PERU: INKA EFTER INKA

Jeg vender nu tilbage til det tidlige inkadynasti, tilbage til myternes tid, engang i tolvhundredtallet, hvis jeg skal give et omtrentligt årstal – hvis sådan et tal ellers giver nogen mening når jeg har sagt at vi skal til myternes tid.

Om Lloque Yupanqui, den tredje inka, skrev Betanzos:

Lloque Yupanqui blev født med tænder. Han begyndte at gå lige efter han var født og han nægtede at patte. Ifølge legen-derne sagde han noget så beundringsværdigt, så det forekommer mig at han må have været en troldmand.

Betanzos gengav en myte om en der ikke bare var født til at blive inka, men nærmest var inka i samme øjeblik han var født. Og så fortsatte Betanzos om dette spædbarn:

Så snart han var født, siges det, tog han en sten i sin hånd og kastede den mod en anden dreng, en af Alcavicças efter-kommere, som passerede ham med et krus i hånden for at hente vand fra en kilde. Stenen, kastet af den nyfødte Lloque Yupanqui, brækkede et af Alcavicça-drengens ben. Ud fra den episode sagde præsterne at Lloque Yupanquis efterkommere ville blive store herrer og skulle komme til at styre byen. Alcavicças efter-kommere ville af Lloque Yupanquis efterkommere blive tvunget ud af byen, og alt skete som det var blevet forudsagt.

Inkastammen var altså ved at få overtaget i Cuscodalen. Den oprindelige befolkning, Alcavicças efterkommere, blev presset ud, og det fik sin naturlige forklaring.

Om Lloque Yupanqui skrev Cieza at denne – mod ægteskabsreglerne men efter langørernes råd – var blevet gift med Zañus høvdings datter.

Og han fortsatte om Lloque Yupanquis svigerfar:

Da det var forudset at Cusco ville blomstre, byggede den nye inka nye bygninger og bad sin svigerfar om sammen med alle hans allierede at bosætte sig i Cusco, hvor han kunne æres. Herren eller høvdingen fra Zañu besluttede at bygge sit hus i den øvre del af byen som de kaldte Hanan-Cusco, i modsætning til den lavere og flade del af byen hvor inkaen boede, og som kaldes Hurin-Cusco.

Hvis begge historier skal tages for pålydende havde inkaer presset den oprindelige befolkning ud af Cuscodalen og fået støtte af en høvding fra Zañu der bosatte sig i Cusco.

Og høvdingen kom ikke alene.

Selvom Lloque Yupanqui var født til storhed fik han ingen børn med sin smukke dronning. Det er ingen menneskeret at få børn, men for mange et stort ønske. Inkaens naboer ofrede til guderne og omsider åbenbarede et af oraklerne at Lloque Yupanqui ville få en søn! Så lå den meget gamle Lloque Yupanqui med sin coya, og sandelig: hun fødte en søn, Mayta Cápac!

Som sagt var Lloque Yupanqui meget gammel, så det føl-gende kan ikke overraske: han døde kort efter sønnen var født.

Efter Lloque Yupanquis død gennemførte de begravelses-ceremonierne, byen sørgede og de ofrede mange drenge og kvinder, idet de mente at disse ville drage til himmels for at tjene ham, og derefter gjorde de hans krop til en mumie. Det er sandt at forberedelserne til en inkas begravelse er meget vigtige, og at alle kvinder i riget skar deres hår af som tegn på sorg, og at de da der var gået et år udførte endnu flere ofringer end de plejede.

Ifølge 1984-udgaven af Ciezas inkahistorie var det mange kvinder og piger, der skulle være blevet ofret; arkæologer har dog ikke fundet massegrave med børn. Fundet af enkelte børnelig nær bjertoppe kan muligvis bekræfte en ceremoni ved en herskers død men disse menneskeofringer kan også have haft andre grunde.

Om en senere afdød inka skrev Cieza:

Mange kvinder, som havde tjent ham, kvalte sig selv i deres eget hår og andre på andre måder, så de kunne tjene ham i himlen. Hans begravelse var storslået og prægtig med megen pomp og mange ceremonier, og de ofrede et stort antal kvinder og tjenere som blev begravet sammen med ham samt gaver og smukt vævet tøj.

Arkæologer har heller ikke fundet nogen sapa inkagrav med menneskeofre og kan derfor ikke bekræfte Ciezas beskrivelse af at mange kvinder skulle have ofret sig og være blevet begravet med den afdøde inka. Ifølge de fleste kilder blev inkaherskere bevaret som mumier for at de kunne rådspørges.

Altså ingen inkagrave i form af jordfæstelser.

I Sillustani så vi knejsende begravelsestårne, chullpas, hvor herskabelige familiemedlemmers mumier var blevet opbevaret. De ældre tårne var blevet bygget af collao (staves også qulla) for mere end 1000 år siden og de yngre af inkaer, da disse erobrede området århundreder senere. Se foto side 293.

Der er ingen bevis for at familiemedlemmer skulle have begået selvmord eller være blevet ofret for umiddelbart at følge afdøde i døden. Gravene har en åbning der menes at være blevet åbnet når et familiemedlem skulle gravsættes eller konsulteres.

Tilbage til Lloque Yupanquis søn Mayta, der tilsyneladende uden konkurrence blev udpeget som den næste inka. Cieza skrev:

Da Mayta Cápac nåede den rette alder udførte de ørepier-cingceremonien under tilstedeværelse af mange orejones og adelige, og han blev kronet til konge. Da han ikke havde nogen søster blev han gift med datteren af en adelsmand fra landsbyen Oma, der lå omkring seks kilometer fra Cusco.

Heller ikke dette inkaægteskab var et søskendeægteskab.

 ——————

(siderne 170-174 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s