Teotihuacán var en civilisation der fik afgørende betydning for udviklingen i Mexico. Menneskene byggede ikke bare Solpyramiden – som I måske længst har drømt om efter I begyndte at planlægge jeres rejse til Mexico – men etablerede for totusind år siden et vidtstrakt rige med den største hovedstad i Amerika før den spanske erobring. 100.000-200.000 indbyggere har boet her.

Selvom Teotihuacán var en af de mest magtfulde indianske civilisationer, kender forskerne stadig forholdsvis lidt om den. Arkæologer kan konstatere at den 22 kvadratkilometer store by har været tætbygget med flere ’indvandrerkvarterer’ – beboere fra fjerntboende stammer – anlagt omkring hovedaksen vi ser ned ad.

Og så strakte Teotihuacáns handelsmæssige og kunstneriske indflydelse – for slet ikke at tale om dets politiske magt – sig umådelig langt. I årene fra 300-500 var Teotihuacán hovedstad i det formentlig største imperium i de meso-amerikanske kulturers historie.

I dag ser vi ruiner efter en forladt storby, hvor naturen tog over og lokale fjernede masser af sten.

Men vi – dvs. arkæologer – kan få yderligere oplysninger om Teotihuacán når de leder så langt væk som i Tikal, maya-kulturens vist største bystat i det som nu er Guatemala, tusind kilometer borte i fugleflugtslinie. Så langt strakte Teotihuacáns indflydelse. Inskriptioner dér fortæller at den dag der svarer til den 16. januar 378 døde kong Chak Tok Ich’ak, at Siyah K’ak kom til byen og lod Nun Yax Ayin indsætte som ny konge, samt at den tilrejsende Siyah K’ak var søn af ham der kaldes Spyd-kaster Ugle.

Åh, tænker I sikkert, omsider et navn vi kan forstå og huske!

Spydkaster Ugle – måske hed han Atlatl Cauac og var hersker her i Teotihuacán, men det omtalte tronskifte foregik altså i det fjerne Tikal; Tikals nykronede kong Nun Yax Ayin kaldes også Krølnæse. Også hans navn er let at huske!

Hele denne forhistorie anede aztekerne intet om. Aztekerne mødte aldrig teotihuacánere. Teotihuacán var blevet forladt omkring år 700, altså fem hundrede år før dem vi kalder aztekere satte sig i bevægelse oppe nordpå. Dette lange tomrum nævner jeg, fordi mange – og det gælder også mexicanere, hvis det kan være en trøst – er overbeviste om at det var aztekerne der byggede Solpyramiden. Det gjorde de altså ikke, men mange af stedets navne skyldes aztekerne, eller det aztekiske verdensbillede, der så at sige er lagt ned over Teotihuacán.

Under aztekernes afsøgning af deres fremtidige muligheder fandt de et område nord for Texcoco-søen med enorme, overbegroede bygningsværker. De udsendte spejdere må have rapporteret at de havde fundet Stedet hvor man bliver en gud eller Stedet hvor guderne fødes, som aztekernes navn Teotihuacán kan oversættes. Aztekerne mente at guderne oprindelig havde mødtes netop her og planlagt skabelsen af sol, måne og menneskene, som de fortalte om i myterne:

Der er ingen der ved hvordan guderne opstod og hvor de opstod. Blot så meget ligger fast, at der findes et sted, hvor der dengang den mørke nat fandtes samledes alle guder og rådslog, hvem der skulle påtage sig regeringens tunge byrde og hvem der skulle være sol. Og da solen havde indtaget sin plads, døde de alle, idet solen nærede sig af deres blod, og ingen levede videre af dem, der ikke allerede var døde – som allerede sagt.

En fortælling om gudernes møde, om liv, sol og død – men nedskrevet af en spanier efter aztekerne var erobret og længe efter teotihuacánerne var forsvundet.

Teotihuacán menes anlagt senest 100 år fvt. som en ny og sikker by efter vulkanen Xitle havde ødelagt Cuicuilco, en civilisation syd for Texcoco-søen.

I århundreder havde Cuicuilco med sin usædvanlige runde pyramide været det vigtige religiøse center i Mexicodalen, og også det bysamfund havde haft handelsforbindelser med olmekerne ved kysten. Da vulkanen Xitle rumlede blev evakueringen nødvendig, og Teotihuacán blev planlagt på den nordlige side af søerne. Vulkanens store drøn og dødelige udbrud kom efter en stribe småudbrud. I dag ligger resterne af Cuicuilco under Mexico By, omtrent hvor Estadio Azteca, det enorme fodboldstadion med plads til 100.000 tilskuere, er bygget.

Tilbage til Teotihuacán. Området nord for Texcoco-søen var frugtbart og gav adgang til forskellige fødevarer fra dalene mellem vulkaner og det skarpe obsidian fra vulkanerne, så handel dér har været umiddelbar. I dette rige område, på et forholdsvis plant område, blev Teotihuacán anlagt som religiøst center med en stor markedsplads.

Det bebyggede område falder svagt fra nord til syd og blev gennemskåret af en flod der med sidekanaler blev udnyttet til transport. Teotihuacánerne lagde drænrør under stenbelægningen på den store paradegade, Dødens Avenue – som aztekernes betegnelse kan oversættes – så byens fornemme kunne spadsere tørskoet. Drænsystemet virker i dag, to årtusinder efter anlæggelsen: en halv time efter en voldsom sommerskylle er vandet væk og nu er det os der kan gå tørskoet!

Byen var planlagt, der var tænkt stort, bygget efter en stor plan, siger jeg, men byggeriet af templer, platforme, paladser og boliger stod dog på i flere hundrede år og nye planer blev iværk-sat, tilføjer arkæologer. Der er ikke tegn på at en lille bykerne, der organisk voksede sig større.

Arkæologer har ikke fundet spor af en bymur eller lignende forsvarsværker, sådanne har magthaverne åbenbart ikke fundet nødvendige. Det er synes jeg er vigtigt!

Helt fredeligt har livet dog næppe været, for ørne- og coyotekrigere blev gengivet på vægmalerier og i små lerfigurer.

Omkring år 550 blev byen sat i brand. Antagelig skete det som led i voldsomme magtkampe, men byen blev genopbygget.

Et par hundrede år senere blev overklassekvarterer langs Dødens Avenue ødelagt systematisk, men ikke templerne, og det tolkes som tegn på et internt oprør mod herskerne.

Herefter blev byen forladt, civilisationen sank sammen og naturen tog over og slørede resterne af verdensbyen.

I begyndelsen af det 20. århundrede gravede den mexicanske arkæolog Leopoldo Batres systematisk her; landets mangeårige diktator Porfirio Diaz ville markere hundredårsdagen for kravet om Mexicos uafhængighed ved at investere store summer i fortidsmindet uden for hovedstaden.

I 1986 blev Teotihuacán sat på UNESCOs verdenskulturarvliste.

PYRAMIDERNE

Heller ikke i Teotihuacán fandtes trækdyr til at slæbe sten til byggepladserne og der fandtes heller intet hårdt metal til at bearbejde stenene med. Det lyder ufatteligt, men virkeligheden var at bygningsarbejderne kun havde deres egen muskelkraft og så sten – bl.a. den vulkanske obsidian, som der findes meget af her – til at bearbejde de vulkanske byggesten med; obsidian er glasskarpt og har en hårdhed på 5-5,5 på Mohs skala.

Månepyramiden, dominerende i den nordlige ende af den brede avenue, er Teotihuacáns ældste og påbegyndt for mere end 2000 år siden. Den er områdets næststørste pyramide: 42 meter høj og grundplanet måler 150 x 120 meter. Pyramiden er blevet bygget om fem gange; man rev ikke den gamle pyramide ned, men byggede en ny ved at lægge et lag udenpå. Dermed kan de ældre udgaver findes under de yngre og fortælle om udviklingen.

I 2008 fandt arkæologerne en dekoreret grav i pyramiden; graven indeholdt knogler fra en ulv, en jaguar, en puma, en slange, en fugl og fra et enkelt menneske samt flere end 400 genstande: grønne sten, obsidianfigurer, knive og pilespidser. I en anden grav har arkæologer fundet rester af fire mennesker med maya-DNA, dyreknogler og genstande af obsidian. På trods af navnet er arkæologer overbeviste om at ikke månen – men vand –er blevet tilbedt i et tempel på toppen af pyramiden.

Den store vandgudinde var Chalchiuhtlicue –Jadeskørtet kan hendes navn oversættes til – stod foran pyramiden; i dag står den 4 meter høje og 22 tons tunge gudefigur, hugget ud af en lavablok, i Teotihuacán-salen på Det Antropologiske Museum i Mexico By. Det er den eneste rigtig store skulptur der er fundet her i Teotihuacán, hvorfor hun tolkes som særligt betydningsfuld. Ud fra dekorationerne forneden på hendes skørt mener arkæologer at det var vand nedefra, altså rislende kildevand, der blev dyrket hos hende.

Gudinden kaldes også Den store gudinde og Edderkoppekvinden fra Teotihuacán; i et palads i det der i dag hedder Tepantitla i Teotihuacán er afdækket et vægmaleri med to bedende, og midt i billedet findes en edderkop – et nattens symbol – der firer sig ned fra det der fortolkes som livets træ til den herskabelige, grønne hovedfigur med en gevaldig fjerdragt og uglens træk.

Som del af det puslespil arkæologi er, har fundene givet anledning til spekulationer over eksistensen af et matriakat, eller i al fald et samfund med matriakalske træk – fordi den største guddom er en gudinde. Chalchiuhtlicue tilægges både ungdommelig skønhed, frugtbarhed og skaberevner, men betragtes også som underverdenens gudinde.

Det nævnte maleri er bare et af adskillige vægmalerier der er fundet i Teotihuacán med motiver der må tolkes som religiøse. Jeg vil også vise jer et maleri med en musikspillende jaguar, et med grønne fugle og blomster samt en drabelig puma – malet for omkring to tusind år siden.

Derovre har vi Solpyramiden. Også dér er arkæologer overbeviste om at navnet sender et forkert signal. Ikke solen men vandet – igen! – er blevet tilbedt, og det var vand oppefra, altså regn, mener arkæologerne: Den regn der her falder voldsomt i forbin-delse med sommerens frontsammenstød, lyn, bulder og brag. På hver af de fire pyramideafsatsers fire hjørner har arkæologer fundet en lerkrukke med rester af et barn. En krukke der smadres kan lyde som torden og dermed forudsige den velsignede regn, som er forudsætningen for liv. 16 børn har måttet lade livet for at andre skulle kunne tro de kunne leve videre.

Under pyramiden findes en hule, og der springer en kilde, som måske har været årsag til pyramiden blev bygget netop dér asymetrisk i forhold byens grundplan, og at det mægtige Teotihuacán i det hele taget blev anlagt netop her. Oprindelig var det altså vand nedefra der blev dyrket, men på et tidspunkt skiftede den hellige by muligvis karakter, så vand oppefra blev dyrket i det helligste tempel på solpyramidens top. Der skete muligvis i forbindelse med at de matriakalske træk blev svækket.

Solpyramiden er 72 meter høj – 245 trin fører op til platformen – og siderne måler 222 meter, hvilket har krævet 1 million kubikmeter sten, ler og sand. Dermed er Solpyramiden den største i Teotihuacán; toppen når samme højde over havet som Månepyramidens, idet Månepyramiden er bygget på et højere punkt. Solpyramiden er Amerikas næststørste pyramide-masse kun overgået af pyramiden i Cholula i delstaten Puebla.

Arkæologer kan konstatere at Solpyramiden blev bygget på en gang omkring år 100 evt. – ingen ombygninger – og de antager at 10.000 mennesker brugte 10 år på at færdiggøre den.

Arkæologer gravede i 2011 en tunnel ind til solpyramidens midte og fandt en stenmaske, potter og dyreknogler som kan have været del af indvielsesceremonien for 1900 år siden.

Småsten der indrammer større sten er arkæologers måde at tydeliggøre deres rekonstruktioner: Vi får altså et helhedsbillede men også en markering af hvad der er oprindeligt og hvad arkæologer ud fra deres forestillinger har rekonstrueret.

Helhedsbilledet af byen mangler dog noget afgørende: alle større bygninger i Teotihuacán menes at have været dækket af stucco, en mørtelblanding lavet af brændt limsten. Disse overflader er skredet som følge af naturens kræfter. Dermed kan vi heller ikke se at bygningerne havde været bemalet kraftfuldt rødt, sort og grønt – farver lavet af mineralske stoffer. Byens store, kulørte murflader må have været et mægtigt syn.

Fælles for mange bygninger er de lange skrå flader på begge sider af trapperne; arkæologer kalder dem talud. På en stige ville vi kalde dem vanger, men pyramider er ikke stiger men fundament for templer på toppen, der er forsvundet. De vandrette paneler der er trukket en anelse ind i bygningsmassen, så de var beskyttede, kaldes tablero. Disse bygningselementer fra Teotihuacán genfindes i andre mesoamerikanske civilisationers byggerier.

QUETZALCOATL-TEMPLET OG ET PAR GUDER

To pyramider til to forskellige slags vand! Men selve regnguden kommer vi først til at stå ansigt til ansigt med i Citadellet, betegnelsen er spansk. Vi går ned ad Dødens Avenue, som nok løber i nord-sydlig retning, omend ikke stik N-S, men lidt forskudt som arkæologer har diskuteret betydningen af.

Quetzalcoatl-templet er den trediestørste pyramide i Teotihuacán; i 1980’erne fandt arkæologer rester af flere end tohundrede mennesker, som måske var blevet ofret.

I 2003 begyndte endnu større opdagelser. Efter et voldsomt regnvejr opstod et stort hul på pladsen foran templet og i det følgende årti har arkæologer udgravet en skakt der går 15 meter i dybden og fortsætter i en 105 meter lang tunnel ind under templet, som måske har været del af en herskergrav, for tunellen ender ved tre rum 18 meter under Quetzalcoatls pyramide. Arkæologer har frilagt malerier og fundet 75.000 offergaver i form af jadefigurer, keramik og pilespidser, 15 gummibolde og tekstiler, masser af frø og knogler fra store kattedyr, perler og store konkylier samt påfaldende meget svovlkis og kviksølv. Denne arkæologiske skat har formodentlig ligget uberørt af mennesker i 1800 år.

En tunnel ind under et tempel kan tolkes som vejen til det allerhelligste, hvor man kan komme i kontakt med guderne eller har været i kontakt med dem – hvorefter tunnellen er blevet lukket og forseglet.

De mange figurer kan være lokale men konkylierne må være blevet transporteret fra havet. De små kugler af svovlkis på væggene tolkes som narreguld, der må have glitret i lys fra fakler, mens kviksølvet fortsat er et mysterie for arkæologerne.

Da arkæologer ikke tidligere har fundet jordiske rester af herskerklassen i Teotihuacán håber de at kunne finde dem her; endnu er det ikke sket. Dog har de ved store skulpturer af grønsten – tre kvinder og en mandsperson – fundet rester af hud, som muligvis stammer fra mennesker.

Det første Quetzalcoatl-tempel jeg taler om er det indre, et tempel som blev dækket af et nyere og større. Selv om jeg kalder det første tempel det ældre er det ikke det ældste, kan arkæologer konstatere nu efter fundet af skakten, tunellen og graven.

Som vi kan se er det ældre tempel dekoreret med to slags masker der gengives gentagne gange på skift. Magisk og overvældende fantastisk stenhuggerarbejdet udført i vulkansk sten ved hjælp af den hårde obsidian.

Regnguden Tlaloc – med sine to store runde øjne og tandrækken, måske inspireret af majskolber, måske af jaguarens tænder – skal have været bror eller gift med vandgudinden Chalchiuhtlicue.

Tlaloc var også den frygtede regngud fordi han kunne sende hagl og lynild; lyden af torden mindede menneskene om jaguarbrøl. Nogle forskere antager at ham vi kalder regnguden Tlaloc var identisk med Teotihuacáns Stormgud.

Dyrkelsen af vand i dens forskellige former er formodentlig noget af det ældste og mest udbredte i Mexico; i nogle aztekiske myter omtales fire Tlaloc‘er, der fra fire verdensretninger kunne holde himlen oppe.

Den største Tlaloc vi kender i dag står udenfor Det Antropologiske Museum i Mexico By. Den ikke-færdiggjorte figur er Amerikas største monolit og er hugget af vulkansk sten for femten hundrede år siden. Arkæologisk blev stenen registreret i 1882; den menes at veje mere end 170 ton og blev i forbindelse med museets indvielse i 1964 hentet i San Miguel Coatlinchán, ca. 35 km. øst for dens nuværende placering. Figuren blev transporteret via Zócalo i byens centrum den 16. april, altså i tørtiden. Men pludselig styrtede regnen ned!

Om vandguderne fortælles i Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder en myte – og glem ikke resterne af lerkrukker med spor af børn, som arkæologer har fundet på Solpyramiden:

For at skabe vandets gud og gudinde gik alle fire guder sammen. De skabte Tlaloc og hans hustru Chalchiuhtlicue, som de udnævnte til at være vandets guder, som de søgte tilflugt hos med bønner når det var nødvendigt.

Om denne vandgud blev der sagt at han boede i fire lejligheder, i hvis midte der var en stor gård, hvor der stod fire store lerkrukker fyldt med vand. I en af disse krukker var vandet fremragende, og det var fra den regnen faldt som nærede alle slags majs, frø og korn, som modnedes i gode tider. Fra den anden regnede dårligt vand som medførte spindelvæv på afgrøderne så skimmel og meldug blev følgen. Fra den tredje kom is og slud. Og når det regnede fra den fjerde hverken modnedes eller tørrede noget.

Denne gud for regnvand skabte mange tjenere, små af størrelse, som befandt sig i rummene i det nævnte hus, og de holdt pengebøsser i den ene hånd, hvor de opsamlede vandet fra de store lerkrukker, og forskellige kæppe i den anden. Når vandets gud sendte dem ud for at overrisle særlige områder, så drog de afsted med deres bøsser og kæppe, og lod vandet falde hvor de var blevet sendt hen, og når det tordner skyldes lyden deres banken med kæppe på bøsserne, og når det lyner så stammer det fra det indre af bøsserne.

Den anden maske i Quetzalcoatl-templet mellem regngudens forestiller Quetzalcoatl. Navnet kan oversættes til Den Fjerklædte Slange, og det bygger på quetzal, den mest fantastiske fugl i Den nye Verden. Hanner er udstyret med en meterlang grøn fjerhale, som giver den en slangeagtig bevægelse når den flyver mellem regnskovens træer, og som den forøvrigt taber årligt, men den får en ny. Coatl betyder slange.

Quetzalcoatl vil jeg vende tilbage til mange gange, for den gud fik helt afgørende betydning for aztekernes endeligt. Her i templet er guden repræsenteret af masken med fjerkransen; masken er vel nærmest en slange med menneskelige træk. En menneskeliggørelse af den store gud er dermed på vej.

Quetzalcoatl var en skabergud. Århundreder senere antog aztekerne både Quetzalcoatl men også andre guder med fællesnavnet Tezcatlipoca som skaberguder. Quetzalcoatl og Tezcatlipoca blev ofte præsenteret som modsætninger.

Quetzalcoatl var  desuden vindgud – vinden intonerer som torden den afgørende regn, men det siges stjernen Venus også at gøre. Så Quetzalcoatl er forbundet med denne stjerne, som her ikke havde de erotiske sider som den tillægges i europæisk sammenhæng; i Mellemamerika udløste Venus frygt! Og Venus kunne både ses som morgen- og som aftenstjerne. Quetzalcoatl var også gud for kunsthåndværk og videnskab plus det løse.

I Teotihuacán havde Quetzalcoatl betydning for omkring totusind år siden. Men tusind år tidligere kan Quetzalcoatl spores hos olmekerne. Og tusind år senere optrådte Quetzalcoatl som den gode hersker i Tula. Da han blev fordrevet derfra lovede – eller truede – Quetzalcoatl at vende tilbage. Den myte levede hos aztekerne og var for femhundrede år siden medvirkende ved Hernán Cortés erobring af Mexico – men nu griber jeg for langt frem i historien!

Xipe-Totec blev tilbedt i Teotihuacán som forårsguden, egentlig som landbrugsguden der beskyttede det nysåedes spiring. Dybere set var Xipe-Totec gud for liv og død, altså genfødsel. Guden kunne skrælle sin hud af for at give liv til menneskene, hvilket var lige så naturligt som en slange skifter ham og en majskolbe smider sine yderste blade hvorefter kerner kan falde til jorden og fortsætte majsens cyklus.

Dyrkelsen af Xipe-Totec overlevede blandt zapoteker ved Stillehavet og nåede derfra i 1400-tallet til aztekerne, der så skrællede huden af mennesker og brugte den som klædning til gudens præster, skriver den tyske religionsforsker og filolog Günter Lanczkowski.

Huehueteotl, navnet betyder Den gamle Gud, og han blev dyrket som ildens gud.

Disse har været de vigtigste guder i Teotihuacán, selvom de nævnte navne næppe er blevet benyttet dengang.

——————-

(siderne 131-142 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse