I sit brev til kong Carlos skrev Cortés at han havde ladet tlatoani Cuauhtémoc meddele, at han afventede dennes ankomst, men tilsyneladende havde tlatoanien besluttet ikke at komme. Tlatoaniens svar lød at han ikke ønskede andet end døden. Cortés skrev også at han havde lovet nogle aztekiske høvdinge, at han ikke ville skade Cuauhtémoc, at hvis denne ønskede fred ville han blive vel modtaget og behandlet godt. Cortés havde også givet dem andre argumenter som havde fået disse høvdinge til at græde.

Påstod altså Cortés året efter begivenhederne.

I Codex Florentino blev beskrevet en natlig oplevelse som var langt vigtigere end Cortés invitation:

Da det var blevet nat, regnede det, det regnede let. Og midt på natten viste der sig en ild; den kom til syne, den viste sig ligesom om den kom fra himlen. Ligesom en hvirvelvind snor den sig rundt, drejer den sig rundt; det er som en ildblomst der udfolder sig, som et glødende kul, der sprutter gnister, snart meget stor, snart kun lille, snart kun som en glød; som et storm-kobber løfter den sig, den knitrer, buldrer som ild, buldrer i sit indre. Efter at have kredset over dæmningen, besøger den Coyonacazco; derpå går den ned midt i vandet, for at blive tilintetgjort dér.

Tlatoani Cuauhtémoc iagttog himlen og vidste at dette var tegnet for tiden, for hans tid. Nu var hans tid kommet.

Derpå ledsager man Cuauhtémoc i en kano; kun to ledsagede ham, var med ham, Teputztitoloc, en embedsmand, og Yaztachimal, Cuauhtémocs livtjener. Og han, der padler for dem, hedder Cenyaotl. Og da de ledsager Cuauhtémoc bort, græder hele folket. De sagde: Nu går den unge herre, Cuauhtémoc, nu går han for at overgive sig til guderne, til spanierne.

Sådan havde meddelere fortalt Sahagún og hans indianske skrivere.

Samtidig med Sahagún – altså et halvt århundrede efter begivenhederne – skrev den tidligere fodsoldat Diaz, der havde deltaget i erobringen, men næppe selv kunne have været øjenvidne til alt det han beskrev, så han inddrog også noget han havde hørt og læst:

Cuauhtémoc havde 50 bemandede krigskanoer liggende skjult i rørholme med ejendele og hustruer, men Vor Herre ville det sådan at officeren Garcia de Holguín på Sankt Hippolytus Dag, den 13. august, ved solnedgangstid havde opdaget tlatoaniens kano. Med skud tvang han tlatoanien til at standse og Cuauhtémoc udtalte: Skyd ikke på mig, jeg er tlatoani over denne stad og hedder Cuauhtémoc. Holguín omfavnede Cuauhtémoc med stor ærbødighed og førte ham ombord på brigantinen tillige med hans gemalinde og 30 fornemme mænd. Han lod dem tage plads i agterstavnen og gav dem noget at spise.

På samme tid havde admiral Gonzalo de Sandoval befalet at alle brigantiner skulle trække sig tilbage, men da han hørte at Holguín havde taget Cuauhtémoc til fange lod han sine rorfolk sætte efter ham og forlangte fangen udleveret. Egentlig var de to spaniere venner, men der var et hierarki mellem admiral og kaptajn, og så gjaldt det æren og måske endda et kongeligt adelsmærke.

En anden kaptajn blandede sig, mente at være berettiget til belønningen for det var ham der havde overbragt det fantastiske budskab til Hernán Cortés. Denne tilkaldte dem: Nu skulle de ikke skændes længere, men komme med fangen og dennes familie under iagttagelse af al mulig høflighed. Han skulle nok selv bestemme hvem fangen skulle tilhøre!

Ifølge Diaz opfordrede Cuauhtémoc straks Cortés til at slå ham ihjel med sin kniv, men dette afslog Cortés og bød i stedet Cuauhtémoc tage plads ved sin side, for han havde allerede indrettet et trongemak til ham med måtter og måltid. Cuauhtémoc havde befalet sin gemalinde og de 30 fornemme mænd at forblive i båden.

En forklaring lød at Cuauhtémoc havde håbet at kunne sejle væk, havde forsøgt at undslippe sin spanske skæbne, men da han var blevet fanget foretrak han den hurtige knivdød fremfor at blive ramt af sit folks hån som Moctezuma, der var blevet stenet. Denne tlatoaniens fejhed mødte Cortés med nåde, høflighed og overbærenhed.

Den ældste beskrivelse af Cuauhtémocs overgivelse skyldes Cortés selv. I sit brev ni måneder efter begivenhederne skrev han til kong Carlos:

Det passede Gud at Garcia de Holguín, kaptajn for en brigantine, tog magten over en kano hvor der befandt sig nogle prominente.

MacNutt, udgiver af Cortés breve til kong Carlos, konstaterede i en fodnote at der kun var lidt at føje til det Cortés havde skrevet om det passerede, undtagen at Cortés havde undladt at nævne at han havde sagt at der skulle tages ganske særligt hensyn til den unge dronning.

Cortés præsenteret som gentleman!

Cortés vidste at en levende Cuauhtémoc var mere værd end en død, og til kong Carlos skrev han:

Cuauhtémoc havde lagt sin hånd på en kniv som jeg bar og bad mig dræbe ham med den. Jeg opmuntrede ham, og bad ham ikke være bange; da denne hersker var taget til fange, stoppede krigen omgående, hvilket skyldtes Vor Herre Gud.

Tres år efter begivenhederne skrev den spanske dominikaner-munk Diego Durán at Cuauhtémoc havde savnet mænd til at forsvare sig og byen, at han havde været ophidset over at så mange havde mistet livet og mange andre var flygtet, og at han havde besluttet hverken at vise svaghed eller manglende mod.

I sin codex udtrykte Durán sympati med den indianske befolkning, så spaniere kritiserede ham for at støtte hedenskab. Men den indianske befolkning var sammensat, så helt så enkelt var det ikke.

Om Cuauhtémoc havde Durán skrevet:

Han foregav at han savnede krigere til at kæmpe for sig så derfor fik han alle kvinderne i byen til at gribe skjolde og sværd. Tidligt om morgenen steg kvinderne op på de flade tage hvorfra de forhånede spanierne. Den modige Cuauhtémoc førte sine få resterende mænd i spidsen for allierede fra Tlatelolco til konfron-tation med fjenden.

Da Cortés så det store antal mennesker der dækkede de flade tage og fyldte gaderne blev han bange og frygtede, at han ikke ville være i stand til at erobre Tenochtitlán uden at påføre spanierne og deres venner skader. Men han opfordrede chalcaer, texcanere, tlaxcaltekere og tepanekere fra Tacuba til at fatte mod og afslutte det der var iværksat. Alle mænd vendte tilbage til kampen og på dette tidspunkt blev de klar over at krigerne der stod på tagene var kvinder. Dette meddelte de Cortés og så begyndte de at spotte og fornærme og angribe og dræbe mange af dem. Ikke desto mindre gjorde mændene fra Tlatelolco alt der var muligt for at forsvare dem og dræbte utallige fjendtlige indianere og nogle spaniere, blandt dem en løjtnant som de snuppede banneret fra, flåede det i stykker for øjnene af hele hæren.

Kvindernes deltagelse i slutspillet har jeg ikke læst om andre steder. Måske den vinkel var for pirrende for alle parter. Måske var det hans fantasi om indianske kvinder.

Durán omtalte den modige tlatoani Cuauhtémoc. Ifølge ham kom Cuauhtémoc tilsyneladende alene, i modsætning til det herskabelige følge de andre kilder nævnte.

Aztekerne brugte ordet måtte som betegnelse for det kongelige sæde, altså den kongelige magt. Men Durán skrev at tlatoanien skjulte sig under en stråmåtte. Ordvalget fremhæver ikke Cuauhtémoc som modig, snarere som en leder på flugt eller måske den der har besluttet at opgive sin magt.

Cuauhtémoc gik ombord i en smal kano, skjulte sig under en stråmåtte og blev roet ud af byen af bare en mand. Han blev taget til fange af nogle spanske soldater som så ham fra deres brigantine og førte ham til Cortés. Da Cortés stod overfor den forfinede og kønne unge mand, sagde han til sin tolk Malinche: Spørg Cuauhtémoc hvorfor han tillod at byen blev ødelagt med et sådant tab af sit eget folks liv og af vores? Jeg har ofte tigget ham om fred!

Den unge tlatoani svarede:

Fortæl kaptajnen at jeg gjorde min pligt; jeg har forsvaret min by, mit kongerige, lige som han ville have forsvaret sit hvis jeg havde forsøgt at tage det fra ham. Men jeg har svigtet! Nu da jeg er hans fange, lad ham tage sin kniv og dræbe mig med den!

Så strakte han hånden frem, Cuauhtémoc tog en kniv Cortés bar i sit bælte, lagde den i kaptajnens hænder og bad om at blive dræbt.

Ifølge Durán meldte Cuauhtémoc altså sig selv og bad om at blive dræbt fordi han havde svigtet, ikke havde vist såkaldt aztekisk heltemod.

——————-

(siderne 425-429 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse