PERU: ALMINDELIGE MENNESKER LEVEDE ELENDIGT

Den franske nationaløkonom Louis Baudin kommenterer Leguizamos testamente, med at overdrivelser hørte til datidens mænd. Retorisk spørger Baudin om ikke den moralitet som Leguizamo havde beundret i Peru var overfladisk, da den var gjort obligatorisk af strenge sanktioner.

Poma, der skarpt kritiserede spaniernes opførsel og som hævdede ikke selv at have set indianerne grådige efter guld og sølv, aldrig at have mødt en løgnhals, en bedrager, en prostitueret eller en tyv var dog ikke blind for hårdhed i inkariget, som han jo ikke havde kunnet se personligt, for han var født efter den spanske erobring.

I hans manuskript findes illustreret fem af inkaernes straffe, som kun vanskeligt lader sig forene med Leguizamos beskrivelse af et land uden tyve, dovne og utro hustruer.

Pomas fem tegninger af inkastraffe viste:

– en person omgivet af rovdyr og slanger, hvilket han beskrev som inkaernes straf der ramte den onde, forræderen og alvorligt kriminelle. Hvis de farlige dyr ikke åd mennesket, blev det betragtet som et mirakel, og inkaen ville benåde den pågældende.

– en person bag mure, hvilket han beskrev som den straf der ramte drukkenbolte, løgnere, dovne og beskidte, mennesker der forrådte inkaen, spillere og uforskammede. I fængslet ventede den kriminelle at blive pisket ihjel eller at blive sendt i minerne.

– to nøgne personer på knæ der trues med stening, hvilket han beskrev som straffen for ægteskabsbrydere. Hvis manden havde tvunget kvinden blev han dødsdømt og kvinden fik tohundrede piskeslag og blev sat i kloster. Hvis kvinden blev gjort ansvarlig for forbrydelsen blev hun dømt til stening og manden blev pisket hvorefter han blev jaget ud i junglen.

– en afstraffelse af inkaens tjenestefolk der havde dyrket sex. De blev dødsdømt og skulle hænges i deres hår. Hvis den ene part havde tvunget den anden skulle alene førstnævnte dø; hvis en kvinde overlevede afstraffelsen måtte hun aldrig gifte sig.

– en femte afstraffelse af dem der forgiftede andre. De skulle straffes sammen med hele deres familie, inklusiv børn og børnebørn, ved at de blev efterladt i områder hvor ræve, gribbe og kondorer kunne gøre det af med dem.

Disse hårde straffe udsprang af et samfund der byggede på en påstået guddommelig, dvs. UROKKELIG ORDEN, der hverken måtte diskuteres endsige kritiseres. Overtrædelse af inka-love blev ikke bare behandlet som en forbrydelse i samfundet men som en helligbrøde, for den pågældende havde forbrudt sig mod det guddommelige i det religiøst baserede samfund. Altså måtte straffen være hård.

Inkaernes straffelov var hverken nedskrevet eller detaljeret, så menneskene kunne ikke vide hvad sanktionen ville være for en bestemt handling; sanktionen var ikke forudsigelig; der blev dog også dømt ud fra lokal sædvane. Straffene gjaldt lovovertrædelser som vi i dag synes er vidt forskellige, og de stred mod hvad vi forsvarer under betegnelsen proportionalitetsprincippet: Med døden blev den der havde forrådt inkaen straffet, men også drukkenbolten og den beskidte. At lade en straffuldbyrdelse afhænge af et rovdyrs sult forekommer uretfærdigt lige som kollektiv straf strider mod vores retsopfattelse.

Men udgangspunktet for retssystemet i Andes var et fundamentalt andet menneskesyn end vores individuelle. Kollektiv afstraffelse øgede den sociale kontrol, som formodentlig har været omfattende.

Poma omtalte flere straffe for at dyrke sex; ægteskabsbryderen kunne straffes hårdt, for ægteskabet var rammen om den mindste produktionsenhed og skulle beskyttes. Måske Poma også fremhævede sexforbrydere for at imødegå spanieres udbredte opfattelse af at indianere havde dyrket promiskuøs sex. Sexforbrydelser var altså blevet straffet hårdt.

Den US-amerikanske antropolog David Jones konstaterer at jo højere status, jo alvorligere blev man straffet. Disciplin – underdanighed – var afgørende i alle samfundslag, så hvis en af inkaens generaler – det kunne være en af hans sønner eller brødre – overgav sig eller undlod at kæmpe eller fortsatte kampene for ivrigt for at positionere sig selv på bekostning af sapa inka selv, så kunne han straffes hårdt. Som regel med døden, eller det der var værre i dette samfund, hvor mumier havde så stor betydning, hvilket vil sige dødsdom og udslettelse af liget, så mumien ikke kunne rådgive.

En lokalguide har forklaret at hvis et tyveri skyldtes sult, så havde tyvens overordnede ikke sørget tilstrækkelig for sine underordnede, og derfor skulle denne overordnede straffes. Heri ligger en omsorg for undersåtter, en følge af det gensidighedsprincip som Pachaccútec havde etableret riget på.

Omvendt har en anden lokalguide forklaret at en overordnet ikke måtte straffes så hårdt som en underordnet, for den overordnede havde ære og anseelse at miste, og derved ville hele systemet blive rystet.

Det er ikke lykkedes mig at finde skriftlige kilder der kan underbygge disse modsatrettede opfattelser.

 ——————

(siderne 267-270 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s