MEXICO: DET UMÅDELIGT SMUKKE TENOCHTITLÁN ØDELAGT

Allerede i 1520, efter Cortés var blevet budt velkommen af Moctezuma og havde taget ham som gidsel, skrev han til kong Carlos hvor mange umådeligt smukke templer verdensbyen Tenochtitlán rummede.

Blandt disse templer er der et hovedtempel, som ingen menneskelig tunge er i stand til at beskrive storheden og ornamenteringen af, for det er så stort så der på dets område, som omgives af en høj mur, nemt ville kunne anlægges en landsby med femhundrede huse.

Indenfor området og omkring det findes meget smukke bygninger, hvor der er store rum og gange, hvor de tilforordnede præster bor. Der er så mange som fyrre meget høje og velbyggede tårne, det højeste har halvtres trin til toppen; det vigtigste er højere end tårnet på hovedkirken i Sevilla.

De er så velbyggede, både i stenarbejdet og træarbejdet, så de intet sted ville kunne blive lavet eller bygget bedre; i alt murværk inde i kapellerne, hvor de opbevarede deres gudefigurer, er der skåret figurer og træværket er dekoreret med billeder af monstre og andre skabninger.

Den der har besøgt Sevilla vil måske trække lidt på Cortés sammenligning, men hans beskrivelse for aztekernes byggekunst var ikke til at tage fejl af. Han sammenlignede også indianske bygninger med dem han kendte fra Salamanca og fra Córdoba i Spanien – og hver gang til aztekernes fordel. Verdens vidundere!

Længere fremme i brevet skrev Cortés om aztekernes tlatoani:

Der har aldrig eksisteret en fyrste, der som han var frygtet af både nær- og fjerntboende. Han havde mange glædeshuse, både i og uden for byen. De var konstrueret således, at de tjente deres særlige formål for adspredelse, som kunne tilkomme så stor en hersker.

Inde i byen rådede han over boliger så eventyrlige, at det forekommer mig næsten umuligt at beskrive deres fortræffelighed og pragt. Så jeg begrænser mig til at sige, at der intet er i hele Spanien, der kan sammenlignes med dem.

Det var Cortés frække finte at udpege Moctezuma som verdens mest utugtige og frygtede fyrste nogensinde for derefter at glide over i konstateringen af at arkitekturen hos ham var så eventyrlig, fortræffelig og pragtfuld at dens mage ikke fandtes i Spanien. Skønheden var skabt af den frygteligste fyrste, så det havde været legitimt og nødvendigt at Cortés havde udslettet denne og al hans afgudsdyrkelse.

Spanske soldater havde med tre tunge kanoner og femten små, med krudt og kugler samt ved hjælp af titusinder af indianske støttetropper beskudt byen, væltet mure, brændt huse og fyldt kanaler med murbrokker. Da spanierne havde skudt alt deres krudt af havde de bygget en stor stenslynge, som Cortés ganske vist personligt aldrig havde troet ville blive nogen succes, men den havde skræmt befolkningen. Målet havde været en systematisk ødelæggelse af byen, skrev Cortés udtrykkeligt til kongen i 1522.

Igen skrev Cortés at spanierne havde nedbrændt aztekernes bygninger. Et nødvendigt offer, der også havde bedrøvet Cortés:

Den dag gav jeg ordre til at de store huse på pladsen, hvor spanierne og jeg havde været indkvarteret indtil vi blev smidt ud af byen, skulle sættes i brand. Husene var så store så en prins med en husholdning på mere end 600 personer kunne bo der. Nærliggende men mindre huse var også pragtfulde, og Moctezuma holdt alle slags fugle i dem. Selvom det bedrøvede mig meget og dem endnu mere, besluttede jeg at brænde disse bygninger.

Hvert tempel – og det gjaldt både aztekeres og andre indianeres – der blev brændt og ødelagt blev fremhævet som en sejr for Gud, for kristendom. I Cortés optik var der ikke tale om almindelige ødelæggelser, men om en civilisatorisk proces, en renselse i den allerhøjeste sags tjeneste.

Cortés skjulte aldrig at han havde ødelagt det Tenochtitlán han havde beundret. Ingen dårlig samvittighed men stolthed. Han overvejede om byen skulle genopbygges som hovedstad. Men helt ærligt: Ruiner i en sø langt inde i landet? Burde han ikke hellere anlægge sin hovedstad ved havet? Derfor sendte han repræsentanter afsted for at lede efter mere gunstige steder der kunne forbinde Spanien med den nye verden. Spejdere havde været ude ved en stor flod der endte i Mexicanergolfen, dér hvor storbyen Coatzacoalcos ligger i dag. Omvendt var der også noget ophøjet over en hovedstad i 2200 meters højde.

Magterobring finder næsten altid sit arkitektoniske udtryk ved at erobreren river det gamle magtcenter ned og rejser sit eget på ruinerne. Så kan de nye undersåtter lære at det gamle regime er væk og hvor man nu skal vise ærbødighed! På kort tid udviklede Mexico By sig til den vigtigste europæiske by i Amerika.

Aztekernes bygningsværker var væk.

Cortés havde beundret tlatoani-paladset, men efter sejren revet det ned og på fundamenterne påbegyndt et nyt. Arbejdskraft kunne nemt skaffes i ruinbyen, der indtil for nylig havde huset hundrede tusinde indbyggere, og de gamle sten blev genbrugt. Sit palads udformede han som et massivt fort i toscansk stil med skydeskår til kanoner og musketter. Efter Cortés død købte den spanske krone paladset af familien for at bruge det som vicekongens palads. Symbolkraften var fortsat vigtig.

Hundred år efter erobringen blev paladset centrum for en ny konflikt. I 1624 satte ærkebiskoppens tilhængere ild til vice-kongens palads. I den anden ende af århundredet – den 8. juni 1692 – blev paladset ødelagt under sociale uroligheder som skyldtes stigende fødevarepriser: de sultnes march til ærke-biskoppen havde ikke givet resultat, så de sultne fortsatte til vicekongen, der holdt fest, hvorefter paladset blev ramt af mange stenkast og ild blev atter påsat. Året efter blev det ødelagte palads genopbygget. Da det stod færdigt havde det mistet sin borgkarakter og lignede et barokslot. Skydeskår var blevet til vinduer. Dog med jerngitre.

Indtil Mexicos uafhængighed i 1821 blev paladset brugt af vicekongen, men efter Mexico var blevet uafhængigt blev Vicekongens Palads omdøbt til Nationalpaladset.

I 1914 indtog de revolutionære ledere Pancho Villa og Emiliano Zapata paladset. Bygningens tredje etage blev føjet til i 1927, efter revolutionen, da det nye styre fik behov for mere kontorplads og for at kunne administrere – og iscenesætte sig.

Kampe. Undertrykkelse. Tortur. Det var både røde, sorte og hvide, både amerikanere, afrikanere og europæere der betalte for festlighederne.

——————-

(siderne 436-439 i bind 1, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s