MEXICO: MASSAKREN

Tidligt næste morgen, det er den 18. oktober 1519, samles krigerne fra Cholula på byens store plads. Også spanierne er stået tidligt op, venter skarpt bevæbnede udenfor pladsen og lader alle de frygtede krigere der vil ind passere – men ingen må slippe ud.

Fra hesteryg overvåger Cortés den store samling og gennem sine tolke spørger han hvorfor indianerne vil myrde dem når nu han har formanet dem om ikke at være onde og ofre mennesker eller tilbede deres afguder og spise deres næstes kød eller være sodomitter, men opføre sig på en pæn måde. Han ved godt at de vil dræbe os spaniere og allerede har gryder parat med salt, rød peber og tomater for at spise os, ja og at tyve af os vil blive ofret til deres afguder.

Historieskriver Diaz kan både det højstemt moralske og det lavpraktiske.

Høvdingene svarer at det er sandt, men de er uskyldige! Det er Moctezumas repræsentanter der har sagt at de skal gøre sådan!

Han har også blik for ansvarsfraskrivelse.

Cortés erklærer at ifølge kongens lov skal sådan et forræderi straffes med døden. Så lader han en bøsse affyre. Det er det aftalte tegn. Og så får de en sådan afbankning, som de aldrig vil glemme, for mange bliver slået ihjel, og atter andre bliver brændt levende. –Ifølge den danske oversætters fodnote har Diaz streget ordene om afbrændingen over; også andre steder i manuskriptet ses rettelser – måske for at imødegå samtidige forfatteres fremstillinger. – Så havde disse folk ikke gavn af deres falske afguders løfter! Det varede mindre end to timer før de allierede fra Tlaxcala kom til og kæmpede voldsomt i gaderne, plyndrede og tog fanger, for vi kunne ikke styre dem. Diaz kalder begivenhederne i Cholula en revselse.

Så lidt skriver Diaz et halvt århundrede efter om massakren i Cholula, om denne afbankning.

Men hvad skrev Hernán Cortés? Også han fattede sig – i sit brev til kongen et år efter begivenhederne, øjenvidnebeskrivelse og partsindlæg – i korthed:

Jeg besluttede at foregribe tingenes tilstand istedet for at blive overrasket, så jeg indkaldte nogle af byens ledere, idet jeg sagde at jeg ønskede at tale med dem, og så låste jeg dem inde i et rum for dem selv. I mellemtiden fik jeg forberedt vores folk, så de vidste at ved affyringen af en musket, skulle de overfalde indianermasserne som var tæt på vores kvarter, og mange andre der var indenfor. Det skete på denne måde, så efter jeg havde taget disse ledere til fange og efterladt dem spærret inde i rummet, satte jeg mig op på en hest og beordrede musketten affyret, og vi udførte det sådan, så på to timer var flere end tre tusinde omkommet.

For at Deres Majestæt kan se hvor velforberedte de var før jeg forlod vores kvarterer, havde de besat alle gaderne og udsta-tioneret alle deres mænd, men da vi overraskede dem, var de nemt klaret, især da høvdingene blev efterlyst, for dem havde jeg jo allerede taget til fange. Jeg beordrede ild sat til nogle tårne og stærke huse, hvorfra de forsvarede sig og angreb os; så gennem kamp rensede jeg byen på fem timer idet jeg beskyttede vores boliger, som var meget stærke og velbevogtede, indtil jeg ad forskellige veje havde tvunget alle folk ud af byen, hvor de tusinde indfødte fra Tlaxcala og de fire hundrede fra Cempoala gav mig god støtte.

Efter Cortés havde skrevet – og fået trykt – sit brev til kongen med sin selvretfærdiggørelse, men før Diaz var færdig med sin fremstilling, skrev Bartolomé de las Casas – der ikke personligt havde overværet denne massakre – i 1542 En kort rapport beretning om Vestindiens Tilintetgørelse, der blev trykt i 1552:

Men spanierne enedes indbyrdes om, at de ville foretage en massakre, eller straf som de kaldte det, for at så voldens og vildskabens sæd til den fjerneste afkrog af dette land. Sådan havde de for skik alle de steder, de kom frem, at begå grusomheder og drab, for at så frygt i disse fredsommelige menneskers sind. Derfor gav de bud om, at byens øverste og alle hans fremtrædende vasaller skulle give møde, men aldrig så snart var de samlet for at hilse på den spanske kaptajn, før de blev taget som fanger og end ikke havde mulighed for at sende besked til deres folk. Først fik de besked på at skaffe fem, sekstusinde indianere som bærere til spanierne, da de var kommet blev de lukket inde i gårdene ved husene. Det var et ynkeligt syn at se indianerne, som skulle være lastdragere for spanierne. De ankom nøgne, kun med et lændeklæde og en snor om livet med deres beskedne mad,  og alle satte sig på hug på en lang række som tamme får. Da alle var samlet, stillede spanske væbnede vagter sig i alle porte og udgange, mens resten greb sværd og lanser og kastede sig over de stakkels værgeløse mennesker, som ikke havde mulighed for at undslippe. To, tre dage senere kom flere indianere frem, tilsølet med blod, de havde skjult sig og søgt ly under de døde, og de bad nu grædende spanierne om at udvise barmhjertighed og ikke dræbe dem. Men spanierne kendte ikke til nåde og barmhjertighed, de foretrak at hugge dem i småstykker frem for at lade dem gå. Alle de ædle herrer, der var over et hundrede, som den spanske kaptajn holdt lænket, blev bundet til pæle og brændt levende. Men det lykkedes en af mændene, måske var det fyrsten eller kongen, at undslippe og han forskansede sig sammen med tredive eller fyrretyve mand i templet, der er bygget som en fæstning og som hedder Duu, og her forsvarede de sig det meste af dagen. Men spanierne, som ikke behøvede at nære angst for noget, eftersom de befandt sig blandt ubevæbnede folk, satte ild til templet, hvor prinsen og hans folk brændte levende, mens de jamrende råbte: Onde mennesker, hvad har vi gjort jer? Hvorfor dræber I os? Tag til Mexico, og I skal få at se, at vor øverste herre, Moctezuma vil hævne os. Det fortælles også, at mens spanierne huggede de sekstusinde indianere ned med deres sværd, stod deres kaptajn og sang: Nero betragter fra Tarpeja, Rom står i flammer, det rører ham ikke at høre, unge og gamles jammer.

Med indianske kilder blev massakren i Codex Florentino beskrevet halvtres år efter begivenhederne:

Derpå spurgte spanierne tlaxcaltekerne: Hvor langt borte ligger Tenochtitlán? Hvilken retning er det? Er der langt endnu? De svarede dem: Der er ikke så langt mere, man kan komme dertil på måske tre dage. Det er et godt sted, og de er meget stærke, store høvdinge, erobrere; overalt foretager de stadig erobringer.

Og tlaxcaltekerne havde længe været i strid med Cholula, de så med vrede på hinanden, de kunne ikke fordrage hinanden, de afskyede hinanden, de hadede hinanden, de kunne intetsteds være sammen med folkene fra Cholula. Derfor ville de skjult tilføje dem skade, og derfor bagtalte de dem. De sagde til spanierne: En stor skurk er vor fjende fra Cholula, stærk ligesom aztekeren, ven med aztekeren.

Da spanierne havde hørt dette, gik de til Cholula; tlaxcaltekerne og folkene fra Cempoala ledsagede dem; de gik i krigsudstyr. Da man var ankommet, lod man hidkalde, lod man udråbe, at alle skulle komme, fyrsterne, herskerne, førerne, høvdingene, og folket; alle forsamledes i tempelgården. Og da de alle havde samlet sig, lukkede spanierne indgangene, på alle sider hvor man kunne gå ind. Derpå blev de udslettet, dræbt, slået ned.

Jeg gentager lige Sahagúns ord fra codexen. Den afgørende sætning har ingen subjekt, der kan afsløre hvem der dræbte:

Derpå blev de udslettet, dræbt, slået ned.

Sahagún fortsatte:

Folkene fra Cholula havde ingen anelse om det forud, ikke med pil, ikke med skjold havde de mødt spanierne; ligesom hemmeligt blev de myrdet; på stimandsvis ville de dræbe, hemmeligt ville de dræbe, for alvor fik tlaxcaltekerne skjult tilføjet dem skade.

Og alt hvad der skete, alt overbragte man, fortalte man, lod man Moctezuma få beretning om. Og hver eneste udsending kommer, og hver eneste går, blot for straks at vende tilbage, der er ikke mere mulighed for i ro at høre eller at aflægge beretningen. Og hver mand af folket er urolig, næsten ophidset, ligesom når jorden skælver, ligesom når jorden ryster, ligesom når alt drejer sig rundt for øjnene; alle var grebet af frygt.

I Codex Florentino, som er nogle indianeres udlægninger nedskrevet af munken Sahagún og hans medarbejdere, anklages tlaxcaltekernehemmeligt og på stimandsvis – at tilføje fjenden skade: motivet til massakren er tlaxcaltekernes had til Cholula.

 Borgerne i Cholula beskrives som uskyldige, som spanier-ne havde spærret udgangene for. Det er alt. Ikke et ord her om spanske soldaters vildskab, skydevåben, blankvåben eller heste. Intet om deres angreb, død og massakre. Tlatoani Moctezuma erfarer om massakren, men han hører aldrig Cortés tilståelse og Diaz bekræftelse: at Cortés var ansvarlig for massakren i Cholula.

ICodex Florentino fremstår spanierne som redskaber for rivalisering mellem to indianske stammer. Dog benægtes spaniernes magtpotentiale ikke:

Og efter at Cholula var blevet ramt af død, brød spanierne op for at komme til Tenochtitlán; i hobetal kommer de, i masser kommer de, støv hvirvler de op da de kommer. Deres jernlanser, deres flagermusstave, dvs. hellebarder, ligesom skinner, og deres jernsværd bølger ligesom vand; som rasleinstrumenter ringler deres jernskjorter, deres jernhjelme. Og nogle kommer som om de helt er af jern, kommer som om de helt er gjort til jern, de skinner da de kommer. Derfor blev de betragtet med stor frygt, derfor blev de frygtet meget, derfor så man med frygt på dem, derfor indgød de stor rædsel. Og i spidsen kommer deres hunde, de kommer foran dem, forrest holder de sig, forrest strækker de ud; gispende de, med savlet hængende kommer de.

Hundene halser. Spanierne skinner. Ingen blodpletter.

I Mexicanernes historie som fortalt med deres billeder findes heller ingen forklaringer på den spanske massakre. Bare et par linier om Cortés, der kaldes markisen, hvad han jo ikke var på det tidspunkt:

Markisen var blot fyrre dage i Cholula. Så kom Viznagual, far til Tapia som ledsagede markisen, på vegne af Moctezuma for på dennes vegne at meddele at Moctezuma ville give ham meget guld og sølv, hvis han ville rejse hjem igen.

Tilbage til fodsoldaten Bernal Diaz del Castillo. Omtrent samtidig med at Sahagún og hans aztekiske skrivere stod eller sad bøjet over deres manuskripter skrev Diaz – som jo personligt havde deltaget i kampene – at dagen efter massakren kom flere krigere fra Tlaxcala og fortsatte angrebene, for i mange år havde de været fjendtligt stemte overfor dem fra Cholula. Da spanierne blev vidner til dette hindrede spanierne styrkerne fra Tlaxcala i at føje mere ondt til, og Cortés lod høvdingene fra Tlaxcala kalde til sig og forlangte at de straks skulle trække sig ud af byen, og det gjorde de.

Nogle høvdinge fra Cholula, som ifølge Diaz hævdede ikke at have været med i forræderiet mod spanierne, bad Cortés og alle spaniere tilgive dem det andre i byen havde planlagt: Forræderne havde jo nu betalt med deres liv. Cortés lod som om han var meget vred, sagde at byen havde fortjent at blive jævnet med jorden, men af hensyn til Moctezuma ville han tilgive dem. For fremtiden skulle de være gode, ellers ville han slå dem ihjel! Derpå kaldte han lederne af styrkerne fra Tlaxcala til sig og sagde at de skulle løslade deres fanger.

Diaz konstaterede at dem fra Tlaxcala blev rige på guld, tæpper, bomuld, salt og slaver fra Cholula; alligevel fik Cortés stiftet venskab mellem dem fra Tlaxcala og dem fra Cholula, og det venskabsforhold blev ifølge Diaz aldrig brudt.

Han mente også at vide at efter den tid anså indianerne Cortés og hans mænd for at være spåmænd, for indianerne kunne aldrig skjule noget angreb for dem; spanierne fik det altid at vide og af den grund var indianerne venlige imod dem.

Spanierne åbnede bure, skrev Diaz, hvor mennesker var blevet fedet op for at blive spist. De indespærrede blev sendt hjem og under trusler indskærpede Cortés at høvdingene aldrig mere måtte spærre mennesker inde og spise menneskekød. Det lovede disse – men hvad hjalp løfter, for de holdt dem ikke, beklagede han.

Massakren havde flere parter: spaniere og i al fald tre indianske grupper. Tusinder mistede livet. Mennesker fik blod på hænderne. Massakren har optaget historikere, selvom de skriftlige kilder er få og har karakter af partsindlæg.

Ifølge den US-amerikanske historiker Prescott havde tlaxcaltekere fortalt Cortés at børn fra Cholula var blevet ofret til guderne. Malinche, prinsessetolken, havde vundet en lokal høvdingehustrus fortrolighed, og skaffet oplysninger om hvordan Moctezuma havde skabt alliancer: Spanierne skulle angribes når de forlod Cholulas gader! Tyvetusind aztekere havde omringet byen og et passende antal spanierne ville blive overladt til Cholulas præster, så de havde dem at ofre – resten skulle ofres i Tenochtitlán. Mens denne høvdingehustru var uopmærksom sneg Malinche sig tilbage til Cortés for at afsløre det hun havde erfaret og høvdingehustruen blev straks taget til fange og bekræftede den hemmelige plan.

Cortés følte sig fanget. At kæmpe eller flygte forekom ham lige svært. Han stod midt i en by, hvor hvert hus kunne forandres til en fæstning. Han følte sig som en fremmed der var faret vild i labyrintens mørke, hvor hvert et skridt ville være dødsens.

Moctezuma havde skiftet holdning siden spaniernes ankomst. Hans første ordre til Cholula havde været at modtage spanierne venligt, men så ændrede han mening efter at have konsulteret et orakel og hørt at Cholula ville blive hans fjenders grav. Orakler var guders talerør, men svarene var sommetider uklare, og så var man jo lige vidt.

I ventetiden meddelte Cortés at hans hensigt var at forlade byen straks den følgende morgen og han anmodede nogle lokalhøvdinge komme til ham – de skulle udgøre hans beskyt-telse, være hans gidsler, hans livsforsikring.

De spanske officerer var uenige om hvordan de svirrende rygter skulle tolkes, men de fleste støttede Cortés i at de måtte fremad. Til Tenochtitlán! Tilbagetrækning var ingen løsning. Spanierne skulle bevise at de var uovervindelige.

Derfor blev høvdingene fra Cholula pålagt at stille med 2000 mand til at bære spaniernes artilleri og udrustning. Samtidig fik Moctezumas lokalrepræsentant efterretninger som gjorde at spanierne skulle nedkæmpes, men han insisterede på at Moctezuma var uskyldig: Alt måtte skyldes dem fra Cholula!

Da Cortés så en fordel i at holde sig på god fod med Moctezuma, godtog han deres forklaring og lod fangerne bevogte adskilt så de hverken kunne koordinere oplysninger eller troppemanøvrer.

Natten inden massakren sov spanierne i rustning og med våben i hånd – måske uden at lukke et øje. Ingen indianer overfaldt nogen spanier den nat. Der var ro. Der hørtes kun de natlyde der hører til en befolket by.

Ved morgengry sprang Cortés atter op på hesten, dirigerede sine bevæbnede tropper på byens torv og sikrede de tre byporte. Støttetropperne fra Tlaxcala var beordret til at stå parat.

Cholulahøvdingene kom marcherende med den styrke Cortés havde forlangt til transport af spaniernes artilleri og bagage, ja de kom endda med endnu flere end han havde forlangt. For en sikkerheds skyld, som man siger, kaldte Cortés nogle af høvdingene til sig og anklagede dem for forræderi. Hævdede at han udmærket kendte deres planer! Ganske vist var han blevet venligt modtaget, men påstod at det bare havde været et dække over den fælde de ønskede at fange ham i! Høvdingene blev opskræmte. Rædselsslagne. Og tilstod det hele, men skød skylden for alt på Moctezuma.

SÅ GAV CORTÉS DET FATALE SIGNAL: et skud fra en hagebøsse. BANG!

Øjeblikkelig blev alle musketter og buer brugt. Spidse salver ramte de forsamlede der styrtede. De anede ikke hvad Cortés havde sagt til høvdingene. Nåede ikke at forsvare sig. Andre spanierne angreb med blankvåben. Halvnøgne indianere stod forsvarsløse. Løb ud til siderne. Blev ramt. Enkelte nåede byportene. Blev dér ramt af spanske lanser. De heldigste kom til at ligge under dræbte soldaterkammerater. Beskyttet af det blødende kød efter andres voldsomme død.

Mens spanierne massakrede hørte krigere fra Cholula råb og skrig. Nu kastede disse krigere sig mod spanierne, men Cortés havde placeret aktivt artilleri, så også dér faldt folk. De indfødte kendte intet til moderne våben før de mærkede dem på kroppen. For sent. Alt for sent.

Tlaxcaltekerne havde hørt det spanske signal, stormede ind i byen, angreb Cholulas flygtende krigere der bagfra blev presset af spansk kavaleri.

Enkelte krigere og præster klatrede op i det store tempel. De var overbeviste om at hvis de fjernede visse tempelmure, så ville guden oversvømme fjenden. Med besvær fik de dele af murværket brudt ned, men kun med støv til følge. De fik det i lungerne – men intet vand. Fjenden blev ikke skyllet væk, som det var forudsagt og som de havde håbet. Deres gud hjalp dem ikke nu nøden var størst. Desperate flåede de flere mure ned og kylede sten mod mod spanierne.

Alt var KAOS. Krigsråb og så dødssuk og rallen.

Massakren havde varet timer før Cortés stoppede sine soldater og beordrede støttetropperne fra Tlaxcala til at løslade deres fanger. Antallet af ofre opgøres til mellem tre og seks tusinde mennesker; nogle mener at det var endnu højere.

——————-

(siderne 347-355 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s