MEXICO: AZTEKERNES VANDRING FORTALT I BILLEDER – UDEN BILLEDER

I begyndelsen af 1530-erne, altså i tiåret efter den spanske erobring var indledt, blev en eller flere af de oprindelige, aztekiske codices, som bestod af tegninger, tilsyneladende ’læst højt’, dvs. forklaret og kommenteret, samtidig med at den aztekiske læsers mundtlige forklaring blev nedskrevet på spansk. Det er muligvis den ældste, skriftlige rekonstruktion af en af de oprindelige, aztekiske codices, hvor vi hører aztekere udlægge deres egen fortid og muligvis endda give et indblik i teotihuacánernes liv. Derfor er den en meget vigtig tekst.

I dag opbevares dette spanske håndskrift på University of Texas i Austin og bærer overskriften Historia de los mexicanos por sus pinturas (Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder) men nogle omtaler det som Codex Ramírez Fuenleal (efter Sebastián Ramírez de Fuenleal, biskop og ledende embedsmand efter Cortés var frataget sin enevældige magt).

Nedskrivningen af Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder menes at være foretaget af Andrés de Olmos, en franciskanermunk med et ekstraordinært udviklet sprogøre; i al fald menes Olmos at havde skrevet det meste af teksten, mens en mindre del – oplysninger om kalenderen, det himmelske, slavehandel og straffe for tyveri, druk og sexforbrydelser – er skrevet med en anden skrift end den første store del. Den tyske etnograf Peter Tschohl omtaler manuskriptets forfatter som en anonym spanier, selvom Mexico-forskere ifølge ham elsker at identificere anonyme forfattere.

Olmos var født i Spanien, blev munk og derpå udpeget til i 1528 at ledsage teologen Zumárraga til Mexico, hvor kong Carlos ønskede denne som Amerikas første biskop og indianerbeskytter. Fem år senere blev Olmos usædvanlige evner til at forstå nahuatl og hans kendskab til aztekernes historie og traditioner fremhævet. Han blev omtalt som specialist i dæmonologi, videnskaben om små og store djævle, og skrev på nahuatl en Traktat om Trylleri og Heksekunst; den bog blev munken og historieskriveren Bernardino de Sahagún anklaget for at eje, og besiddelsen blev et af argumenterne for det kongelige forbud i 1577 mod at skrive på indianske sprog.

I Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder fortælles:

Da alle var kommet afsted nåede de til to høje bjerge, mellem hvilke de slog lejr og hvor de blev i to år. De dage det tog at nå til dette sted er ikke illustreret med billeder, så intet står tydeligt andet end at frem til det tidspunkt, hvor de slog lejr i disse bjerge, var der gået et år. To år brugte de dér på at så det de skulle spise og tage med sig. Det var også her de rejste det første tempel til Vchilobo, og det svarede til det de havde rejst i den første by. Disse to bjerge stod overfor hinanden, og befolkningen boede mellem dem.

Jeg kan forestille mig udmattede vandrere udpege to flotte, modstående bjerge, erklære stedet mellem dem for helligt og derefter bygge et tempel. Deres gud skulle tilbedes ved at Coatepec, Slangebjerget, blev genskabt.

Da der var gået tre år fra de havde forladt Aztlán, hvor mexicanerne stammede fra, som det er blevet fortalt, forlod de stedet eller området med de to bjerge hvor de havde tilbragt to år efter de havde bygget et tempel til Vchilobo, som det allerede er blevet nævnt. De kom så til en dal med mange store træer som de kaldte Quausticaca, for at forklare de mange fyrretræer som der var der. Der blev de et år, hvilket afsluttede de fire år der var gået siden de havde forladt deres hjem.

Derefter vandrede de videre til de kom til det sted de kaldte Chicomuxtoque. De bosatte sig dér og blev der i ni år. Dermed var der gået tretten år fra det tidspunkt de var rejst hjemmefra. Da de forlod stedet efterlod de det øde. På det sted fødtes Tlacuxquin, Mancamoyagual og Minaqueciguatle, som var de to mænd og den kvinde, som blev deres ledere. Hermed var det trettende år gået siden deres udvandring, og de begyndte at beregne de næste tretten.

Da de havde forladt Chicomuxtoque kom de til en steppe, som er stedet hvor chichimekerne – hvis hjem lå overfor Panuco – opholdt sig på det tidspunkt, og hvor de forblev tre år. Dalen navngav de Cuatlicamat. Ved afslutningen af de tre år fortsatte de og nåede til et sted de kaldte Matlauacala, hvor de forblev tre år og rejste et tempel til Vchilobo.

Derefter kom de til et andet sted, i nærheden af otomierne, områdets oprindelige befolkning. Der blev de i fem år og byggede et andet tempel til Vchilobo, og dermed var der gået elleve år af den anden trettenårsperiode siden deres afrejse.

Myten genopliver oplevelsen af aztekernes nærmest uendelige vandring. Det sted de kaldte Chicomuxtoque er nok det samme som Tezozómoc kaldte Chicomoztoc.

Utvivlsomt har det været en udmattende vandring gennem det ukendte; Hvidtfeldt & Amstrup konstaterer at de aztekiske myter er uhyre omstændeligt fortalte om næsten uendelige vandringer fra sted til sted med omhyggelige angivelser.

Codexen var første nedskrift der loyalt fastholdt den mundtlige udlægning, men et svar på hvor aztekerne stammede fra får vi ikke, og nogen instruktiv rejsevejledning kan myten heller ikke kaldes. Vi hører at alle kommer afsted, at de holder pauser og hvor lange disse er – årsrytme og tidsregning er tydeligvis afgørende for dem – der skal sås og høstes og de skal bygge templer til Vchilobo. Fire gange nævnes de tre templer de har bygget i løbet af det jeg citerede. Alle templer var til denne Vchilobo. De må have været livsvigtige for stammen.

Alligevel er det som om myten mangler kød og blod. Der må snart ske noget mere.

Nu skifter rejseberetningen karakter!

ET BARN ER FØDT

Fra dette midlertidige sted nåede de til et bjerg overfor Tula, og det bjerg hed Coatepec. Da de kom holdt maçeguales dybt ærbødigt klæderne for de fem kvinder som Tezcatlipoca havde skabt, og som døde den dag solen blev skabt, som det er blevet fortalt. Af disse klæder blev de nævnte fem kvinder atter vakt til live. De vandrede op på bjerget, gjorde bodsøvelser og pressede blod fra deres tunger og ører. Efter fire års bodsøvelser kom hende der hed Coatlicue, som var jomfru. Hun tog nogle hvide fjer og lagde dem ved sit bryst, hvilket gjorde hende gravid uden at hun havde kendt en mand, og hun fødte Vchilobo. Det var et nyt barn ud over de andre hun havde født, for Tezcatlipoca var en magtfuld gud, og han kunne gøre som han ville.

Maçeguales er i codexen forklaret som menneskebørn.

Igen blev de 400 mænd vakt til live som Tezcatlipoca tidligere havde skabt, og som døde før solen var skabt. Da de så at kvinden var gravid forsøgte de at brænde hende, men hun fødte Vchilobo fuldt bevæbnet, og han slog alle 400 mænd. Festen for hans fødsel og udslettelsen af de 400 mænd fejres hvert år, som det vil blive fortalt i kapitlet om deres festivaler. Og før den fest faster alle i otte dage, og i de otte dage spiser man kun en gang om dagen.

Ikke mere vandring. Omsider kød. Og blod! Coatlicue – en jomfru som allerede havde født mange børn – har lagt hvide fjer ved sit bryst og bliver uden nærkontakt med nogen mand gravid og føder Vchilobo.

Vist så! Der må være noget særligt ved jomfrufødsler, noget arketypisk. Kilderne er mest befolket med krigere, høvdinge og guder som flest tilsyneladende er mænd. Men så sker det: en jomfrufødsel skærper lytteres opmærksomhed! Ovenikøbet en jomfrufødsel efter de 400 andre hun allerede havde født! Og det er Vchilobo der fødes nu.

Ifølge Crónica Mexicayotl blev Huitzilopochtli født 1 Flint, det år der svarer til vores 1168. Og i 1 Flint havde aztekerne forladt Atzlán 104 år tidligere, altså 2 x aztekernes ’århundreder’, som hver varede 52 år.

Her på museet har jeg ofte lyttet til en lokalguide der livagtigt udpenslede historien om Coatlicues graviditet ved hjælp et par fjer: Hun havde født både Coyolxauhqui samt de fire hundrede andre, og da de hørte om deres mors nye graviditet samledes de for at slå hende ihjel, for de ville ikke dele hende med endnu en søskende. JALOUSI! Da de halshuggede moderen sprang baby – fuldt bevæbnet med en slange der spyede ild – ud af livmoderen. Babyen var Huitzilopochtli! Først halshuggede han sin søster Coyolxauhqui og smed hende op på himlen, afsted, hvor hun blev til månen, der som bekendt kan forandre sig til ingenting, forsvinde! De 400 andre søskende stødte han fra sig. Op på himlen med jer, hvor de fra det fjerne kunne lyse som stjerner.

Jeg vil gerne præsentere jer for Coatlicue, moderen. Der står en forrygende skulptur af hende lige herovre, og hun kaldes også Teteoinan som på nahuatl betyder Gudernes mor. Måske et andet af hendes navne vil virke mere umiddelbart når I ser hende: Slangeskørtet, for det er jo det hun bærer. Et skørt af slanger og kranier i halskæden. Et besynderligt dobbeltportræt, som om hun spejler sig, men hendes dobbeltslangehoved skyldes at efter hendes misundelige børn havde hugget halsen over på hende sprang to store slanger op hvor hovedet havde siddet.

Coatlicue-skulpturen er 2,50 meter høj, blev hugget i perioden 1325-1521 og stod oprindelig på det hellige Teocalli midt i Tenochtitlán, pladsen der i dag kaldes Zócalo. En pladsering der må bekræfte mytens vigtighed for aztekerne. Skulpturen blev gravet frem i 1790, stort set samme sted som Solstenen og Tizoc-stenen blev fundet få måneder senere, og umiddelbart efter gengivet i en bog.

Lad mig kort konstatere: Teocalli er nahuatl for Guds Hus – og at Teo intet har med det græske Teo, som også betyder gud.

Og så vender jeg tilbage til den nye nyfødte i aztekernes myte. Vchilobo, som vi hører om i Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder (og som i det 22½ sider lange manuskript staves på 7 forskellige måder) er identisk med Huitzilopochtli, altså aztekernes stammegud. Andre forfattere havde deres stavemåde; den spanske conquistador og forfatter Bernal Diaz del Castillo skrev Huichilobos, men guden var altså den samme.

Retskrivning blev ikke håndhævet strengt, og spaniere havde det svært med mange af de indfødtes talte ord, også med Huitzilopochtli, og så blev det Vchilobo eller Huichilobos, hvor ordets sidste del minder om det spanske ord for ulv, lobo.

I Spanien blev der snakket så meget om denne mexicanske afgud, der blev portrætteret som djævel, og efterhånden omtalt som Vitzliputzli eller som Fitzebutze for at ende som Fisle Pusle i en folkefortælling på Bornholm, hvor han hjalp trolden Krølle Bølle.

Farvel til Bornholm. Tilbage til Mexico!

Ifølge Codex Boturini havde guden Huitzilopochtli straffet sin stamme ved at tvinge den afsted, fordi den havde forbrudt sig ved at fælde det hellige træ. Som bod havde aztekerne rejst templer for ham, hvor de nåede frem.

Men ifølge kapitel 11 i Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder bliver han først født nu! Mystisk? Næppe! Dette er ingen kronologisk fremadskridende rapport men en myte. Juleaften fejrer kristne Jesus fødsel ni måneder efter de mindedes hans død Langfredag. Sådan er det med gudemyter!

Huitzilopochtli-myten skulle fremhæve aztekerne som de særlige, og blev udviklet under deres vandring.

I begyndelsen af Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder blev Huitzilopochtlis forældre præsenteret som de to oprindelige guder, Tonacatecli og Tonacaçiguatl: Huitzilopochtli blev dér den fjerde i rækken af  fire sønner og han var venstrehåndet, var blevet født uden kød, kun med knogler, og sådan levede han i sekshundrede år, en periode hvor guderne intet foretog sig, hverken forældre eller sønner.

Huitzilopochtlis fødselsdag var som nævnt Ce Tecpatl eller 1 Flint, en ganske særlig dag i aztekernes religiøse kalender der havde 260 dage. Mænd der blev født på denne dag var bestemt til – sådan var deres skæbne – at være modige, ærefulde og rige mens kvinder ville have mange gode egenskaber, være mandige, gode til at lave mad, tale godt og være diskrete. De andre dage i denne 13 dages Flint-periode skulle angiveligt sikre velstand.

Vi står midt i verdens største samling aztekisk kunst med imponerende store, detaljerede stenskulpturer, figurative, pudsede og polerede, men her findes ingen store skulpturer af deres stammegud Huitzilopochtli! Blot nogle kranier med en flintkniv stukket ind som næse, og de menes at repræsentere Huitzilopochtli.

I hovedstaden Tenochtilán havde aztekerne bygget et stort dobbelttempel, og den ene halvdel var viet til Huitzilopochtli. Når han skulle fejres blev der af en klæbrig masse formet en figur af ham; beskrivelsen med illustrationer kan findes i Sahagúns Codex Florentino fra anden halvdel af femtenhundredtallet:

De dannede det som et menneske, de gav det udseende som et menneske, de lod det fremstå som et menneske. Og dette legeme udformede de af dej, af en dej lavet af de malede pigvalmuefrø; på et leje af kviste formede de det, på kviste af kolibri-busk og øre-busk.

Og efter at han var blevet formet, klæber de dun på hans hoved og forsyner ham med malede tværstriber i ansigtet og med hans slangeørepløkke af sammenklæbet turkis. Og fra hans slange-ørepløk hænger tornskiven, af guld, udskåret i flige, skåret ud i små strimler. Og hans næsesmykke af form som en pil, af guld, bearbejdet, hamret og besat med sten, tyndt udhamret, forsiret med sten; også fra den hang det man kalder tornskiven. Tværstriber i ansigtet; disse tværstriber i ansigtet består af blå farve og af gul farve; og på hovedet sætter man hans kolibrimaske. Derpå lader man følge det der kaldes Anecuyotl af fjer, smukt forarbejdet, valseformet, tit tilspidset nedad, lidt snævrere nedad. Derpå lægger man på hans baghoved en klump af gule papegøjefjer; derfra hænger drengehårlokken. Og man indhyller ham i hans brændenældekappe, sortfarvet, på fem steder besat med fjer, udsmykket med fine ørnefjer; og hans kappe ifører man ham forneden, den er forsynet med billeder af hovedskaller og knogler. Og foroven ombinder man ham med hans vams, der også er bemalet med stumper og stykker af menneskelegemer: dér er påmalet lutter hovedskaller, øren, hjerter, tarme, levere, lunger, hænder, fødder. Og hans lænde-klæde; lændeklædet er meget kostbart, og dets mønster består ligeledes af stumper og stykker af menneskelegemer, der er indvævet.

Sådan havde de genskabt deres stammegud: ikke af sten, men af forgængeligt materiale, som kunne være blevet spist af mennesker. Hans næsesmykke havde dog form som en pil, af guld, bearbejdet, hamret og besat med sten, tyndt udhamret, forsiret med sten.

AZTEKERNE FORTSÆTTER VANDRINGEN

Da der var gået treogtredive år efter deres afrejse fra deres hjem, fortsatte de fra Coatepec og nåede til Chimalcoque, hvor de blev i tre år. Derefter kom de til Ensicox, hvor de forblev yderligere tre år, byggede et tempel og rejste Vchilobos stang. Efter det niogtredivte år efter deres afrejse trak de Vchilobos stang op og gav den til Vingualti, for at han med den dybeste ærbødighed skulle bære den på deres rejse.

Så kom de til Tlemaco, som ligger i nærheden af Tula, og byggede et tempel til  Vchilobo, og der blev de i tolv år. Da disse tolv år var gået forlod de stedet og trak Vchilobos stang op og gav den til Cacici der skulle bære den.

Efter alt dette var sket kom de til Tlitlalaquia, en velkendt by, og det var på grænsen til Tula, hvor de slog sig ned i to år og byggede et tempel til Vchilobo.

Efter disse to år kom aztekerne til selve byen Tula, som på den tid var befolket af de oprindelige, som var chichimeker. Da de kom til den nævnte by byggede de et tempel til Vchilobo og anbragte lysestager foran det, sådan som man gør det nu, og i dem anbragte de copal og andre duftende ting.

Her står at Tula var befolket. Tilsyneladende var det altså ikke et totalt civilisationssammenbrud i Tula der havde åbnet for aztekernes vandring, men bemærkningen kunne også skyldes ønsket om at give indtryk af at aztekerne havde mødt den oprindelige befolkning i Tula. Lige som bemærkningen kunne skyldes at der ifølge den aztekiske tegning – som var blevet forklaret for den der skrev denne codex – havde været mennesker i Tula, og at det blev tolket som en samtidig civilisation.

Lige så snart aztekerne var kommet viste Vchilobo sig i en sort form for landets indbyggere, og de hørte Vchilobo klage under jorden, og de spurgte hvorfor aztekernes gud græd under jorden, og svaret lød fordi alle Tulas indbyggere var dømt til døden.

Fire år senere gik en gammel kvinde, en indfødt fra Tula, omkring og delte papirflag ud, og gjorde det klart for enhver at de skulle forberede sig på at dø, for deres tid var omme. Derefter lagde alle aztekere sig på den sten de var vant til at ofre på, og ham der passede templet i Tula og som hed Tequipuyul, som var en fremmed vagabond uden arbejde og som de troede var djævlen, piskede dem. Før aztekerne byggede deres tempel havde denne sten været tempel for indbyggerne i Tula. Men nu blev alle Tulas indbyggere dræbt, ingen overlevede, og aztekerne blev herrer over Tula.

Aztekerne ville gennem ofring forene sig med guderne, men Tulas indbyggere blev dræbt og aztekerne indtog deres by. Tulas oprindelige befolkning havde tilsyneladende opgivet byen, men nogle mennesker boede i dens ruiner, og de blev dræbt.

Såvel offervilje som overtagelse af Tula blev del af aztekernes mytiske forestillinger. Det blev fortalt hvordan aztekerne frivilligt havde kastet sig op på offerstenen – begyndelsen til det ultimative ritual for at forene sig med guderne – og derpå var alle Tulas indbyggere blevet dræbt og aztekerne havde af guderne fået overladt magten over den hellige by.

——————-

(siderne 152-162 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s