Siddende i Spanien skrev Garcilaso om sine indianske forfædre:

Siden de første konger, som inspirerede deres efterfølgere, blev der aldrig ført krig med mindre de af særlige grunde var nødt til det så som for at lære barbarerne en menneskelig og civiliseret levevis eller på grund af fornærmelser og beskadigelser forvoldt af uciviliserede naboer mod deres undersåtter.

Dette forsvar for inkaernes krigsførelse tog afsæt i beskrivelsen af den 8. sapa inka, hans tiptipoldefar. Ifølge Garcilaso havde inkaerne kun ført deres forsvarskrige fordi de var blevet provokeret eller for at hindre barbarer i at undertrykke: Inkaer gjorde op med uret, deres krige var civiliserende.

Så romantisk kan nogen fremstille krig, og forestillingen om de milde vilde er ofte blevet gentaget. Garcilaso fortsatte:

Før de gik i krig plejede de at advare deres fjender en, to eller tre gange. Efter en provins var blevet underkastet, var det første inkaen gjorde at tage områdets hovedgud med sig som gidsel til Cusco. Han beordrede den holdt i et tempel indtil den fjendtlige høvding og hans mænd havde indset at de var blevet bedraget af deres falske guder og at de som inkaerne begyndte at tilbede Solen. Af respekt for disse andre guder blev de fremmede ikke forkastet straks ved erobringen; de indfødte ville blive triste ved enhver form for desrespekt for deres guder indtil de var blevet omvendt til inkaernes strålende religion.

Inkaerne førte også den øverste høvding samt alle hans børn til Cusco, hvor de blev behandlet med mildhed og gunst så de i mødet med hoffet kunne lære ikke bare dets love, traditioner og korrekte sprog, men også inkaernes ritualer, ceremonier og overtro. Når det var sket ville curacaen, høvdingen, blive indsat i hans tidligere værdighed og myndighed, og inkaen ville som konge beordre undersåtterne til at tjene og adlyde ham som deres naturlige herre.

Garcilaso var stolt over at inkaerne havde overtaget provinser og at krigeriske høvdinge dér var blevet genopdraget i den rette inkatænkning – skulle lægge deres tro og tænkning bag sig – hvorefter de var blev genindsat og havde fået lov til at administrere på inkaens vegne.

Garcilaso levede og skrev i Renæssancespanien hvor der blev appelleret til fornuft, men han ville også legitimere sin egen inkaherkomst med positive fortællinger. Ifølge Garcilaso førte inkaerne udelukkende retfærdige krige – bellum justum på juridisk latin – for det var et begreb der også på den tid fyldte meget i europæisk argumention.

Selvfølgelig var Garcilaso ikke ubekendt med menneske-blod, smerte og krigsdød, for selv havde han været spansk officer og så var han jo barn af det voldsomme sammenstød mellem to civilisationer. Hans far havde været spansk conquistador og hans mor inkaprinsesse. Som dreng og ung mand havde han lyttet til de spanske herrer der havde etableret deres brutale styre og bekæmpet den spanske konges repræsentant for at fastholde deres ret til det erobrede. Hans onkler på hans mødrene inkaside havde været magtfulde langører, deltagere i den inkaiske broderkrig og de havde altid afsluttet deres samtaler med gråd når de om den nye tilværelse under spansk styre klagede:

Vores rige er vendt til slaveri.

I Tawantinsuyus store men korte århundrede – 1438-1532 – brugte inkaerne flere strategier overfor deres naboer: fra den slørende assimilation (hvor de fremmede skulle tilpasse sig) til den voldelige erobring, fra kolonisering med vellidte stammer til tvangsdeportation af oprørske stammer.

Garcilasos ord om at fjendens guder blev sat i templet i Cusco indtil fjenden havde opgivet at tilbede dem er upræcis. Ikke alle fremmede guder blev sat i karantæne: nogle tog inka-erne som ’gidsler’, men inkaerne udvidede også deres egen religiøse verden i takt med at Tawantinsuyu kom til at omfatte stadig flere forskellige etniske grupper. Det var del af inkaernes taktik. Blot gjaldt det ikke alle guder, så uden for Coricancha fandtes templer, hvor præster dyrkede guder der ikke blev tilbedt inde i Coricancha.

Der er således både politiske, religiøse og æstetiske grunde til at vi er stoppet op her i Raqch’i ved en midtermur af balancerende soltørrede lersten.

Læg hovedet tilbage, nyd synet af sammenstødet mellem murens brune struktur og himlens blå bund og de få cumulus-skyer som ikke er et surrealistisk mesterværk. Det er helt unikt, noget vi ikke har set før i Peru og som vi heller ikke kommer til at se magen til andre steder her i landet.

Dette er resterne af den største og højeste bygning der kendes fra inkatiden. Muren er vitterlig enestående. I ruskregn, hagl og stegende sol har den stået i mere end 500 år; den er 92 meter lang og 20 meter høj. Det beskyttende tag er nyt og de blankpudsede flader er restaureringer. Af grundplanen fremgår at bygningen har været 25 meter bred; de nederste sten er af hård andesit, og søjlefundamenterne på begge sider af muren stikker fire meter i dybden. Arkæologer er overbeviste om at det har været et stort tempel, og at det har båret det største enkelttag i hele inkariget, 2500 kvadratmeter, formodentlig tækket med ichugræs.

Ud fra templets størrelse og placering har arkæologer antaget at det har været viet til Viracocha. Umiddelbart må det undre, for inkaerne kaldte sig Solens Børn og I har hørt Garcilasos fremhævelse af Inti, vor Far Solen. Men det har sin historie.

Det er vigtigt at forstå inkaerne som fleksible. I begyndelsen havde de beskyttet deres særheder, det særlige i netop deres ayllu, havde været lukkede, men efterhånden som deres magt og selvbevidsthed voksede, udviklede de deres forhold til andre stammer, åbnede sig for så vidt og blev stadig mere modtagelige for disse stammers teologi og teknologi.

Bag den store mur ligger langs anlæggets nord-syd-akse en række bygninger, der åbner sig i begge retninger. Hver af disse dobbeltbygninger har en fælles midtermur og i indermurene findes en række trapezoide nicher; trapezformen er karakteristisk for inkaarkitektur. Den udnytter tyngdekraften, og da inkaerne ikke kendte til den såkaldt ægte bue, byggede de dør- og nichehuller med den trapezoide form der giver konstruktionen styrke.

Ifølge lokale guider har bygningerne været beboet af kloge kvinder der studerede stjernehimlen. Husene har dog også rummet forskellige værksteder hvor indkaldte specialister – heri-blandt måske kloge kvinder – har udfoldet deres speciale og vidergivet deres viden til inkaerne, der hurtigt tilegnede sig de utallige teknikker, og efterfølgende kunne imponere andre stammer med deres nyerhvervede færdigheder.

Vest for tempelmuren blev bygget flere end 200 colcaer, cirkulære opbevaringsrum af vulkansk sten, 9 meter i diameter og 3 meter i højden; stenene stammer fra den 3923 meter høje, sovende vulkan Kimsachata.

De mange colcaer har været fyldt med det bønder har afleveret: kartofler, majs, quinoa, lupiner, bønner, tørret kød, tæpper, bomuld, tøj, reb, våben. Hver ting i sin colca, et kæmpelager.

De få hele bygninger vi kan se er rekonstruktioner, for spanierne rev de oprindelige colcaer ned for at genbruge stenene.

I anlægget findes også andre rituelle bygninger, inklusiv bade, der blev brugt i ceremonier; bygninger og terrassemarker har været omgivet af en 4 kilometer lang og 3 meter høj bymur, hvoraf store dele er bevaret.

Der er hundrede kilometer til Cusco, så stedet er etableret efter inkaernes Cusco-kongedømme fik vokseværk, og inkaerne pressede mod syd, mod Titicacasøen hvor Tiahuanaco-kulturen havde strålet med en moderkulturel kraft.

Inkastien løber gennem anlægget; mod syd kommer man til Arequipa, hvor lupaca og collao på den tid lå i krig om det land de havde gjort frodigt med terrasser – dem vi beundrede rester af i udkanten af Arequipa.

Det fortælles at Inka Viracocha – den 8. sapa inka – forsy-nede både lupaca og collao – der siges på den tid hver for sig at have været stærkere end inkaerne – med våben, så de kunne bekæmpe hinanden, slide hinanden op og miste styrke. Måske inkaerne også brugte den taktik overfor andre stammer.

 ——————

(siderne 186-190 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse