

Der var feltherrers forsvar for forbrydelser der manipulerede læserne. Det var deres blik på ’de fremmede’ og ’det fremmede’, og de spanske verdenserobrere var dermed med til også at definere Europa. Værkerne om ’den nye verden’ blev del af den europæiske civilisationsop- eller rettere ombygning. Tidens europæiske lærde tiltog sig definitionsmagten i både Europa og Amerika, og den blev udbredt til hele Verden.

Der blev skrevet flittigt. Jeg holder meget af at præsentere et udvalg af denne enorme flid i form af den omfattende bogsamling i det fornemt restaurerede Santo Domingo-kloster i Oaxaca i Mexico, hvor skindbind står ryg ved ryg med fortidens samfundsbeskrivelser og teologiske hundeslagsmål.

Endnu mere fantastisk, ja fabelagtigt, er biblioteket i Convento de San Francisco, klostret i Lima i Peru: fint støv danser i lysstriber forbi fyldte hylder over hinanden, hvor vindeltrapper har givet adgang til endnu flere hylder i det højloftede rum med ovenlysvinduer som slebne diamanter, hvor arbejdsborde er belæssede med franciskaneres sandheder gennem århundreder om en verden i Andes. Når vi står der beundrende er det eneste der minder os om vores egen tid et papskilt med piktogrammet der forbyder fotografering med og uden flash.

——————-

(siderne 22-30 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s