Spaniernes ankomst tolkedes af Moctezuma – i det mindste til at begynde med – ikke som en fare udefra men snarere som en indre afslutning på en kosmisk periode og begyndelsen til en ny, konstaterer Octavio Paz.

Inde på det mexicanske fastland gjorde aztekerne sig også store tanker. De havde fået meget at tænke over, for der havde været varsler. I krisetider lægger man meget mærke til den slags, og i eftertiden kan de fortolkes så de forklarer det der skete.

I dag kender vi varslerne fra spanske kilder der selvfølgelig først blev skrevet efter spanierne var ankommet og derfor var præget af de spanske skrivere selvom nogle spaniere var bedre til at lytte og mere loyale end andre til at gengive det de havde hørt.

Igen vælger jeg Sahagúns Codex Florentino som han skrev sammen med indfødte og som Hvidtfeldt har oversat fra aztec’isk:

Før spanierne var ankommet, ti år før, viste der sig for første gang et varsel på himlen; det var ligesom en ildtunge, ligesom en flamme, det så ud som om morgenrøden brød frem, når det viste sig, det så ud som om det stak himlen til blods. Det var bredt forneden, spidst foroven. Ti1 himlens midte, til dens hjerte, nåede det, til hjertet på himlen nåede det. Sådan blev det set dér imod øst; det hævede sig, det kom frem, ved midnatstide; og når morgenrøden viste sig, ved daggry, så fortrængte solen det. Og da det var kommet frem, hævede det sig hver nat et helt år. – I året 12 Hus begyndte det. Og når det viste sig, blev der en vældig larm, man råbte idet man slog sig for munden, man følte sig meget betynget.

I den mørke nat – og mørket sænker sig tidligt i Mexico, for vi er jo tæt på ækvator – er der mulighed for bedre stjernekikkeri, især uden for storbyerne hvor vi ikke blændes af den elektriske lysforurening. For fem hundred år siden fulgte præster opmærksomt himlens forandringer, helt anderledes end vi der bare ser op og siger sikke en smuk stjerneaften.

Ifølge teksten ses dette varsel ti år før spaniernes ankomst men året 12 Hus svarer til det vi kalder 1517 – så det kan jo ikke passe. Da Sahagún genskriver teksten i 1585 i Boston Manuskriptet står der to år før spaniernes ankomst, og året 12 Hus er udeladt.

De to år før Cortés ankomst passer med Francisco Hernández de Córdobas ekspedition fra Cuba til Yucatán. Måske har der blot været tale om en skrivefejl, måske havde aztekerne set fænomenet 10 år før og måske ville Sahagún hjælpe spanierne ind i indianernes magiske historie ved at rette i sin fremstilling.

Der er et generelt problem når man tager varsler: Der kan iagttages så mange besynderligheder, og hvilke skal man vælge som de uheldssvangre, hvilke skal tillempes og hvilke udelades? Er det lynild eller en tohovedet jaguar man skal vægte? Skal man tolke det ene spor eller det andet? Profetier kan misforstås, misfortolkes og misbruges. De hører til metafysikken.

Hvis hvide menneskers opdukken i sig selv udgjorde et varsel, så kunne Columbus være blevet regnet med, for i 1502 mødte han ved Honduras en stor mexicansk kano med købmænd og det møde må være blevet rapporteret på højeste sted. Og i 1511 faldt bl.a. munken Gerónimo de Aguilar i fangenskab hos mayaer og var der i flere år; også det har nok været kendt af stjernetydende præster. Dette minder jeg om for at de aztekiske varsler ikke bare bliver afvist som efterrationaliseringer. Det ville være for kategorisk. Iagttagelser af fremmede skibe kan have udløst tolkning af varsler om kommende skæbnesvangre begivenheder, skriver Sundby-Sørensen.

Det andet varsel skete her i Mexico. Helt af sig selv brændte, det stod i lys lue, uden at nogen havde antændt det, det brændte af sig selv, – diablo’en Huitzilopochtlis hus, som bar det berømte navn Tlacateccan. Det viste sig at være de firkantede træsøjler der brændte, ud af dem stod flammerne, ildtungerne, ildtæppet, og meget hurtigt var alt hustømmeret opædt. Derpå bliver der en vældig larm, man siger: Mexicanere! Kom hurtigt her for at slukke! Jeres vandkrukker! Men når de kaster vand på for at slukke, blusser det blot meget mere op. Det kunne ikke længere slukkes, det brændte fuldstændig.

Tekstens fortællestil – antager jeg – skyldes hans indianske medarbejdere, men ordet diablo, djævlen, må skyldes Sahagún eller at medarbejdere har fortolket i kristne vendinger frem for loyalt at præsentere det de havde hørt. Dette andet varsel er det eneste der så tydeligt er præget af missionen.

Det tredie varsel: Lynet slog ned i, ramte et tempel. Det var kun en stråhytte, ved navn Tzonmulco, Xiuhtecutlis helligsted. Det regnede ikke tæt, det stænkede kun lidt. Derfor mente man, det var et varsel; man kalder det et sommerlynnedslag; der hørtes heller ikke nogen torden.

Ifølge Sahagúns seks år yngre fremstilling af dette varsel i Boston Manuskriptet blev ilden tændt uden torden og lyn, hvilket jo vitterlig virker mere magisk end at et lyn slår ned i og antænder et tempel indrettet i en stråhytte.

Sahagún kan også have set dette som et tegn!

Det fjerde varsel: Mens solen endnu var der, kom en ildkugle, tredelt kom den. Den kom frem dér hvor solen går ned, og bevægede sig dér hen hvor den står op; som en ildblomst, glødende kul, udsendte den gnister, langt bort strakte dens hale, langt bort nåede dens hale. Og da den var blevet set, blev der en vældig larm – ligesom en bjælderaslen bredte den sig.

Kometer og meteorer – ildkugler – kan med mellemrum ses på himlen, men forskere har ikke kunnet dokumentere nogen kometer i det tidsrum.

Det femte varsel: Vandet skummede op, uden at nogen vind bragte det til at skumme; det ligesom boblede op, det ligesom kogte over, meget vidt bredte det sig, da det begyndte at stige. Og det nåede det nederste af husene, så nogle blev oversvømmet og nogle styrtede sammen. – Det drejer sig om den store sø, der er hos os her i Mexico.

I 1499 lod Ahuitzotl,aztekerrigets 8. tlatoani, manden bag den blodige tempelindvielse i 1487, bygge en ekstra vandforsyning, der skulle sende friskt kildevand gennem en akvadukt til den stadig voksende Tenochtitlán. Samme år blev byen først ramt af snevinter og senere af kraftige skybrud; i de følgende par år fulgte voldsomme oversvømmelser. I 1502 omkom Ahuitzotl under en oversvømmelse der satte hans palads midt i byen under vand.

Det sjette varsel: Ofte hørte man en kvinde gå grædende og råbende om natten. Hun råber meget op, hun går og siger: Mine kære børn – færdig – selv vi går bort! Sommetider siger hun: Mine kære børn, hvorhen skal jeg bringe jer?

Det syvende varsel: De folk, der bor ved vandet, var engang ude at fiske med net, eller måske var de ved at jage med fuglenet. De fangede en askegrå fugl, ligesom en trane. Derpå gik de hen for at vise den til Moctezuma i det sorte præstehus. Solen stod på himlen, det var endnu dag. Ligesom et spejl var der på hovedet af fuglen, rundt, gennemsigtigt og rundt, ligesom gennemboret i midten; dér viste sig himlen, stjernerne, Ildboreren, et stjernebillede. Og Moctezuma tog det som et stort varsel, da han så stjernerne og Ildboreren. Og da han anden gang så på fuglens hoved, så han nu nogle der kommer trampende, de kommer i store masser, de kommer rustet til krig, hjorte bærer dem på ryggen. Og derpå tilkaldte han sandsigerne, vismændene, sagde til dem, I ved ikke, hvad jeg har set dér, – ligesom nogle der kommer i store masser. Men da de ville til at svare ham, forsvandt det de så på, og de så det ikke mere.

Det ottende varsel: Ofte viste der sig mennesker, menneskelige vildskud, med to hoveder men kun én krop. De blev ført til det sorte præstehus, dér så Moctezuma dem, og efter at han havde set dem, forsvandt de.

Varslerne blev erindret og i 1579 nedskrevet i Codex Florentino, altså mere end tres år efter de skulle være blevet observeret.

Allerede i 1530’erne – ti år efter spaniernes ankomst – skrev den spanske munk Olmos i Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder, at noget fra toppen af en vulkan havde svævet over byen, og at det var blevet udlagt som varsel om snarlig død. Varslet havde vist sig det år spanierne første gang var gået i land i Mexico. I den codex blev også beskrevet varsler efter spanierne havde taget magten.

Måske Olmos ikke havde hørt sin kilde læse op om yderligere varsler før den spanske erobring – og måske blev de mange varsler som Sahagún beskrev først samlet i de fyrre år der gik mellem Olmos og Sahagún skrev deres codices. Sahagúns varsler kunne altså være glimt af begivenheder der efterhånden var blevet systematiseret og fortolket for at kunne bekræfte et historisk forløb. Således blev den spanske erobring skrevet ind i en større – guddommelig – plan.

Bernal Diaz del Castillo skrev i sine erindringer at aztekerne kort før spaniernes ankomst til Mexico havde set en cirkulær form på himlen som var holdt i en blanding af grønne og røde farver. Umiddelbart efter viste en lignende form sig og den bevægede sig mod den opstigende sol for at slutte sig til den første. Moctezuma havde sammenkaldt sine præster, som havde spurgt Huitzilopochtli, der havder svaret at det var et varsel om forfærdelige krige og at det var nødvendigt at ofre nogle mennesker. 

B R E A K I N G    N E W S :  V E R D E N S H I S T O R I S K   M Ø D E

Mens spaniere både nat og dag drømte om guld, havde varsler givet aztekere deres at drømme om. Hvidtfeldt & Amstrup sammenfatter det der skulle udvikle sig til et af verdenshistoriens besynderligste sammentræf:

Under spanieren Juan de Grijalvas ekspedition langs kysten i 1518 – aztekerne talte om året 13 Kanin som var ved at mødes med det følgende år 1 Rør – havde spanierne flere gange været i skærmydsler med indianere. Da Grijalva og hans folk under deres sejlads nærmede sig aztekisk interesseområde, fik den aztekiske statholder ordre til personligt at undersøge de fremmede. Statholderen hed Pinotl, og sammen med to andre statholdere opsøgte han spanierne på deres skibe under påskud af at ville bringe dem gaver. I virkeligheden for hemmeligt at undersøge dem, så Moctezuma kunne få pålidelige og direkte efterretninger.

Aztekerne ventede at guden Quetzalcoatl ville vende tilbage, og det var med den forventning Pinotl mødte spanierne. I den religiøse kalender var Quetzalcoatl forbundet med året 1 Rør, han var født i et sådant år, og ved sin jordiske død var han draget bort imod øst i et sådant år. Det fortaltes at han engang ville vende tilbage, og overbevisningen om, at det måtte være Quetzalcoatl, som nu var ved at komme, styrkedes af at året 1 Rør var forestående.

Pinotl medbragte gaver bestod af gudedragter, kostbare kapper som blev benyttet under de religiøse fester når tlatoanien eller andre højtstående agerede guder. Spanierne forstod det ikke og interesserede sig ikke meget for disse kostbare kapper, men tilkendegav, at de gerne ville bytte deres egne glasperler mod aztekernes guldsager, og dem fik de. Aztekerne opfattede de fremmedartede grønne og gule glasperler som gengaver for gudedragterne og beundrede perlerne. Spaniernes afskedshilsen lød, at de snart ville vende tilbage og så komme helt til Mexico.

I største hast ilede Pinotl og hans ledsagere til hovedstaden for at aflægge rapport. Næsten åndeløse fortalte de Moctezuma om deres oplevelser ved havet: Dér har vi set vore herrer, guderne, ude på vandet! Som kendetegn overrakte de glasperlerne til tlatoanien, der påbød dem at holde sagen fuldstændigt hemmelig, samtidig med at han gav dem ordre til at lade kysten bevogte overalt, hvor guderne kunne tænkes at ville gå i land. Og da det gamle år i den aztekiske tidsregning var ved at gå til ende – og det nye år, 1 Rør, var ved at indtræde – dukkede spanierne atter op ved kysten.

MOCTEZUMA FORBEREDER SIG

Moctezuma var i 1502 blevet kronet som tlatoani over aztekerriget, som under forgængeren Ahuitzotl var blevet så stort, så yderligere udvidelser blev anset for nærmest umulige. Vejen til de rigets ydre grænser – og dermed fjender der kunne tages som fanger – var blevet lange. For lange. Alt for lange.

I stedet vendte Moctezuma sig mod de uafhængige enkla-ver der eksisterede indenfor det løst organiserede aztekerrige i håb om at hans krigere kunne stabilisere riget og ikke mindst: tage fanger dér. De fjendtlige stammer, hvoraf nogle havde modstået tidligere erobringsforsøg, blev betragtet som en trussel når de overfaldt aztekiske handelsrejsende og enheder der transporterede tributter til Tenochtitlán. Men for første gang i rigets historie udløste kampene ikke store sejre. Nærmest tværtimod. Død ramte Moctezumas brødre og adelige, han græd bitterligt og rygterne løb i byen. Nederlag. Selv trommerne var tavse.

Moctezumas krigsstrategi var udtryk for et radikalt skifte – måske resultat af realpolitiske, militærtaktiske overvejelser men også præget af hans personlige, voksende nervøsitet ved varslerne. Der var observeret fremmede! Gik den mægtige Moctezuma i selvsving? Var Moctezuma neurotisk eller var han blevet overbevist om situationens alvor?

Ifølge Codex Florentino havde Moctezuma givet ordre til at kysten skulle bevogtes, havde orienteret de øverstbefalende om hvad der var sket og havde fremvist de mørkegrønne glasperler som fremmede havde givet hans mænd, som havde tænkt at det måtte være Quetzalcoatl, de havde mødt.

Codex Durán og Codex Florentino er skrevet nogenlunde samtidig, nemlig et halvt århundred efter begivenhederne. Men Codex Durán rummer yderligere om hvad der fulgte. Durán beskriver en nærmest moderne tilgang til situationen; ifølge hamskal Moctezuma have sagt:

Jeg ønsker at I finder ud af hvem deres leder er, for det er ham der skal have gaverne. I må undersøge og med sikkerhed konstatere om han er den vores forfædre kaldte Topiltzin eller Quetzalcoatl. Vores historikere siger at han forlod dette land efterladende en besked om at han eller hans søn ville vende tilbage for at regere over landet, for at hente det guld, sølv og de juveler som han efterlod skjult i bjergene. Ifølge myterne overgår de al den rigdom som vi har nu. Hvis det virkelig er Quetzalcoatl, hils ham på mine vegne og giv ham disse gaver.

Ifølge Durán fortsatte Moctezuma sine undersøgelser ved at tilkalde landets bedste kunstner, som skulle male det de udsendte havde set og som de igen forklarede. Moctezuma havde truet maleren med dødsstraf: Hvad han hørte og malede måtte ingen andre nogensinde få at vide! Maleren havde lovet tavshed og malede skibet, spanierne med deres lange skæg, hvide ansigter, kulørte tøj, hatte og huer, sværd i bælterne. Da Moctezuma så billedet spurgte han sine udsendte om det svarede til det de havde set, og den udsendte svarede at det var præcist som han havde set. Moctezuma spurgte maleren om han eller hans forfædre havde set noget af den slags, men det afviste maleren kategorisk.

Så spurgte Moctezuma om maleren havde tegninger af dem der måtte komme til landet og tage det i besiddelse. Kunstneren lovede at vende tilbage, og det gjorde han, men uden billeder. Herefter indkaldte Moctezuma de ældste bogmalere og spurgte om de kendte noget til dem der måtte komme til landet og tage det i besiddelse. Disse kunstnere kom med billeder af mænd med et øje i forhovedet, enbenede mænd, et menneske med fiskekrop og et andet med slangekrop. Men ingen var i stand til at præsentere noget der lignede det som gengav det hans udsen-dinge havde set. Så sendte Moctezuma bud efter malere af toltekisk herkomst.

De oplyste kongen om at deres forfædre havde forklaret at Quetzalcoatls sønner skulle komme til disse lande og tage dem i besiddelse, og de ville fremskaffe det der i gamle dage havde været deres. De ville igen erhverve det toltekerne havde skjult i bakkerne, i skovene, i hulerne. I deres gamle manuskripter viste de Moctezuma hvilken slags mænd Quetzalcoatls sønner var, men de lignede ikke dem Moctezumas kunstner havde malet.

Efterfølgende blev Moctezuma præsenteret for Quilaztli, en gammel mand med malede manuskripter og meget bevidst om situationens alvor.

Før han viste ham tegningerne forklarede han at nogle mænd ville komme til dette land i en stor bakke af træ. Denne træbakke ville være så stor så den kunne huse mange mænd, tjene dem som deres hjem. De ville spise og sove i det, i husets bagende ville de lave deres mad og de ville gå i huset og uden på og de ville leve som om de var på fast jord. De ville være hvide, skæggede mænd, klædt i forskellige farver, og på deres hoveder ville de bære runde beklædninger. Andre mænd ville ankomme sammen med dem, siddende på bæster svarende til dyr og andre på ørne som ville flyve som vinden. Disse mænd ville tage landet i besiddelse, bosætte sig i alle dets byer, gøre sig vældig mang-foldige og blive besiddere af guld, sølv og ædelsten. Det er hvad du kommer til at se, fortsatte Quilaztli,det jeg siger er sandt, se det er tegnet her. Denne tegning har jeg arvet fra mine forfædre. Så fremdrog han en meget gammel tegning hvor det omtalte skib og mændene klædt på samme måde som dem kongen allerede havde set på maleriet hans kunstner havde lavet. Der så han også andre mænd siddende på heste eller flyvende på ørne, alle klædt i forskellige farver og bærende deres hatte og sværd.

Moctezuma sagde, at han kunne se at malerens forfædre havde været meget kloge, og Quilaztli tilføjede at de fremmede ville vende tilbage før der var gået to år. Moctezuma belønnede ham og hans familie med et hus i Tenochtitlán og Moctezuma havde ham altid i nærheden, så han kunne lytte til hans råd.

I Codex Florentino gengav Sahagún et citat af tlatoani Moctezuma:

Dette er vor fyrste, Quetzalcoatl, der er kommet. Sådan var hans ønske. Han ville komme, han ville komme hertil, han ville komme og indtage sin måtte, sit herskersæde. Derfor viser han sig nu. Og Moctezuma udsendte fem, der skulle gå ham i møde for at modtage ham, der skulle bringe ham gaver.

Og til sine mænd skulle Moctezuma have sagt:

Kom hid, mine ocelotmænd, kom hid! Man siger, at endelig er vor herre kommet hertil. Gå ham imøde for at modtage ham. Hør godt efter, vær lutter øren overfor, hvad han siger. Det nøjagtigt hørte bringer I hertil! Se her, I skal komme frem til vor herre med dette:

Quetzalcoatls udstyr: slangemasken, udført i turkis, quetzalfjer-hovedsmykket, det grønne ædelstenshalsbånd i fletværk med guldskiven i midten, et skjold hvis tegning er gyldent vekslende med muslingeskal, på kanten forsynet med quetzalfjer og med en quetzalfjerfane, et lændespejl med quetzalfjer, og dette lændespejl er ligesom forsynet med et turkis-skjold der er turkisindfattet, er indlagt med turkis, er turkisbelagt, og ædelstensbåndet med guldbjælderne, desuden turkiskas-tetræet, helt overdækket med turkis, med et hoved der er ligesom et slangehoved, det er forsynet med et slangehoved samt obsidiansandalerne.

——————-

(siderne 295-304 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse