Aztekerne forestillede sig at der havde været fem skabelsesprocesser, og at efter hver af de fire første var verden styrtet sammen og en ny blevet skabt. Derfor kaldte aztekerne deres egen tidsalder Den femte Sol, som de antog også ville slutte voldsomt. Antagelig ville der følge en sjette Sol – men det ville ske uden dem, aztekerne.

Den oprindelige skabergud hed Tonacatecli og hans hustru Tonacaçiguatl, og i deres trettende himmel havde de fået fire sønner. Deres tredie søn var Quetzalcoatl, Den Fjerklædte Slange.

Om ham blev i 1530’erne i Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder skrevet:

Da de fire guder havde set at himlen var styrtet til jorden, hvilket skete i det første af fire år efter Solen var slut og regnen var faldet, hvilket skete i året tochili, besluttede de at de sammen skulle lave fire veje gennem jordens midtpunkt, så de kunne komme ind i den og derved løfte himlen. For at få hjælp til at løfte skabte de fire mænd: en ved navn Cotemuc, en anden ved navn Yzcoaclt, en tredje der hed Yzmali og den fjerde Tenesuchi.

Efter de fire mænd var skabt, forvandlede to guder Tezcatlipoca og Quetzalcoatl sig til to enorme træer: Tezcatlipoca blev til det der kaldes Tazcaquavilt, hvilket betyder Spejltræet, og Quetzalcoatl til Quecalhesuch. Sammen løftede guder, mænd og træer himlen og stjernerne, sådan som de er i dag. Som modydelse for at have løftet dem op, gjorde deres far Tonacatecli dem til herrer over himlen og stjernerne. Da himlen var løftet vandrede Tezcatlipoca og Quetzalcoatl gennem den. Derved banede de den vej som vi ser nu. De mødtes dér, de blev dér og de fik deres bopæl dér.

Sådan noterede en spanier kort efter erobringen en aztekisk forklaring af Quetzalcoatl/Den Fjerklædte Slange og Tezcatlipoca der også kaldes Det Rygende Spejls Herre.

Godt en generation senere blev i en anden codex skrevet:

Derpå vendte Quetzalcoatl tilbage til Det Døde Land. Da han nåede frem til Det Døde Lands Herre, Det Døde Lands Frue sagde han: Jeg er kommet for at hente de kostbare knogler som du opbevarer. Jeg er kommet for at hente dem.

Så spurgte Det Døde Lands Herre: For at gøre hvad, Quetzalcoatl?

Og han svarede ham: Det er fordi guderne er triste. Hvem vil være dér på jorden?

Det Døde Lands Herre svarede: Udmærket! Blæs først i mit konkyliehorn og gå fire runder om mit prægtige rige. Men hans konkyliehorn var ikke hult.

Så tilkaldte Quetzalcoatl orme, som udhulede det. Derefter krøb humlebier og honningbier ind i det. Derpå blæste han i det, og Det Døde Lands Herre hørte ham.

Det Døde Lands Herre svarede: Udmærket, tag de kostbare knogler! Men til sine budbringere, Det Døde Lands folk, sagde han: Ånder, sig til ham at han skal lade dem blive her.

Men Quetzalcoatl indvendte: Nej, jeg tager dem med for bestandigt.

Så var det hans nahual sagde til ham: Sig til dem: Jeg lader dem blive her!

Han sagde så til dem, han råbte til dem: Jeg skal nok lade dem blive her! Og så steg han hurtigt op.

Han tager de kostbare knogler med sig. De mandlige knogler i en bunke, de kvindelige i en anden. Quetzalcoatl tager dem, slår en klud om dem og slipper afsted med dem.

Atter sagde Det Døde Lands Herre til sine budbringere: Ånder, Quetzalcoatl tager virkelig de kostbare knogler med sig! Ånder, gå hen og grav et hul til ham. Så tog de afsted og gravede hullet.

Således faldt han i hullet, snublede og faldt, og vagtler forskrækkede ham så han besvimede.

Derved ødelagde han de kostbare knogler, og vagtlerne bed i dem, gnavede i dem.

Da Quetzalcoatl igen var kommet til besindelse, græd han. Så sagde han til sin nahual: Min nahual, hvordan vil de blive?

Og han sagde til ham: Hvordan vil de blive? De er blevet ødelagt. Lad det ske!

Så samlede han knoglestumperne, samlede dem op, slog kluden om dem. Han tog dem med sig til Tamoanchan. Og da han havde bragt dem derhen, knuste den der hedder Quilaztli, Cihuacoatl, dem. Derefter hældte hun dem op i en jadeskål, og Quetzalcoatl pressede blod fra sin penis over dem.

Derefter gjorde alle guderne, som er blevet nævnt, denne bodshandling: Apanteuctli, Huictlolinqui, Tepanquizqui, Tlalla-manac, Tzontemoc og som nummer seks Quetzalcoatl.

Så sagde de: Hellige, mennesker, er blevet født. Det var fordi guderne havde ofret deres blod for os.

Myten stammer fra Codex Chimalpopoca, som blev skrevet efter den spanske erobring. Faktisk er der ikke tale om én codex, men om tre uafhængige tekster. Den første, Annalerne, er nærmest en historiebog. Den anden tekst, Myten om Solene, blev tilsyneladende skrevet i 1558 mens en person pegede og forklarede et ældre billedskrift. Den tredje tekst, Kort beskrivelse af hedninges guder og riter er skrevet på spansk og nok yngre end de to første der er skrevet på nahuatl, og har ingen forbindelse med disse.

Det jeg citerede stammer fra Myten om Solene og handler om overgangen fra Den Fjerde Sol til Den Femte Sol. De tabte knogler forklarer hvorfor menneskene blev så forskellige.

Codex Chimalpopoca – navngivet i moderne tid efter den mexicanske sprogforsker Faustino Galicia Chimalpopoca – skulle befinde sig på Mexicos Institut for Antropologi og Historie som Collección Antiguo no. 159, men er forsvundet!

Det er næsten som om de knuste kostbare knoglers skæbne er blevet spejlet i skriftet selv, men manuskriptets skæbne er nok mere menneskelig. Måske det er blevet stjålet eller blot arkiveret forkert. Den slags kan også ske på et mexicansk bibliotek!

Heldigvis findes en fotografisk kopi fra 1945; og forøvrigt mener forskere at den forsvundne original blot var en kopi af et ældre skrift.

Dette fortæller jeg for at I kan fornemme stemningen når man jagter en histories kerne og tror man er lige ved at fange den.

Tilbage til Quetzalcoatl!

De andre guder har sendt ham ned i underverdenen for at han skal hente de kostbare knogler, dette koncentrat af mænd og kvinder der er blevet ofret – altså lutter døde i komprimeret form.

Kampen om knoglen kan siges at repræsentere kampen om livets cykliske karakter: slægt skal følge slægter. Men dette må ikke ende dødalvorligt! Knoglen kan blive til en fløjte; fløjten optræder i mange mytologiske sammenhænge og kan ikke bare udsende blid vindmusik der nærmer sig det himmelske, men også fungere som sexsymbol.

I Tamouanchan, urgudernes, stammernes og majsens mytiske hjemsted, hælder en af måne- og jordgudinden Ciuacouatl-Quilaztlis fremtrædelsesformer de knuste knogler op i en skål. Derefter blander Quetzalcoatl knoglepulveret med blod fra sin penis og derved fødes mennesker, for de stammer fra samme sted som de ender. Livet kører i en guddommelig ring, eksistensen er evig.

Dødsguden opfordrer Quetzalcoatl til at blæse i konkyliehornet, altså dødsgudens signal og overmagt, men Quetzalcoatl er kommet for at hente de kostbare knogler og får orme til at gnave i dødsgudens konkyliehorn, så det kan spilles.

Taktikken kan karakterisere Quetzalcoatls magt overfor Dødsguden, men også hans menneskekærlighed på gudernes vegne samt fremhæve Quetzalcoatls interesse for kunsthåndværk.

Vi lever ikke af ånd alene, vi skal også have noget at spise, så fortællingen fortsætter i Codex Chimalpopoca:

Igen spurgte de: Guder, hvad skal de spise? Lad lede efter mad.

Så gik myren og fik en majskerne ud af Madbjerget, og Quetzalcoatl mødte myren og sagde: Hvor fik du den fra? Fortæl!

Men det ville den ikke afsløre. Han insisterede. Så siger den: Derovre, og den viste ham vej.

Derefter forandrede Quetzalcoatl sig til en sort myre.

Den viser ham vejen, og han går ind i det. Sammen bærer de det ud.

Det lader til at den røde myre viste Quetzalcoatl vej.

Han lægger kernerne udenfor og bærer dem til Tamoanchan. Derefter tyggede guderne dem og lagde dem på vores læber.

Det var sådan vi blev stærke.

Derpå spurgte de: Hvad skal vi gøre med Madbjerget? Quetzalcoatl gik hen til det og forsøgte at bære det, bandt det med reb, men han kunne ikke løfte det.

Så regnede Oxomoco det ud, og Oxomocos kone, Cipactonal, forstod sin skæbne. Kvinden er Cipactonal.

Så sagde Oxomoco og Cipactonal: Nanahuatl vil slå Madbjerget, for det havde de regnet ud.

Derefter blev alle tlaloc’er kaldt sammen: blå tlaloc’er,hvide tlaloc’er, gule tlaloc’er, røde tlaloc’er.

Så slog Nanahuatl bjerget i stykker [med et lyn], og maden blev stjålet af tlaloc’erne.

Den hvide, sorte og gule [majs], amaranthen, chiaen, fiskeamaranthen, al maden blev stjålet.

I nogle mytegengivelser, bl.a. i Sahagúns Codex Florentino, er navnene brugt omvendt: Oxomoco er hustruen og Cipactonal manden. Uanset hvem der hedder hvad blev disse majsspisere de første gudefødte mennesker, aztekernes Adam og Eva så at sige.

Vi kan kalde Quetzalcoatl en gud selvom det kan lyde ret menneskeagtigt at ikke alt lykkes for ham. I Codex Florentino findes en tegning af Quetzalcoatl: En mand i sandaler, om livet bundet et rundt mærke, fra ryggen vokser vinger, på hovedet en hat med strittende fjer, og i venstre hånd en kort krumstav – hans højre hånd er ikke tegnet med, men blid ser Quetzalcoatl ud.

I Codex Florentino forklarede Sahagún:

Quetzalcoatl, det er vinden, forløberen, den der baner vejen for regnguderne, den der bringer regnen, styrtregnen. Og når vinden tager til, kalder man det støv, det tordner, det bruser, det brøler, det bliver mørkt, det blæser, det revner, det raser.

Og han er klædt på følgende vis: han bærer spidshuen af jaguarskind, ansigtet er smurt ind i sod, han har vindsminken, han har akaciesminke, han bærer det tornede, afrundede øresmykke, han bærer det gyldne vandsneglhalsbånd, quetzalfjer-fasanen bærer han på ryggen, han bærer jaguarskinds-bjældebåndet, han bærer et trådværk, han bærer skjoldet med vindsmykket, han bærer vindhakken og skumsandalerne.

Længere fremme i Codex Florentino uddybede Sahagún:

Også Quetzalcoatl betragtede man som en gud, man antog han var en gud, han blev tilbedt som en gud, og det vel at mærke allerede i gamle tider, i Tula. Og hans tempel, et meget højt der rager i vejret, havde en trappe med mange trin som ikke var brede, men tværtimod smalle, så man kun med nød og næppe kunne finde plads til en fod på den.

Man siger, at han altid gik klædt i tæpper, at hans ansigt var skjult bag tæpper, og man siger at han var meget grim. Hans ansigt var blot som en stor blok, uden menneskelige træk, og hans skæg var meget langt og stort.

Og toltekerne, hans undersåtter, var meget kunstkyndige, intet af det de skabte var for svært for dem, de sleb de grønne ædelsten og smeltede guld, de udøvede andre kunsthåndværk, at arbejde med fjer havde de god forstand på.

Det begyndte med Quetzalcoatl, det var fra ham alt kunsthåndværk stammede, ham der forstod sig på det. Og der stod hans grønne ædelstenhus, hans guldhus, hans hus af røde muslingeskaller og hans hus af hvide muslingeskaller, hans bjælkehus der var dækket med turkismosaikker samt hans quetzalfjerhus.

Og hans undersåtter, toltekerne, regnede ikke afstande for noget, de kunne hurtigt nå frem til det de gik efter. Og da de løb meget kaldte man dem for dem der bøjer knæene hele dagen.

Og et bjerg ligger dér som hedder Tzatzipetl, Skrigets Bjerg og sådan hedder det stadig. Man siger, at det var dér herolden tog opstilling. Når der var brug for noget, så tog han opstilling dér og skreg, og skriget nåede helt til Anaoac, det blev hørt i alle verdensretninger hvad han sagde, hvilken ordre der var blevet udstedt. Alle skyndte sig at komme og hørte hvad Quetzalcoatl beordrede.

Og man havde en overflod af alt.

Der var ingen pris på spiselige ting, ikke på nogen levnedsmidler. Man sagde at græskar var meget store og tykke, nogle af dem en alen i omkreds. Og majskolberne var lange, som en gruttesten; man kværnede dem på jorden; og mælderne, grøntsagsurterne, var høje som palmer, så man kunne klatre op i dem.

På samme måde voksede der forskellige slags farvet bomuld; den brandrøde, den gule, den sart rosafarvede, den brunlige, den blågrønne, den mørkeblå, den grønne, den orangefarvede, den sorte, den grålige, den mættede gule, den afblegede gule. Alle disse slags bomuld voksede kulørt, så man slet ikke behøvede at farve dem.

Og alle fugle, der blev skattet så højt på grund af deres fjer, levede dér: turkisfuglen, den grønne quetzalfugl, den gule trupial og den karminrøde skehejre samt alle de forskellige fugle, der kan synge så smukt og som synger i bjergene.

Desuden alle grønne ædelsten. Ædle metaller blev slet ikke værdsat, for dem havde man rigelig af. Desuden voksede kakao, blomsterkakao stod mange steder, så der var kakao til rådighed.

Og toltekerne var meget rige, de havde det godt, aldrig led de nød, i deres huse manglede der intet, aldrig var der hungersnød. Og de sidste skud majs, de dårligt udviklede majskolber, gjorde de slet ikke brug af, dem brugte de bare som brænde i dampbadet.

Og han, Quetzalcoatl, hengav sig også til ritualer, han stak huller gennem skinnebenet og smurte sit blod på agavebladenes spidser. Og der hvor han badede ved midnatstid, og der hvor han badede, ved hans badeplads, det var et sted man kaldte Turkisvaskepladsen. Røgelsespræsterne og de andre præster efterlignede ham, efterlignede denne Quetzalcoatls liv, præsterne gjorde denne Quetzalcoatls livsstil til deres, så loven fra Tula blev den almindelige, den der blev adlydt her i Mexico.

Altså et smukt, rigt, ja vist et guddommeligt liv.

Sahagún skrev også hvordan Quetzalcoatls berømmelse sluttede. At Quetzalcoatl mødte tre troldmænd og hvad den første gjorde ved ham. Og så er det som om det guddommelige står for fald:

Og da det var sådan, at Quetzalcoatl og alle tolteker havde misligholdt deres hverv blev de mødt af tre troldmænd der forkyndte dem ulykker: Huitzilopochtli, Titlacaoan og Tlacauepan. Alle tre forkyndte dem ulykker, at Tula ville gå til grunde.

 Titlacaoan begyndte at forkynde ham ulykker. Man sagde at Titlacaoan havde forvandlet sig til en lille, gammel mand. Han havde antaget en sådan gestalt, havde efterlignet en sådan, var faldet helt sammen, hvidhåret, farvet hvid i ansigtet.

Han går ind i Quetzalcoatls hus. Efter han er trådt ind, taler han til menneskene: Jeg vil se herren Quetzalcoatl! Så sagde de til ham: Gå væk, du gamle! Herren er syg og du forstyrrer ham. Så sagde den gamle: Under alle omstændigheder er jeg nødt til at se ham, jeg er nødt til at komme ind! De svarede: Det er så i orden. Vent! Vi vil lade ham tale til dig! Så gav de Quetzalcoatl besked og sagde til ham: Min herre, der er kommet en gammel, lille mand, som vil se dig. Det ligner en fælde, det er som en snare for dig. Vi har smidt ham ud, men han vil ikke gå. Han har sagt: Jeg vil se herren. Så svarede Quetzalcoatl: Lad ham komme, lad ham komme ind, for jeg har ventet ham i fem, ja i ti dage.

Så lod de den gamle, lille mand komme ind til Quetzalcoatl, der hilste han på ham og sagde: Mit barn, min herre. Hvordan går det dit ærede kød? Her er den medicin som jeg har haft med til dig. Drik den!

Det fik Quetzalcoatl til at svare: Kom her hen, du gamle, du har med besvær klaret, med møje har du klaret at komme herhen. Jeg har ventet dig i fem, ja i ti dage. Og den gamle sagde: Mit barn, hvordan har du det? Quetzalcoatl svarede: Det gør ondt alle steder, mine hænder kan intet, det samme gælder mine fødder, hele min krop er som død og kraftløs, som sønderbrudt. Så sagde den lille, gamle mand til ham: Her er medicinen, den er meget god, den helbreder og beruser. Når du drikker den vil den beruse dig, du bliver rask og du vil græde, føle dig faderløs i hjertet, du vil tænke på din død og tænke på hvor du skal gå hen. Så spurgte Quetzalcoatl: Hvor skal jeg gå hen, du gamle? Den gamle svarede: Du skal gå til Tula Tlapalan! Der er en hyrde, han er allerede gammel, og I skal tale sammen. Og når du vender tilbage vil du atter være et lille barn.

Sådan lod Quetzalcoatl sig overtale. Den lille, gamle mand talte atter til ham: Stå op! Drik denne medicin! Quetzalcoatl svarede: Nej du gamle, så dør jeg. Men den gamle opfordrede ham: Drik bare! Det vil hjælpe dig. For min skyld kan du bare stille drikken foran dig, din skæbne vil forlange drikken. Drik bare en smule! Og Quetzalcoatl drak en anelse, og derefter tog han en ordentlig slurk. Så spurgte Quetzalcoatl: Hvad er det? Det er godt, det har fjernet sygdommen, hvor er sygdommen gået hen? Jeg er ikke syg længere! Så gentog den gamle mand: Drik en gang til: Medicinen er meget god. Din krop vil styrkes af den. Så drak Quetzalcoatl igen, og så blev han fuld.

Quetzalcoatl græd. Hans dybe sindsbevægelser brød ud. Først da blev han fortrolig med den tanke, først da brød han sin beslutning, som han aldrig mere glemte, nej tværtimod altid tænkte på, at det var en sindsforvirring som troldmanden havde udløst hos ham. Og den medicin, som troldmanden havde givet ham, det var den hvide vin, siger man; og man siger, at den var lavet af agavens søde saft.

Jo jo, det er ret menneskeligt at drikke, men hvorfor drikker guder? Fortælles dette for at vi kan identificere os med dem? At den forklædte, lille, gamle mand kunne tage magten over guden Quetzalcoatl må fortolkes som magtkampe i gudeverden, at alt ikke er entydigt, som intonation af et religionsskifte eller som en metafysisk forklaring på et civilisations sammenbrud.

Den søde saft fra agaven kender mexicanere under navnet pulque, som kan drikkes i pulqueriaer med sikkert resultat: beruselse samt maveonde, hvis man har drukket for meget!

I Codex Florentino følger historien om Quetzalcoatls flugt.

Mange flere uhyggelige og skrækkelige begivenheder ramte toltekerne, så landet Tula gik fuldstændig til grunde. Derefter, da Quetzalcoatl er blevet forvirret og bekymret, tænker han, at han må gå, at han må forlade sin by Tula. Det forbereder han sig på.

Man siger, at han brændte sit forgyldte og røde muslingehus samt de andre toltekiske skatte. Vidunderligheder og værdifuldt gravede han ned, gemte på vanskeligt tilgængelige steder, enten i det indre af bjerge eller i slugter.

Kakaotræerne forvandlede han til mezquitetræer.

De prydfugle der fandtes, røde skehejrer, dem sendte han afsted før han forlod stedet; de var foran ham, de fløj mod Anaoac, søgte efter stedet.

Da tiden var inde brød han op og vandrede.

Så nåede han til Quauhtitlan, hvor der stod et tykt og meget højt træ. Han stillede sig ved siden af det og så sig selv i spejlet. Han sagde: Jeg er gammel.

Derefter nævner han Ueuequauhtitlan, slynger sten mod træet, og stenene trænger ind i barken, de bliver siddende i det gamle træs bark. De kan stadig ses: nederst og helt op til kronen. Mens Quetzalcoatl vandrede spillede de fløjte for ham.

En anden gang hvilede han sig på sin plads, satte sig på en sten, støttede sig med hænderne. Så stirrede han mod Tula, og da græd han, ude af sig selv hulkede han, to haglbyer udgjorde hans tårer, ud over ansigtet lagde hans tårer sig. Der hvor tårerne ramte, gennemborede de stenen.

Guden Quetzalcoatl har opgivet sin by. Hans folk er blevet forladt. Men Quetzalcoatl historie slutter ikke her:

Og idet han støttede sig med hænderne på stenen trængte hans håndflader ind i stenen, lige som hvis de var mast ned i ler. På samme vis med hans bagdel. Dér hvor han sad, sank han ned i stenen og det kan ses af fordybningerne, og derfor hedder stedet Temacpalco.

Så brød han op og kom til det sted man kalder Tepanoayan. Der findes vand, der kommer vand som er meget bredt. Han lagde en sten ud og byggede en bro, ad den krydsede han floden, og derefter kaldte han stedet Tepanoayan.

Atter brød han op og nåede til et sted man kalder Coaapan. Og da han var dér ville dæmonerne have ham til at vende om, hindre ham i at fortsætte. De spurgte: Hvor går du hen, hvor skal du hen? Hvorfor har du forladt din by? Hvem skal tjene guden der? Quetzalcoatl svarede dæmonerne: Der er ikke andre muligheder, jeg går. Så spurgte dæmonerne: Hvor går du hen? Og Quetzalcoatl svarede: Jeg går til Tlapalan, jeg går for at møde min skæbne.

Og de spurgte: Hvad vil du der? Han forklarede: Jeg er blevet tilkaldt, solen har kaldt mig. De sagde til ham: Det er godt, men opgiv alt kunsthåndværket. Så opgav han al den toltekiske kunst, guldsmedekunsten, ædelstensliberiet, træskæreriet, stenhuggerkunsten, maleriet, arbejdet med fjer. De lod ham smide det hele på jorden, alt tog de fra ham. Og Quetzalcoatl smed sine perlekæder i vandet, så de flød væk i vandet, og derfor kaldte man stedet Cozcaapan, og nu hedder det Cosaapan.

Han fortsatte sin vandring og nåede til et sted der blev kaldt Cochtocan. Der mødtes han af en dæmon, som spurgte: Hvor skal du hen? Og han svarede: Jeg går til Tlapalan for at møde min skæbne. Så sagde dæmonen til ham: Godt! Drik denne vin, som jeg har haft med. Quetzalcoatl svarede: Det er umuligt at drikke den eller bare smage på den. Dæmonen svarede: Det nytter ikke, at du ikke drikker noget, ikke smager den, for jeg lader ingen passere som jeg ikke har serveret vinen for, som jeg ikke har ladet drikke, som jeg ikke lader beruse. Kom så! Skål! Drik så! Derefter drak Quetzalcoatl vinen med et sugerør. Og efter han havde drukket faldt han i søvn på vejen. Han snorkede i søvne, man hørte på lang afstand hvordan han snorkede. Og da han vågnede, kikkede han til den ene og den anden side, så ned ad sig selv, glattede sit hår, og derefter kaldte han stedet Cochtocan.

I det følgende fortælles om Quetzalcoatls besynderlige ledsageres død og hans afsked.

Atter brød han op og klatrede i det høje pas mellem Popocatéptl og Iztacccíhuatl, og alle der ledsagede ham, dværgene, de pukkelryggede, hans husslaver, blev dækket af sne, og de døde af kulde.

Quetzalcoatl talte sig selv mod til, han græder og synger, han græder meget, han snøfter. Og så får han i det fjerne øje på det andet snebjerg, Poyautécatl, vulkanen ved Orizaba.

Atter brød han op, han kom vidt omkring, alle vegne rørte han landskabet, og man siger, at han afsatte mange kendetegn, at han efterlod sig mange minder om at han havde været der.

Et sted anlagde han en boldspilbane, helt af sten, og linien der er i midten af banen, den var gravet ned i jorden, hullet strakte sig dybt i jorden. Et sted skød han en pil ind i et kapoktræ, og pilen han skød ind i træet var også af kapok, den trængte ind igennem og ud på den anden side.

Et andet sted byggede han et hus i jorden, et sted man kalder Mictlán, De dødes Sted.

Et tredie sted satte han en stor stenfallos. Man siger, at når man med en lillefinger sætter den i bevægelse, så bevæger den sig fra den ene side til den anden. Men man siger også, at hvis mange sætter den i bevægelse, så bevæger den sig ikke, og hvis særligt mange rører den, hvis de vil sætte den i bevægelse, så kan de overhovedet ikke sætte den i bevægelse. Og meget andet gjorde han i alle områder. Man siger at han gav alle bjergene navne og at han satte navne på alt.

Efter han nåede til havets bred formede han slangelejet. Efter det var færdiggjort satte han sig på det og det tjente nu også som hans skib. Derpå gik han, blev han ført bort på vandet, og ingen ved længere hvordan han kom til Tlapalan.

Dér ved havets bred løftes guden Quetzalcoatl bort – på et slangeleje som han selv havde formet. Selvofferets gud.

I Codex Florentino blev Quetzalcoatl beskrevet som en der et par gange blev temmelig beruset, som fulgtes af dværge, pukkel-ryggede og husslaver, og som satte sit præg på landet – både De dødes Sted og en stor stenfallos.

Forresten kan man i Uxmal, en af mayabystaterne på Yucatán – altså øst for det store vand, når man levede i det aztekiske rige – se Fallos-templet, hvor godt en halvsnes meget store stenfallosser stritter i vejret.

Trods menneskelige træk kan Quetzalcoatl ikke have været et menneske.

Sahagún nedskrev indianeres fortællinger om en gud som var meget anderledes end Sahagúns Gud, men han skrev langt mere positivt om guden Quetzalcoatl end han havde gjort om guden Huitzilopochtli.

——————-

(siderne 181-194 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse