I 1493 overtog Huayna Cápac, den 11. sapa inka, inka-værdigheden efter sin far, Túpac Inka Yupanqui. Under Huayna Cápac steg antallet af oprør, og den væsentligste grund hertil menes at have været udvidelserne, at Cusco lå så langt borte så den oprindelige gensidighed – Pachacútecs gensidighedsprincip, noget for noget – helt var forsvundet.

Det var svært eller endda umuligt for nyerobrede stammer at være loyale og føle sig som del af et samfund, de ikke kendte og forstod. I et stadigt voksende rige kunne sapa inka kun sjældent nå at vise sig selvom vejnettet blev udvidet.

Selv en sapa inka kunne ikke være to steder på en gang. Solens Søn blev stadig mere fjern – og uvedkommende.

Tawantinsuyu var blevet et verdensrige. Huayna Cápac fortsatte udvidelserne, slog oprør ned og udbyggede infra-strukturen. Veje blev etableret til løbere, chaskier, der ventede parate i patahuasi, vejhuse, og kunne hurtigt bringe budskaber til og fra magtens centrum. Og så for at sapa inka kunne få de friskeste forsyninger og i sin bærestol kunne blive vist for folket.

En af de spanske erobrere skrev: Så enestående veje ses ingen steder i den kristne verden i et land som dette. Nærmest alle er brolagte.

Bejder gør Huayna Cápac personlig ansvarlig for at inkariget ikke fortsat ekspanderede: Huayna Cápac ejede ikke de samme militære evner som sin far.

Imidlertid udvidede Huayna Cápac riget voldsomt mod syd. Han manglede ikke militære evner, men oplevede en sådan modstand så han må have erkendt at riget havde grænser for vækst, at gensidighedsbåndet var brudt og at han skulle bruge andre redskaber.

Huayna Cápac valgte – ud over at slå hårdt ned på oprør – før 1500 at etablere magtens symboler – palads, soltempel, acclahuasi – i andre af rigets byer: Quito (det nuværende Equadors hovedstad), Tumipampa (det nuværende Cuenca i Equador), Huánuco, Tumbes, Hatun Collao og Charcas.

Det centralistiske inkaimperium var blevet så enormt stort, så det stod klart at noget måtte gøres ved sapa inkas manglende nærhed.

De nye magtcentre skulle kompensere. Men nybyggeriet – skabt gennem knokkelarbejde – løste ikke rigets manglende sammenhængskraft. Geologer har konstateret at sten fra brud i Cusco blev benyttet; mennesker har slæbt og trukket de tunge sten mere end tusind kilometer i bjerglandet for at etablere bygningernes symbolske slægtskab. Men det var ikke nok.

Sapa inka var nødt til helt personligt at vise sin tilknytning til sine undersåtter, ofte i den lokale klædedragt og med paryk i den lokale stil, for at bevare den sociale kontrakt.

Men selv en sapa inka havde kun 24 timer i døgnet, og selv med det udbyggede, effektive vejsystem der forbandt det enorme rige kunne han ikke nå at komme tilstrækkelig mange steder og vise sig så hyppigt, så folk og høvdinge blev overbeviste og trygge ved hans tilstedeværelse og dermed forbindelsen til forfædrene og Solen.

Afstanden mellem periferi og center var blevet uoverskuelig. Tawantinsuyu skulle være centralt, for der fandtes kun én Solens Søn. De nye centre var en skrivebordsløsning for at imødekomme 10 millioner menneskers følelser, men de kunne ikke indfri deres religiøse forestillinger. I et centralistisk samfund, der var bygget op omkring én person, der gennem sine forfædre havde retten til magten fra Solen, kunne der kun være plads til ét center.

Svækkelsen kom indefra. Det måtte gå galt!

Problemet var langt fra inkaens manglende militære evner; problemet var en systemfejl som gik tilbage til 1438, til Pachacútec. Inkaideologien eller rettere -strategien med dens delte arv havde været rigets vækstmotor, men den rummede sin egen modsigelse, sammenbruddet, utilfredshed, modstand og oprør. Imperiets fald var forestående.

Også den voksende dyrkelse af de kongelige mumier undergravede den siddende inkas magt i stedet for at styrke ham. Han var nødt til at fortsætte ekspansionen, vise sin magt overfor mennesker der ikke kunne se nogen fordele. Det blev stadig vanskeligere, ja nærmest umuligt i takt med at inkariget grænser blev skubbet fra Cuscos højland til kystområdets ørkener og den uigennemtrængelige regnskov nedenfor Andesbjergene.

 ——————

(siderne 308-309 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse