Pachacútec fik sin første søn med sin søster og udnævnte ham til tronarving. Senere fik han en søn mere, Túpac Inka Yupanqui, og så ombestemte Pachacútec sig og udnævnte ham til tronarving. I 1463 blev Túpac Inka Yupanqui hyldet som Pachacútecs medkæmper – dvs. sønnen førte krig mens Pachacútec afventede sejrsbudskaberne.
I sine første 25 regeringsår havde Pachacútec erobret områ-det mellem Titicaca og Juninsøen – i fugleflugtslinie er det omkring 1000 km – og havde etableret første del af inkaimperiet med andre stammer. I de følgende otte år, 1463-1471, fordoblede Túpac Inka Yupanqui som Pachacútecs general, området ved at erobre landet mod nord til og med Quito, den nuværende hovedstad i Equador. Dette område måler omkring 1500 km i fugleflugtsline.
Da Pachacútec døde i 1471 blev Túpac Inka Yupanqui kronet som sapa inka, som den 10., og frem til 1493 udvidede han riget i den lange kyststrækning mod nord.
I 1493 lå Túpac Inka Yupanqui syg i Chinchero – byen hvor inkaerne sagde at regnbuen fødes – en by han selv havde anlagt som et rekreativt sted. Og dér døde han.
Poma hævdede at denne sapa inka var hans morfar og beskrev ham som en flot mand der holdt af fred og fester, at han elskede at ære stormændenes damer og var en meget stor kriger. Morfaderen havde hvert år talt med afgudernes huacas, og med djævlens hjælp kendte han hele Kastilien og Rom og Jerusalem og Tyrkiet. Pomas tegning af morfar Túpac Inka Yupanqui er gengivet næste side.
Som den eneste af de tidlige historikere skrev Sarmiento at Túpac Inka Yupanqui havde bygget tømmerflåder til 20.000 mand, at han havde fundet øerne Avachumbi og Ninachumbi og var vendt tilbage med sorte mennesker, guld, en stol af bronze samt skind og knogler af en hest, som blev bevaret i Cusco indtil spanierne kom.
Og Sarmiento beskrev ham som åbenhjertig og barmhjertig i fred, grusom i krig og afstraffelse, de fattiges ven, en stor mand med utrættelig energi og en betydelig bygherre. [Han var den værste af alle inkatyranner.]
Den kantede parentes skyldes Markhams redaktion.
Sarmientos karakteristik af Túpac Inka Yupanqui som den værste af alle inkatyranner må skyldes inkaens udvidelse af riget, altså konsekvensen af hans krige. Karakteristikken må havde været ofres efterkommeres raseri; den må Sarmiento have citeret med fryd – og Markham isolerede den så i en kantet parantes.
Sarmiento skrev også at Túpac Inka Yupanquis død skulle holdes hemmelig indtil de magtfulde langører var samlet i Cusco.
En kommende sapa inka skulle udpeges før dødsbudskabet blev offentliggjort – for at mindske risikoen for kup og revolter i magttomrummet.
Når en sapa inka døde uden at have udpeget sin efterfølger holdt hoffet dødsfaldet hemmeligt i mindst en måned, for i denne måneperiode at give shamaner tid til at udpege kandidater som de magtfulde kunne vælge mellem, hvorefter den valgte fik de kongelige røde uldfrynser som tegn på at nu var han Solens Søn.
Det blev imidlertid fortalt at en af Túpac Inka Yupanquis konkubiner havde haft svært ved at hemmeligholde inkaens død:
INKAEN ER DØD! Og lige før sin død udpegede han Cápac Huari som sin efterfølger, den søn han fik med en af de andre konkubiner! Huayna Cápac, inkaens søn med sin søster-kone, er ikke den udvalgte! I må gøre noget!
Selvfølgelig støttes denne snakkesalige konkubine af Cápac Huaris slægt. Langørerne i Cusco aner ikke hvad der er i vente andet end at Huayna Cápac, inkaens søn med sin søster-kone, skal krones. Det kan der ikke herske tvivl om om!
Men så er det inkaens pårørende hører sladderen om konkubinen og Cápac Huaris mor bliver henrettet, anklaget for mordet på Túpac Inka Yupanqui. Cápac Huari bliver ført til Chinchero, faderens yndlingsby, og får et livsvarigt forbud mod at vende tilbage til Cusco.
Historien fortælles også i en anden version. Bevæbnede mænd marcherer mod Cápac Huaris tilhængere, dræber mange inklusiv den måske kommende sapa inka Cápac Huari.
De forskellige forklaringer kan skyldes fraktionsstridigheder.
Modsat Sarmientos beskrivelse af Túpac Inka Yupanqui som den værste af alle inkatyranner erindrede Garcilaso alt det gode ved ham – også når sapa inka førte krig:
Soldater fik aldrig tilladelse til at røve eller plyndre provinser eller kongeriger der med våbenmagt var blevet tvunget til overgivelse: de indfødte der overgav sig blev hurtigt udpeget til fredelige poster eller betroet militær myndighed, som om de sidstnævnte havde været inkaens mangeårige og betroede soldater og de førstnævnte hans mest trofaste tjenere.
——————
(siderne 296-299 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):
VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:
MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU
Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret
af Mikael Witte
Bind 1 + Bind 2
476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver
Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse