Hayna Cápac, den 11. sapa inka, fulgte sine forgængeres tradition med at få mange børn. I al fald tre-fire af hans sønner fik afgørende betydning for inkahistorien, men ingen af dem kunne forudse fremtiden for det enorme inkarige, der var ved at segne under sin egen succes, hhv. revne som følge af indre modstand fra de erobrede. Måske en og anden fornemmede og håbede noget, men ingen vidste at en broderstrid skulle udløse en svækkelse så nogle få spaniere kunne  erobre riget.

Det var Pachcútec, Hayna Cápacs farfar, der med den delte arv mellem hans panaca og den tiltrædende sapa inka havde lagt grunden til rigets vækst, idet den tiltrædende sapa inka SKULLE erobre nyt land for at kunne etablere sin magt. Men sidst i livet greb Hayna Cápac til stort set den modsatte strategi: han delte sit rige mellem to af sine sønner. Sådan så nogen udviklingen.

Pedro Cieza de Leon skrev i den første samlede spanske inkahistorie:

Andre, der tænkte på quillacingas og popayas omfattende områder, sagde at inkariget var for stort at blive regeret af et menneske, så Huayna Cápac beordrede at området nord for Quito skulle høre under hans søn Atahualpa, som han elskede inderligt fordi denne altid havde ledsaget ham i hans krige. Han ønskede at resten af riget skulle regeres af Huáscar, han skulle være enearvingen.

Uden at tegne skarpe grænser beskrev Cieza dog Hayna Cápacs bevidste opdeling af riget, så Huáscar som enearving fik størstedelen og Atahualpa den mindste, nordlige del.

Om de to arvingers herkomst forklarede Cieza:

Begge var født i Cusco, og ikke i Quito, som nogle har sagt og endda skrevet, men det har de gjort uden at forstå kendsgerningerne. Huayna Cápac brugte flere end tolv år på at erobre Quito og de områder, og da han døde var hans søn Atahualpa allerede omkring 30.

Cieza var sikker på at Atahualpa og Huáscar begge var inkasønner og begge var født i Cusco. Atahualpa var den førstefødte, men Huáscars mor havde været den kongelige, nemlig inkaens kødelige søster, og derfor skulle Huáscar være enearving.

I inkaernes arvetradition var det ligegyldigt hvem der var ældst. Afgørende var hvem der var ’ægte’, hvem der blev støttet af de magtfulde og hvem der blev kronet af den herskende sapa inka. Atahualpa kunne grundet sin moders afstemning aldrig retmæssigt blive sapa inka. Så vidt Cieza.

Den anden spanier som kort efter skrev en samlet inkahistorie, Juan de Betanzos, konstaterede ud fra det han havde hørt om Huayna Cápac:

Da han kom hjem fandt han at en søn, Atahualpa, var født. Han var meget tilfreds med fødslen og fejrede den med en højtidelig fest. Senere, da Atahualpa nåede sin første fødselsdag, beordrede hans far at hans hår skulle skæres, så herrerne i Cusco kunne gennemføre denne ceremoni og ofre, for det var deres tradition at skære håret af et sådan nyligt født barn.

Om Huayna Cápac fortsatte han:

Da han nåede til en by der hed Huáscar i et område de kaldte Mohina, blev en anden af hans sønner født. Den søn blev navngivet Huáscar, eftersom han blev født i en by der blev kaldt Huáscar. Det var denne Huáscar, som havde en konflikt med Atahualpa.

Forskelsbehandlingen fremstod tydeligt. For yderligere at fremhæve Atahualpa som den uomtvistelige førstearving skrev Betanzos at høvdinge omkring inkaen havde mindet ham om at alle var dødelige, og at en skønne dag ville Solen også kalde Huayna Cápac til sig. Ville han ikke nok udpege en efterfølger? Huayna Cápac havde svaret lidt uforstående, mente de at han var gammel, at han lige som hans gamle bedstefar havde rystet på hænderne? Han lod sin søn Atahualpa føre frem. Han var en smuk dreng som det glædede ham at se. Han sagde at sønnens ansigtstræk mindede ham om hans egen far, Túpac Inka Yupanqui.

Og for yderligere at fremhæve Atahualpa beskrev Betanzos de to inkasønners mødre:

Atahualpa var søn af en adelskvinde fra Cusco ved navn Pallacoca fra Pachacútecs slægt. Hun var Huayna Cápacs kusine og oldebarn af inka Pachacútec. Hendes far blev kaldt Llapcho og han var inka Pachacútecs barnebarn, nemlig en søn af Pachacútecs egen søn. De var Atahualpas far og bedstefar. Han var del af familien og slægten fra Cápacaillo, som de sagde var Pachacútecs linie.

Huáscar var søn af en kvinde som blev kaldt Ragua Ocllo fra stammen fra Hurin Cusco og en fjern slægtning af Pachacútec. Hun var i familie med mange herskere fra gruppen fra Hurin Cusco og som også var høje herrer over byen.

Betanzos var ikke i tvivl: Atahualpa og Huáscar var begge inkasønner, men Atahualpa var som den ældste født i Cusco, mens Huáscar var født udenfor byen. Og afgørende: Atahualpas mor havde været af fornemmere herkomst end Huáscars mor. Ingen af mødrene havde dog været inkaens kødelige søster.

Så vidt Betanzos, spanieren der var blevet gift med Atahualpas enke. Man kan mene at han var tæt på sin kilde men også at kilden havde interesser i hvordan historien blev fortalt.

Nu følger så en helt tredie inkahistorie.

Omkring 1570 dikterede Titu Cusi Yupanqui – den såkaldt 16. sapa inka – sin historie til spanske munke i regnskoven, hvorfra han forsøgte at bekæmpe spanierne. Titu Cusi Yupanqui hævdede at broderstriden var fuldstændig misforstået:

Mange dage senere var min onkel Atahualpa involveret i krig og stridigheder med en af sine brødre, Huáscar, vedrørende spørgsmålet om hvem der var den retmæssige konge over dette land.

I sandhed, så var ingen af dem den legitime arving. De havde blot tilranet sig magten fra min far, som på det tidspunkt stadig var en dreng. Alligevel gjorde de begge krav gældende og blev støttet af forskellige onkler og slægtninge og argumenterede, at selvom deres far i sine sidste dage måtte have udnævnt min far som konge, så kunne en dreng ikke være konge, og at det derfor ville være bedre hvis en af de ældre, ikke barnet, blev konge.

Selvfølgelig var disse retfærdiggørelser knap grundet på sund fornuft men snarere på lidenskabelig grådighed og ambitioner; for selvom begge var sønner af Huayna Cápac, så var deres mødre almindelige, mens min far havde rent kongeligt blod, lige som Pachacútec, Huayna Cápacs farfar, havde haft det.

Titu Cusi bestred slet og ret at Atahualpa og Huáscar, de to stridende brødre, hans to onkler, havde haft arveret til inkaværdigheden, for deres mødre var begge ALMINDELIGE. Det argument slog alt: De havde ranet værdigheden fra deres bror, altså Titu Cusis far Manco Inka. Tawantinsuyu skulle aldeles ikke deles, sådan som Cieza havde skrevet.

Titu Cusi refererede en samtale et halvt århundrede forinden; i 1532 skulle spanierne i i Cajamarca have spurgt Atahualpa:

Er du konge i dette land? Han svarede at det var han, og de sagde: Der er ikke nogen ud over dig? Vi ved at der er en anden der hedder Manco Inka. Hvor er han? Min onkel svarede: I Cusco. De spurgte: Og hvor ligger Cusco? Og han forklarede: Cusco ligger to hundrede leagues herfra. På skift sagde spanierne: Vi har hørt at Cusco er hovedstaden i dette land. Derfor må ham der residerer i Cusco være konge. Og min onkel svarede. Det er han så sandelig! Min far ønskede at Manco Inka skulle være konge, men da han var meget ung, regerer jeg i hans sted. Spanierne svarede: Selvom han skulle være meget ung, så burde han have besked om vores ankomst, og at vi er kommet efter ordrer fra Viracocha.

Ifølge Titu Cusi havde Atahualpa angiveligt overfor spanierne indrømmet at ikke han, men hans mindreårige bror Manco Inka, altså Titu Cusis far, var den faderligt udpegede arving. Det var tilsyneladende en tilståelsessag – ifølge Titu Cusi, som jo ikke havde været tilstede. Og ikke et ord sagde han om Huáscars arveret; Huáscar havde han skrevet helt ud af historien.

Titu Cusi – der i lighed med sin far havde ladet sig kristen-døbe – argumenterede i sin tekst stilet til den spanske kong Filip – kristendommens selvudnævnte forsvarer – taktisk snildt. Og ind i mellem fik han nævnt at de angribende spaniere selv havde hævdet at være kommet efter ordrer fra inkaernes skabergud Viracocha; det må have stillet de katolske spaniere i et pinligt lys da påstanden blev læst i Spanien.

Titu Cusi Yupanquis beretning karakteriseres som det ældste selvstændige skrift fortalt af en indfødt i inkariget, men altså skrevet 40 år efter den spanske erobring begyndte. Forskere betragter beretningen som gedigent spin der skulle bekræfte Titu Cusis position i spanske øjne.

En central sætning lyder: Jeg er den eneste legitime søn, det vil sige ældste og førstefødte, blandt de mange sønner min far Manco Inka efterlod sig.

Det var karakteristisk for inkaer at de iscenesatte sig og dens slægt. Relationen til inkaernes ældst kendte stamfar – herunder forældrenes søskendeforhold – var afgørende. Titu Cusis argument om at han var den ældste og førstefødte skyldtes at han ville leve op til de spanske herrers forventninger om en legitim hersker. Det var ren europæisk tænkning.

Langt senere skrev Garcilaso de la Vega i Spanien at han – ud fra det hans mor og slægtninge i Cusco havde fortalt – ville rede slægtstrådene ud.

 ——————

(siderne 310-315 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse