PERU: GIGANTER OG DJÆVLEYNGEL

De indfødte i dette land bekræfter at i begyndelsen eller rettere før denne verden var skabt, fandtes et væsen der blev kaldt Viracocha. Han skabte en mørk verden uden sol, måne og stjerner. På grund af denne skabelse fik han navnet Viracocha Pachayachachi hvilket betyder Skaberen af Alt. Og da han havde skabt verden formede han en slags giganter af umådelig størrelse, malede og formede dem for at se om det ville være godt at lave rigtige mennesker af den størrelse. Derefter skabte han mennesker i sit billede som de er nu, og de levede i mørke.

Viracocha forlangte at disse mennesker skulle leve uden stridigheder, og at de skulle anerkende ham og tjene ham. Han gav dem et regelsæt, som de skulle følge, og truede dem med straf hvis de brød det. En tid overholdt de reglerne, men det er ikke nævnt hvad de gik ud på. Men da der blandt dem opstod stolthedens fordærv og begær, så overtrådte de Viracocha Pachayachachis regler, og som følge af denne synd blev han forbitret, så han skammede dem ud og forbandede dem. Derefter blev nogle af dem forvandlet til sten, andre til noget andet, nogle blev opslugt af jorden og andre af havet, og alle blev de ramt af en flodbølge som de kaldte uñu pachacuti, hvilket betyder vand der vender op og ned på land. De siger det regnede i 60 dage og nætter, at alt skabt druknede, og tilbage var blot nogle af dem der var forvandlet til sten som et minde om begivenheden og som eksempel for eftertiden; de findes i Pucará som er omkring 60 league fra Cusco.

Det var altså her i Pucará de forstenede mennesker fandtes!

Først havde Viracocha skabt giganter som forsøg og derefter mennesker i sit eget billede. Dette var foregået i mørke, uden lys og varme fra sol, måne og stjerner. Imidlertid var menneskene blevet så begærlige så han forbandede dem og lod de fleste drukne i en stor flodbølge.

Flodbølgen som Viracochas vrede.

Myten blev nedskrevet af Pedro Sarmiento de Gamboa, og hans indsamling af myter skete på en særlig måde, som helt lever op til forfatterens dramatiske liv. Så lige et par ord om ham:

Født blev Sarmiento i 1532, og efter en militær karriere i Europa krydsede han, da han var i begyndelsen af tyverne, Atlanten med Mexico som mål. Dér blev han et par år, men løb så ind i selvskabte vanskeligheder fordi han i spøg havde ladet en dukke, forestillende en konkret person, brænde som kætter. Det syntes man ikke var spor sjovt men betragtede det med dødsens alvor, så på det tidspunkt har Sarmientos humør næppe været højt længere. Imidlertid slap han fra Mexico til Peru. Dér anklagede ærkebiskoppen ham for at være i besiddelse af magiske ringe og blæk. Hvad var der med ham Sarmiento? En soldat med magisk blæk? Han blev dømt til udvisning, men blev benådet. For på bedre vis at slippe væk foreslog han den spanske vicekonge at han skulle sejle sydpå gennem Stillehavet på jagt efter det ukendte, og vicekongen nikkede, fandt det ville være en nem måde at slippe af med sådan en ballademager på. Som ekspeditionsleder blev den ti år yngre og relativt uerfarne Álvaro de Mendaña udnævnt. I 1568 nåede ekspeditionens to skibe med de første hvide mennesker Salomon-øerne nær Australiens østkyst – det fjerneste i den spanske konges rige. Spaniernes behandling af menneskeæderne dér falder uden for denne histories rammer, men dokumentation for spaniernes tilstede-værelse var afgørende for såvel Spaniens konge som for den person der kunne dokumentere opdagelsen. Sarmiento havde været idemand bag ekspeditionen, havde været kaptajn på flagskibet samt ekspeditionens kosmograf, men ekspeditionsleder Mendaña havde smidt Sarmientos logbog og kort over bord for selv at kunne tage æren for opdagelsen og regnede med et særdeles gyldent afkast. Mendaña forventede at slippe godt fra sin frækhed, for det var hans onkel der var vicekonge og som havde tilladt ekspeditionen. Da ekspeditionen nåede tilbage til Peru i 1569 indbragte Sarmiento sagen for en domstol, der anerkendte ham som øernes retmæssige opdager.

I dag hædres Mendaña for opdagelsen. Men dengang var det altså anderledes.

Nogen i embedsapparatet må have bemærket at Sarmiento var en mand af ganske særlig støbning.

I 1570-72 havde Francisco Álvarez de Toledo, nyudnævnt vicekonge i Peru, inspiceret landet og undervejs ladet indianere afhøre. Disse forhørsprotokoller med kritik af spansk magt-misbrug vakte vicekongens fornemmelse for at der burde skrives en samlet Inkaernes Historie, hvor den spanske erobring – med alle de vanskeligheder, den nu engang havde medført, og som alligevel ikke kunne holdes skjult for verden, sådan må han have tænkt i takt med at han hørte om overgreb og magtmisbrug – kunne sættes ind i en større – og bedre – sammenhæng. Den spanske erobring skulle legitimeres, og han valgte Pedro Sarmiento de Gamboa som pennefører. Ordet legitimeres blev måske ikke brugt, men det må have været afgørende.

Sarmiento var 40 år gammel og skulle beskrive inkaernes historie 40 år efter erobringen af inkariget var begyndt. Med vicekongens autorisation indkaldte han toogfyrre mennesker, der havde været magtfulde i riget eller disses efterkommere samt – og måske især – efterkommere af dem der havde mærket inkaernes magt, for at de i Cusco skulle afgive forklaring, og de svor på at de ville tale sandt. Det de skulle tale sandt om lå altså mindst 40 år tilbage i tid, og det meste endnu længere. Hukommelsessvigt, forskønnelse og fordømmelse kan næppe undgås under disse omstændigheder.

Sarmiento havde lyttet til de indkaldte indianeres forklaringer, havde noteret og derefter afvejet de modstående synspunkter før han sammenfattede dem, hvorefter deres fremstillinger blev læst højt på deres sprog af en edsvoren oversætter. Kapitel efter kapitel blev diskuteret, nogle rettelser blev indføjet. Om sine indianske kilder skrev Sarmiento:

Alle var gennem oversætteren enige om at bekræfte og erklære at den gengivne historie var god og sand, og i overensstemmelse med det de vidste og havde hørt deres fædre og forfædre fortælle.

Senere blev udvalgte spaniere i Cusco spurgt til råds og deres rettelser blev ført ind i det godkendte og så blev det hele renskrevet. Sarmiento fortsatte:

De tilføjede blot nogle navne på personer og steder og lavede andre ubetydelige rettelser, som den nævnte borgmester havde beordret indføjet mens indianerne havde talt, og dette skete. Efter de omtalte rettelser var indføjet, sagde alle indianerne samstemmende, at den gengivne historie var god og sand, og stemte overens med det de vidste og havde hørt fra deres forfædre, for de havde konfereret og diskuteret indbyrdes, og de kunne bekræfte alt fra begyndelsen til enden. De udtrykte deres overbevisning om at ingen anden historisk fremstilling som måtte blive skrevet, ville kunne blive så autentisk og sand som denne, for ingen ville kunne have så omhyggelig en kontrol fra nogen som var i stand til at konstatere sandheden.

TOPKARAKTER til Sarmiento – noteret af ham selv!

Manuskriptet bestod af 8 siders introduktion og 138 siders tekst samt en vidneliste med oplysning om den enkeltes familietilhørsforhold og alder. Efter underskrivelsen den 2. marts 1572 blev værket overladt til vicekongen, der pålagde en ansat at rejse til Spanien for at aflevere det samt fire stykker klæde med grafiske fremstillinger af inkastamtræer og et landkort til kong Filip 2. Vicekong Toledo anbefalede kongen at lade manuskriptet trykke.

Om kongen fik værket læst vides ikke, men han lod det i al fald ikke trykke. Måske det allerede var passé, for den sidste sapa inka var blevet henrettet den 24. september 1572 – altså et halvt år efter manuskriptets deadline, som man siger. Inkahistorien med påstand om inkaernes manglende legitimitet, og dermed den fulde legitimering af den spanske erobring, havde mistet sin relevans for Spaniens konge. Magten havde talt sit skarpe sprog og de håndskrevne ark må være blevet lagt på rette kongelige hylde.

Pedro Sarmiento de Gamboa forblev berømt som opdagelses-rejsende mens hans manuskript gled dybere ind i glemme-bøgernes bibliotek. Først i 1889 blev Richard Pietschmann opmærksom på det i Göttingen Universitets håndskriftssamling og præsenterede det i 1902 på et møde i det lokale Kongelige Videnskabelige Selskab for så at offentliggøre den spanske original med sin præsentation i selskabets tidsskrift i 1906.

——————-

(siderne 82-85 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s