Inkaerne ville sætte sig på historien, og de fik sat sig særdeles godt tilrette.

Når historikere idag omtaler store kulturer før inkaerne, så bliver disse hyppigt præsenteret som præ-inkakulturer. Inkaerne bliver ophøjet til referencepunktet. Historisk er det da korrekt at disse andre kulturer eksisterede i tiden før inkaerne, men de kunne beskrives ved andet og mere end at de eksisterede før inkaerne. De havde deres egen identitet, bidrog med så meget som senere gled ind i efterfølgende kulturer. Deres religion og samfundsopbygning, deres teknik og æstetik er så forrygende, så det burde fremhæves fremfor bare at de er præ-inka.

Inkaerne er med rette berømte for deres imperie. Men i århundreder forinden havde huarier etableret deres imperie. Den peruviansk-italienske arkæolog Duccio Bonavia konstaterer at inkaerne aldrig ville have klaret at grundlægge deres imperium, hvis ikke huari havde været deres forgængere.

Men inkaerne ville ikke vide af disse huarier: Før os fandtes kun barbarer, påstod inkaerne og lod andre gentage den påstand.

Kultur bygger på tidligere kultur. Det fantastiske ved inkaerne var at de så hurtigt tilegnede sig det andre kulturer mestrede – og det forfærdelige at de umiddelbart efter gjorde alt for at udslette mindet om disse ældre kulturer ved hjælp af myter, for eksempel den om flodbølgen.

Konkret skulle inkaernes myte udslette den kollektive erindring om

– at de ældste civilisationer fandtes for 12.500 år siden i kystområdet ved Paracas og i højlandet ved Callejón de Huaylas

– at mennesker for mere end 10.000 år siden havde malet langhårede dyr på grottevægge ved Junin og Lauricocha

– at chinchorro-kulturen var opstået i kyststrækningen omkring grænsen mellem det nuværende Chile og Peru, bestod af fiskere der udviklede omfattende fisketeknikker og begravelses-traditioner for omkring 9.000 år siden

– at Amerikas ældste by, Bandurria, var blevet opført i Peru for omkring 5.000 år siden

– at chavin-kulturen var opstået i det nordlige Peru for omkring 3.000 år siden, og at der var blevet bygget store tempelanlæg af granit og limsten som ikke findes i området

– at paracas-kulturen havde udviklet sig i det sydlige Peru før vor tidsregnings begyndelse hvor verdens fineste stoffer var blevet vævet og broderet til ligklæder

– at nazca-kulturen havde tegnet de i dag så uforklarlige, hundredmeter store figurer og lange linier i ørkenen samt havde poleret bemalet keramik

– at pucará-kulturen nord for Titicacasøen havde dyrket pumaen som frugtbarhedsgud og lyngud, og havde hugget gudefigurer af sten

– at Tiahuanaco-kulturen syd for Titicacasøen havde flyttet flere hundred tons tunge sten og havde skåret billeder og mønstre i sten med en i dag ufattelig præcision og havde dyrket guder som blev tilbedt i området længe efter selve kultstedet var blevet forladt

– at mochica-kulturen ikke bare havde bygget gigantiske pyramider af soltørrede lersten men også havde formet den ene keramiske portrætkrukke efter den anden med individuelle træk

– at lima-kulturen for femten hundrede år siden byggede flere hundrede massive pyramider af soltørrede lersten i den såkaldte boghyldestil, for stenene blev stillet på den smalle kant. De 25 meter høje og meget brede pyramider blev brugt som basis for templer, men et par århundreder senere genbrugte en civilisation pyramiderne som begravelsespladser. I dag breder Perus hovedstad Lima sig hvor ruiner af disse helligdommene havde ligget

– at huari-kulturen for mere end tusind år siden havde været det første egentlige imperium i Peru med hovedstaden beliggende ti kilometer øst for Ayacucho, og at riget havde omfattet det der tidligere havde været det langt løsere organiserede mochica og at de brugte knudeskrift

– at chimu-kulturen havde udformet særlige arveregler i herskerfamilien der medførte et voksende rige, havde bygget Sydamerikas største by, Chan Chan, før spaniernes erobring og havde forfinet guldsmedekunsten

– og at mange mindre stammer havde eksisteret i regnskoven, hvor deres spor er slettet af naturens kræfter men deres kendskab til skovens planter inspirerer den dag i dag medicinindustrien.

Disse kulturer og deres efterkommere – som havde skabt så meget uden redskaber af jern og uden hjul – skulle  overdøves af inkaernes påstand om at der aldrig havde eksisteret kultur før inkaerne! Før os kun barbariet! havde inkaernes parole lydt.

Omkring år 800 førte en langvarig tørke formodentlig til at huari-imperiet gik i opløsning. Angste så menneskene sig omkring. Man måtte søge nye muligheder. Enhver var sig selv nærmest. Rædselsslagne. Sultne.

I det følgende århundrederlange kaos, som afløser store civilisationers sammenbrud, forsøgte alle at overleve. Man plyndrede naboer, strejfede omkring, flygtede – og nogle vandrede mod magtens tomrum der var opstået da de fleste havde opgivet alt. En af huariernes formodentlig store byer, Pikillaqta, lå lidt syd for Cusco.  I byens ruiner blomstrede killke, en langt mindre civilisation – i alfald mindre udforsket – i årene 900-1200.

Og så var det inkaerne rørte på sig!

——————-

(siderne 40-42 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse