Det er den 13. maj 1536. To inkaadelige, der mener der fortsat er muligheder i et samarbejde med spanierne, har givet vigtige oplysninger om Saqsaywamans indretning, så spanierne nu bedre kan planlægge belejringen og deres angreb.

Krigen kan blive asymmetrisk. Spanierne mødes af sten og pile fra toppen af de kyklopagtige mure. De ved at de på trods af deres indianske støttetropper er alt for få og at inkaerne er overvældende mange, men de ved også at de indespærrede inkaer hverken kan hente forsyninger eller forstærkninger. Kampen er ikke bare et spørgsmål om mandtal men især om tid. For hvornår kan forstærkninger komme inkaerne til undsætning?

Inkaer angriber fra fæstningens tre niveauer. Juan Pizarros page bliver ramt af en tung sten og dør; to afrikanske slaver mister også livet, nok fordi de ingen rustning har haft. Mange spaniere og heste bliver såret. Juan Pizarro er blandt de sårede. På grund af læsioner i ansigtet kan han ikke bruge sin hjelm, men dirigere angrebet kan han.

Da han ved at inkakrigerne ikke kæmper i mørke udsætter han hovedangrebet, selvom han erkender risikoen ved at udsætte angrebet for længe, for det vil give inkaerne mulighed for at trække forstærkninger til som vil kunne angribe spanierne bagfra. Mørket skal udnyttes. Det er spaniernes vigtigste allierede. Mørket!

Uden hjelm er Juan Pizarro mere sårbar, og det forfærdelige sker. Han bliver ramt af en sten og bevidstløs må han bæres væk; i sine sidste timer – atter ved bevidsthed, så nogenlunde da – dikterer han et udførligt testamente om hvordan han vil begraves, at den kvinde, der har ydet ham visse tjenester og som har født en pige som han dog ikke anerkender som sin datter, skal have 2000 dukater til dette barn, resten skal hans bror Gonzalo arve, samt hvor ofte og hvordan han skal mindes med dødsmesser. Som om det er en selvfølge at nogen spanier overhovedet vil overleve Juan Pizarro og være i stand til at minde ham som ønsket.

18. maj venter spanierne i mørket. I nymånens svageste lys lister rustningsklædte spaniere under Hernándo Pizarros kommando over det flade paradeområde, får i noget nær stilhed sat stormstiger op ad stenmurene og trukket sig opad. Så høres ALARMRÅB! De stigeklatrende er opdaget og mødes af stenregn og råb. Inkaerne bider fra sig.

De rustningstyngede spaniere fortsætter angrebet. Med sværd i den ene hånd og skjold i den anden klatrer de opad samtidig med at de skal holde fast i stigen.

Spørg mig ikke hvordan denne umulighed lader sig gøre!

Spanieren Hernán Sánchez Badajoz står øverst og når først op på anlæggets tredje niveau. Dér får han fat i et reb der hænger ned fra et tårn, trodser en regn af sten og nærmest kaster sig gennem en vinduesåbning, skrigende slås han med de inkaer der er trængt sammen, ene mand tvinger ham dem tilbage uden at ænse smerterne og når op i tårnets top. Flere spaniere følger efter og indtager fæstningen. Inkaer mejes ned; de har køller og økser, men spanierne har sværd og kårder. Indianere klatrer også op i Saqsaywamans tårne – disse tårne var mesterværker, de højeste hule konstruktioner i hele inkariget – og kaster sig så fra højden i et forsøg på at flyve eller søge døden. Andre inkaer prøver at flygte men bliver på flugten slået ihjel af en højtstående inka. Straffen for at desertere.

Ved daggry kan regnskabet gøres op. Kampene har kostet omkring 3.000 inkaer, 5 spaniere, to afrikanske slaver og et ukendt antal indianske støttetropper livet. Byens gribbe finder rigeligt at æde.

Spanierne tænker på fremtiden, og de spørger til forhol-dene i andre dele af landet. De har mistet mænd. Heste. Våben. Det kniber med at få forsyninger. Og først og fremmest har de mistet overblikket og kampmoralen.

Inkaerne derimod kender deres land.

3.000 døde inkaer, men Manco Inka er i live! Sapa inka har trukket sig ind i Den hellige Dal, hvor han føler sig sikker. Da inkaernes nederlag på Saqsaywaman er indlysende beslutter ypperstepræsten og generalerne at forlade fæstningen.

De ledende inkaer mødes med Manco Inka i Ollantaytambo. Inkaen ser ud over sine slagne styrker, men ved at andre af hans soldater i de nordlige og centrale dele af landet har sejret over spaniere.

Ifølge sønnen Titu Cusi konstaterer Manco Inka:

I har skuffet mig. I var så utallige og de var så få.

Det er en øverstkommanderendes kommentar, udtalt fra en tryg og sikker bastion. Men det er jo sandt, og sandt er så sandelig også at Manco Inka har mistet noget af sin guddom-melige aura. Ifølge sønnen tager langørerne bladet fra munden, men de indleder ydmygt:

Vi er så bestyrtede at vi næppe vover at se dig i øjnene men finder nogen trøst i at lægge noget af skylden på dig.

Så følger bebrejdelsen, ja eksploderer anklagen:

Da vi omhyggeligt havde omringet fjenden og berøvet den ethvert håb om hjælp, spurgte vi dig hvad vi skulle gøre, og du meddelte os at vi skulle lade fjenden lide lige som den havde ladet dig lide, at du ville komme for selv at knuse den. For ikke at modsætte os dine ordrer, så lod vi fjenden være en dag og en nat mens vi ventede på dig.

Manco Inka har ikke indfriet sit løfte! Det er ham der har svigtet! Han har ikke holdt ord! Alligevel har han stadig magt så langørerne atter bøjer sig og adlyder.

Han sender krigere mod Lima, for at de skal udslette Francisco Pizarro, der i sin nye hovedstad beskyttes af hundrede spaniere og firs heste. Andre krigere sender han mod Cusco, hvor Hernándo Pizarro og hans spaniere skal udslettes. Bagefter vil Manco Inka genrejse den udbrændte hovedstad i ny herlighed og inkaens magt skal igen stråle som før.

Sådan!

På samme tid rapporterer indianske spioner til Hernándo Pizarro hvor Manco Inka har etableret sit hovedkvarter. Hernándo er overbevist om at bare han kan skaffe inkaen – levende eller død – så må inkaopstanden bryde sammen.

I januar 1537, tre år efter Manco Inkas kroning som spaniernes lydinka, lader Hernándo 40 soldater bevogte Cusco og 50 kontrollere Saqsaywaman. I spidsen for 100 soldater – halvfjers til hest – samt 30.000 loyale indianske støttetropper bevæger han sig gennem Den hellige Dal mod Ollantaytambo. Hestene har trampet tusinder af inkaer ihjel og de spanske soldater har med deres lanser såret mange. Med de indianske støttetropper føler spanierne sig i sikkerhed da de når ned i den beskyttende dal.

Men dér opdager de deres sårbarhed. Dalens smalleste steder, dér hvor de er nødt til at krydse floden, kontrolleres af flere end 30.000 inkakrigere. På platforme på bjergsiderne står de tavse men parate til at skubbe store sten ned. Her er såvel heste som lanser ubrugelige, og heller ikke de indianske støttetropper kan stoppe de tonstunge sten når de brager ned ad bjergsiderne. Spanierne må lade hestene springe for livet, for at redde rytterens liv. De er fanget i en fælde. Alligevel fortsætter spanierne ind i dalen. Omsider, endelig, får de øje på det der udpeges som det forrygende tempel på toppen af klippen i Ollantaytambo.

Er det lokkemad, må nogen have spurgt sig selv.

Kort stop foran en port, men stedet er livsfarligt for flere tonstunge sten tromler mod dem fra flere platforme, og på bjergsiderne venter bueskytter, krigere fra regnskoven, fra Antis som de spanskloyale støttetropper kalder regnskoven, med ansigtsmaling, fjer og spændte buer, råb og skrig. Da spanierne fortsætter, rammes de af regnskovsindianernes pile, mange af spaniernes indianske støttetropper falder, mens de spanske soldater er beskyttet af deres rustninger. Et par spaniere og en enkelt hest bliver såret.

Mens spaniernes opmærksomhed er koncentreret om højderne, om bjergsiderne, for hele tiden at kunne springe for livet, bemærker de pludselig at jorden hvor de står er våd, ja at de står i en vandpyt og at vandet på mystisk vis stiger, stiger og stiger, springer som en flod. Inkaen har indsat sit hemmelige våben til rette øjeblik: En sideflod, der plejer at flyde sammen med Vilcanota, er blevet opstemmet, for i rette øjeblik at blive sluppet ud over det flade område foran porten hvor spanierne tripper. Hestene mudrer jorden til et pløre der begrænser deres bevægelser. Rytterne har svært ved hurtigt at undvige pileangreb og få hestene til fare frem alt imens vandet stadig stiger og stiger, så det nu når hestene til bugen. Hernándo Pizarro beordrer sine soldater tilbage.

Manco Inka har tvunget spanierne tilbage med sit hemmelige våben, men han kan ikke genbruge det. Overraskelsesmomentet og vandet er væk. Mens Hernándo Pizarro, hans spanske soldater og loyale indianske støttetropper forvirrede og våde trækker sig tilbage mod Cusco, indleder Inka Manco sin tilbagetrækning ind i regnskoven.

Med nogle få tusind overlevende etablerer Manco Inka sin mini-inkastat i regnskoven med Vilcabamba som en hurtigt opført hovedstad, hvorfra han med nålestiksoperationer bekæmper spanierne og deres indianske allierede.

Manco Inka vender aldrig tilbage til Cusco, men bliver myrdet af spaniere i skoven i 1544. 

——————

(siderne 375-379 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse