PERU: INKAERNES STYREFORM

Sapa inka var eneherskerens titel i Tawantinsuyu, De Fire Verdenshjørners Rige. Til og med Pachacútec, den 9. inka, havde aylluerne udgjort samfundets fundament. Cusco-kongedømmet var relativt lille, de etniske inkaer holdt sammen i det overskuelige samfund og andre etniske grupper kunne se fordele i at slutte op om herskeren i Cusco. Der kun var få oprørsforsøg, men med væksten voksede problemerne også.

Til at udøve sin magt havde inkaen fire topembedsmænd som udgjorde Inkaens Råd; hver af disse fire havde ansvar for deres del af riget: den nordlige Chinchaysuyu, den sydlige Collaosuyu, den østlige Antisuyu ind mod Amazonas og den vestlige Cuntisuyu ud mod Stillehavet. Der var næppe helt skarpt optrukne geografiske grænser mellem de fire dele; opdelingen var måske etnisk og kunne føres tilbage til adelige slægter.

I dag huskes Antisuyu muligvis bedst fordi Andesbjergene fik navn efter området, som dog også var landet bag bjergene.

I takt med inkarigets ekspansion stod inkaen overfor nye udfordringer, og udnyttede de høvdinge, curaca’er, han havde besejret. Efter en vellykket ’omskoling’ – dvs. når de indså fordelen i at føje sapa inka – kunne de genindsættes i deres funktion som høvdinge. Men også det blev anderledes i takt med tid og inkarigets ekspansion.

Túpac Inka Yupanqui, den 10. sapa inka, indsatte i første omgang nye krigshøvdinge frem for at ’omskole’ de lokale. Det øgede selvsagt spændingerne mellem de hidtidige lokale høvdinge og lokalbefolkningen på den ene side og centralmagten på den anden.

Túpac Inka Yupanqui lagde også aylluer sammen til større enheder. En ayllu havde fælles forfader, men blev nu opløst og erstattet af en ny forvaltningsenhed. Med de større enheder håbede han at kunne beskytte sig mod oprør fra de nyerobrede. Det modsatte skete: han fremmede de erobredes modstand ved sit forsøg på at nedbryde deres aylluer, deres slægtsfællesskaber, deres forfædredyrkelse.

Herefter udviklede Túpac Inka Yupanqui en bosætningspolitik, som Sarmiento beskrev ud fra det han han havde hørt fra ofrene:

Han beordrede inspektører til at rejse gennem alle erobrede provinser med pålæg om at måle og undersøge dem og til at bringe ham modeller i ler af områderne. Det blev udført. Modeller og rapporter blev bragt til inkaen.

Han undersøgte dem og overvejede fæstninger i bjerge og sletter. Han beordrede inspektørerne til nøje at følge hvad han agtede at gøre. Så begyndte han at ødelægge fæstningerne og til at lade indbyggerne flytte til sletterne, og dem fra sletterne blev flyttet til bjergområderne, så langt fra hinanden og så langt fra deres hjemstavn, så de ikke kunne vende tilbage. Derefter beordrede inkaen inspektørerne at tage afsted og gøre ved menneskerne hvad de havde set han havde gjort ved modellerne. De tog afsted og gjorde det.

Om inkaens omorganisering fortsatte Sarmiento:

Andre beordrede han til at tage til de samme distrikter og der sammen med tucuyrico, den lokale kontrollør, at tage nogle unge mænd med deres koner fra hvert distrikt. Dette skete og fra alle provinser blev de ført til Cusco; fra en blev hentet 30, fra en anden 100, flere eller færre i forhold til befolkningens størrelse i hvert distrikt.

Disse udvalgte mennesker blev præsenteret for inkaen, der gav ordre om at de skulle føres til folk af forskellig slags. Dem fra Chinchaysuyu blev sendt til Antisuyu, dem fra Cuntisuyu blev sendt til Collaosuyu, så langt fra deres hjemstavn så de ikke kunne meddele sig til deres pårørende eller landsmænd.

Han gav ordre om at de skulle bosætte sig i dale der svarede til deres hjemland, og at de skulle medbringe såsæd fra deres hjemland så den ville blive bevaret og ikke gå til grunde. Uden nærighed gav han dem jord og fjernede den oprindelige befolkning.

Inkaerne kaldte disse kolonister mitimaes, hvilket betyder transporteret eller flyttet. Han beordrede dem til at lære sproget i det land de blev flyttet til, og til ikke at glemme det almindelige sprog som var quechua, og som han havde beordret alle sine undersåtter i alle de erobrede provinser at lære og kunne.

For at være mere korrekt kaldte inkaerne disse kolonister mitmaqkuna,mens spanierne kaldte dem mitimaes og genbrugte systemet som led i deres egen kolonisering.

Túpac Inka Yupanqui nyorganiserede samfundet. Høvdinge med ansvar for 10.000 mænd skulle kaldes huanu som betyder 10.000. Han udnævnte ledere for 1000 og kaldte dem huranca. Den næste havde ansvaret for 500, og blev kaldt picha-pachaca. Den der hed pachac havde ansvar for 100, mens den der havde ansvaret for 10 blev kaldt chunca curaca. Alle havde titel af curaca, hvilket betyder overordnet.

Et helt samfund organiseret efter titalssystemet! Indført af den 10. inka! Det var et totalt brud med ayllusystemet, med slægterne, med forfædredyrkelsen, med den biologiske forbindelse mellem fortid og fremtid, med sjælenes evighed, med den trygge tradition.

Menneskene i Andes må have oplevet det som en kulturrevolution: ansvaret for storfamilien, som man følte, arbejdede og levede i – også efter de kollektive tvangsfor-flytninger – blev erstattet af noget så abstrakt som titalsystemet!

Nye systemer, nye regler, nye ledere. Bruddet med den vigtigste sociale kontrakt, forfædreforbindelsen, må have udløst desperation, rodløshed, angst. Fremmedgørelsen må have været omfattende, utilfredsheden må have boblet, gæret og eksploderet.

Straf ramte de opsætsige af hårdhændede høvdinge. De nye curacaer fik magt; den enkelte curacas magt afhang af hans rang, men hans beføjelser var vide, for han var inkaens repræsentant. Systemet var stærkt centralistisk, så curacaen kommanderede med sine underordnede og refererede til sin overordnede. Aldrig til sine sideordnede curacaer – det var forbudt. Så også på de forskellige lederplan kunne utilfredshed gære.

Den lavest placerede curaca var embedsmand for 10 familieoverhoveder, dvs. 10 mænd i alderen 25 til 50 år, og dermed for deres familier. Hvert familiemedlem havde sin funktion, for ingen måtte være ubeskæftiget. Afhængigt af alder kunne opgaverne bestå i at finde lus i hovedbunden, jage fugle fra majsmarkerne, være lamafører eller lærling. Ældre mænd kunne også arbejde, mens mænd over 60 år kun kunne rådgive.

For at samfundet skulle fungere blev befolkningssammensætningen fulgt nøje. Fødsler og dødsfald svingede, så grupperne blev omfordelt. Almindeligvis skete det hvert 3. år. Kort sagt et gennemkontrolleret, bogholderagtigt plansamfund.

 ——————

(siderne 303-307 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s