PERU: INKAEN I FANGENSKAB

Nogle af de tilstedeværende hævder siden at Atahualpa kommanderede sine soldater til angreb.

Andre mener at Valverde til Pizarro havde skreget: SÅ DU HVAD DER SKETE? SÅ DU DET? Hvorfor forblive høflige og underdanige overfor denne pralende hund når området er spækket med indianere? Angrib dem! Jeg tilgiver jer!

Med en klud signalerer Pizarro til manden med kanonerne. Den ene kugle bliver siddende i kanonrøret, den anden stryger mod inkaen, PSSSBOING, hestene springer med klokkeklang, klingeling, klingeling, afsted gennem døråbningerne, mænd myldrer ud, trompeter gjalder, trutterut, og i angst skråles igen og igen SANTIAGO!, det spanske angrebsskrål, den hellige Jakob er med dem mod hedningene.

Spaniere frygter det værste, mens inkaen ser sine krigere gå i panik. De stormende spanske soldater slagter skrækslagne indianske krigere, der vanvittigt kravler op ad hinanden og dér er intet håb om flugt. Deres smukt dekorerede ceremoniøkser hæn-ger virkningsløse. Spaniere angriber højt fra hesteryg, rider i rustning ind i inkaer med lanser, stikker med kårde og skyder få skud, heste tramper til døde. Inkaens 80 blåklædte officerer, der har båret Atahualpas bærestol, ligger lemlæstede i angst, blod, skrig og sidste suk.

Pizarro. Beskyttet af tyk bomuldsvams. Tager kurs. Direkte mod Atahualpa. Klatrer. Over dynger. Lemlæstede og lig. Fat i inkaens arm. Flår i den. Forgæves. Skråler. Igen SANTIAGO! Derpå INGEN DER SÆTTER SIT LIV HØJT RØR INKAEN!

Indianske krigere, flere med hænderne hugget af, blødende, stavrer eller stolprer desperate frem for med deres magtesløse kroppe for at beskytte deres sapa inka. Miguel de Astete, en af conquistadorerne, flår det kongelige pandebånd af Atahualpas hovede.

En spanier søger at stikke sin daggert i Atahualpa, men Pizarro parerer hans angreb. Derved bliver Pizarro såret, får et sår på hånden. Daggerten, for satan!

Syv-otte spanske ryttere når frem, får fat i bærestolens kant, vipper den yderligere. Atahualpa bliver flået ud og Pizarro fører straks Atahualpa væk, i beskyttelse i byens stærkt bevogtede Soltempel.

Dem der bar bærestolen og dem der ledsagede inkaen forlod ham ikke: de døde omkring ham, skrev Hernándo Pizarro.

Uden sapa inka ser alt håbløst ud for inkaerne, så nu forsøger hans krigere at redde deres eget liv. Nedslagtningen fortsætter i to timer til solen er gået bort. 106 spanske infanterister, 62 kavalerister og deres tunge heste, fire kanoner og 12 bøsser har nedkæmpet inkaens tusindtallige hær. Nogle noterer 2.000 døde inkakrigere, andre 10.000.

Den spanske sejr er total. Nogle kilder nævner en såret spanier – det er såret på Pizarros hånd.

Atahualpa får almindeligt tøj i stedet for sin ødelagte inkadragt. Betanzos kan senere citere Atahualpas enke:

Mens Atahualpa var fange i Cajamarca holdt markisen ham i sin egen bolig, og der sov Atahualpa. Markisen forsøgte altid at gøre alt for at gøre ham tilpas og bringe ham fornøjelser, for Atahualpa var en stor herre. Han så Atahualpas magt over hele det peruvianske rige da han lagde det under kongen af Spaniens styre.

Betanzos skrev at der havde været en god stemning mellem gidseltager Pizarro, som omtales som markis, og Atahualpa: Er det et uomgængeligt syndrom eller var det gidseltagerens taktik?

Atahualpa får lov at sove i samme rum som Pizarro og spise ved samme bord. Pizarro bringer Atahualpa fornøjelser. Mon det dækker over at unge dronning Cuxirimay kommer på kærligt besøg?

Om Pizarro skrev Betanzos:

Han fortsatte med at stille Atahualpa spørgsmål. På tilsvarende vis nød Atahualpa at have selskab af markisen og resten af spanierne i et sådant omfang at spanierne elskede ham og han dem.

Under et måltid konstaterer Pizarro at Atahualpa virker trist. Det bør du ikke være, hævder Pizarro, for i alle de lande kristne er kommet og har mødt store herskere har de kristne på fredelig vis gjort disse til deres venner og kejserens vasaller – ikke ved krig. Atahualpa behøver ikke være chokeret over at være blevet taget til fange. Det er blot sket fordi han kom med så stor en bevæbnet hær, skønt han var blevet opfordret til at komme fredeligt, og fordi han havde smidt bogen med Guds ord på jorden.

Ikke et ord siger Pizarro om spanieres grusomheder gennem de forgangne fyrre år siden de første gang satte støvlerne i den for dem nye verden.

Atahualpa tænker vel mest på det nære, vil vel vide om spanierne vil slå ham ihjel. Men det afviser Pizarro på det bestemteste, og hævder at kristne kan dræbe i heftighed, men ikke bagefter.

I Atahualpas hjerne og krop må tanker køre om at det kun er to dage siden han fastede for at fejre meddelelsen om at hans halvbror, Huáscar, var taget til fange og sendt mod Cajamarca.

To sikre dage havde han, Atahualpa, haft som den 13. sapa inka, og nu venter det ham at blive dræbt og udslettet af nogle fremmede, af de kristne. Han har set hvordan hans folk er blevet trampet og hugget ned. Det kører rundt for ham.

Og Pizarro må tænke over hvorfor Atahualpa med dennes usammenlignelige militære overmagt er gået lige i hans fælde. Han havde frygtet det modsatte. Atahualpa kan ikke have været forberedt på at spaniere højt på hesteryg kæmper oppefra, må være blevet overrasket af spanske kanoner og bøsser, have undervurderet hestenes tyngde og jernrustningernes beskyttelse. Og først og fremmest må han selvhøjtideligt have overvurderet synet af sig selv, må have forventet at spaniere ville lade sig skræmme af en sapa inka, Solens Søn med rødt pandebånd, siddende i en bærestol.

På Pizarros spørgsmål om hvad Atahualpa havde planlagt svarer denne:

At tage Pizarro til fange, at indfange hestene og avle flere, at ofre nogle spaniere til Solen og kastrere andre til at vogte over sine kvinder.

Søndag, morgenen efter store dele af inkaens følge er blevet udslettet, rider Hernándo de Soto i spidsen for 30 kavalerister ind i Atahualpas lejr. Han konstaterer at den er fuldt bemandet, at ikke en eneste kriger er fraværende foran teltene, at ikke en eneste sætter sig til modværge, men at kaptajnerne tværtimod gør korsets tegn, som for at signalere overgivelse – helt som Pizarro havde beordret Atahualpa at instruere sine høvdinge.

Da Soto vender tilbage til de andre spaniere oplever Atahualpa hvor tossede de er med guld, ja respektløse. Soto har fundet enorme mængder guld i Atahualpas lejr og det udløser ellevild jubel. Guld og sølv i så store mængder og af en sådan kvalitet, store figurer og tallerkener, kander og krus. Atahualpa indrømmer at guldet er hans, men blot en smule af hans køkkenudstyr, og bemærker så at de af hans folk der er flygtet må have taget det meste med sig.

Blot en smule køkkenudstyr, mumler spaniere.

Om spanierne ønsker mere? Atahualpas spørgsmål er nemt at besvare selvom han ikke kan vide at for spanierne er guld betalingsmiddel. Spontant griber Atahualpa ideen om at han kan købe sin frihed; for inkaerne er guld solens farve lige som sølv er månens og som sådan egentlig uvurderligt.

Ønsker spanierne mere?

 ——————

(siderne 337-341 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s