Machu Picchu blev forladt, muligvis mindre end hundred år efter byen blev bygget. Ikke fordi den blev angrebet af fjender eller ramt af et ødelæggende naturfænomen. Arkæologer har fundet knogler af omkring to hundrede arbejdere, potteskår, nogle få smykker bl.a. et guldarmbånd samt selve ruinerne, så Machu Picchu er tilsyneladende blevet rømmet systematisk i nogenlunde ro og orden.

En hypotese er at koppeepidemien, den smitsomme virus som spanierne havde med som blind passager på skibene, og som kostede tusinder og atter tusinder af indianere livet, også nåede til den hemmelige by, smittede samfundets elite hvorefter byen blev evakueret da man så menneskene så uforklarligt bukke under.

Den gemte by blev den glemte by.

Her havde Pachacútec stået på toppen af sin magt. Senere komner en anden til at stå på toppen her: US-amerikaneren Hiram Bingham, assistent professor, dvs. undervisningsassistent, klatrer herop den 24. juli 1911 og ser det ingen spanske erobrere havde set. Godt 400 år efter byen var blevet forladt går han omkring og gør efterfølgende Machu Picchu og sig selv verdensberømt.

Men Hiram Bingham kommer ikke herop som den første i moderne tid!

1865 kommer den italienske geograf Antonio Raimondi snub-lende nær Machu Picchu under sin udforskning af Urubamba-dalen. I 1888 bliver hans kort trykt med et kryds ved et bjerg hvor han har skrevet Machu Picchu.

1874 tegner Herman Göhring – nej ikke den Göhring vi sommetider taler om i Europa, men en mineingeniør i den peruvianske stats tjeneste der skal finde en kortere vej fra Amazonas gennem Andes til Stillehavet – et landkort der bliver trykt i en bog i 1877. Han angiver bjergene Machu Picchu og Huayna Picchu, men han navngiver dem omvendt af hvad vi gør i dag.

Også navnenes oprindelse fortaber sig i tåger. Selvom ordet Picchu lyder indiansk, så findes det ikke i de ældste spansk-quechua-ordbøger; måske det er en forvanskning af det spanske pico. Machu Picchu oversættes sommetider til Det gamle Bjerg, og Huayna Picchu til Det unge Bjerg; muligvis kan stednavnene oversættes til hhv. Den gamle Visdom og Den unge Visdom.

I sin bog beskriver Göhring hvordan han og Baltasar de la Torre, hans kollega, i 1872 havde forsøgt at forcere områdets forræderiske floder, men Baltasar var faldet på en anden måde. Han var blevet overfaldet og dræbt af 34 pile affyret af regn-skovsindianere, hvorefter Göhring flygtede. I bogen omtaler han tre inkaforter: Chuquillusca, Torontoy og Picchu. Göhrings kort antages at være den ældste, trykte angivelse af Machu Picchu.

1876-77 rejser den østrigsk/franske inkaforsker Charles Wiener i Peru og Bolivia, og i 1880 udgiver han Perou et Bolivie, Peru og Bolivia, med kort, hvor han placerer navnene Machu Picchu og Huayna Picchu med forbløffende præcision. Han havde dog ikke set ruinerne.

Allerede i 1867 havde en tysker, Augusto R. Berns, købt en strækning på femogtyve kilometer langs Vilcanota og etableret et savværk hvor Aguas Calientes ligger i dag. Her skulle saves sveller til jernbanelinierne der skulle binde Peru sammen; de femogtyve familier der boede i Berns område arbejdede for ham.

I 1881 opgiver Berns at save jernbanesveller. Istedet udsender han i 1887 en pamflet, Prospecto de la Compañia Anonima Exploradora de las ’Huacas del Inga’, Prospekt for Det Anonyme Selskab til Undersøgelse af ’Inkaens Hellige Steder’, hvor han også nævner Torontoy.

Berns har vandret i den høje regnskov og funderet over om nogen mon vil være med til at få fingrene i noget gult fra Torontoy. Der er få timers arbejde, som straks vil være iøjefaldende. Berns omtaler inkaernes glemte miner; imidlertid består områdets bjerge af granit, og i dem findes ingen guldminer! Det guld han vil have fat i måtte være blevet båret til stedet: inkaernes guldskatte.

Berns patentsikrer det landkort han – muligvis hans afdøde partner, US-amerikaneren ’Poker Harry’ Singer – har tegnet over området, så ingen uden Berns tilladelse kan kopiere det. Machu Picchu ligger 3 kilometer fra hans lejr. Planen er at etablere et selskab, som skal tømme inkaernes hellige steder for guld; stederne beskriver han som rustikke, underjordiske og omhyg-geligt lukkede med sten. Berns fremhæver at projektet støttes af Perus regering såvel som af adskillige fremtrædende Cusco-borgere og antikvitetssamlere. Selv skal han være selskabets formand. Medicinprofessor i Lima samt storsamler af antik andeskeramik José M. Macedo skal være næstformand. Og med i bestyrelsen skal være Ricardo Palma, direktør for Perus nationalbibliotek.

Berns henviser flere gange til Perus regering, hvormed han må have ment præsident Andrés Avelino Cáceres, som har beordret nationalbiblioteksdirektøren til at støtte den tidligere savværksejer i dennes udforskning. Den 16. juni 1887 underskriver Cáceres på sit præsidentielle brevpapir Berns tilladelse til at plyndre inkagrave.

Dette brev dukker op i Hiram Binghams efterladte papirer, og det kaster et skrålys på datidens peruvianske myndigheders forhold til fortidsminder, men det afslører også at Bingham havde et dokument om Machu Picchu skrevet før han selv fandt stedet. Afgørende fatalt er selvsagt at Perus præsidents tillader udplyndringen.

Den peruvianske regering forlanger ti procent af værdien af guld- og sølv- og juvelskatte, mens alt andet af kobber, ler, træ, sten og andet tilfalder den der finder det, og det må eksporteres uden afgifter. Det er en behagelig detalje, for bestyrelsesmedlem Macedo har få år forinden sendt sin store keramiksamling til Paris og solgt den til et museum i Berlin. Berns pålægges dog at betale for den embedsmand der skal sikre at staten får sine procenter.

Der kendes ingen dokumention for at Augusto R. Berns fandt Machu Picchu.

14. juli 1902 kommer Agustin Lizárraga, en muldyrsdriver, til Machu Picchu. Med et stykke trækul skriver han sit navn og årstal i en niche på den konstruktion der i dag kaldes Huset med de tre Vinduer. Lizárraga ledsages af to landarbejdere, Gabino Sanchez og Enrique Palma, som har ansvar for nogle broer over Vilcanota.

Bortset fra at skrive sit navn på klippen skriver Lizárraga intet om Machu Picchu, men det er muligt at han vendte tilbage som guide for 12 gæster to år senere. Machu Picchus første turister!

1904 publicerer arkæologen Carlos Cisneros en oversigt over de kendte arkæologiske områder i Peru. I forbindelse med Cuscoområdet nævner han at der findes en række inkalandsbyer i Urubambadalen, som stadig ikke er undersøgt. En af disse kalder han Huaina-Piccho.

1910 offentliggør den flittige udgiver af inkakilder – på det tidspunkt firsårige – Sir Clements Robert Markham i Royal Geographical Journal et kort med angivelse af Cerro Machu Pichu; oplysningen refererer til bjerget og ikke til inkabyen.

Så når jeg frem til Hiram Bingham, en 33-årig deltidsansat undervisningsassistent i sydamerikansk kolonialhistorie på Yale University.

 ——————

(siderne 245-248 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse