PERU: EN KONGELIG REDNINGSMAND

I dette kaos, da de spanske soldater står en dagsmarch fra Cusco, dukker en ung mand op af en tilsyneladende intethed – jeg ved godt at det kan lyde som en fortællers løsning, når handlingen skal op i omdrejninger. Men altså: Den unge præsenterer sig for Pizarro: Jeg, Manco Inka, er søn af Inka Huayna Cápac!

Pizarro havde hørt om Manco Inka, for han indgik i fredsforslaget fra Chaves og Haro, de to spaniere der havde protesteret mod dødsdommen over Atahualpa, som var blevet taget til fange, var blevet behandlet venligt og som havde foreslået at spaniere og inkaer skulle være venner og at en vis Manco Inka skulle indsættes som ny hersker.

Pizarro havde afvist dem og deres planer.

Men nu må Pizarro tænke: Endnu en inkasøn, en bror til Huáscar og Atahualpa, men på mødrene side hørende til Huáscars linie, altså fjendtlig stemt overfor mine fjender, Atahualpas krigere. En retmæssig arving til Tawantinsuyu? Min redningsmand! Hmm…ikke så dårligt!

Manco er ledsaget af et par adelige der bekræfter at de har levet på flugt fra Atahualpas general Quizquiz og dennes styrker, som har gjort alt for at udslette Huáscars familie.

Jo! Manco er manden Pizarro har brug for netop nu han står for at skulle indtage Cusco. Manco vil blive støttet af Huáscars tilhængere, som har overlevet Atahualpas blodige undertrykkelse. Forøvrigt mener Manco at vide, at general Chalcuchima, som har ledsaget Pizarro og hans tropper fra Cajamarca, har holdt sin kollega, general Quizquiz i Cusco orienteret om spaniernes bevægelser. Den 13. november 1533 koster den oplysning general Chalcuchima livet, og han bliver brændt levende, da han nægter at lade sig kristne.

Helt anderledes end de spanske kronikører hævdede Titu Cusi Yupanqui – som var Inka Mancos søn – knap fyrre år efter begivenhederne, at der havde været kontakt mellem hans far og spanierne. Om faderens første møde med Pizarro – som han kaldte markisen – dikterede han til sin sekretær:

Så forlod han med flere end 100.000 folk og nåede så langt som til Vilcacunga, hvor han mødte markisen, som allerede havde fanget Chalcuchima. Markisen var meget glad for at se min far som havde rejst i sin gyldne og krystaludsmykkede bære-stol og med sin kongelige krone. Han steg ud af bærestolen og omfavnede markisen som allerede var steget af sin hest. Min far og markisen indgik en alliance.

Inka Manco møder spanierne med sin kongelige krone, altså som kongelig der bare afventer selve kroningsceremonien som sapa inka. I Titu Cusi Yupanquis beretning er Inka Mancos legitimitet hævet over enhver diskussion.

Tilbage til de spanske kronikører: Spanske ryttere rykker frem mod Cusco. I udkanten af byen møder dedet største antal soldater fra general Quizquiz hær, skrigende og viljefaste. Stenslyngende, med bue og pil samt køller skal disse soldater, der loyalt har kæmpet for nu afdøde Atahualpa, forsvare byen mod de spanske soldater. Tre heste bliver dræbt der, og mange spaniere bliver såret.

Kampene stopper med mørkets frembrud. Atahualpa-loyales bål kan ses og råb høres. Hvad spanierne ikke kan vide er at general Quizquiz har besluttet at trække sig tilbage. Han har mistet flere hundrede krigere, og i ly af nattemørket lister de overlevende fra kamppladsen.

Ved morgengry marcherer spanierne i kampformation ind i Cusco – forberedte på nærkamp, men der er ingen at bekæmpe. De sparker ikke bare til en åben dør, de marcherer gennem den åbne byport. Quizquiz er vitterlig væk! Bålene skulle få spanierne til at tro de forberedte næste slag, men generalen har valgt at spare sine soldaters og sit eget liv, må Pizarro konkludere.

Indbyggerne er sluppet for general Quizquiz belejringshær og hylder Inka Manco i herskabelig bærestol, som de ikke har set i det lange år byen har været besat. Og de hylder Francisco Pizarro til hest og følget med dets heste der først stopper på Krigspladsen. Af Manco karakteriseres spanierne som venlige og ufarlige, så de skal behandles som ærede gæster.

Det er den 15. november 1533. Nøjagtig et år efter spaniernes første møde med inka Atahualpa omfavner Pizarro Manco offentligt, lover at gøre ham til sapa inka, og erklærer at han kun er kommet for at gøre Manco fri af slaveri og befri Cuscos folk fra tyranniet.

Byens indbyggere må have leet af forløsning, grinet og grædt  af den pludselige frihed. Ufatteligt! De må have stillet utallige spørgsmål om de besynderlige fremmede, om ikke andet må de have tænkt uendelig meget om de fremmedes guddommelige kræfter der har hævet general Quizquiz forbandelse. Nogen må også have snakket om de der spaniere, der havde besøgt byen måneder forinden og om deres forbindelse.

Spaniere sætter telte op på Krigspladsen, og der sover de den første måned med hestene stående opsadlede i tilfælde af angreb. Pizarro, Almagro og de andre ledere indretter sig dog mere komfortabelt i paladser der tilhører afdøde inkaer, dvs. i panacaer befolket med disses efterkommere, tjenestefolk og inkasoldater.

Uden at have løsnet et skud, uden at have trukket et blankvåben, uden at have hestetrampet en indfødt er spanierne marcheret ind i denne mest fantastiske by, som de så længe har drømt om. Turen fra Cajamarca har kostet spanierne seks af deres egne soldater – og adskillige tusinder indfødte livet.

Pizarro har udnyttet borgerkrigen mellem de to brødre. Med Manco som ny lydinka har han taget stilling for Huáscar-slægten i Cusco. Han må til stadighed være forberedt på angreb fra general Quizquiz, så han forlanger døgnberedskab og opfordrer Manco Inka til at opstille en selvstændig hær. Det krav glæder Manco sig til at indfri, for dermed ser han sig yderligere anerkendt. Pizarro håber inderligt at Mancos hær vil kunne modstå et eventuelt angreb fra general Quizquiz.

Fem dage efter Pizarro har opfordret Manco Inka til at mobilisere en hær har denne 10.000 mand parat som ledsages af 50 spanske ryttere under ledelse af Soto. (MacQuarrie 2007:149) Sammen skal de tage kampen op mod Quizquiz; kampagnen kommer til at vare ti dage og bliver ikke nogen stor militær succes, for både general Quizquiz og hans krigere har fået nok af at slås. De vil hjem. Og de tager hjem!

I inkaoptik er det ikke nogen heltesejr. Alligevel bliver det del af iscesættelsen da Manco skal krones. Manco kan lade sig hylde som Cuscos befrier der har drevet besættelsesstyrkerne på flugt. Manco er Tawantinsuyus nye sapa inka!

Mumier, forfædre af skind og ben, er sat i hver deres bærestol og bæres frem af efterkommere. Solen hyldes som deres far, der spises, drikkes og danses på den stuvende fyldte Krigsplads.

For højstrangerende teolog, Vicente de Valverde, må dette have været HELVEDSVISIONEN: Ikke dansen og drukken, som spanierne ikke forstod var del af inkaernes gudedyrkelse og heller ikke alt det der ofte fulgte efter dans og druk – den slags var også kendt i Spanien – men inkaernes djævelske omgang med forfædrene: mumier der blev båret rundt og tilbedt som var de guder. Vitterlig djævlens værk, må han have grublet og måske grædt eller raset af fortvivlelse.

Det er jo spaniere der har indsat Manco, så mellem tredive uafbrudte dages dans og druk, som et spansk øjenvidne skrev, er der også højtidelige øjeblikke.

Pizarro og Manco Inka træder frem ledsaget af høvdinge og spanske herrer. Den spanske konges Requerimiento om at de indfødte skal undervises i den sande tro og for øvrigt underkaste sig kong Carlos og Gud, skal proklameres af Pizarros nye, tyveårige sekretær, Pedro Sánchez de la Hoz. Den højtidelige tekst oversættes og alle tilstedeværende syntes ifølge Miguel de Estete, en anden af de tilstedeværende skribenter, at have forstået budskabet.

Atter gennemføres ritualet med den kongelige fane der løftes til lyden af trompetfanfarer, hvorefter Manco og de ledende spaniere drikker af et guldkrus. Almindelige borgere bruger trækrus og synger mange, lange sange og takker Solen for at have tilladt deres fjender at blive tvunget bort og for at sende de kristne til at regere dem. Dette var indholdet i sangene, men jeg tror ikke det var deres virkelige hensigt, skrev en spanier.

——————

(siderne 360-364 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s