Vores Far Solen fik medlidenhed med menneskene og blev bekymret for dem da han så dem i den tilstand jeg har nævnt, og sendte fra himlen til jorden sin søn og datter for at de skulle udbrede kendskabet til vores Far Solen, for at menneskene skulle kunne tilbede ham og dyrke ham som deres gud, og for at give dem leveregler og love, så de kunne leve som fornuftige og civiliserede mennesker, bosætte sig i huse og ordnede byer, lære at pløje jorden, dyrke planter og afgrøder, opdrætte dyr og udnytte jordens frugter som fornuftsvæsener og ikke som dyr. Med denne befaling og dette mandat sendte vores Far Solen disse sine to børn til Titicacasøen, firs league fra her, og han opfordrede dem til at gå hvorhen de ville, og alle steder de stoppede for at spise eller sove skulle de støde en guldstav af en halv arms længde og to fingres bredde som han gav dem som tegn, i jorden: dér hvor staven med et enkelt stød gled i jorden, der ønskede vores Far Solen at de skulle stoppe og bygge deres hof.

Denne myte er oprindelig nedskrevet af Garcilaso de la Vega, født i Cusco i 1539, altså bare seks år efter spanierne var marcheret ind i inkaernes hovedstad og blot tre år efter inkaerne under et voldsomt oprør kortvarigt havde befriet den.

Faderen havde været spansk officer, af adelig herkomst, en af conquistadorerne, der havde været med til at erobre først Mexico og siden Peru. Moderen havde været inkaprinsesse, altså en af de erobrede, så faderen havde ikke bare været med til at erobre inkariget men også hende. Hun fødte deres barn, en mestits, som var et af den 10. inkas oldebørn og som blev døbt Gómez Suárez de Figueroa, men jeg bruger det navn han senere blev kendt under: Garcilaso de la Vega. Hans afstamning fra to overklasser gav ham kundskaber, viden og muligheder, som var med til at gøre hans Kongelige Kommentarer ganske særlige.

I sin barndom lærte han quechua af sin mor og hos hende mødte han slægtninge, tidligere højt placerede i inkariget, der gerne fortalte inkamyter og historier. Da Garcilaso var ti år gammel skubbede hans far hans mor fra sig – efter kongelig ordre med henblik på at stabilisere katolske ægteskaber. Skønt moderen var blevet døbt var forholdet ikke blevet lovformeligt, og faderen giftede sig med en yngre spansk kvinde, hos hvem Garcilaso fik sin ungdom og uddannelse. Hans fædrene hjem er nu indrettet som historisk museum lige bag Plaza de Armas i Cusco.

Garcilaso besøgte stadig sin mor og lyttede til familiens fortællinger, og det er vigtigt for denne historie. Faderen var ikke bare officer men også en magtfuld embedsmand i Cusco. Da han døde var sønnen 21 år, og han efterlod ham en sum penge, så denne kunne studere i Spanien. Imidlertid havde den spanske krone kritiseret faderen for at have overladt en hest til spanske oprørere mod kongen i konflikten 1546-1548. I Spanien måtte sønnen kæmpe for at faderen blev anerkendt som en af Perus conquistadorer – en anerkendelse ville kunne indebære et større økonomisk udbytte for ham selv; også forældrenes mestits-forhold skulle sønnen forsvare som led i kravet om den fædrene arv. Den unge mand havde således rigeligt at se til i Spanien.

Garcilaso planlagde at vende tilbage til sit fødeland Peru når han havde sikret sin arv, men det kom ikke til at ske. I stedet opdrættede han heste, blev officer, oversatte og skrev sin bog om inkaerne som han offentliggjorde i 1609. Det var 49 år efter han havde forladt Peru, og selv var han nu halvfjers.

Garcilaso de la Vega indrømmede at hans skildring af inkaerne var præget af hans stolthed over sin moderlige herkomst, og så pralede han med at hans inkaherkomst kunne give hans fremstilling større kildeværdi og hævdede at spanierne ikke var tilstrækkelig bekendte med inkaernes sprog så de var i stand til at spørge om og skaffe oplysninger fra indianerne.

Sidst i livet præsenterede Garcilaso sig stolt som Inca Garcilaso de la Vega, for sit selvvalgte navn delte han med en anden forfatter; vores Garcilaso var mere inka end erobrer, mere quechua end spanier. Langt senere – i 1780 – forbød de spanske myndigheder hans værk om inkaerne, for de frygtede at det ville kunne opildne indianere til modstand.

Garcilaso var dog også præget af spansk humanisme som det fremgår af hans formulering om Solen, der af medlidenhed med menneskene fra himlen sendte sin søn og datter til jorden, hvor de også skulle lære menneskene at leve som civiliserede mennesker og ikke som dyr.

Den tilgang var anderledes end den andre havde haft, og i særdeleshed var den anderledes end Pedro Sarmiento de Gamboas fremstilling af hvordan de første inkaer havde planlagt at tyrannisere andre stammer.

Gennem årene er Garcilaso de la Vega ofte blevet citeret, så hans gengivelse af inkamyter og -historier har nok mere end nogen anden enkelt kilde præget opfattelsen af inkaerne, og myten om guldstaven er vel den hyppigst fortalte om inkaernes vandring. Den adskiller sig fundamentalt fra andre kronikørers voldsomme skabelseshistorier om flodbølgen og om de første inkaer der kravlede ud af vinduer, lokkede en bror ind i bjerget for der at lade ham dø da bjerget skælvede.

Bevidst eller ubevidst idyliserede Garcilaso: Den varme Far Solen havde sendt sine to elskede børn til jorden med en guldstav, hvor de trygt kunne vandre, som omsorgsfulde opdrage mennesker de mødte og med dem skabe deres kongerige. Med Solen Inti som far kom inkaerne til at indtage en unik position. De var ikke bare et dynasti der afløste et forudgående, de foregav ikke at være guddommelige, nej, de var af kosmiske kræfter blevet sendt fra himlen til jorden, skrev han.

Garcilaso skrev ud fra det han erindrede og som byggede på det han som dreng havde hørt af sin mor og hendes adelige familie. Det må have kastet et forelskelsens lys over forhistorien.

De to US-amerikanske antropologer Geoffrey W. Conrad og Arthur A. Demarest trækker dog myten ned på jorden igen:

Fremkomsten af Inti-kulten må i et vist omfang have været resultat af en bevidst manipulation af religion med politisk formål… Skabelsen af Inti-kulten arbejdede utvivlsomt til fordel for inkaherskerne: som Garcilaso bemærkede betød ærefrygten for Inti at når folk forgudede deres gud, tilbad de også deres konge.

 Den peruvianske historiker María Rostworowski, tidligere direktør for Perus Nationalmuseum, mener at Garcilaso skabte denne myte til sine europæiske læsere.

Den US-amerikanske arkæolog og antropolog John Howland Rowe karakteriserer Garcilasos version af inkahistorien som fiktionspræget, ja som fromt selvbedrag.

Garcilasos myte udspiller sig her i solbeskinnede Titicaca, måske her på klippeøen Taquile, naboøen Amantaní eller på Isla del Sol, Soløen. Men i alfald på Titicacasøen, firehundrede kilometer syd for Cusco.

Også Felipe Guáman Poma de Ayala, som skrev om inkaerne på samme tid som Garcilaso de la Vega, men jo altså i Peru, nævnte Titicacasøen som inkaernes oprindelsessted. Modsat Garcilasos to udvalgte Solens Børn anførte Poma de fire brødre og fire søskende som andre også havde skrevet om og han nævnte Tampu Tocco. Titicaca var altså ikke Garcilasos påfund i hans spanske eksil.

Garcilaso skrev at Solen havde været bekymret for menneskene, så i kærlighed til dem havde han sendt en søn og datter, Solens Børn. Med sig havde de fået en guldstav, så de kunne finde det rette sted at leve. Guldstaven kan opfattes som solens forlængede stråler, for den er jo gylden. Den kan også tolkes som et kongeligt scepter, som et ritualiseret våben. Eller som et meget mandligt potenssymbol – også en slags våben – staven der skal stikkes ind alle vegne, hvor den kan glide i frugtbar jord. Noget effektivt graveredskab ved jordbunds-undersøgelser har den næppe været. Menaltså en halv arms guld af to fingres bredde.

Garcilaso interesserede sig også for tiden før inkaerne, og sytten år gammel havde han spurgt en af sine onkler, om hvad man vidste om inkakongernes oprindelse og første år. Ifølge Garcilaso havde onklen svaret:

Du burde vide at i gamle dage var hele dette område dækket af krat og hede, og på den tid levede menneskene som vilde dyr, uden religion og regering, uden byer og huse, uden at pløje eller tilså jorden, uden beklædning eller dække deres hud, for de kendte ikke til at væve bomuld eller til at sy tøj. De levede to og tre sammen, som det nu var dem muligt, i grotter, bag klippefremspring og i jordhuler. Som vilddyr åd de markens urter og træers rødder og frugter som voksede vildt, og de spiste også menneskekød. De dækkede deres kroppe med blade og bark fra træerne eller med dyreskind. Andre gik nøgne omkring. Kort sagt levede de som dyr eller andet vildt, og selv i deres samvær med kvinder opførte de sig som vilddyr, for de kendte intet til at have hver deres egne koner.

Onklen fortalte DEN STORE URMYTE om at før inkaerne havde barbariet hersket, og Garcilaso videregav den loyalt uden at stille spørgsmål om kilden til myten.

År forinden havde Pedro Cieza de Leon skrevet at der fandtes mennesker før inkaerne og at de havde været barbarer.

Nu skrev Garcilaso:

Hvad fortidens indianeres traditioner for ægteskab og samliv angik, var de ikke bedre end deres måde at spise og klæde sig på. Mange stammer levede sammen som dyr, uden at have deres egen kone, men slog sig sammen med den de faldt over. Andre giftede sig som de lystede – uden at undtage deres egne søstre, døtre eller mødre. I nogle stammer undtog de deres mødre, men ingen andre. I nogle områder var det lovligt ja endda tilskyndelsesværdigt for piger at være så usømmelige og løsslupne som de lystede, og de mest udsvævende var de bedste at gifte sig med, eftersom det blev anset for at være en stor kvalitet at have været udsvævende. Den slags piger blev i al fald betragtet som energiske, mens de beskedne blev betragtet som svagelige siden ingen havde villet have dem. I andre områder var traditionerne omvendte: mødre beskyttede deres døtre med stor omtanke, og når de skulle til at arrangere deres giftermål, førte de dem ud til fællesskabet hvor de med deres hænder tog døtrenes mødom for øjnene af familiemedlemmerne som havde bevidnet aftalen for således overfor alle tilstedeværende at bevise at de havde taget sig godt af datteren. I andre områder var det brudgommens nærmeste familie og hans bedste venner som tog brudens mødom; sådan var ægteskabet arrangeret hvorefter ægtemanden modtog hende.

Ud over sine erindringer om det han som dreng havde hørt i familiens skød skrev Garcilaso de la Vega også ud fra det andre havde skrevet. Han fik overladt manuskripter fra jesuitter-munken Blas Valera, som han citerede for hvordan indianske kvinder i krig mod fremmede mænd havde vænnet småbørn til barbari:

Kvinderne, mere grusomme end mændene, smører bryst-vorterne med de uheldige ofres blod så deres spædbørn skal sutte blodet og smage det med mælken. Alt dette gøres på et offersted med stor festlighed og glæde indtil manden dør. Så slutter de med at spise kødet og mandens indre dele, ikke længere som en glædesfest, men som led i den største religiøse hengivelse.

Beskrivelsen fremstår mere blodig, ja voldsommere end jeg har læst i andre kilder. Hvor Valera havde sine oplysninger fra er uvist, for mange af hans skrifter er forsvundet, som jeg vil uddybe i Cusco. Garcilaso fremhævede at ifølge Valera blev disse blodofre stadig praktiseret. Heller ikke den oplysning har vi mulighed for at få kilden til.

Beskrivelsen af det blodige barbari fik inkamyten om Solens Børn, der var sendt til jorden, til at stråle endnu mere. Garcilaso gjorde alt for at udbrede myten om den tilgivende sol, som var hans slægtshistorie der skulle sikre dens ophøjethed – indtil inkaernes broderkrig og den spanske erobring, der brat sluttede inkaernes angiveligt næmest paradisiske tilværelse.

 ——————

(siderne 122-128 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse