PERU: MISSION OG MODSTAND

Jeg har fortalt om mange inkaer og spaniere, om hvad der drev dem og hvordan de stødte blodigt sammen. Små historier, som jeg håber har tegnet omrids af den store. Nu vil jeg gerne runde af med historien om en enkelt mestits – søn af en inkakvinde og en spansk mand – for det vi kalder peruvianske kulturer er resultater af utallige sammenstød mellem indianere, spaniere og andre.

Samfundsudviklinger følger ikke et enkelt skema. Denne gør i al fald ikke, men er en historie på tværs der kan være med til at tegne en større historie og måske være med til at binde den sammen, så modsætningsfuldt det kan lyde.

Alt er ikke hvad det ser ud til at være. Heller ikke i Peru.

Blas Valera blev født i 1545 i Chachapoya i Perus nordlige, høje regnskov. Oplysningerne om hans forældre er ikke entydige – sådan var det dengang.

Moderen hed Allpa Urpi, var vist inkaprinsesse af fødsel, og hendes navn kan oversættes til Turteldue. Hun var blevet voldtaget, smittet med kønssygdommen fnat og blevet gravid, blev derpå døbt Francisca Pérez og gift med sin formodede voldtægtsmand.

Den formodede voldtægtsmand, ægtemanden og nu barnefaderen var spanieren Luis Valera, officer, der for sin krigeriske indsats mod først indianere og siden mod oprørske spaniere var blevet belønnet med en encomienda, et landområde med omkring tusind indianere som boede dér og som fremover skulle knokle for ham.

Blas voksede op i postinkasamfundet, hvor spanske herrer flyttede den indianske befolkning sådan som det passede herrerne: rester af ayllufællesskaber, indianernes marker og overrislingssystemer måtte opgives fordi spanierne lagde store planer. Istedet for de gamle fællesskaber blev oprettet nye, såkaldt reducciónes. Det var lettere at kontrollere, fastsætte produktionen og indsamle det planlagte overskud. Men det skabte også bitterhed og rodløshed.

Indianere fortalte fortsat historier, måske endnu flere end før og i al fald andre for at bringe håb om forandring. Blas lyttede gerne til sin mor og andre der ville fortælle og det kunne især de gamle historiefortællere, amautas.

I lighed med andre spaniere der ville være conquistador, havde Luis Valera – Blas udlagte far – efterladt sin hustru hjemme i Spanien. 25 år efter Luis havde forladt hende sejlede hun efter ham til Peru. Luis forlod sin inkahustru Francisca, og dermed fik Blas en spansk stedmor, men umiddelbart efter hun var nået til Chachapoya, blev han sendt på latinskole i Trujillo, så hun som person fik ikke den store betydning for ham.

De første syv jesuitter var kommet til Peru i april 1568, og i november blev Blas optaget på deres skole i Lima. Modsat dominikanere, franciskanere og de fleste andre munkeordener, så åbnede jesuitterne deres døre for mestitser – måske fordi det havde vist sig vanskeligt at tiltrække tilstrækkelig mange ordensbrødre fra Europa og måske fordi nogle mestitser både talte spansk og deres lokale sprog. Sprogkundskaber var afgørende hvis missionen skulle kunne lykkes.

En generation efter den spanske erobring var der fortsat indiansk modstand mod de spanske herrer. Modstanden kom ikke bare fra den miniinkastat der var etableret i regnskoven. Der gærede også en religiøs, indiansk modstand i højlandet og ved kysten.

Bevægelsen Taki Unquy – navnet henviste til en danseceremoni til forebyggelse af sygdomme – opstod i 1564 omkring bjergbyen Ayacucho (som dengang hed La Muy Noble y Leal Ciudad Huamanga), hvor den fik fodfæste; dens budskab blev prædiket af Juan Chocne, og det spredtes til Lima, Cusco, Arequipa samt La Paz, hovedstad i det nuværende Bolivia.

Taki Unquy begyndte som en religiøs bevægelse blandt almindelige mennesker, der hævdede at huacaerne, hellige steder og genstande, som betød alt for menneskene og som kunne have form af et bjerg, et vandløb eller en særpræget majskolbe, blev generet af missionærerne. Men ånderne, hævdede bevægelsen, tog ikke bare bolig i bjerge, floder og ting men også i mennesker – takiunquys – og fik dem til at danse, danse og danse samt til at proklamere en guddommelig genskabelse af tiden før den spanske erobring – ja endda før inkariget – og at den kristne Gud ville blive smidt ud sammen med det spanske herrefolk!

Bevægelsen måtte udløse en spansk reaktion.

Da to af Taki Unquys ledende kvinder blev kaldt henholdsvis Maria og Maria Magdalene blev spanierne splitterrasende. Den kirkelige inspektør Cristóbal de Albornoz blev pålagt at slå bevægelsen ned, og han blev hjulpet af indianeren Felipe Guáman Poma de Ayala. En generation senere skulle Pomas livssituation ændres radikalt, så han skrev og illustrerede sin kritiske krønike, hvor også inspektør Albornoz blev portrætteret.

Juan Chocne og de andre modstandsledere blev ført til Cusco, hvor de skulle afsværge deres tro. Kvindelige tilhængere blev tvunget i kloster og mandlige blev idømt høje bøder.

Mens den folkelige indianske modstand blev bekæmpet imponerede mestitsen Blas Valera jesuitterlærerne med sine sproglige evner. Han og de andre novicer blev undervist af fader Miguel Fuentes, der forsvarede indianernes rettigheder og argumenterede for at de skulle have retten til deres jord tilbage. Senere blev Fuentes af Inkvisitionen anklaget for at have forført et helt nonnekloster, og så blev han vanvittig.

Anklagen var ikke enestående. Også jesuiten Luis López var af Inkvisitionen blevet anklaget for at have forført unge damer og var efterfølgende blevet tosset. Deres sagsakter blev arkiveret hos Inkvisitionen – i modsætning til sagen mod Blas Valera, som jeg senere kommer frem til og som tilsyneladende blev ført papirløst. Også i jesuitterkredse spirede modstand, som I kan fornemme.

Efter to års undervisning blev Valera sammen med to andre novicer og fire præster sendt til Huarochirí øst for Lima. Missionsstationen dækkede et område med både høje bjerge og frugtbare dale, og den var grundlagt af dominikanere, men de havde forladt den, og så blev den overtaget af jesuitterne.

Valeras sprogkundskaber var afgørende for at missionen skulle kunne lykkes. Han ledsagede præsterne på deres to-tre ugers vandringer og efter en uges ophold på missionsstationen fortsatte de deres mission som indebar ødelæggelse af andinske religiøse genstande.

I Huarochirí arbejdede jesuitterne sammen med lokale ledere. En af dem, Sebastián, indrømmede at han i mange år havde haft elskerinder boende, men at han nu ville bede om tilgivelse og begynde et nyt liv. Om ikke præsterne ville smide alle kvinderne ud af hans hus? Hans eksempel fik andre i området til at bekende deres synder, og Sebastián blev jesuitternes trofaste hjælper lige som de hjalp ham i magtkampe med andre, lokale ledere.

Noget for noget, som man siger.

Samarbejdet med Sebastián fik flere til at bekende deres synder og antage den kristne tro. Det opmuntrede jesuitterne til yderligere at prædike om skærsilden, og truslen om den fik endnu flere til at skrifte og udføre deres pålagte bodshandlinger grædende på knæ foran jesuitternes krucifiks i Lima. Bekendelse og bodshandling – selvpiskeri var del af hverdagen – blev kardinalpunkter, beviser på at man havde lagt hedenskaben bag sig og var blevet en sand kristen.

Indianere tog overraskende godt imod missionærerne. De flokkedes ved massedåb, og selvom de ikke forstod hvad der blev sagt på spansk, fandt de ingen vanskeligheder ved at udskifte inkatro med den katolske: der var mange ligheder.

I diskussioner med Sebastián sammenlignede Valera de kristne og de andinske forestillinger om offeret, talte om de andinske guder, og de mødtes i en forståelse om at der eksisterede overnaturlige væsener: inkaernes huamincas var nærmest identiske med de kristnes engle. Forestillingen om at andestro kunne omformes til kristendom fik Valera til at konkludere at lokale traditioner måtte kunne udnyttes som basis for det videre missionsarbejde.

Det var jo en helt anden tilgang end forfølgelse og udryddelse af andinsk overtro, selvom målet vel var det samme.

Jesuitterne i Huarochirí – også Blas Valera – var overbeviste om at andestro var fejlagtig.  Men da den var så rodfæstet i befolkningen måtte kristendommen bygges på den, på de troendes fundament.

Lignende overvejelser havde man gjort sig andre steder i forhold til Corpus Cristi-festen, hvor Kristus kød og blod 60 dage efter påske blev fejret ved at kirkernes helgenfigurer blev båret i procession gennem gaderne. Inkaerne havde tidligere båret deres mumier omkring i gaderne, så den tradition kunne jesuitterne henvise til når de skulle forklare deres processioner. Indianerne kunne dog ikke fatte hvorfor kristne præster lagde en dæmper på festen ved at forbyde druk og dans.

I maj 1570 blev jesuitternes Corpus Cristi-fest i Huarochirí fejret med inkapoesi og dans i lokale dragter. Ni indianske drenge i grønt med guld og fjerprydelse sang på deres eget sprog om Nadveren og om Solen! Og festen udviklede sig til en fejring af en huaca, frugtbarhedsgudinden Chaupiñamca.

Efter to års indsats i Huarochirí opgav jesuitterne missionen dér. Grunden var både at det fysisk hårde liv havde kostet to missionærer livet og at missionen ikke var lykkedes. Jesuitterne konstaterede at selvom de indfødte havde bekendt sig som kristne så var det ikke ærligt ment.

Valera var uenig i beslutningen om at opgive Huarochirí, men nu blev han flyttet til et andet missionsområde, El Cercado i udkanten af Lima. Efter et år blev han i 1573 som den første mestits ordineret som jesuitterpræst og fik ansvaret for kirkelige handlinger.

El Cercado var opstået som led i vicekong Toledos plan om at spredt boende skulle samles i velordnede byer for at indianernes arbejdsindsats bedre kunne kontrolleres og for at hedenskab lettere kunne afsløres. Spaniere hævdede at vide, at den andinske befolkning levede som vilde og sov som svin – og på den måde kunne den jo ikke kristnes.

Den kirkelige indsats bestod i at holde messe, undervise, give sakramenter – ikke mindst den sidste olie, for dødeligheden var stor blandt indianerne, måske af sorg fordi de var blevet tvangsforflyttet, som Valera senere antog.

——————

(siderne 394-399 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s