I Codex Florentino skrev Sahagún at Pedro de Alvarado havde spurgt til Huitzilopochtlis fest, om hvordan den gudefest blev holdt.

Han vil gerne beundre den, han vil gerne se på hvilken måde, og hvordan, den foregår. Derpå giver Moctezuma ordre. De af hans vasaller, som endnu gik hen til ham, overbragte ordren. Og efter at ordren var kommet ud, derfra hvor Moctezuma holdes indespærret i huset, maler de frøene af amaranth og pigvalmue, det gør de kvinder der har fastet et år, dér i tempelgården.

Det kunne lyde som om den etnografisk interesserede Sahagún ville beskrive en ceremoni. Men kapitlets aztec’iske spalte – skrevet af Sahagúns indianske medarbejdere, kun læseligt for få spaniere, men århundreder senere oversat af Hvidtfeldt til dansk – er langt længere end den spanske spalte, og fortsætter rædselsvarslende:

Spanierne kom ud, stærkt rustet, altid i krigsudstyr; de havde udstyret sig til krig, de havde udstyret sig som mandfolk; de går ind imellem de kvinder der maler mel, blander sig imellem dem, omringer dem, ser nøje på dem, ser dem undersøgende ind i ansigtet. Og derefter, da de havde betragtet dem, går de ind i paladset, – det siges, som man ved, for at myrde i det øjeblik da mange mennesker, mange af vore mænd, er forsamlet.

Spanierne stillede op til alt andet end fest!

Atzkerne fortsatte ufortrødent deres forberedelser:

Da tiden for festen Toxcatl var kommet, henimod solnedgang, begynder de at forme Huitzilopochtlis legeme, de dannede det som et menneske, de gav det udseende som et menneske, de lod det fremstå som et menneske. Og dette legeme udformede de af dej, af en dej lavet af de malede pigvalmuefrø; på et leje af kviste formede de det, på kviste af kolibri-busk og øre-busk.

Og efter at han var blevet formet, klæber de dun på hans hoved og forsyner ham med malede tværstriber i ansigtet og med hans slangeørepløkke af sammenklæbet turkis. Og fra hans slangeøre-pløk hænger tornskiven, af guld, udskåret i flige, skåret ud i små strimler. Og hans næsesmykke af form som en pil, af guld, bearbejdet, hamret og besat med stene, tyndt udhamret, forsiret med stene; også fra den hang det man kalder tornskiven. Tværstriber i ansigtet; disse tværstriber i ansigtet består af blå farve og af gul farve; og på hovedet sætter man hans kolibri-maske. Derpå lader man følge det der kaldes Anecuyotl af fjer, smukt forarbejdet, valseformet, tit tilspidset nedad, lidt snævrere nedad. Derpå lægger man på hans baghoved en klump af gule papegøjefjer; derfra hænger drengehårlokken. Og man indhyller ham i hans brændenældekappe, sortfarvet, på fem steder besat med fjer, udsmykket med fine ørnefjer; og hans kappe ifører man ham forneden, den er forsynet med billeder af hovedskaller og knogler. Og foroven ombinder man ham med hans vams, der også er bemalet med stumper og stykker af menneskelegemer: dér er påmalet lutter hovedskaller, øren, hjerter, tarme, levere, lunger, hænder, fødder. Og hans lændeklæde; lændeklædet er meget kostbart, og dets mønster består ligeledes af stumper og stykker af menneskelegemer, der er indvævet.

Vist er det fest, en ceremoni for krigsguden Huitzilopochtli som den spanske næstkommanderende Alvarado har ønsket at se. Men skyldes det hans nysgerrighed, hans ønske om dokumen-tation for at de som deres gud er menneskeædere eller søger han han et påskud til at slå ned på aztekerne? Vil Alvarado fremprovokere et sammenstød?

Den indianske kilde havde næppe været i tvivl, for i manuskriptet står oversat fra aztec’isk:

Spanierne kom ud, stærkt rustet, altid i krigsudstyr; de havde udstyret sig til krig, de havde udstyret sig som mandfolk.

De aztekiske krigere havde været stolte og feststemte:

Og alle mand, alle de unge krigere, var ligesom meget ivrigt besluttet på, var ligesom opstemt efter at fejre festen, efter at afholde festen, og således vise den, lade den beundre, fremvise den for spanierne; man løber, alle skynder sig, da de begiver sig hen til tempelgården, for dér at danse i slyngninger.

Sahagúns efterfølgende spanske kapitel er kort, mens kapitlet på aztec’isk er længere. Det indledes nærmest mens trommerne må være blevet trakteret:

Og derpå, mens man var i gang med festen, da man dansede, da man sang, da man dansede i kæde, og sangen brusede, da var det tid, da var timen inde for spanierne til at dræbe dem. Så kom de frem, kamprustede, de spærrede på alle sider vejen ud og ind: de fire porte til tempelgården: Ørneporten, Ved Det Lille Palads, Ved Pilespidsen, Ved Spejlslangen. Og da de havde spærret dem, og alle steder var afskåret, kunne slet ingen komme ud.

Nu har alle forstået hvorfor spanierne var kommet stærkt rustet i krigsudstyr, hvorfor de undersøgende havde set aztekerne i ansigtet. FOR AT DRÆBE, siger jeg med store bogstaver, for jeg ved ikke hvad ellers jeg skulle sige. Det var derfor de var mødt kamprustede. For at myrde! I rette øjeblik.

Satans spaniere, må jeg tænke og sige.

Det var måske også det Sahagún selv tænkte da han i 1585 – seks år efter han havde sat sidste punktum i Codex Florentino – genskrev historien i Boston Manuskriptet. Det korte spanske og det skarpe aztec’iske kapitel 20 fik en ny indledning, en munks moralske reflektioner i anledning af de forestående spanske massemord:

Den største ondskab man kan gøre mod en anden er at tage den andens liv når offeret er i moralsk synd. Det er hvad spanierne gjorde mod aztekerne fordi de provokerede dem til at være troløse ved at ære deres afguder. Spanierne fangede aztekerne, spærrede dem inde i tempelgården hvor de fejrede Huitzilopochtli, dræbte dem, de fleste af dem var ubevæbnede, og de vidste ikke hvad der skulle ske.

Sahagúns udgangspunkt var altså at aztekerne havde været i moralsk synd ved at ære en afgud. Det er – nå ja for ham – syndigt. Men spanierne – under ledelse af næstkommanderende Alvarado – havde lokket aztekerne til at synde, til at dyrke deres gud og derefter myrdet dem. Og det var den STØRSTE ondskab.

I den aztec’iske spalte i Codex Florentino var det spanske slagteri blevet udpenslet:

Derpå træder de ind i tempelgården for at dræbe dem. De, der har til opgave at slå ihjel, går til fods, med deres læderskjold, nogle med deres jernbeslåede skjolde, og med deres jernsværd. Så omringer de dem der danser, og går hen til det sted, hvor de store trommer er. De hugger hænderne af trommeslageren, hugger begge hans hænder af, og bagefter hugger de hovedet af ham, så det flyver langt bort. Så gennemborer de dem allesammen med jernlanser, og hugger dem med jernsværd. Nogle rammer de bagfra, så deres tarme vælter ud, nogle kløver de hovedet på, de hugger deres hoveder i stumper, deres hoveder bliver grundigt hakket i stykker. Og nogle huggede de i skulderen, de sønderdelte, de sønderhuggede deres legemer. Nogle huggede de i benet, nogle huggede de i låret, nogle huggede de i maven, så alle deres tarme væltede ud. Og hvis en af dem alligevel vil prøve at flygte, så slæber han sine tarme hen ad jorden, han er ligesom en rå, flået frugt. Den, som vil prøve at redde sig, kan intetsteds komme ud. Og hvis en prøver at komme ud, hugger de løs på ham dér, hugger ham ned dér.

Men nogle klatrede op ad muren, og reddede sig således alligevel. Nogle slap ind i stammetemplerne, dér reddede de sig hen. Og nogle reddede sig imellem de andre, ved at gemme sig mellem de rigtigt døde.

Man lukker øjnene, tænker ÅH NEJ, og hvorfor gør de det dog, hvorfor affinder aztekerne sig med massakren? Et svar kunne lyde: Fordi aztekerne var ubevæbnede, var magtesløse, afmæg-tige. Fordi de var midt i en religiøs fest med ofringer.

Et andet svar kunne lyde: Fordi de betragtede spanierne som guddommelige.

Andre svar kunne gives. Og det store spørgsmål må lyde: HVORDAN SKAL DETTE BARE ENDE?

Efter flere har skreget, mere blod er flydt, står kun i den aztec’iske spalte:

Og da det var blevet bekendt, blev der en råben: Høvdinge! Aztekere! Skynd jer herhid! Ifør jer krigsudsmykning, skjold, pile, kom her, skynd jer herhid, høvdingene er døde, de er dræbte, de er tilintetgjort, de er udryddet – aztekere! Høvdinge! Der blev en vældig alarm, der blev en råben, man råbte med hænderne slående mod munden. Hurtigt forsamlede høvdingene sig – som med én vilje – de bærer pil og skjold. Så bliver der kæmpet, de beskyder dem med pile med savtakket spids, med kastespyd og trehagede fuglespyd, og takkede pile med brede obsidianspidser kaster de imod dem med kastetræ. Som en stor gul masse spredtes pilene over spanierne.

Efter overfaldet på de rituelt klædte aztekiske høvdinge havde aztekiske krigere skyndt sig efter våben. Spanierne havde forskanset sig, skød fra deres skjul og aztekere svarede igen. Spanierne lagde tlatoani Moctezuma i jernlænker. Døde høvdinge blev båret bort og blev identificeret. Mødre, søstre og elskede græd.

Ifølge Sahagúns aztec’iske tekst råbte Tlatelolcos tlatoani Itzquauhtzin til de forsamlede indianere:

Aztekere! Mænd fra Tenochtitlán, mænd fra Tlatelolco! Jeres hersker, mændenes herre, Moctezuma, beder jer, lader sige til jer: Lad aztekerne høre! Vi er ikke deres ligemænd, lad holde inde! Lad nedlægge pil og skjold! Ulykkelige er de sønne-berøvede gamle mænd, de sønneberøvede gamle kvinder, hele folket, de, der endnu ikke forstår, de, der rejser sig op og atter kravler, de, der ligger i vugge, de, der ligger i barneseng, de, som endnu intet har lært. Derfor siger jeres hersker: vi er ikke deres ligemænd, lad afstå fra kamp, – thi de har lænket ham, de har lagt jern om hans fødder!

Et opråb om ikke-vold i aztekernes krigeriske kultur efter det spanske overfald.

Var det taktisk nødvendigt fordi tlatoani Moctezuma var lagt i jern? Var det angsten fordi kampen var udsigtsløs? Eller havde den hjemvendte gud Quetzalcoatl høstet? Var alt som forventet? Var det guddommelige, det uundgåelige, gået i opfyldelse? Var det derfor indianerne skulle afstå fra kamp for at følge skæbnen, som de vidste ville komme?

Ifølge Sahagúns aztec’iske tekst skete noget mere, noget vigtigt, noget drastisk. Indestængt vrede, der skulle ud. Og det kom da Tlatelolcos tlatoani Itzquauhtzin havde talt.

Sahagúns aztec’iske tekst fortsatte efter Itzquauhtzins tale:

Da han havde sagt dette, retter de heftige tilråb mod ham, de skælder på ham, aztekerne bliver kun endnu mere ophidsede i deres vrede, endnu mere koger de af vrede, de råber: Hvad siger han om Moctezuma, min ven? Er han ikke en af hans mænd? Der bliver en voldsom larm, der rejser sig en larm, og så flyver pilene mod taget. Og spanierne dækker Moctezuma og Itzquauhtzin med deres skjolde, for at aztekerne ikke skal skyde dem. Aztekerne var i så stor vrede, fordi spanierne havde udryddet høvdingene uden varsel, fordi de havde snigmyrdet dem. Men de gav ikke op uden videre.

Heller ikke denne nat blev kaldt Den Sørgelige.

MOCTEZUMA DRÆBT AF SINE EGNE

Situationen er ekceptionel. Dobbeltild! KAOS! Aztekere har afsat deres hersker, dræbt ham, snigmyrdet ham. Eller rettere: Nogle aztekere har myrdet ham. Nogen afsender var der ikke på de pile eller sten der ramte ham. Man kan formode at en adelig eller præst, der har haft mulighed for at komme på skudhold af ham, ikke længere ville acceptere marionetherskeren Moctezuma.

Vreden mod Moctezuma skyldtes ikke bare at han havde accepteret Cortés som herre og Spaniens konge som overherre. Utilfredsheden havde gæret længe.

——————-

(siderne 382-388 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse