Jeg vil begynde med en skaberguds vanskeligheder:

Ved verdens begyndelse kom fra nord et menneske der hed Con. Han havde ingen knogler men fløj behændigt vidt omkring. For at gøre sin vej kort jævnede han bjergene og fyldte dalene alene ved sin vilje og sit ord, og han førte sig frem som værende Solens Søn. Han befolkede jorden med mænd og kvinder, som han skabte og som han skænkede rigeligt med frugter og majs samt hvad de ellers havde behov for til livets opretholdelse. Men da nogle mennesker gav ham ærgrelser, forandrede han det frugtbare land, som han havde givet menneskene, til tørre, magre sandørkener, som de stadig findes langs den peruvianske kyst, og fratog dem regnen; faktisk har det aldrig regnet der siden. Blot af barmhjertighed lod han menneskene beholde floderne, for at de gennem kunstvanding og markarbejde kunne opretholde livet.

Sådan gengav præsten Francisco López de Gómara verdens begyndelse og skabelsen af de første mennesker i Amerika. Ganske vist havde López aldrig selv været i Amerika, men i Spanien havde han noteret noget af det hjemvendte conquistadorer havde fortalt de havde hørt med deres egne ører, og så var det forfatteren udgav sin bog. Hvor mange conquistadorer han havde talt med og hvor mange mennesker i Peru de havde talt med og hvordan vides ikke, så selvfølgelig kan kildeværdien diskuteres.

Da bogen udkom i 1552 blev den kritiseret for at være upræcis. Værre var at den ikke faldt i god jord hos prins Filip, den senere kong Filip 2. Måske skyldtes det at forfatteren havde været præst for Hernán Cortés, Mexicos erobrer som var blevet afsat fra sit enevældige embede. Året efter López bogudgivelse udstedte Filip et dekret om at bøgerne skulle tilbagekaldes – SKAL STRAKS DESTRUERES! – og enhver der genoptrykte bogen blev truet med en voldsom bøde.

Bogen blev dog trykt i udlandet og historierne genfortalt.

López havde skrevet at Con var et flyvende menneske, at Con havde ført sig frem som Solens Søn og kunne ændre landskab og vejr samt skabe mennesker der gav ham ærgrelser. Udbredelsen af en sådan bespottelse af Guds skaberværk – mindelser om Bibelens skabelsesberetning og beskrivelse af Adam og Evas uddrivelse fra Paradis – måtte udløse vrede hos en spansk prins, der forventede at blive Europas næste katolske kejser. Den rette tro skulle forsvares med samtlige midler.

Selvom det var en skabelsesberetning fik læserne ikke at vide hvordan Con havde skabt. Ukendskab til skabelsesprocessen er en pointe i mange religioner: Shh! Om det guddommelige kan vi af gode grunde intet vide. I skal tro!

Præsters magt bygger på menneskers tro, blinde tro og afmagt.

At Con blev betegnet som et menneske kan skyldes López fantasi, conquistadorers erindringer og indianeres forklaringer. Men sådan skrev López, og selvom Con ingen knogler havde blev Con tillagt påfaldende menneskelige egenskaber: at gøre vejen kort ved at jævne bjerge og fylde dale. Con havde haft en ingeniørhjerne i både skabelsen og straffen!

Jo, der kunne være mange grunde til at prins Filip rasede.

Det er påfaldende at det fortælles at Con siges at have ført sig frem som Solens Søn, for det slægtskab knytter Con til inkacivilisationen der spirede for ni hundrede år siden. I inkacivilisationen fandtes også forestillinger om den første jordiske inkas bror som efter sin voldsomme død var blevet set flyve over bjergene og som var blevet tilbedt som en gud. De spanske conquistadorer havde lyttet til inkaer, som ikke havde glemt gamle Con.

Con er en af de ældste, kendte guder i Andes. Allerede 3.000 år før vor tidsregning blev Con dyrket i Perus nordlige og centrale kystområder, men blev opgivet til fordel for jordskaberguden Pachacamac.

For omkring to tusind år siden formede mennesker fra nazcakulturen i Perus sydlige kystområde blankpolerede keramikbeholdere, og nogle blev dekoreret med blandingsdyr der af arkæologer er blevet fortolket som en flyvende gudefigur som kunne være Con. Con kunne også have været den svævende gud der kunne være blevet tilbedt med enorme stregtegninger i sandet, nazca-linierne, der bedst nydes oppefra, og som er blevet til ved at det øverste røde sand- og gruslag er skubbet til side, så det underliggende grålige lag – og tegningerne – ses.

López refererede også hjemvendte conquistadorer der havde fortalt om Pachacamac:

Derefter kom Pachacamac, også en søn af Solen og Månen, og hvis navn betyder Skaber. Han jog Con væk og forvandlede dennes mennesker til de katte med sorte ansigter som findes i landet. Så begyndte han forfra, skabte nye mænd og kvinder, som de stadig findes, og forsynede dem med alt det de stadig ejer. Som tak for denne velgerning valgte menneskene Pachacamac som deres gud.

Nu var det selveste skaberguden Con der blev jaget væk og hans mennesker blev gjort til katte. Der var altså tale en anden skabelse. Denne anden skabelsesberetning kan være en bearbejdelse af en konflikt, et civilisationssammenbrud for de overlevende mennesker og deres overgang til en anden tro.

Jordskaberguden Pachacamac havde været tilbedt omkring Lurin-flodens udløb i Stillehavet syd for Lima, hvor der opstod en tempelby på kanten mellem ørken og hav.

Pachacamac blev muligvis introduceret på bekostning af Con, fordi han ikke havde indfriet menneskenes behov for og bøn om regn. Templerne findes stadig som ruiner i ørkenen, og som guden hedder stedet Pachacamac.

Da inkaerne i 1400-tallet erobrede dette område fra ichma-civilisationen – som havde udviklet sig efter huari-imperiet var brudt sammen – kunne inkaerne have skubbet Pachacamac til side lige som Con var blevet skubbet væk. Men sådan var inkaerne ikke. Tværtimod inddrog inkaerne andres guder som led i deres imperieopbygning. Pachacamac blev del af deres gudeverden og de gjorde ham til en opretholdende gud men også til Jordskælvsguden og et vigtigt orakel.

Inkaerne byggede et soltempel i ørkenbyen Pachacamac, for at ingen skulle være i tvivl om deres guddommelige hierarki. Jordskaberguden Pachacamac holdt inkaernes tid ud.

I januar 1533 nåede spanierne til Pachacamac. I spidsen for fjorten spaniere forlangte Francisco Pizarros bror Hernándo at få alt sølv og guld udleveret samt gudestøtten, et beskidt gudebillede lavet af træ, som de sagde var deres gud som havde skabt dem og opretholdt dem, skrev Miguel de Astete, en af de conquistadorer som havde deltaget i overfaldet med ordre om at helligdommen skulle væltes og gudebilledet ødelægges for øjnene af alle tilstedeværende.

De katolske spaniere ødelagde ikke bare Pachacamac fordi han var en hedensk gudestøtte.

De gjorde det også med støtte fra inkaernes leder Atahualpa, som de spanske conquistadorer på det tidspunkt holdt som gidsel. Atahualpa var blevet rasende på oraklet Pachacamac. Det havde nemlig forudsagt at Atahualpas far, sapa inka Huayna Cápac, ville overleve sin sygdom hvis han blev bragt ud i solen, men alligevel døde han. Det havde også forudsagt at Atahualpas forhadte bror Huáscar ville vinde over ham i deres broderkrig og at  Atahualpa vile slå spanierne ihjel. Som følge af disse forkerte forudsigelser sad han nu som spaniernes hjælpeløse gidsel!

Kort sagt havde Pachacamac-oraklets fejl været utilgivelige og skulle straffes: Ødelæg Pachacamac!

Så det gjorde de kristne spanierne – også med håb om at få fat i oraklets sølv og guld.

——————-

(siderne 31-34 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse