Amerikas oprindelige indbyggere havde i årtusinder dyrket deres forfædre. Efterhånden som deres efterkommere blev mere fastboende tilbad de også Moder Jord og fik et mere dualistisk verdenssyn. Som agerdyrkere udviklede deres arvinger en treenighed der blev repræsenteret af slangen, pumaen og kondoren. Og langt senere proklamerede inkaerne sig som Solens Børn.

I takt med at inkaerne blev stærke nok til at erobre nabostammer overtog de nogle af disse stammers religiøse forestillinger. Det kan måske overraske, for almindeligvis forventer vi at sejrherrer tvinger sine forestillinger ned over de besejrede, men sådan er det ikke altid. Inkaerme overtog nogle af de erobrede stammers forestillinger og bandt også på den måde riget sammen; inkaerne var dynamiske i deres imperiebygning.

Myter er brugbare til udbredelse af religiøse fornyelser. Inkaer, de selverklærede Solens Børn, gav i en myte Solen følge af Ticiviracocha, Skaberen af Alt, Den Vigtigste, som længe var blevet tilbedt af andre civilisationer. Ticiviracocha blev endda betegnet som Solens Far.

Inkaerne ville kunne hævde: Solen viser sig – men bag den står Skaberguden Ticiviracocha, Solens Far.

Vi kan argumentere at inkaerne trængte gennem virkning til årsag, forklarede altså ikke fra årsag til virkning. Nogen har hævdet at Ciezas myte fortællemæssigt snublede ved at lade menneskene være til før Skaberguden viste sig. Nej, nej, Solens Far viste sig i det nordlige af disse lande, ville inkaer hævde. Argumentationen fungerer når troende kan gribe til en usynlig Skaberen af Alt, noget uden for menneskers tid og sted.

Indianere dyrkede mange guder, de var ikke monoteister.

Omkring år 1400, fortælles det, drømte en inkaprins med et dårligt forhold til sin far, om guden Viracocha, som på den tid ikke blev dyrket synderligt af inkaerne, for de dyrkede Solen og førte sig frem som Solens Børn.

Denne prins drømte at Viracocha advarede ham om chancaers forestående angreb. Det fik ham til at mobilisere villige krigere, og de slog chancaerne. Efterfølgende begyndte prinsen at bede til Viracocha, og da han blev udråbt som inkarigets 8. sapa inka kaldte han sig Inka Viracocha.

Det fortælles også at en dag havde prinsen bøjet sig bagover, havde stirret direkte mod solen, inkaernes solgud Inti, og havde erklæret – noget nedladende, hvis man kan det når man skråler op ad, så lad mig kalde det spottende – at Solen må følge sin fastlagte bane! Også det kunne lyde som et faderopgør, hvad det måske også har været. Hvem har bestemt din bane? Spørgsmålet må have rystet de soldyrkende inkaer. Der måtte stå en skabergud bag Inti! Også på den måde blev Viracocha fremhævet.

Ifølge en anden kilde havde prinsen sagt:

Så fortæller jeg jer at vores Far Solen må have en anden større herre, mere magtfuld end ham selv, en der beordrer ham til at foretage den rejse han dagligt foretager uden stop; for hvis han var den øverste herre, så ville han af og til afstå fra sin rejse og hvile som han havde lyst til, selvom han ikke behøvede at hvile sig.

Ordene kunne have været Inka Viracochas, men jeg har også hørt dem lagt i munden på hans søn inka Pachacútec, der ydermere skal have argumenteret at selv skyer var i stand til at dække for solen, så skyernes skaber måtte betragtes som Skaberen af alt.

Umiddelbart efter Cieza havde introduceret Solens Far, Ticiviracocha, en mand som var hvid i huden, høj af bygning og hvis opførsel viste at han var betydningsfuld og at han skulle adlydes, som havde givet liv til både mennesker og dyr fortsatte han sin genfortælling:

De fortalte mig også at noget senere viste en anden mand sig, som var magen til den første, men de kunne ikke huske hans navn. De hørte om hans gerninger og at hvis nogen var syg, så helbredte han dem og hvis nogen var blind gav han dem bare med ordets kraft synet tilbage.

Han tog til Canas-provinsen hvor menneskene kom ham knælende i møde med hænderne hævet mod himlen og bad om guddommelig hjælp og tilgivelse fordi de levede i skam og uden orden. Manden blev så syg over det han så, så han ville udslette dem. Så viste en vældig ild sig på himlen og alle troede de skulle dø og de blev grebet af stor frygt, og med høje skrig gik de til ham for at bønfalde om at blive befriet for frygten, for alle vidste de, at de var dømt til at blive stenet til døde. Og de så at ilden i himlen forsvandt.

Og om det fortalte de endnu mere. Da han havde forladt det sted fortsatte han til havet, tog sin kåbe af, gik ud i bølgerne og blev aldrig set igen.

Denne mand kaldte de Viracocha, hvilket betyder Havskum. Efter det var sket, byggede de i landsbyen Cacha, tæt ved en flod hvor solen går ned, et tempel. Der satte de et meget stort stenbillede i et tempelrum, og det var lige så stort og godt bygget af sten som det i Tiahuanaco, som var bygget for at mindes Ticiviracocha.

Ticiviracocha var forsvundet mod nord og aldrig blevet set igen. Herefter skulle en lignende gud have vist sig, en gud som havde helbredt syge og givet blinde synet tilbage. Men da mennesker havde bedt ham om hjælp og tilgivelse for den måde de hidtil havde levet på ville han udslette dem! Himlen var flammet op, menneskene var blevet rædselsslagne, havde tigget og bedt for deres liv, men denne gud var gået mod havet og var forsvundet i bølgerne. Ham kaldte de Viracocha, for ifølge Cieza kunne de ikke huske hans navn.

Selvfølgelig måtte mytesamler Cieza besøge Cacha for at undersøge stedet hvor Viracocha havde ladet himlen regne med ild over menneskene og hvor de havde bygget et tempel med et stort stenbillede.

——————-

(siderne 56-59 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse