Aclla er quechua for en sol-datter. Acllakuna oversættes ofte til de udvalgte kvinder; huasi betyder hus. Vi står ved resterne af acllahuasien, som Garcilaso beskrev:

Et kvarter i byen Cusco blev kaldt Acllahuasi, Huset For De Udvalgte Kvinder. Kvarteret ligger mellem to gader som løber fra den centrale plads til Santo Domingo-klosteret, der tidligere havde været Solens Hus.

Cusco har undergået enorme forandringer, men sporene efter Huset For De Udvalgte Kvinder, er nemme at finde. Murene af de perfekt tilpassede sten i Arequipa og Loreto, de to smalle gyder, som Garcilaso omtaler, er de oprindelige; beliggenhed og murværkets kvalitet afslører at det har været en betydningsfuld bygning.

I dag har bebyggelsen andre funktioner: et nonnekloster-museum, et hotel og et shoppingcenter. For få år siden blev noget af den gamle facademur ved den tværgående Maruri-gade brudt ned, og det udløste raseri, grafitti, tændte stearinlys og demon-strationer med bank og spark på blikpladerne der skulle skærme byggepladsen.

Da ombyggeriet var overstået blev shoppingcenteret med dyrt dametøj navngivet Yma Sumac, opkaldt efter Perus bemærkelsesværdige mikrofonsangerinde i det 20. århundrede der med eksplosiv energi kunne svinge sig over fire-og-en-halv oktaver, og hvis navn kan oversættes til Smukke Pige.

Cieza havde brugt ordet fornøjelser om inkaens forhold til kvinder. Garcilaso derimod var diskret og betegnede Solen som soldøtrenes brudgom og omskrev inkaens sex med kvinderne til at Solen skulle have børn.

Inkaers sammenblanding af sex og gudedyrkelse må have provokeret dybe kristne forestillinger.

Religionsforskeren Lundager Jensen minder om at forbudet mod at betræde helligdommen efter samleje uden forudgående renselse i det hele taget er vidt udbredt i det mediterrane-nærorientalske rum.

At Garcilaso omtalte inkasex mere forsigtigt end Cieza havde gjort kan skyldes at han hentede erindringen frem om hvad han som dreng i sin mors familie havde hørt, at han var blevet gammel og/eller at han ønskede at gøre sit yderste for at præsentere inkaerne på ædleste vis i sin bog til spanske læsere.

Om acllawasi og dets beboere skrev Garcilaso:

De kaldte det Huset For De Udvalgte Kvinder fordi nonnerne var valgt ud fra deres herkomst eller skønhed; de skulle være jomfruer, og for at sikre dette blev de udtaget når de var otte år eller yngre. Da jomfruerne fra huset i Cusco var viet til Solen, skulle de være af Solens eget blod, eller døtre af inkaer, enten af kongen eller af medlemmer af hans familie, de skulle være legitime og fri for alt fremmed blod. Dem der var besmittet med fremmed blod, eller bastarder, havde ingen adgang til huset i Cusco som vi taler om. Begrundelsen de gav, var at kun rene jomfruer blev taget fra til Solen, og det ville have været ulovligt at tilbyde Solen en bastard med nogen smitte af fremmed blod.

De forestillede sig at Solen skulle have børn, og de måtte ikke være bastarder med en blanding af menneskeligt og deres kongelige blod. Kvinder givet til Solen skulle derfor være af det legitime, kongelige blod, som var det som Solen selv havde. Almindeligvis var der flere end 1500 nonner, men der var ikke sat nogen øvre grænse. I huset var der ældre kvinder, som var blevet gamle i deres kald. Hvis det var længe siden de var blevet optaget blev de kaldt Mamacuna på grund af deres alder og det embede de udførte.

Garcilaso havde erindret, dyppet gåsefjeren i blækket og derpå skrevet at nonnerne skulle være af Solens eget blod – eller døtre af inkaer, enten af kongen eller af medlemmer af hans familie. Solens eget blod – kan myten bliver mere fremmedgørende, mere mytisk, mere mystisk?

På samme tid som Garcilaso skrev sine kongelige kommentarer i Spanien tegnede og beskrev Felipe Guáman Poma de Ayala seks klasser kvinder i acclahuasien. Om den fjerde klasse skrev han at de var smukke, tjente inkaen, var prinsesser, vævede tøj, lavede chicha og mad, men de syndede ikke.

Hans samtidige, den kristne indianer Pachacuti-yamqui skrev at den 3. inka havde opdelt soldøtrene i fire kategorier: dem der skulle tjene Viracocha, inkaen, de ledende høvdinge og det almindelige folk. Ifølge ham var de udvalgte kvinder følgelig ikke forbeholdt inkaen.

Blas Valera, mestits, jesuitterpræst og samtidig med de tre nævnte forfattere, ville gerne fremstille inkareligion så nær kristendom som muligt. Han skal have betegnet de udvalgte kvinder som nonner; de havde tjent månen Quilla og båret månens sølvbillede, men de tjente også i Solens tempel. Soldøtrene havde haft en overordnet, Mama Aclla, som Valera karakteriserede som en slags abbedisse. Meget kunne lyde som et katolsk nonnekloster.

I inkatiden havde de udvalgte kvinder spundet uld og vævet cumbi, tøj, til gudebilleder og inkaen, tilberedt illai tanta, det hellige brød, og chicha, majsøl, til ceremonier – det kunne lyde som nadverbrød og altervin! Soldøtrene var også ansvarlige for at holde ild i nina villca, den evige flamme, i Coricancha.

Ondegardo, spansk dommer og skribent i Cusco i midten af femtenhundredtallet, hævdede at de fleste kvinder i acclahuasien var blevet tvunget til at leve der. Spanske soldater antog at de udvalgte inkakvinder var hekse, så de voldtog mange af dem. Valera skal have skrevet at mange af kvinderne lod sig døbe og blev nonner for Jesus Kristus.

I dag mener historikere at de udvalgte kvinder var velbevogtede, og at der var dødsstraf for uvedkommende der dyrkede sex med en soldatter. Kun inkaen dyrkede sex med dem, enten det nu skete som del af et ritual eller/og for at tilfredsstille sine seksuelle lyster. Kvinderne fødte tilstrækkelig mange sønner, så der herfra kunne rekrutteres militære og civile embedsmænd, som var loyale overfor inkaen, som var deres biologiske far men også i rituel forstand og muligvis også i følelsesmæssig.

Smukke unge kvinder kunne hentes fra hele riget. Hvis inkaen ville etablere en tættere relation til en høvding, dvs. til dennes stamme, altså stammens område og arbejdskraft, så kunne han vælge den lokale høvdings kønneste datter. Denne invitation kunne blive en styrke – forudsat at den pågældende høvding ikke opfattede inkaens valg som et personligt tab fordi datteren skulle flytte til de udvalgte kvinders hus. Når kvinden havde født inkaens barn ville det gennem sin mor få tilknytning til hendes hjemsted, og kunne dermed være med til at binde riget yderligere sammen.

Det er forkert at kalde acllawasi for et bordel, for soldøtrene var forbeholdt inkaen. Jeg synes ikke at de udvalgte kvinder kan kaldes hverken elskerinder eller hustruer. Jeg har brugt ordet konkubine, selvom det minder om romersk kultur; det danske middelalderord frille har mistet sin oprindelige betydning. De udvalgte kvinder havde få rettigheder, men individuelle rettigheder havde i det hele taget en anden karakter i inkasamfundet end vi er vant til.

Udvalgte kvinders børn blev anerkendt som inkaens, og det kunne give oplevelsen af at have opnået en højstatus.

 ——————

(siderne 159-163 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse