En tredie myte om de tidlige mennesker lød:

I gamle dage, længe før der var inkaer, var Peru tæt befolket af mennesker der levede i stor forvirring uden herrer og uden retfærdighed. Disse mennesker var vilde og levede uden orden og fornuft. Før der var inkaer til skyllede en vældig flodbølge ind mod dette land, og den nåede de højeste bjergtinder og udslettede alt liv i landet. Under mine rejser til Huancas og til Chucuito i Sydperu, tæt ved Collao, fortalte alle mennesker fra højsletten og fra kysten mig om denne flodbølge, og de var alle enige om at alle var forsvundet. Men de fortalte mig også at seks mennesker undslap denne flodbølge enten i en båd eller på en tømmerflåde, og at disse seks er grundlaget for de mennesker som lever i dag.

Seks mennesker på en tømmerflåde! Fantastisk fortælling fra en fjern fortid fortalt for næsten femhundrede år siden. Genfortalt af Pedro Cieza de Leon, som personligt havde lyttet, indsamlet og nedskrevet indianske historier i Peru. Vi er altså tættere på kilderne end præsten López, selvom Cieza også havde sat sit præg på historierne.

Født var Pedro omkring 1520 i Extremadura i Spanien, hvor han havde fået en beskeden skoleuddannelse hvorefter han som stor dreng havde forladt sit fædreland og kontinent, havde deltaget som børnesoldat i ekspeditioner i det nordlige Sydamerika, været med til at grundlægge flere byer og var blevet belønnet med en encomienda.

Men der var kaos, og Cieza forlod sin ejendom for at kæmpe med Pedro de la Gasca, en spansk biskop der i 1546 af den spanske konge var blevet sendt til Peru for at slå Gonzalo Pizarro – en halvbror til Perus myrdede erobrer Francisco Pizarro – og andre oprørske spaniere efter disse havde forlangt at det nyerobrede land skulle være deres. Oprørerne havde insisteret på at det var dem og deres fædre der havde erobret landet, dem der havde vovet deres liv! Det var også dem der havde myrdet den første spanske vicekonge, Blasco Núñez Vela, som med kongens nye indianerlove skulle have beskyttet indianerne. For at ingen skulle være i tvivl havde de efterfølgende halshugget den myrdede vicekonges lig. Kort sagt: Oprørerne var samlet under parolen: Dette skal være vores og vi vil ikke svare den spanske konge skat! Under Pedro de la Gascas ledelse blev de nedkæmpet i nærheden af Cusco, mange mistede hovedet, andre blev såret, mistede modet og flygtede. Oprørslederen Gonzalo Pizarro blev henrettet af kongetro soldater.

Men derefter afviste biskop Gasca at indføre kongens nye indianerlove, som jo netop havde været anledning til den krigeriske konflikt som han skulle erstatte med den kongelige orden. Og så var man lige vidt! Den indianske befolkning i al fald.

Det var i denne blodige kamp blandt spaniere i Peru, at Pedro Cieza de Leon havde vundet anseelse. Han var en mand kongen kunne stole på, og trods sin kortvarige skolegang blev han udpeget som historiker og rejste som sådan i Perus højland og kyststrækninger. Våben var skiftet ud med fjerpen og papir.

Vi har i timevis kørt gennem højslettens majestætiske vidder med strittende itchu-græs og nervøst spejdende vicuñaer samt store lama-, fåre- og alpacaflokke, med vejr der hastigt skifter fra skarp sol til blæksort himmel med hagl, så jeg tror I kan forestille jer den unge forfatter Cieza: ridende rank gennem dette barske højland ad de lange inkastier, gennem dale og til bebyggelser, sikkert beskyttet af ledsagere der spejdede i alle retninger.

Ciezas indsamling foregik bare 16 år efter spanierne havde påbegyndt erobringen af inkariget, 12 år efter Manco Inka havde beordret sine inkakrigere til opstand, 7 år efter erobreren Francisco Pizarro i Lima var blevet myrdet af hans spanske rivaler og blot et skulderdrej siden Cieza havde været med til at kvæle et spansk oprør i blod.

Selv om kongens jernnæver havde vundet magtkampen måtte Cieza være på vagt, kunne aldrig føle sig sikker. Hævnere kunne lure overalt og han stoppede derfor ved curacas, høvdinge, i kongeligt kontrollerede bebyggelser eller satte sig til rette i beskyttede huse i Cusco, der var ved fuldstændigt at skifte form fra inkahovedstad til spansk koloniby. Dér lyttede han til indkaldte orejones, langører, som de før så magtfulde herrer i inkariget blev betegnet af spanierne, fordi deres ører var blevet piercet og tynget af dekorerede guldpløkke; selv kaldte inkaerne langørerne pacuyoc, idet det store øresmykke hed pacu.

I mit indre øre kan jeg høre Cieza spørge insisterende, nej magtfuldt afhørende. Jeg kan forestille mig ham hastigt nedskrive noter om myter, så forvirrende de end kan lyde for denne spanske soldaterhistoriker. I 1553 udgav han første del af sin Chronica del Peru (Perus Historie). Året efter døde han.

Nogle historikere har betegnet Pedro Cieza de Leon som meget pålidelig, andre har omtalt ham som den første inkahistoriker, selvom inkaerne nok havde en anden opfattelse af hvem der var inkahistoriker og ikke mindst af hvem der havde været den første.

Myten om at landet havde været tæt befolket af mennesker der havde levet uden herrer, at disse mennesker havde været vilde og levet uden orden og fornuft indtil en vældig flodbølge skyllede ind mod land, nåede de højeste bjergtinder og udslettede alt liv undtagen seks mennesker på en tømmerflåde og at disse seks senere blev grundlaget for alle øvrige, var inkaernes myte om tiden før inkaerne, deres urmyte.

Ifølge Cieza havde myten været udbredt. Alle han havde spurgt havde svaret, at før inkaerne havde menneskene levet uden orden. Måske myten var inspireret af virkelige begivenheder, tørke eller regn havde sommetider gjort livet umuligt i Andes, og tsunamier havde udslettet liv. Men det vigtigste var mytens anvendelse. Den havde legitimeret inkaernes herredømme over stammer og kongedømmer der var blevet overtalt til frivilligt eller var blevet tvunget til at blive del af det der blev verdens arealmæssigt største indianske imperie.

Myten skal altså hverken forstås som en skildring af en enkelt naturkatastrofe eller en historisk beskrivelse af de første inkaers samling. Myten kunne være inspireret af faktiske begivenheder, måske den var blevet formet mens inkariget var i vækst som led i inkaernes bestræbelser på at udslette selv det mindste i den kollektive erindring om ældre civilisationers eksistens. Fortiden blev opsuget af inkaerne ved at de opbyggede en forestilling om at de udgjorde selve historiens begyndelse: Vi, gudernes udvalgte.

For at sikre denne religiøst funderede forestilling var det afgørende for inkaerne at genfortælle urtiden før dem selv. Inkaerne satte sig på historien: Før inkariget herskede barbariet. BASTA!

Inkariget måtte ikke fremstå som bare endnu en udvikling i den historiske udvikling, som et civiliserende skridt frem, nej nej, riget skulle præsenteres som den første og eneste egentlige civilisation der nogensinde havde eksisteret! Derfor fortalte og genfortalte inkaerne myten for at overbevise sig selv og især for at legitimere deres magt over dem de havde undertrykt. Bevidste om historiefortællingens betydning stemplede inkaerne derfor menneskene i tidligere civilisationer som skabninger som savnede enhver form for dannelse, retfærdighed og orden, og at de havde været nøgne.

Det blev en særdeles sejlivet myte.

Inkaerne havde sat sig på definitionsmagten.

——————-

(siderne 35-38 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse