Garcilaso de la Vega skrev at Solen til sin søn og datter skulle have sagt:

Når I har gjort disse folk til vores tjenere så skal I behand-le dem med fornuft og retfærdighed, vise dem barmhjertighed og mildhed og altid behandle dem som en omsorgsfuld far behandler sine elskede og følsomme børn. Efterlign mit eksempel. Jeg gør godt for hele verden. Jeg giver dem mit lys og klarhed så de kan se og passe deres dag; jeg varmer dem når de fryser, og jeg får deres græs og afgrøder til at gro, sætter frugter på deres træer, og gør deres dyr mangfoldige. Med mellemrum kommer jeg med regn og roligt vejr, og jeg sørger for en gang om dagen at gå rundt om verden for at holde øje med de behov der findes i verden og opfylde dem som den menneskenes opretholder og velgører jeg er. Jeg ønsker at I som mine børn skal følge mit eksempel, I som er sendt til jorden for at undervise og hjælpe de mennesker der lever som dyr. Og siden vil jeg ophøje og kalde jer konger og herrer over folket, som I skal retlede med fornuft, god ledelse og godt arbejde.

Ifølge Garcilaso var dette inkaernes Far Solens sidste formaning – som ekkoede tidens humanistiske idealer. Han skrev også at det var en myte som den første inka, Manco Cápac, havde opfundet: Solen var styrende, havde pålagt sine to udvalgte at lede folket, som skulle være dem underdanige, men folket skulle ledes med fornuft og retfærdighed, barmhjertighed og mildhed samt omsorgsfuldhed.

Garcilaso præsenterede inkaerne i et ganske andet lys end Sarmiento, der havde påstået at otte inkasøskende havde planlagt hvordan de skulle opkaste sig til herskere over folket.

Garcilaso hævdede her at de folk der omvendte sig til Solen og underkastede sig dens konge blev lovet en lys fremtid, ja næsten paradisiske tilstande. Han beskrev inkaernes vandring på jorden med den gyldne stav så detaljeret så læserne måtte tro at Solen nærmest fysisk havde sendt to børn fra rummet til jorden:

Da vores Far Solen havde erklæret sin vilje overfor sine to børn, sagde han farvel. De forlod Titicaca og vandrede mod nord, og hvor end de standsede stødte de den gyldne stav i jorden, men den gled ikke ind.

Så nåede de til en lille kro eller et rasthus syv eller otte league syd for denne by. I dag kaldes det Pacaritambo, Morgengryets Hus eller Rasthus. Inkaen gav stedet dets navn fordi han forlod det ved morgengry. Byen er en af dem prinsen senere beordrede grundlagt, og dens indbyggere praler den dag i dag stolt af det navn fordi vores første inka gav det. Fra dette sted nåede han og hans kone, vores dronning, Cusco-dalen som dengang var uopdyrket.

Garcilaso placerede – som Sarmiento en generation før ham – Pacaritambo godt en snes kilometer syd for Cusco; det kunne være det sted som forskere kalder Rumicolca ved Piki-llaqta, som havde været en af huariernes byer.

Ifølge Garcilaso havde Solens Børn haft evner til at organisere, og folk havde følt en stolthed over at blive del af deres fællesskab. Han beskriver en lokalbefolknings frivillige accept af en fremmed, god og klog inkas ledelse.

Den første bebyggelse de oprettede i denne dal, sagde inkaen, var på bjerget Huanacauri syd for denne by. Der forsøgte de at støde den gyldne stav i jorden og ved første stød gled den let ned og de så den aldrig mere. Så sagde vores inka til sin kone: Vores Far Solen bød os blive i denne dal og gøre den til vores boplads og hjem for at vi kunne opfylde hans ønske. Derfor er det rigtigt, dronning og søster, at hver af os skal gå ud for at samle disse folk for at undervise dem og hjælpe, som vores Far Solen har beordret.

På Huanacauri-bjerget var den gyldne stav gledet i jorden, så dér ønskede Far Solen at de skulle stoppe og bygge deres hof.

Mig forekommer stedet dog mere stenet end frugtbart!

Også Cieza og efter ham Sarmiento havde skrevet om Huanacauri-bjerget, men ikke et ord om en guldstav. Til gengæld havde de skrevet at det var stedet hvor inkabrødre og -søstre – som et dramatisk højdepunkt i inkahistorien – havde fået Ayar Cachi med slyngen lokket ind i en grotte hvor han døde.

Omvendt nævnte Garcilaso ikke Ayar Cachi, for han havde kun skrevet om to søskende der skulle have været udgangspunkt for inkaerne, og det par tog sig langt smukkere ud – eller mere moralsk for spansk katolske læseres øjne – end det jaloux forhold der ifølge de andres myter havde været mellem tre eller fire søskendepar.

Da Far Solens potente guldstav var gledet i den frugtsommelige jord introducerede Garcilaso den første inkas kone. Det var første gang inkaen omtalte sin søster som sin kone, og dermed blev antydet at det ikke bare var guldstaven der under vandringen igen og igen var forsøgt at stukket i dybet. Et inscestforbud var overtrådt, hvilket Freud århundreder senere forestiller sig som vigtig del af en alfahans mytologisering.

Ifølge Garcilaso var det Solen der havde valgt stedet i Cusco-dalen, så staven kan tolkes som Solens forlængede strålearm. Endelig citerede Garcilaso inkaen for at han og hans dronning skulle samle folket, så guldstaven blev også et magtsymbol.

Sådan fik Huanacauri-bjerget en varm og central betydning i Garcilasos myte – modsat den konfliktfyldte betydning som Cieza og Sarmiento havde forbundet med stedet.

Vores første herskere fortsatte fra Huanacauri, hver i sin retning, for at samle folket. Da det var det første sted vi ved de betrådte med deres fødder og da de gik ud herfra for at gøre menneskene det godt, så rejste vi der, som du ved, et tempel til dyrkelse af vores Far Solen, til erindring om hans barmhjertige godgørenhed overfor verden.

Prinsen gik mod nord og prinsessen mod syd. De talte til alle de mænd og kvinder de mødte i vildnisset og forklarede at deres Far Solen havde sendt dem fra himlen for at de skulle være lærere og hjælpere for beboerne i hele landet, at de skulle lede dem fra det vilde liv de levede og i overensstemmelse med befalingerne givet af Solen, deres Far, samlede de dem og førte dem fra hederne og moserne, for at få dem til at bosætte sig i beboede dale og give dem menneskeføde i stedet for dyreæde. Vores konge og dronning sagde dette og lignende til de første vilde, som de fandt i disse bjerge og heder. Da de vilde så to mennesker klædt og smykket med de ornamenter vores Far Solen havde givet dem – og det var ganske anderledes tøj end deres eget – med deres ører piercede og åbnet på den måde som vi efterkommere har, og så at deres ord og ansigtsudtryk viste at de var Solens Børn, og at de kom til menneskene for at give dem byer at bo i og mad at spise, så undrede de sig over det de så og blev samtidig tiltrukket af de løfter der blev fremsat. På denne måde stolede de på alt det de fik fortalt, tilbad og ærede de fremmede som Solens Børn og adlød dem som konger. Disse vilde mennesker samlede andre og genfortalte de vidundere de havde set og hørt, og et stort antal mænd og kvinder samledes og drog afsted for at følge vores konge og dronning hvorhen de end måtte føre dem.

En bror og en søster der hævder at være Solens Børn, to vandrende mennesker i fremmedartet tøj og med guld i ørerne – vi genkender måske guldet i ørerne fra Ciezas historie, hvor det imidlertid skulle bæres som de overlevende brødres tegn på underkastelse – skulle være blevet tillagt en sådan betydning så vildtfremmede bjergfolk og folk fra moser og heder efter en kort undren tilbad og anerkendte de fremmede som deres konger.

 ——————

(siderne 131-134 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse