PERU: KNÆKKES SKRIFTKNUDEN?

Måske der i inkariget havde eksisteret kongelige khipuer med skrift for de særligt indviede, en hemmelig visdom om store, kongelige tider før inkaernes tid. Og måske havde Valera viderudviklet nogle skriftsystemer for at gøre inkacivilisationen anerkendelsesværdig i magthavende kristne spanieres øjne.

Måske kan eksistensen af kongelige khipuer bekræftes af arkæologiske fund eller af Pomas tegninger af sapa inkaers uncu, herskeres dekorerede ponchoer.

Pachacuti-yamqui skrev at soldøtrene i acclahuasi blev oplært i religiøst baserede væveopgaver og antyder noget særligt ved vævekunsten. Var væverne bærere af en speciel viden om skrift? Rummede sapa inkas tøj hemmeligheder? Var det derfor det kun måtte bæres af ham?

Antropologer overvejer om vævere i dag kan afsløre noget om skrift i inkariget for mere end femhundred år siden. Findes der en kulturel kontinuitet på tværs af 300 års spansk kolonistyre, der gjorde meget for at opløse inkaisk kultur? Betyder mønstrene det samme for nutidens vævere eller efterligner de blot gammel stil? Og endelig: Kan forskere overhovedet knække en glemt kode som de end ikke ved eksisterer?

På Taquile i Titicaca væver kvinder bælter der rummer slægtens kendetegn samt personlige beretninger og ønsker. I Chinchero væves mønstre der har navne; jeg har fået kondoren udpeget og med god vilje har jeg genkendt floden i zigzag-linier og hørt at kanten kalder de prinsessens øjne. Er disse vævende kvinder enige om alle tegns betydning? Om farver har vævere svaret at de vælger farver i forhold til deres sindsstemning. Det kan både vanskeliggøre en udefrakommendes tolkning men jo også give vævningen et ekstra betydningslag.

Blandt vævere i Q’ero – en ret isoleret bjerglandsby i Cusco regionen (indtil etnografer og andre kom), hvor inkatraditioner synes mere bevaret end mange andre steder – har Silverman fundet noget der kan bestyrke indtrykket af et skriftsprog i Andes før den spanske erobring.

Hun prøver at knække skriftspørgsmålet ud fra mønstre i vævede tekstiler som hun fører lister over. Væveteknik, mønstre og farver vil forandres over tid i en levende kultur, men nogle mønstre kan genkendes i vævede genstande fra inkariget, ja endda fra mochica-kulturen.

Af 294 registrerede motiver, tukapuer, har Silverman dechifreret 27. Disse mønstre betyder det samme for væveren som for andre, og det endda på tværs af ’sproggrænser’ mellem quechua og aymara.

Motiverne kan være stiliserede figurer der tager udgangs-punkt i bønders arbejde eller geometriske figurer. Silverman sammenligner med udviklingen af kinesiske skrifttegn der oprindelig havde været stiliserede figurer men blev piktogrammer og så fonetiske skrifttegn.

Ifølge Silverman står en firkant med 9 felter for rurukuna, såsæd. En kantet spiral står for yarqha, en vandingskanal. Et lodretstående rektangel står for unu, vand. To sammenhængende vinkler med spidsen opad udgør orqokuna, bjerge. En firkant på spidsen med streg fra nederste til øverste hjørne repræsenterer hanan/hurin, altså den symbolske inddeling af byen men også af tilværelsen.

Silverman har også påvist tegns forskellighed: at tegnet for en opstigende sol (sol som substantiv) er anderledes end for en nedadgående sol. Og nok så vigtigt: at ordet for den afbillede genstand – i modsætning til vores sprog – ikke står alene men sættes i forhold til den der taler.

Ifølge Silverman kan vævere og bærere af tøjet oplyse om tegnenes betydning, men også at der findes et hierarki blandt dem der kender betydningen. Der er noget der skal holdes skjult! Hun erkender dog at forklaringer varierer afhængigt af hvem hun spørger: vævere eller vismænd.

Etnografiske iagttagelser blandt mennesker i områder der lever under sammenlignelige forhold kan være en vigtig inspirations-kilde ved tolkning af arkæologisk materiale. Men det forekommer mig at være usikkert at konkludere fra mønstre i dag til mønstre for mere end femhundrede år siden endsige konstatere at det var del af et skriftsprog, for meget kan være gået tabt.

Den US-amerikanske kunsthistoriker Thomas B.F. Cummins afviser det som absurd at forestille sig at inkaernes koder i dekorationer kan knækkes ud fra nutidigt materiale, for katolsk kultur har præget Andes i et halv årtusind, og i modsætning til Mesoamerika findes der ikke kildeskrifter der som rosettastenen kan løse problemet. Heller ikke Felipe Guáman Poma de Ayalas detaljerede tegninger af inkaers knudeskrifter khipuer og sapa inkaers klædningsdragt uncuer med tocapuer, som blev tegnet mindre end hundrede år efter den spanske erobring, kan løse dette.

Den US-amerikanske antropolog Gary Urton har foreslået en anden forskningsstrategi. Han mener at khipuer bestemt var mere end tælleredskaber og har sammenlignet dem med det binære system, computersprogets 0’er og 1’er. Findes der ud over de numeriske informationer også semantiske enheder? Var khipuer mere end mnemoteknik? Noget entydigt svar har Urton dog ikke givet.

——————

(siderne 413-416 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s