MEXICO: MØDET I COYOACÁN 8. NOVEMBER 1519

Da Moctezuma havde lyttet til rapporter om massakren i Cholula ofrede han nogle mennesker til Huitzilopochtli, så krigsguden kunne afsløre sandheden om de fremmedes anmarch og svare om han ville tillade dem at komme ind i Tenochtitlán.

I to dage havde Moctezuma holdt sig lukket inde sammen med ti højtstående, og han havde bedt og ofret. Guderne havde rådet ham til at sende bud til spanierne og undskylde hvad der var sket i Cholula, og at han under venskabets maske skulle lade spanierne komme ind i Tenochtitlán: når de så var inde skulle han hindre dem i at få mad og vand, hejse broerne og lade dem dræbe. Hvis aztekerne angreb spanierne ville de blive udslettet på en enkelt dag, og Moctezuma ville kunne ofre til både Huitzilopochtli og Tezcatlipoca, og de ville kunne mætte sig med spaniernes lår, ben, arme; indvolde, krop. Alt det øvrige kunne mætte øglerne, slangerne og tigrene, som de havde i træbure.

Sådan opridsede spanieren Diaz Moctezumas overvejelser.

Efter massakren lod Moctezuma sine repræsentanter ledsage spanierne mod Tenochtitlán men modtog flere gange gudernes besked: DE FREMMEDE SKAL HINDRES I AT NÅ FREM TIL TENOCHTITLÁN! Det var derfor Moctezuma sendte flere gaver til spanierne med beskeden: Vend om, så sender jeg endnu mere guld og sølv og fornemme dragter til Spaniens konge. Cortés svarede at han var forundret over at Moctezuma skiftede mening så ofte.

Moctezumas skiftende optræden måtte skyldes at spanierne skulle lokkes i en fælde. Men Cortés ville ind i Tenochtitlán. Han ville møde aztekernes øverste herre.

Moctezuma sender sin nevø med et prægtigt følge for at denne skal byde Cortés velkommen. Som altid har spanierne spejdere og vagtposter, og de melder at imod dem kommer en stor skare aztekere fredsommeligt og at man kan se at de er klædt i kostbare kapper. Cortés stopper op, lader de fornemme nærme sig, disse bøjer sig dybt for ham og meddeler at nu kommer Cacanatzin, herre over Texcoco, den store Moctezumas nevø. Cacanatzin kommer med den største glans og pragt spanierne har set nogen aztekisk stormand bære til skue. Han bliver båret i en prægtig bærestol, prydet med grønne fjer og en mængde sølvbeslag og kostbare sten i en slags løvværk af guld. Otte høje herrer bærer stolen på skuldrene. Så hjælper de ham ned fra bærestolen og fejer jorden ren for strå, hvor han skal bevæge sig. Da Cacanatzin når frem til Cortés hilser han og erklærer at han er kommet for at være ham til behag og udlevere alt hvad denne og hans ledsagere måtte behøve, og føre dem til deres boliger i hovedstaden – sådan som Moctezuma har befalet. Moctezuma lader undskylde at han ikke kunne komme, han har det ikke så godt, men det skyldes bestemt ikke uvilje.

Cortés og hans folk synes det er stort som Moctezumas nevø modtager dem, og spørger hinanden: når en nevø modtager dem sådan hvordan vil Moctezuma så modtage os? Da nevøen har holdt sin tale omfavner Cortés ham og de andre fornemme mænd og giver dem kulørte perler og diamanter.

Da de når til Iztapalapa får spanierne byer ude i vandet at se, større byer inde på land og den lige vej som fører til Tenochtitlán. De bliver grebet af beundring og udbryder, at det ser ud som de fortryllede paladser, som dem der fortælles om i romaner. Der er også spanske soldater som synes dette kun kan være en drøm.

Diaz indrømmer: Det er ikke underligt at han skriver som han gør, men læseren må erindre at spanierne her ser noget de aldrig har hørt om eller set før, knap nok drømt om, så han ved slet ikke, hvordan han skal fortælle om det. Da de fortsætter får de øje på flere fornemt klædte, der kommer dem i møde, og så bliver de indkvarteret i nogle store paladser, velbyggede af herligt murværk og af cedertræ og andre vellugtende træsorter. Efter de har set det hele går de ud i frugthaven og blomsterhaven, som er yderst beundringsværdig. Man kan sejle i kano gennem haven, så man ikke behøver at gå i land. Alle bygninger er kalkede og skinner, der er alle slags sten og malede udsmykninger, og mangfoldige slags fugle svømmer i dammen.

Det Diaz så, troede han ikke der i hele verden fandtes mage til – og tilføjede i sin bog: Dengang var der ikke noget Peru eller forestilling om det. Nu er det alt sammen ødelagt; der er ikke en smule tilbage af det.

Cortés fik overrakt en guldgave som Diaz anslog til 200 piastre. Cortés takkede og forklarede den kristne tro og den spanske konges magt; men da der førtes megen anden forhandling vil han ikke sige noget om den, skrev han.

Ærgerligt! Det havde været spændende at høre aztekernes forestillinger om de fremmede. Måske fodsoldat Diaz ikke var tæt nok på de samtalende til at høre hvad der blev sagt.

Den følgende morgen ledsages fire hundrede spanske soldater af de høje aztekiske herrer og tusinder af aztekere stimler sammen på den lange, lige vej over dæmningen med broer: aztekerne måber over hestene, og spanierne måber over alt det andet, som de ikke vidste var virkeligt. Spanierne minder hinanden om de advarsler de har fået fra andre indianere: De skal passe på, for aztekerne vil dræbe dem når de er inde i byen.

Diaz opfordrer udtrykkeligt sine læsere til at bemærke spaniernes mod!

Spanierne mødes af endnu flere fornemme herrer i kostbare kapper – alle klædt forskelligt. Herrerne kommer til Cortés og byder velkommen, berører jorden med hånden og kysser derefter hånden. De fineste herrer forlader spanierne, vender tilbage bærende på en stor stol. Med den i spidsen fortsætter de og spanierne ser manden i bærestolen. Det må være Moctezuma. Det er Moctezuma! Moctezuma!

Høvdingene bærer ham under en vidunderlig, kostbar baldakin der stråler af grønne fjer og herlige guldprydelser og en mængde sølvstads og perler og sten, der hænger ned ligesom i bræmmer. Moctezuma er overdådigt klædt: på fødderne har han sandaler med guldsåler og ædelstensbesætning; de fire herrer som bærer ham er kosteligt klædte på hver deres måde. Det lader til at de har haft klæderne liggende parat så de kan ledsage deres hersker standsmæssigt, for de havde ikke de dragter på da de modtog spanierne. Foruden de fire herrer er der fire andre der bærer baldakinen over disses hoveder og mange fornemme herrer, der går foran den store Moctezuma og fejer den jord han skal betræde, breder tæpper ud for at han ikke skal træde på den bare jord. Ingen af alle disse herrer drister sig til at se ham i øjnene, men ser ned i ærbødighed, undtagen de fire nevøer og andre af hans slægtninge, som bærer stolen.

Det er den 8. november 1519 i Coyoacán.

Da Cortés ser Moctezuma komme, springer han af sin hest, skynder sig hen til ham, og gensidigt viser de hinanden megen høflighed. Moctezuma byder ham velkommen, og Cortés ønsker ham alt det bedste.

Såvidt Diaz husker havde Cortés strakt Moctezuma sin højre hånd frem, men denne ville ikke tage mod den, derimod rakte han Cortés sin. Hænder blev rakt og strakt, tilbudt og afvist.

Konger giver ikke hånd til hvem som helst.

Cortés havde taget et halsbånd frem som bestod af glas-perler med forskellige farvede figurer, perler trukket på en guldsnor med moskuslugt, havde lagt den om halsen på Moctezuma og forsøgte at begynde at omfavne ham – men høvdinge havde straks standset Cortés arm, stoppet den, fastholdt den så han ikke kunne fuldføre omfavnelsen, som de måtte have betragtet som en forhånelse.

Gennem Malinche havde Cortés sagt at hans hjerte var fyldt af glæde over nu at have set så stor en fyrste, og at han var dybt taknemlig fordi Moctezuma personligt var kommet for at tage imod ham og for al den venlighed, han havde vist ham. Moctezuma havde svaret med høflige ord og befalet to af sine nevøer, herren af Texcoco og ham fra Coyoacán, at følge os til vores kvarter. Så var Moctezuma vendt tilbage til byen med sine slægtninge.

Sådan genoplevede vores øjenvidne, den tidligere fodsoldat og conquistador, Guatemalas guvernør Bernal Diaz del Castillo det verdenshistoriske topmøde.

MØDET I TENOCHTITLÀN

Lad mig prøve at give et indtryk af Tenochtitlán størrelse: byens indbyggerantal på den spanske erobrings tid er blevet anslået til 300.000, hvilket nok er overdrevet, for man må tage med i betragtning, at de utallige kanaler der skar gennem byen og de omfattende templer, paladser, markedspladser, haver der lå spredt mellem husene, begrænsede boligområdet. Nogle forskere skønner at byen havde mellem 100.000 og 200.000 indbyggere. Kun Paris, Konstatinopel og Beijing havde flere.

Andre  forskere har anslået at byen næppe flere end 75.000 indbyggere, hvilket stadig er et efter tidens forhold anseeligt antal.

Den 30. oktober 1520 – mindre end et år efter mødet – skrev Hernán Cortés i sit andet brev til kong Carlos i Spanien hvad der var sket. Dette er den ældste, skriftlige kilde om mødet:

Efter vi havde krydset broen blev vi modtaget af herren Moctezuma med omkring to hundrede høvdinge, alle barfodede og klædt i dragter, meget rige, i overensstemmelse med deres traditioner, og nogle rigere end andre. I to processioner nærme-de de sig gadens mure; gaden er meget bred, lige, smuk og ensartet fra ende til anden, vel omkring totrediedele league lang, og på begge sider stod meget store huse, både boliger og templer. Moctezuma kom i midten af gaden, med to høvdinge, den ene på højre side og den anden på venstre, den ene var den høvding, som jeg nævnte som var kommet i en bærestol for at tale med mig, og den anden var Moctezumas bror, herre over byen Iztapalapa, hvor jeg var taget afsted fra den dag. Alle var klædt på samme måde, bortset fra at Moctezuma havde sko på mens de andre høvdinge var barfodede. De støttede ham ved armen som vi nærmede os hinanden. Jeg steg af hesten og skulle til at omfavne ham, men de to herrer hindrede mig med deres hænder at røre ham, og både de og han gennemførte ceremonien med at kysse jorden. Da det var sket beordrede han sin bror, som var kommet sammen med ham, til at forblive hos mig og føre mig ved armen, og den anden herre gik lidt foran os. Efter han havde talt til mig hilste alle de andre herrer, som havde udgjort de to processioner, på mig, en efter en, og sluttede sig så igen til processionen. Da jeg gik frem for at tale med Moctezuma, tog jeg en kæde af perler og glasdiamanter af og lagde den om hans hals, og efter vi havde spadseret gennem nogle af gaderne, bragte en af hans tjenere to halskæder, indhyllet i stof, som bestod af farvede muslinge-skaller. Disse værdsattes meget højt af dem, og fra hver af kæderne hang der otte rejer af guld udført med største omhyggelighed og af en hånds længde. Da han havde modtaget dem, vendte han sig mod mig og anbragte dem omkring min hals, og atter spadserede vi gennem gaderne, som jeg allerede har fortalt om, indtil vi nåede en stor og smuk bygning, som han havde forberedt til vores modtagelse. Her tog han mig ved hånden og førte mig ind i et rummeligt værelse foran den gård, som vi var kommet ind ad, og hvor han bad mig tage plads på en rigt udstyret forhøjning, som han havde beordret bygget, og bad mig vente der, og så gik han sin vej.

Cortés fortsætter at da de spanske soldater var blevet indkvarteret vendte Moctezuma tilbage til ham med mange guld- og sølvarbejder og fem eller seks tusind stykker smukt bomuldstøj, vævet og broderet på forskellig vis. Efter han havde overrakt dette til ham satte han sig tilrette på en anden forhøjning som de etablerede ved siden af det sted hvor Cortés sad, hvorefter Moctezuma forklarede:

I lang tid har vi fra vore forfædres krøniker vidst at hverken jeg eller de der bor i dette land er efterkommere af landets oprindelige beboere, men fra fremmede som kom hertil fra fjerne egne; og vi har også erfaret at vores stamme var bragt til disse egne af en herre, hvis vasaller de alle var, og som vendte tilbage til sit fødeland. Langt senere vendte han tilbage, men der var gået så lang tid, så dem der var blevet her havde giftet sig med landets indfødte kvinder, og de fik mange efterkommere og havde bygget byer hvor de boede. Da han så ønskede at tage dem med sig ville de ikke følge ham og endnu mindre ville de modtage ham som deres hersker, og så forlod han dem. Og vi har altid ment at dem der stammede fra ham ville komme og undertrykke dette land og os som deres vasaller. Som følge af den retning som du siger, I kommer fra, som er hvor solen står op, og ud fra det du fortæller om jeres store hersker eller konge, som har sendt jer hertil, så tror vi og er sikre på, at han er vor retmæssige hersker, især fordi I fortæller os, at han har erfaret om os for lang tid siden. Derfor kan I være forvissede om, at vi vil adlyde jer og betragte jer som udsendinge for denne store hersker, som I taler om, og der vil ikke være nogen form for bedrageri. I hele landet må du styre efter din vilje, jeg taler om det jeg har i mit rige, fordi du vil blive adlydt og anerkendt, og alt hvad vi ejer vil stå til din rådighed.

Denne erkendelse af at aztekerne ikke var landets oprindelige, dvs. retmæssige, befolkning og referatet af aztekernes forestilling om en retmæssig herskers alviden og tilbage-venden kunne ikke være bedre, må Cortés have tænkt at Spaniens konge ville tænke.

Her skete tilsyneladende en sammensmeltning af aztekernes retmæssige hersker Quetzalcoatl, uden at gudenavnet nævnes – og spaniernes kong Carlos. En verdenshistorisk sammenblanding af en indiansk gud og en spansk konge.

Måske Hernán Cortés har stukket hånden i lommen, sikret sig at han havde den spanske konges requerimiento fra 1513 med sig, har måske et øjeblik spekuleret over om det var nu han skulle proklamere denne basale tekst for Moctezuma, der på vegne af det største og stærkeste indianerrige man kendte til, af egen drift allerede havde udtrykt at han var sikker på at Spaniens konge var aztekernes retmæssige hersker, og at aztekerne ville adlyde spanierne og betragte dem som udsendinge for den store hersker.

Du milde himmel! Måske Cortés så har trukket hånden op igen og ladet den spanske konges requerimiento forblive i lommen. Helt overflødig under disse omstændigheder!

Aztekernes frivillige underkastelse, tlatoaniens tilståelse, skyldtes jo deres grundopfattelse at i året 1 Rør skulle Quetzalcoatl komme fra øst som deres længe ventede herskergud. De måtte opfatte spanierne som guddommelige budbringere, og den opfattelse blev bestyrket af at spanierne – angiveligt – havde haft kendskab til aztekerne.

Moctezuma antog ikke at Cortés var guden Quetzalcoatl, men da aztekernes religiøse praksis indebar at høvdinge og præster klædte sig ud som guder før de udførte ritualerne, så var de vant til at forholde sig til repræsentationer. Cortés kunne være sådan et menneske der repræsenterede Quetzalcoatl.

I Cortés brev til kongen, skrevet knap et år efter dette verdenshistoriske møde – altså efter han havde haft betænkningstid til at finde de bedste formuleringer – lader han ikke Moctezuma udtale navnet Quetzalcoatl. Blot det upersonlige en herre og det personlige pronom han. Den afgørende sammensmeltning, den meningsbærende konnotation kunne – og skulle vel – opstå hos læseren.

Cortés kunne det dér!

Moctezuma-citatet – som gengivet af Cortés – var intet mindre en guddommelig gave til de spanske erobrere. Tak, tak, tusind tak! Hernán Cortés forstod straks, hvilken fordel tvetydigheden rummede, og bestræbte sig på at udbrede og vedligeholde den udover enhver sandsynlighed. Cortés ramte uden at tøve indianernes svage punkter, da han organiserede sin terror og spillede gud, konstaterer Le Clézio.

To generationer efter Cortés og Moctezumas første møde og efter at have læst Cortés offentliggjorte brev citerede Diaz – der næppe havde deltaget i dette topmøde – Moctezuma:

Jeg har meget vel forstået jeres tale og udlægning, og hvad I tidligere har sagt nede ved kysten til mine tjenere om tre guder og om korset og alle de ting, som I har prædiket i de byer, I er kommet igennem. Men vi har ikke svaret på noget deraf. Thi lige fra begyndelsen af har vi tilbedt vores guder og har anset dem for gode, og det er jeres vel også. For øjeblikket skal I derfor ikke tale mere til os om dem. Og hvad verdens skabelse angår, så har vi troet lige sådan allerede for mange tider siden, og af den grund betragter vi det som sikkert, at det er jer, om hvem vore forfædre sagde os, at de skulle komme fra den kant, hvor solen står op. Jeres store konge er jeg meget forbunden og skal nok give ham af hvad jeg har.

Diaz læsere skulle forstå at aztekernes forfædre havde ventet spanierne. Fra andre kilder ved vi at aztekerne havde ventet Quetzalcoatl, men Diaz nævnte ikke Quetzalcoatl ved navn og skrev heller ikke at aztekerne ventede Quetzalcoatl i året 1 Rør! De spanske læsere forstod at conquistadorerne havde prædiket om tre kristne guder – Faderen, Sønnen og Helligånden – og at aztekerne allerede før spaniernes ankomst havde ventet guder. Moctezuma troede på samme skabelse og på gode guder. Ergo: Kristendom var ventet!Og så ikke mere snak om det!

Dette var Diaz bevis på den spanske erobrings berettigelse, som kunne bruges i den europæiske debat. Både i Spanien og udenfor landets grænser.

Diaz skrev desuden at Moctezuma havde forklaret Cortés, at når han havde meddelt at de ikke skulle komme ind i hovedstaden skyldtes det ikke hans frie vilje – han havde haft lyst til at se de fremmede men hans undersåtter havde været bange, fordi man havde fortalt at spanierne skød lyn, at spanierne med deres heste havde dræbte mange indianere samt at spanierne var nogle slemme teuler, altså guder.

Spørgsmålet er om Diaz mente at Moctezuma havde præsenteret sig som nysgerrig verdensmand og hensynstagende leder eller om han antydede at Moctezuma var rædselslagen, at han dér stivede sig af med sit verdensmandsimage.

I al fald beskrev Diaz aztekernes hersker som menneskelig;  måske Moctezuma havde været lettet for sin angst:

Jeg ved godt at disse folk fra Tlaxcala, som I er blevet så gode venner med, har sagt til jer, at jeg er lige som en gud eller teul, og at alt hvad der findes hos mig er guld og sølv og ædelstene, men jeg er sikker på at I, der er så fornuftige, ikke troede det og betragtede det som en spøg.

Nu ser I jo, at mit legeme er af kød og ben lige som jeres, mine huse og paladser af sten og træ og kalk. En stor konge er jeg, det er vist, og rigdomme har jeg arvet fra mine forfædre; men det man har fortalt jer om mig er galskab og løgn, og I bør kun betragte det som narrestreger, sådan som jeg mener om jeres torden og lyn.

Det er som om guddommeligheden – såvel Moctezumas som Cortés – helt skrælles af her. Det er to mennesker der taler, mennesker af kød og ben.

Moctezumas konstatering af at de begge var af kød og ben er utvivlsomt blevet fortalt af Cortés til sine kaptajner, der må have slået sig på lårene og grinet.

I sit brev til kongen havde Cortés skrevet at Moctezuma havde løftet op i sine klæder for at vise sin krop og sagt: Se på mig, se jeg er kød og ben, lige som dig og enhver anden, jeg er dødelig og rørlig.

TIL TENOCHTITLÁN – IFØLGE INDIANERE

Nu må det være på tide at indianere får ordet! Det bliver de indianere der fortalte historien til munken Bernardino de Sahagún, som halvtres år efter begivenhederne lod den skrive i Codex Florentino.

Og derefter, da spanierne var ankommet til Xoloco, da det var kommet så vidt, da det var kommet til den yderste tilspidsning, udruster Moctezuma sig, gør sig rede til at drage dem i møde, sammen med andre meget store herrer, sønnerne af de herskende slægter, hans herskere, hans fyrster. Derpå gik de dem i møde for at modtage dem. I brede græskarskåle anbragte de skønne blomster, solsikker, magnolier, og i midten var jasminer, gule tobaksblomster, kakaoblomster; blomster i kranse, blomster i guirlander, og guldhalskæder medbringer de, halskæder med smykkevedhæng, halskæder i fletværk med ædelstene.

Moctezuma forbereder sig mens spanierne står og tripper i Xoloco, på dæmningen der forbinder oplandet med Tenochtitlán. Fredeligt forbereder tlatoanien sig på mødet med conquistadorerne. Parterne mødes på halvvejen mellem Xoloco og Tenochtitláns centrum.

Og da Moctezuma havde mødt dem dér ved Uitzillan, skænker han gaver til krigshøvdingen, til krigernes anfører; han gav ham blomster, han gav ham en halskæde på, han gav en blomsterhalskæde, han lagde en blomsterguirlande om ham, han satte en blomsterkrans på ham. Derpå udbredte han på jorden foran ham guldhalsbånd, alle modtagelsesgaverne, alle velkomst-gaverne, således at han var færdig med at bekranse ham.

Krigshøvdingen og krigernes anfører betegner her Cortés, som modtager både blomsterhalskæde og guldhalsbånd af Moctezuma.

Codex Florentino fortsætter:

Derpå sagde Cortés til Moctezuma: Det er da vel ikke dig? Er det så dig? Er det dig der er Moctezuma? Moctezuma svarede: Ja! det er mig. Derpå retter han sig op, stiller sig foran ham, bøjer sig dybt for ham, træder helt hen til ham, retter sig fuldt op. Så bad han til ham, sagde, Vor herre! Med møje, under anstrengelse, er du kommet til landet, er du ankommet hertil, er du kommet for at drage nytte af din ærede stad Tenochtitlán, er du kommet for at sætte dig på din ærværdige måtte, på dit herskersæde, som jeg en ringe tid har vogtet for dig, har beskærmet for dig. Thi bortgåede er dine vasaller, herskerne Itzcoatl, Moctezuma den Ældre, Axayácatl, Tizoc, Ahuitzotl, som kun en kort tid for dig har vogtet, har behersket staden, Tenochtitlán. Under deres beskyttelse er dine undersåtter kommet hertil. Måske vil de komme og besøge deres efterladte her, dem der er tilbage her? Måtte dog en af dem få at se, med undren få at se, det der nu er overgået mig, det jeg ser, jeg deres efterladte, jeg som vore herrer har ladt tilbage her. Thi det er ikke sådan, at jeg blot drømmer, at jeg blot farer op i søvne, at jeg blot ser det i drømme, at jeg blot drømmer det, at jeg har set dig, at jeg har skuet dit ansigt. Thi jeg var bekymret, i fem dage, i ti dage; jeg har skuet i den retning, hvorfra du er kommet, – skyernes land, tågens land. Thi dette har herskerne udtalt, at du vil komme for at besøge din ærede stad, at du vil komme for at sætte dig på din ærværdige måtte, på dit herskersæde, at du vil begive dig hertil. Og nu: det er blevet sandhed, du har begivet dig hertil, med møje, under anstrengelse. Vær vel ankommen til landet! lad dig udhvile! Lad dig erkyndige om dit palads! Lad dit legeme udhvile! Lad vore herrer være velkomne til landet!

Sådan citeres Moctezuma i Codex Florentino for ærbødigtat have budt Cortés velkommen som Vor herre, der med møje er kommet til Tenochtitlán for at indtage sit herskersæde, som er blevet bevogtet af tlatoanierne, herskerne.

Halvtres år efter det verdenshistoriske møde bliver Cortés skriftligt guddommeliggjort af aztekernes tlatoani – ifølge Sahagún i Codex Florentino. Mere guddommeliggjort end Cortés selv havde turdet skrive i sit brev til kongen, hvis ellers man kan gradbøje guddommeliggjort.

Skyldes denne guddommeliggørelse den aztekiske hersker?

Skyldes den indianske kilder? Eller Sahagún?

Seks år senere bliver Hernán Cortés i Sahagúns sidste gennem-skrivning præsenteret som frelser: som en anden Moses skal han føre indianerne ud af hedenskab!

Jeg tror – men kan selvsagt ikke dokumentere det – at Cortés i 1520 ville have citeret Moctezuma for den guddommeliggørende velkomst hvis han havde hørt den i 1519.

Formuleringen kan skyldes den mundtlige overlevering som den fandtes omkring Tlatelolco, og hvor aztekernes undertrykkelse af det engang selvstændige kongedømme Tlatelolco ikke var blevet glemt.

——————-

(siderne 356-367 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s