PERU: INKARIGETS SPLITTELSE

Hvis Atahualpa havde været sin fars general og guvernør i nord, så kunne han ved faderens død forsøge at tilkæmpe sig posten som sapa inka. Han sad jo i en hovedstad, en ny hovedstad, hvilket må have givet ham legitimitet eller følelsen af en sådan. Hans magtbase ville være den stående hær, der som noget nyt var blevet etableret som supplement til de bønder der normalt blev indkaldt som inkaens krigere. Omkring sig havde Atahualpa de officerer som han havde ledet i den nordlige del af riget.

Huáscar vidste at systemet med den delte arv tvang inkariget til vækst og han kan have indset at systemet var endt i en dødelig vækstspiral, som både hans farfar og far havde søgt at dæmpe ved at etablere de nye hovedstæder. Huáscar må have været bevidst om at Atahualpa var hans dødsensfarlige rival.

Istedet for at fortsætte faderens decentralisering med yderligere hovedstæder besluttede Huáscar at koncentrere magten! Panacaernes magt skulle stækkes og det krævede kontrol over deres magtsymbol: de kongelige mumier skulle brændes!

Dette var en K R I G S E R K L Æ R I N G mod de ledende familier, der ved at dyrke deres forfædre og lytte til mumierne fik vigtige råd og mulighed for at påvirke magt-udøvelsen. Mange adelige må have mærket mere end sveden.

Hvorvidt mumiebrændingen blev gennemført er usikkert; Garcilaso de la Vega skrev at han i Cusco i 1560 havde set fem kongelige mumier – tre mandlige og to kvindelige – hos dommer Polo de Ondegardo.

Alle mumier var altså ikke blevet brændt, men truslen om udslettelse var rigelig. Det var muligt at se Huáscars aktion som selvisk, for at øge sin egen magt, men værre var at det var endnu et opgør med andestroen. Oldefar Pachacútecs delte arv havde været det første, farfar Túpacs opgør med bøndernes aylluer det andet, far Mancos nye centre det tredie. Det var livsgrundlaget – inkaernes åndelige livs grundlag – der blev angrebet.

Ved udsigten til Huáscars fjerde-generations-opgør rasede adelen over at blive frataget deres allerhelligste og basis for deres overklasseliv. Panacaer var rystede og begyndte at konspirere imod Huáscar og støtte fjenden i nord, Atahualpa. De døde konger og den levende adel havde vendt sig mod deres hersker.

Huáscar forlangte at Atahualpa skulle sværge ham troskab. Atahualpa svarede ved at sende gaver af guld og sølv, men det var ikke tilstrækkeligt for Huáscar, der anklagede Atahualpa for at planlægge et oprør. Så besluttede Huáscar en gang for alle at sætte sin bror på plads.

Med støtte af cañarierne, der boede syd for Quito – og som inderligt håbede på opløsning af inkariget, for de længtes efter deres tidligere uafhængighed, så deres støtte til Huáscar var nok så taktisk – marcherede Huáscars hastigt samlede hær under ledelse af general Atoco mod nord, mod Atahualpa.

Cieza skrev:

Det siges at cañarierne hjulpet af mitimaes fangede Atahualpa for at overlade ham til Huáscar. Da de havde anbragt ham i et rum i tampuen, flygtede han til Quito, hvor han hævdede at det var hans guds vilje at forvandle ham til en slange, så han kunne undslippe sine fjender.

Atahualpas professionelle militære styrker under general Quizquiz ledelse slog Huáscars mindre disciplinerede, haste-indkaldte styrker, straffede cañarierne hårdt og marcherede mod Cusco, hvor panacaerne vidste at vinden var vendt.

Krigen rasede 1529-1532 og ramte begge sider blodigt. Huáscar så tusindvis af døde og flygtende ud af Cusco. Og så indtog Atahualpas generaler byen. Huáscars general Atoco blev taget til fange, bundet til en stolpe, henrettet og af hans hovedskal blev lavet et drikkebæger til Atahualpa. Huáscar hørte om rædslerne, skælvede, og indkaldte høvdinge fra hele riget for at bede dem om hjælp.

Cieza konstaterede:

Huáscar var langt mere opskræmt, og fra den tid frygtede han at afslutningen måtte blive skæbnesvanger. Hans rådgivere besluttede at Cusco ikke skulle forlades, men at en ny hær med nye kaptajner skulle tage over. Men der var stor sorg over de døde, og i templerne og ved oraklerne blev der ofret meget i overensstemmelse med traditionerne.

Huáscar tilkaldte mange lokale høvdinge fra Callao, Canchis, Canas, Charcas, Cavangas og fra Cuntisuyu og mange fra Chinsaysuyu. Da de var samlet talte han til dem om hvad hans bror havde gjort og han opfordrede dem til at at blive venner og kammerater. De svarede som han ønskede fordi de anerkendte den religiøse tradition kun at anerkende en som inka hvis han havde overtaget det kongelige hovedbånd i Cusco, hvilket Huáscar havde gjort nogle dage forinden.

Om Atahualpa skrev Cieza:

Han beordret at nogle bestemte høvdinge i provinsen skulle slås ihjel og indsatte en af sine egne kaptajner til at regere. Da han havde samlet sine vigtigste fæller overtog han det kongelige hovedbånd og tog titlen Inka i Tumipampa, selvom handlingen var ugyldig, som det er blevet forklaret, fordi det ikke foregik i Cusco.

Beskrivelserne af broderkrigen er modstridende, og det er vanskeligt at afgøre hvilken man skal tro på. Det kan næppe være anderledes når historien bygger på myter! At konstatere, at mytologisk historiefortælling afspejler inkaisk historiefortælling kan næppe tilfredsstille historikere i dag. Mange myter skulle legitimere magtudøvelse.

Nogle sider efter Garcilaso de la Vega havde beskrevet Atahualpa som intelligent, skarpsindig og stolt, trak han andre aspekter frem hos ham:

Atahualpa brugte sin sejr på den mest grusomme måde. Han foregav at ville give riget tilbage til Huáscar og indkaldte alle rigets inkaer, både guvernører og andre embedsmænd, generaler, kaptajner og soldater. Alle skulle de møde op i Cusco på et bestemt tidspunkt, hvor han hævdede at han ville oprette visse privilegier og regler som derpå skulle respekteres af begge konger, så de kunne leve fredeligt og i broderskab. Ved denne nyhed samledes alle inkaer med kongeligt blod: kun dem der var forhindret på grund af alder samt enkelte som var for langt borte eller som ikke vovede komme eller som ikke stolede på den sejrrige Atahualpa, udeblev. Da de alle var samlet beordrede Atahualpa at de alle skulle myrdes på forskellig vis, så han kunne være sikker på at de aldrig mere ville planlægge et oprør mod ham.

Garcilaso specificerede Atahualpas drabsmåder:

Nogle blev halshugget, nogle blev hængt, nogle blev kastet i floder eller søer med store sten bundet om halsen, så de var ude af stand til at svømme og druknede. Andre igen blev skubbet ud fra stejle klippe og skrænter. Alt dette foregik med så stor fart som hans embedsmænd kunne opnå, for magtraneren kunne ikke føle sig sikker før han så eller vidste at alle hans rivaler var døde.

Atahualpas massedrab på den kongelige slægt forklarede Garcilaso med at Atahualpa aldrig selv ville kunne blive arveberettiget; børn af blandet blod ville aldrig blive lovlige arvinger. Derfor var Atahualpa nødt til at udslette alle der ville kunne gøre krav på tronen.

Men der var overlevende. Hans egen mor, prinsessen, og hans onkler, havde overlevet.

Samtidig med at Garcilaso i Spanien skrev sine kommentarer underskrev 567 indianere med kongelig inkafstamning en henvendelse til de spanske myndigheder. I Spanien gjorde en vis Melchior Carlos Inca krav på at være arving til inkatronen.

Men der kan næppe herske tvivl om at Atahualpas broderlige blodbad havde været voldsomt, rædselsfuldt.

Trods blodbad fik sapa inka Huáscar lov at leve. I første omgang i al fald. Skarpt bevogtet blev han tvunget til at vandre til Quito. Forfærdelig langt for ham der havde været vant til altid at blive båret i sin kongelige bærestol. Nu skulle han føres op til Atahualpa.

Militære felttog kan beskrives enkelt, hvis det er det man vil. Men krig er aldrig enkel. Ofte angives 500.000 krigere, dvs mobilisere bønder, at have kæmpet for Huáscar mod 250.000 mere professionelt trænede krigere der kæmpede for Atahualpa.

Garcilaso de la Vega skrev at flere end 150.000 døde på begge sider.  

Men det nøjagtige antal krigere og ikke-kæmpende, døde og lemlæstede, i dette blodbad af en broderkrig vil aldrig blive fastlagt.

 ——————

(siderne 323-327 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s