PERU: ATAHUALPA BÆRES IND

Lørdag den 16. november stiger solen på en næsten skyfri himmel. Ingen ved hvornår inkaen kommer, ja ingen kan vide om han kommer og i så fald hvordan. Chaskier meddeler at han vil komme bevæbnet, og det forventer Pizarro, men svarer dog at han vil modtage ham som en ven og bror. Derpå meddeler en anden chaski at sapa inkavil komme ubevæbnet.

Tre sider af den centrale plads i byen er afgrænset af bygninger med trapezoide døråbninger, hvor soldater og heste, købmænd og kvinder kan skjule sig. Kavaleriet bliver delt og placeret i husene; kanonerne placeres højt på en platform. Francisco Pizarro indskærper at inkaen ikke må skydes men skal tages levende, som gidsel, lige for øjnene af hans inkakrigere. En død inka vil blive deres egen sikre død.

Da solen står på sit højeste kan spanierne se at enheder af inkakrigere begynder at bevæge sig mod Cajamarca, byen, pladsen. Pizarro går fra bygning til bygning for at videregive det spejderne har meddelt ham, for at sikre sig at alle har forstået hans ordrer og så for at berolige sig selv.

På pladsen holder Valverde sit livs måske sidste messe, krigenes Gud bliver anråbt om at brede sit skjold over de soldater som kæmper for at udvide korsets rige. Soldaterne mumler med på en salme. Man skulle tro det var et korstog.

Så kommer inkaerne. Forrest to tusind krigere i skak-ternede uniformer syngende og fejende strå og og andet fra vejen. Højt hævet bæres Atahualpa frem omgivet af masser af dansende og syngende i paradeuniformer, fulgt af andre mænd i skinnende metal og iklædt kroner. Det må være sølv og guld, ser lovende ud, men så gør de holdt en kilometer borte. Atahualpa har god tid, telte slås op på en eng, og en chaski meddeler spanierne at inkaen vil afvente nattens komme.

Pizarro frygter et natangreb og opfordrer Atahualpa til at komme straks. Han ved at ventetid kan ødelægge kampmodet. Atahualpa forsikres, at han intet behøver at frygte.

Solen synker og inkaerne sætter sig i bevægelse. Fem-seks tusind mænd, nærmest ubevæbnede, kun med økser, marcherer ind på pladsen. Det er fortroppen, for størstedelen af hæren forbliver på engen. Mellem krigerne bærer firs overordnede, klædt i blåt, på skuldrene bærestolen med Atahualpa klædt i guld og sølv, med det kongelige pandebånd og en kæde med usædvanligt store smaragder om halsen. Midt på pladsen gør inkaens bærestol holdt, det samme gør de ledsagende krigere og dem der bærer to ledsagende bærestole med officerer. Krigerne trækker ud til siderne, Atahualpas flag føres frem af en langøre.

Atahualpa ser sig omkring. Hvor er de fremmede, er hans tanke, forklarer han senere. Han ved at de må have gemt sig i husene af frygt for hans mageløse hær, tænker han videre og kalder på de fremmede.

Dødsstilhed og venten. Så træder Francisco Pizarro, munken Vicente de Valverde og oversætteren Filipillo frem mod Atahualpa; bag murene klamrer fodfolket sig angste til deres våben, dem til hest beroliger igen og igen dyrene med det inderligste håb om at kunne undgå vrinsken og de mange skribenter lytter, men gengiver alligevel senere ordvekslingen forskelligt: de fleste mener at munken inviterede inkaen til samtale og spisning med Pizarro i en af bygningerne, at Atahualpa afslog, at han ikke ville komme før spanierne havde afleveret alt det de havde stjålet og brugt siden de var kommet til hans kongedømme.

Valverde, den eneste tilstedeværende der har gået på universitet, som har studeret teologi og filosofi i fem år på universitetet i Valladolid, er ikke kommet som erobrer eller plyndringsmand men for at overvåge at Pizarro opfylder den spanske konges betingelse for plyndring og undertrykkelse: at indianerne kristnes korrekt.

Han løfter Bibelen i den ene hånd og krucifikset i den anden, forklarer hen over sin uforståelige religiøst baserede jura oversat med krumspring til quechua, at det alt sammen står i hans bog, insisterer at bogen indeholder Guds egen stemme.

Valverdes opgave er at proklamere kongens Requerimiento overfor de erobrede, at eftersom Gud har skabt verden, og paven har givet spanierne retten til denne del af verden, så har de pligt til at underkaste sig den spanske konge. Hvis indfødte nægter at adlyde må erobrerne bruge den fornødne magt. Valverde læser dele af teksten højt på spansk, afventer Filipillos famlende oversættelse, fortsætter med den kongelige tekst og lader igen Filipillo oversætte. Og videre til Skabelsen, Jesus korsfæstelse og opstandelse, Den hellige Treenighed og Sankt Peter og hans efterfølgere, paven der har bemyndiget verdens stærkeste konge, den spanske majestæt, til at erobre og omvende de indfødte på den vestlige halvkugle. Og at Pizarro, som står her, er kommet den lange vej over havet for at fuldføre værket og at Atahualpa har mulighed for at få syndsforladelse og blive kejser Carlos vasal.

Felipillo oversætter febrilsk og lægger Faderen, Sønnen og Helligånden sammen med Gud, så de kristne kan altså påkalde sig hele fire guder, hvad selvfølgelig er langt færre end inkaerne kan mønstre, men alligevel! Pointen er klar: Atahualpa skal nedlægge sine våben og underkaste sig spanierne.

Atahualpa svarer:

Jeg vil ikke være noget menneskes underordnede. Jeg er større end enhver prins på denne jord. Måske jeres kejser er en stor prins, det tvivler jeg ikke på, når jeg ser at han har sendt sine repræsentanter så langt over havene, og jeg er villig til at betragte ham som min bror. Hvad angår paven, som I taler om, så må han være tosset når han taler om at forære lande bort, som ikke tilhører ham.

Og min tro vil jeg ikke ændre. Jeres egen gud, blev som I siger, slået ihjel af de mennesker som han havde skabt. Men mine guder lever stadig i himlene og ser ned på sine børn.

25 år efter begivenhederne gengav Juan de Betanzos sin svigerfamilies – vel nærmest Atahualpas – erindring:

Oversætteren sagde at præsten var Solens Søn, og at Solen havde sendt ham for at fortælle inkaen, at han ikke skulle slås, men at han derimod skulle adlyde kaptajnen som også var Solens Søn, og det var det der stod i den bog og at tegningen sagde det samme.

Eftersom han sagde tegningen, bad inkaen om bogen, tog den i sine hænder og åbnede den. Da han så rækken af bogstaver, sagde han: Taler den her og siger at du er Solens Søn? Jeg er også Solens Søn. Hans indianere bekræftede dette og sagde samlet med høj stemme: Dette er sapa inka. Inkaen gentog med høj røst at han også kom fra Solen. Da han sagde det slyngede han bogen bort, og atter sagde alle hans folk: Ja, han er vores eneste herre.

OG SÅ RÅBER SPANIERNE SANTIAGO!

 ——————

(siderne 333-337 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s