INDIANERSPROG OG -SKRIFT

De første spaniere i Amerika forsøgte med fagter at tale med de indfødte, og det kunne medføre misforståelser. Af de mere kuriøse fra Andes kan nævnes at en spanier spurgte: ¿Cómo te llama? altså hvad hedder det? Og pegede på inkaernes bæredyr. Indianeren fangede spørgsmålets sidste ord ¿llama? og gentog det, hvorved dyret havde fået sit navn: llama hhv. lama.

En anden spanier pegede på planter oppe på en skråning og fik svaret pata, pata, hvilket for den quechua-talende indianer betød op, op. Dér voksede kartofler, og dermed havde disse jordknolde angiveligt fået deres spanske navn papas. Andre spaniere havde dog forinden hørt tainoer i Caribien kalde den søde kartoffel batata.

I Mexico hed det allerhelligste Teocalli, Guds Hus, hvilket fik spanske teologer til at antage en forbindelse mellem nahuatl-talende og grækere, der kaldte Gud Theos.

En langt senere, kuriøs sprogforbistring: I begyndelsen af det 20. århundrede blev i Peru udskrevet en konkurrence om en rytterstatue. I det skriftlige materiale stod at den skulle forsynes med en flamme – ment var oplysningens flamme – som på spansk også hedder llama. Den spanske billedhugger, Mariano Benlliure, der fik opgaven, tog det for givet at helten i Peru udover sin hest skulle have det peruvianske bæredyr, lamaen, der som nævnt hedder llama. Så siden 1921 har Perus frihedshelt, argentineren San Martin, foran sig haft en kvinde, der bærer en lille lama på sit hovede. Dyret må have chokeret de rigt dekorerede honoratiores med ledsagende fruer der på hundredårsdagen for uafhængigheden på en mondæn plads i Lima til lyden af militær messingsuppe var inviteret til den heroiske afsløring. Æh, æh, hvad laver det der bondedyr foran vores frihedshelt?

Aztekernes sprog, nahuatl, rummede afledte ord, blandingsord og en veludviklet grammatik, som overklassens unge lærte på skoler, fik rettet og forfinet så de kunne tale til deres guder eller gøre indtryk på gæstende høvdinge.

Inkaernes sprog hed oprindelig runa simi, dvs. folkets sprog, men spanierne gav sproget et nyt navn, quechua. Både quechua og aymara – i dag de to mest udbredte af de oprindelige sprog i Peru – havde mange ord til at udtrykke verbet at fortælle, hvilket tolkes som en bekræftelse på historiefortællingens betydning i den andinske civilisation.

Såvel i Mexico som i Peru fandtes andre sprog end de fremherskende som kunne kaldes herskersprog; disse andre sprog var blevet talt af stammer som var blevet underlagt af aztekiske hhv. inkaiske herskere. Efter den spanske erobring svandt de hurtigere bort end nahuatl, quechua og aymara og led dermed samme skæbne som mange af verdens sprog: de døde ud.

Det var ikke bare de mange oprindelige sprog der tabte terræn og forsvandt; det var også den bagvedliggende tænkning der blev fortrængt og glemt, undertrykt og opgivet. Ganske vist nedskrev spaniere nogle indianeres mundtlige overleveringer, så noget af deres kultur blev bevaret, men den oprindelige indianske tænkning blev præget eller helt fortrængt af den spanske.

Patrick Johansson Keraudren, fransk-mexicansk sprogforsker, sammenfatter det særegne ved aztekernes nahuatl: Essentielt er at var og skulle have været er blevet blandet i en mytisk smeltedigel hvorved der er skabt en rodfæstet indiansk sandhed.

Og Gail P. Silverman, peruviansk antropolog, minder om antropologers generelle problem: En af de principielle fejl når man studerer inkaernes spirende skrift er den præmis at quechuatalende indfødte opfattede deres verden på samme måde som antropologen.

Vidt forskellige livs- og verdensopfattelser giver vanskeligheder for udenforstående. Derfor er indianske myter både blevet præget af mytefortællende indianere og efterfølgende af mytefortolkende spaniere. Ganske vist er forandring et grundvilkår ved mundtlig overlevering indenfor en civilisation, men selv når forskere udefra har forsøgt at finde den autentiske SANDHED og fjerne ’fejl’ i skriftligt kildemateriale, så er det uhyre vanskeligt at undgå at sætte sit eget præg. For hvad skal forskere fjerne og hvilke lag skal de lade blive?

Kommunikation er mere end skrift og mere end bare overførsel af konkrete informationer. Kommunikation er også en social proces der skal bekræfte et fællesskab. Talte ord, sange, ritualer og danse kan lagres – huskes i og af kroppen – så de ikke for-svinder så snart de er udtalt eller udført; lagringen foregår dybere end en intellektuel forståelse af det sagte i hjernen. Men gennem tid kan kropslige erindringer forandres og den oprindelige ver-sion vil ikke kunne gemmes og videregives – slet ikke efter på-gældendes død – så identisk som en digital kopi. Dermed kan det være svært præcist at klarlægge hvad ’det oprindelige’ har været.

Sådan er den kulturelle udvikling, intet menneskeligt er uforanderligt!

Kommunikation med tegn opstod længe før det vi kalder skrift. En streg i sandet kunne sige meget, og det samme gjalt en sten ved siden af spor af dyr der var værd at jage. Andre førskriftlige kommunikationer kunne etableres i sten, keramik, metal og tekstiler. Umiddelbart kan vi senere opleve disse tegn som varig æstetik i form af byplanlægning, brugs- og kultgenstande. Som udenforstående kan vi måske nyde det skabte, men for dem der skabte tegnene kunne iscenesættelse og billeder udtrykke mere end tusind ord.

Nogle civilisationer videreudviklede deres byttehandel – hvor parterne hidtil havde kunnet se hinandens varer før de byttede – til fjernhandel. Dermed fik de behov for at kommunikere over afstand uden at flytte sig selv eller deres varer. Derfor udviklede handelsfolkenes kommunikation sig så den både kunne transporteres og forstås på samme måde af afsender og modtager, og sådan opstod vel først tal og siden skrift. Mærker blev sat i lerplader, tørret og transporteret i Mellemøsten 4000 fvt.; sumerernes kileskrift betragtes som et afgørende spring i civilisationens udvikling. Omkring 3400 fvt. opstod en slags lydskrift. Fra et grafisk tegn havde refereret til for eks. en ko blev det til lyden [ko]; en lyd som kunne indgå i andre ord som intet havde med køer at gøre.

Dér begyndte Mellemøstens skrifthistorie, som fik betydning for vores civilisation.

Nogle forskere insisterer på at ægte skrift bygger på lydskrift, altså at sprogets lyde kan gengives grafisk. Helst skal det udtalte forstås på samme måde. Den europæiske valuta skrives €, men udtales forskelligt: [øj.ro] på tysk og [ju.røv] på engelsk. Udtalen er forskellig, selvom der næppe hersker større tvivl om betydningen som følge af udtalen.

Afgørende må være om en skrevet tekst – hvordan den så end er nedfældet – kan læses af andre end dem der på forhånd ved hvad der er skrevet. At der er en fælles forståelse af skriveprincippet. Det skrevne skal være mere end en huskehjælp for den der for eksempel har skrevet-.Betyder dette sløjfetegn at man har udført arbejdsopgaven, at man skal have slips på eller at soldater eller bryster skal støttes?

Aztekere og inkaer skrev på hver deres måde. Aztekere havde codices og inkaer khipuer, men forskere der i dag vil læse codices hhv. khipuer er blevet mødt af forskelligartede udfordringer som har fået konsekvenser for forskningen.

Aztekiske skrifttegn på skind, sten, knogler og keramik er som regel fundet nær eller i grave, så det har været muligt at tolke dem med støtte fra nærliggende fund samt fra spanske førstehåndsberetninger. Nogle tegn og billeder virkede genkendelige, fremstod som piktogrammer eller lignede rebusser og appellerede umiddelbart til fantasien. Og så havde US-amerikanske forskeres interesse for Mexico og Centralamerika tidligt været stor fordi forskere ’lige’ kunne køre til området eller sejle derned.

Vanskeligere har det været at forske i Sydamerikas storslåede men hovedpineudløsende højder. Vanskeligheden opstod ved at inkaernes – og andre andeskulturers – khipuer er knuder på snor som er blevet fundet som bundter af snore i arkiver, kirker og grave, tilsyneladende fuldstændig løsrevet fra det de beskrev; uden hjælpende associationer er de jo ’bare’ snore, minder mest om et striktøj katten har leget med. Men den enkelte knude er i sig selv indholdstom og kan jo ikke ’oversættes’. En knude er en knude.

I en database over museer og private samlinger er i alt registreret 789 khipuer. Khipuer kan beskrives som snore med sidesnore af forskellige materialer og farver med knuder i flere sidesystemer.

For os virker khipuer langt mere uoverskuelige end en digital kode bestående af 1’er og 0’er, for de er konstrueret af it-kyndige, som vi kan spørge.

Vanskeligheden ved i dag at knække inkaernes koder skyldes at vi hverken kender konstruktionen eller kan spørge konstruktørerne. Derfor må forskere først nøje beskrive khipuer systematisk for at forstå hvad der ville kunne være betydningsbærende.

Nogle forskere forsøger at inddrage mønstre fra nulevendes tekstiler i deres tolkning. Andre indvender at det er utænkeligt at inkaers koder kan have overlevet den katolske kulturs dominans.

Der er altså objektive forskelle mellem aztekernes billedskrifter og inkaernes knudeskrifter som har været medvirkende til at forskere er nået længere i tolkningen af de mellemamerikanske kulturers skrifter end af andeskulturerne.

Både aztekernes codices og inkaernes khipuer har mere end et halvt årtusind på bagen. Men langt tidligere satte mennesker i det vi kalder Mexico og Peru tegn som må have stået for noget, som altså udgjorde en kommunikation der var uafhængig af tegnsætterens tilstedværelse.

Titusind år gamle hulemalerier samt petroglyffer, indridsninger i klipper af dyr og menneskelignende former, er fundet i Amerika, og de kan rumme besværgelser og fortællinger. Hvem der har lavet dem vides ikke; udforskningen er utilstrækkelig og præget af spekulationer om tegn på vejen mod skrift.

Den angiveligt ældste indianske tekst blev i 1999 fundet ved landsbyen Cascajal i nærheden af olmekcentret San Lorenzo i den mexicanske delstat Veracruz. På en stenplade er indridset 62 tegn på rækker, angiveligt stammer den fra olmekkulturen omkring 1000 fvt. Endnu har hverken arkæologer eller sprogforskere været i stand til at tyde tegnene.

Der er fundet andre skriftlignende tegn i Mexico og Peru.

I småbyen Pucará på Perus højslette nord for Titicaca-søen opstod omkring 500 fvt. en civilisation, der bl.a. dyrkede pumaen, som kan have været et både elsket og frygtet væsen, der muligvis repræsenterede frugtbarhed og lynets udslettende kraft. Der er fundet en stor stenfigur, et kattekronet menneske med hovedet af et andet menneske foran sig. Det kronede menneske har en stor mund, store øjne og store ører. Og på ryggen af denne mandsperson – når man går bag om ryggen, så at sige, på denne tydeligvis magtfulde person – er indridset to rækker ansigter. Er det en optælling af forgængere eller herskerens ofre? Er variationerne i ansigterne betydnings-fulde? Er tegnene begyndelser til skrift?

I Perus sydlige ørken giver nazca-linierne, der bedst ses fra luften, stadig stof til vilde teorier: var det skrifttegn, der blev lavet for 2000 år siden, og hvem skulle i givet fald se, læse og forstå disse hundred meter store stregtegninger af edderkoppen, kolibrien og aben?

I det nordlige Peru har man fundet sort-hvid-plettede bønner, som antages at have været mochicas skrifter – altså formodentlig omkring 1500 år gamle. Men hvordan læse en håndfuld bønner? Hvilken bønne skal man begynde med? Den slags menes også at have været brugt i paracas-kulturen, altså for mere end 2000 år siden, men også i inkatiden for 500 år siden. I Peru er også fundet streger malet på stave som er blevet sammenlignet med khipuer.

I Mexico, Belize, Guatemala, Honduras og El Salvador – maya-området – er afdækket flere meter høje steler, opretstående limsten, med tekster skåret fra omkring vor tidsregnings begyndelse, samt indridsninger i knogler, bemalinger på vægge og keramik samt noget præget på guld. Længe mente forskere at mayaer blot havde noteret tal, men i det 20. århundrede blev mayaernes sproglige kode knækket, så forskere kan forstå teksterne, og tolke det som deres myter og historieskrivning.

Den i dag så hyppigt gengivne aztekiske kalendersten – på krus, håndklæder, T-shirts etc. – blev antagelig hugget i 1479 og af spanierne formentlig hastigt – ja, ja, den vejer altså 23 ton – gemt i undergrunden ved den nye domkirke i Mexico By efter omvæltningerne i 1521. Så var den hedenske sten væk!

Men stenen blev fundet frem igen 250 år senere. Den blev tegnet, beskrevet og tolket, så forskerne mener at kunne læse kalendertegnene. Inklusiv året for stenens tilhugning.

I dag udtrykker mellemamerikanske indianerkvinder visse fællestræk i deres beklædning: ens materiale, farve, længde og mønstre, men der er stadig plads til deres helt egen historie, sociale og ægteskabelige status i deres bluser, huipiles. Variationerne kan være så minimale, så man enten skal sammenligne nøje eller kende en del til den pågældende kvinde for at bemærke forskellene.

Tilsvarende kan opleves i dagens Peru. Klædedragter skal ikke bare holde kroppen varm men i fine mønstre rumme den enkelte kvindes historie – og afspejle den enkeltes humør da hun vævede stoffet, forklarer de selv.

For et halvt årtusind siden var de herskende inkaers dragter ikke blot designet med flotte mønstre for at give herskeren pondus: mønstrene må have været meningsbærende. Forskere forsøger fortsat at dechifrere disse mønstre.

Et helt afgørende spørgsmål er om mønstre kan tolkes af andre end dem der har skabt dem og vel at mærke forstås på samme måde. Kan mønstre på bygninger, tekstiler, drikkekrus og lignende inspirere forskere ved tolkning af andre tekster? Kan de give adgang til indiansk skrift, og dermed myter og historier uden vores egne kulturelle filtre? Ja, mange spørgsmål, som har betydning for fortolkning af indianske kulturer.

——————-

(siderne 33-39 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s