PERU: DEN ANDEN INKA

Vi kunne – underdanigst selvsagt – spørge Manco Cápac, Solens Søn: Hvordan kan du, Guddommelige Hersker, tiltale din arving, din søn? Som Solens Sønnesøn?

Nej, vel? Navnet skurrer i ørerne! Det er problemet med en arvelig, angiveligt guddommelig, magt til et menneske, når nu et menneske jo er et menneske. Ikke mindst hvis vi påstår at alle mennesker er født frie og lige i værdighed, hvad man jo aldeles ikke gjorde på inkaernes tid, hverken i Andes eller i Spanien.

Svaret var at selv det tiptipoldebarn der engang skulle indtage inkatronen ville blive betragtet som Solens Søn. I alt vil jeg nævne sytten sapa inkaer ved deres egne navne – for sådan har man for overskuelighedens skyld gjort siden den spanske erobring.

Og nu jeg er ved titlerne: sapa inka, Enestående Hersker, giver først mening fra den 9. inka, som grundlagde Tawantinsuyu, inkaimperiet. Hans otte forgængere havde andre titler som herskere over det mindre inkakongedømme eller den stamme der var vandret og havde etableret sig.

Kun en inderkreds vovede at bruge det navn som inkaen valgte når han var blevet kronet; navnet var så helligt og magtfuldt så ingen vovede at udtale det undtagen denne inder-kreds og så i dybeste respekt. Navnene bliver altså mellem os – for at holde styr på hvem der er hvem!

Almindeligvis blev benyttet titler som Huachacuyac, dvs. Elsker at gøre det bedre for de Fattige, eller Ticci Cápac, dvs. Den rigeste af Monarker, eller Intip Churin, dvs. Solens Søn, eller endda Cusco – som vi mener at vide var navnet på inkaernes hovedstad. Oprindelig betegnede Cusco selve herskeren; at Cusco var en herskertitel erfarede de første spaniere der nåede til Tawantinsuyu, for de hørte der blev skelnet mellem Cusco og dennes far, Den gamle Cusco. Spanierne hørte også om Cuscos huse, og de ord betegnede byen og ikke herskeren.

Da det ville blive meningsløst at jonglere med Cusco, Gamle Cusco, Den helt gamle Cusco, Den ældste Cusco for slet ikke at tale om Oldcusco og Urcusco vil jeg benytte de herskendes navne og de nummererede sapa inkaer selvom det ikke er helt historisk korrekt og dengang var helligbrøde.

Almindeligvis afløste en ny hersker en afdød. Derfor vil jeg begynde med en nekrolog over den første inka.

Så døde Manco Cápac – ifølge dem fra hans ayllu eller slægt, i en alder af 144 år som var opdelt på følgende måde: Da han forlod Pacaritambo eller Tampu Tocco var han 36. Fra det tidspunkt og til han nåede Cuscodalen, den tid hvor han ledte efter frugtbar jord, gik der otte år. Et sted blev han et enkelt år, et andet to og andre steder længere eller kortere tid indtil han nåede Cusco, hvor han levede resten af sin tid. Hundrede år som Cápac, Den Højeste eller Den Rige Hersker. De sagde at han var flot af bygning, tynd, benet, ond men ærlig, og da han døde forandrede han sig til en sten af halvanden meters højde. Stenen blev beskyttet med stor ærbødighed i Inti Cancha indtil året 1559 da licentiat Polo Ondegardo, der var blevet dommer i Cusco, fandt den og fjernede den fra landsbyen Bimbilla tæt ved Cusco hvor den blev forgudet og holdt i ære af alle inkaer.

Sådan hørte Pedro Sarmiento de Gamboa indianske vidner svare og sådan skrev han, så Spaniens konge – den på det tidspunkt 44 årige Filip – kunne vide hvor gammel Solens Søn, hans modparts ældste forfader, var blevet. 144 år. Sådan!

Sarmiento gengav oplysninger om de herskende inkaers navne, aldre, regeringstider og dødsår. Ifølge det han havde fået oplyst etablerede Manco Cápac sig i Cusco i år 565 e.v.t:

1. Manco Cápac blev 144 år gammel, regerede i 100 år og døde i år 665

2. Sinchi Roca blev 127 år gammel, regerede i 19 år og døde i år 675

3. Lloque Yupanque blev 132 år gammel, regerede i 111 år og døde i år 786

4. Mayta Cápac blev 112 år gammel, regerede i et ukendt antal år og døde i år 896

5. Cápac Yupanqui blev 104 år gammel, regerede i 89 år og døde i år 985

6. Inka Roca blev 123 år gammel, regerede i 103 år og døde i år 1088

7. Yáhuar Huácac blev 115 år gammel, regerede i 96 år og hans dødsår er ukendt

8. Viracocha blev 119 år gammel, regerede i 101 år og hans dødsår er ukendt

9. Pachacútec blev 125 år gammel, regerede i 103 år og døde i år 1191

10. Túpac Inka Yupanqui blev 85 år gammel, regerede i 67 år og døde i år 1258

11. Huayna Cápac blev 80 år gammel, regerede i 60 år og døde i år 1524

12. Huáscar blev 40 år gammel, regerede i 9 år og døde i år 1533

Richard Pietschmann, universitetsbibliotekaren der genfandt Sarmientos manuskript, opstillede denne oversigt ud fra spredte oplysninger i manuskriptet, og derved blev visse uregelmæssigheder iøjespringende. Pietschmann gjorde bl.a. opmærksom på at inkaernes meget høje aldre ikke kunne passe og slet ikke når der skulle være tale om biologiske sønner, der havde arvet.

Utvivlsomt var der problemer i Sarmientos opregning – vi bemærker umiddelbart den uforklarede tidslomme mellem den 10. og den 11. sapa inka.

Det er ikke ukendt, at når man skal fortælle om sine ældste forfædre, som man ikke personligt har kendt, så omtales de som meget gamle, for det er længe siden de levede. Det er et problem ved den mundtlige overlevering, hvor man ikke har skriftlige kilder som kirkebøger eller folkeregistre at støtte sig til. Og måske det kan forklare at de sidste inkaer ikke opnåede samme høje alder som de første. Eller omvendt?

En høj alder kan både skyldes et godt helbred – men altså også manglende kendskab til personen, en familiær stolthed over forfædre samt ønsket om at bestyrke slægtens historiske ret til magten. Et arveligt kongedømme legitimerer sig helst med en alenlang historie. Det er gennemført forfædredyrkelse og myteskabende, så det kan ikke bruges som historisk dokumentation.

Med til at guddommeliggøre inkaerne var oplysningen om at Manco Cápac, Solens Søn, ved sin død havde forvandlet sig til en sten af halvanden meters højde, som var blevet opbevaret i Inti Cancha, altså Solens Hus i Cusco. Den spanske dommer i Cusco, Polo Ondegardo, siges at have fundet og fjernet den fra en landsby, så Manco ikke længere kunne forgudes. I al fald ikke dér.

En stenfigur kan sættes som monument for en afdød. Når den afdøde er selveste Solens Søn, der siges selv at have forvandlet sig til en sten, så er stenen del af myten og den bliver til mere end et mindesmærke. Stenen bliver den pågældendes personifikation, altså også guddommelig. Personifikationen kan være af sten eller af guld; inkaerne kaldte sådan en guauqui.

 ——————

(siderne 143-146 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s