PERU: PACHACÚTECS PANACA OG DEN DELTE ARV

Fra sit palads på pladsens nordvestlige side regerede Pachacútec når han var i Cusco. Også det var firlænget, afgrænset af gaderne og med en enkelt, mindre døråbning så adgangen nemt kunne kontrolleres. Det var både hans bolig og administrative hovedkvarter; det var hans panaca, og beboerne var hans familie med tjenestefolk. Alle skulle have noget at leve af, og det blev produceret af de bønder der boede i de store landområder der hørte til panacaen.

Selvom Pachacútec havde haft et vanskeligt forhold til sin egen far og nytænkte meget så spurgte han sine forfædre til råds sådan som traditionen bød, lige som forfædrenes mumier indbyrdes holdt rådslagninger.

Mumierne blev højtideligt ført gennem byen og samlet omkring et godt måltid og yderligere ceremonier blev udført for dem. Forfædredyrkelsen var vigtig, og i forholdet til den herskende inka var den en afgørende magtfaktor. Den indebar at de afdøde inkaers efterladte fik mulighed for at påvirke den herskende sapa inka, for alle kunne referere hvad de bestemt mente at netop deres forfader mente og havde ytret. Og det på trods af at sapa inka var enehersker.

De afdøde sapa inkaers panacaer var centreret om den pågæl-dende inkas mumie og var befolket af afdødes efterkommere: børn, søskende, fætre og grandfætre mv. Med sapa inkas seksualaktivitet in mente må der have været et mylder. Engang havde de kæmpet for inkaen, nu skulle de respekteres som formidlere af den afdøde inkas meninger, og det gjorde de ved at rådgive eller blande sig i magtudøvelsen. Misundelse, jalousi, intriger, turbulens, kampe, ja mord florerede omkring inkaen.

Sådan havde systemet også været før Pachacútec, men som tiden gik blev der stadig flere panacaer der forsøgte at påvirke den herskende sapa inka. Hvis han skulle mindske rivaliseringen i overklassen og hvis inkaernes naboplyndringer skulle afløses af egentlige erobringer for at skabe et rigtigt rige, så måtte der kæmpes for hele samfundet.

Pachacútec må være nået frem til at hans slægt skulle varetage forfædrenes interesser ved hjælp af de eksisterende besiddelser, og som herskende sapa inka skulle han erobre nyt land. Noget ville han erobre til sig selv, men størstedelen af de nyerobrede områder skulle tilfalde riget og de skulle til evig tid forblive forbeholdt rigsprojekter. Hans egne områder skulle kun bruges til rigsprojekter i hans levetid; efter hans død skulle de overgå til hans panaca. Sådan voksede den arv der til evig tid skulle bruges til mumiedyrkelsen.

Om Pachacútec skrev Garcilaso:

Han efterlod sig mere end 300 sønner og døtre, og det er endda blevet fremhævet, at i løbet af sit lange liv med et mangfold af koner fik han flere end fire hundrede legitime og illegitime børn. Indianere forsikrer, at selv dette høje tal er lavt for antallet af børn fra en sådan far.

Garcilaso skelnede mellem legitime og og illegitime sønner. De mange sønner skulle være loyale overfor sapa inka og lytte til hans mumie. Slægtsråd og alliancer kunne medføre at en anden end inkaens førstefødte legitime søn blev arvtager. Derfor var det vigtigt at sapa inka selv pegede på sin arvtager.

Det var ingen nyhed; jeg har fortalt om Mayta Cápac, den fjerde inka, der udnævnte Cápac Yupanqui som sin afløser på bekostning af sin ældste søn Cunti Mayta, ham med det grimme ansigt, der istedet blev ypperstepræst.

Også Pachacútec selv havde grebet magten selvom han ikke var faderens ældste legitime søn og faderen havde udpeget en anden søn som sin efterfølger.

Mens Pachacútec levede udpegede han sin ældste legitime søn Amaru som medregent. Men da sønnen ikke levede op til hans forventninger overlod denne – vel på Pachacútecs foranled-ning – arveretten til en langt yngre bror.

Magtkampe i Pachacútecs slægt kunne også få andre følger. Hans bror, Cápac Yupanqui, førte inkahæren sejrrigt ind i det rige Cajamarca, men det var længere mod nord end sapa inka havde BEORDRET, og så blev denne militære succes belønnet med DØDEN!

Brodermord eller dødsstraf for ikke at have adlydt sapa inkas ordre. Måske Pachacútec frygtede at Cápac Yupanqui ville udnytte sejren til at lade hæren gøre ham til sapa inka.

Pachacútec valgte at fremhæve sin nye foretrukne kandi-dat, en yngre søn, ved at uddelegere et stadig større ansvar til ham. Hvis sønnen levede op til forventningerne kunne han blive øverste general, og hvis han som øverste general sejrrigt førte inkaens hær ville han overstråle alle andre.

Sådan kom det til at gå.

Denne ansvarsfordeling mellem regerende far og krigs-førende søn kan spores tilbage til opgavefordelingen mellem fredshøvdingen og krigshøvdingen dengang inkastammen sammen med andre stammer var begyndt deres vandring på jagt efter et sted at overleve.

Pachacútec styrkede sin unge søns erfaring og position med henblik på at fastlægge arvefølgen: både han selv og sønnen Túpac Inka Yupanqui blev hædret for erobringerne 1463-1471. Dermed var Túpac Inka Yupanquis arveret gjort nærmest indiskutabel.

Afgørende for en kommende sapa inka var at han udstrålede begejstring, så han kunne mobilisere mænd omkring sig til at kæmpe som en hær, der ville erobre land med bønder der kunne arbejde, så den netop mobiliserede hær kunne få noget at spise. Først skulle de kampvillige altså begejstres og derefter slås for deres egen løn! Når der var erobret tilstrækkeligt kunne inkaen etablere en statsadministration, der skulle styre fordelingen i det palads der først skulle bygges. Det kan kaldes et benspænd at den nye inka skulle begynde helt fra bunden istedet for at arve et statsapparat.

Pachacútec havde gjort mere endnu for sin arvtager. For at beskytte ham mod intriger fra onkler, brødre og fætre og deres efterkommere var de blevet indskærpet ansvaret for den afdøde inka.

Ordningen kunne være lidt af et tveægget sværd. De skulle beskytte den afdøde inka, men mumien skulle helst ikke komme med alt for mange alternative forslag. Det måtte overvejes! Slægten skulle tage vare på den afdøde inkas panaca, dvs. bønder på dens erobrede landområder, hvor der blev produceret så den voksende familie kunne leve.

Om Pachacútec valgte den løsning for at undgå at slægtningene blandede sig for meget i inkaens beslutninger eller om det var fordi han elskede sine mange børn og ville sikre deres, børnebørns og oldebørns fremtid, det kan vi kun gisne om.

Umiddelbart havde Pachacútec styrket panacaerne ved at de skulle varetage den afdøde inkas interesser. Men derpå udstedte han en ordre om at mumien ikke længere skulle opbe-vares i panacaen men føres til Coricancha, hvor den sammen med de andre vigtige mumier skulle opbevares. Mumierne kom under hans kontrol. Fremover skulle panacaerne istedet beskyttte forfaderens gudebillede, hans guauqui, symbolet, og denne substitut kunne næsten tillægges samme betydning som mumien – men også kun næsten. Selve mumien og dens rådgivning skulle kontrolleres af sapa inka. En klar centralisering af magten.

Sandsynligvis kopierede Pachacútec chimuernes system med den delte arv fordi han havde erfaret hvor effektivt det havde skabt fundamentet for det store naborige, havde beskyttet deres kommende hersker mod intriger og havde sikret de øvrige sønner noget at leve af. Pachacútecs forestillinger kan selvsagt ikke rekonstrueres, men konsekvensen blev at den nye sapa inka ikke kunne læne sig tilbage som tilsynsførende administrator af det hidtil erobrede men skulle kæmpe. Arvesystemet medførte at inkasamfundet måtte ekspandere. KRIG!

Ændringen indebar at inkaens krigere fik øget magt, og at dygtige krigere fra erobrede stammer havde muligheder for avancement. Denne krigerdyrkelse kom bl.a. til udtryk i de prøver unge mænd skulle aflægge men også i inkaens indsættelsesceremoni.

I en periode var krigernes manddomsprøver blevet tillagt mindre vægt, men med Pachacútecs ændringer fik krigerkasten og manddomsprøverne igen voksende betydning.

Conrad og Demarest konkluderer:

Den afdøde herskers rettigheder medførte at betydelige dele land og arbejde blev taget fra den nye herskers kontrol og lod ham stå tilbage med spørgsmål om hvordan han skulle skaffe sine egne landbrugsområder og dyrke dem. Der var en indlysende løsning på dette problem: Han kunne erobre nye områder og udnytte deres rigdomme. Eftersom hans mål var ejerskab til land og kontrol af den overskydende arbejdstid, så kunne det gamle system med plyndringer og tilbagetrækning ikke bruges længere. I stedet måtte en hersker stræbe efter permanent annektering, kæmpe for integration af de erobrede områder i sit rige. Følgelig blev den delte arveret en drivkraft bag inkarigets vækst.

Kort sagt: for at beskytte sig mod familieintriger måtte sapa inka angribe andre stammer og udvide riget.

På femogtyve år ændrede Pachacútec inkaernes rige til at omfatte mange andre stammer. Han skabte det Tawantinsuyu der nåede syd for Titicaca. I de følgende otte år hans sidste leveår blev rigets størrelse mere end fordoblet, idet han erobrede chimuriget i det nordlige Peru op til Quito, hovedstad i dagens Equador. Denne anden erobring foretog han sammen med sin søn Túpac Inka Yupanqui, der som general sikkert blev positioneret som arvtager, som kommende sapa inka.

 ——————

(siderne 224-229 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s