KRISTENDOMS LØFTE OM FRELSE OG RIGDOM

Oldkirken havde lovet at det sande liv ventede efter det jordiske, og det sande liv var det himmelske i Himmerige. Man vendte sig bort fra denne verden, for ifølge Bibelen havde Jesus opfordret til beskedenhed og åndelighed:

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Og han havde varslet at Himmerigets komme ganske vist ville blive voldsom, men at de trofaste ville blive frelst:

Folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.

Oldkirkens fædre besluttede at Bibelen, som bestod af en række løsrevne manuskripter, skulle afrundes med Johannes Åbenbaring, hvor der stod:

Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme.

Kristendom blev bygget på eskatologi, læren om de sidste dage. Historieforståelsen var lineær: fra Skabelsen over Dommedag til Guds Frelse i Himmerige. Jesus afsluttede derfor sin missionsbefaling med ordene: Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

I den middelalderlige kristendom havde det jordiske liv ikke sit mål og sin værdi i sig selv, men søgte ifølge den danske kirkehistoriker Hal Koch i alle sine former at berede og opdrage til det himmelske.

Dommedag gjaldt både for den enkelte som efter sin død måtte stå til ansvar for sine handlinger – straf kunne bestå i ekstra lang brandtid i Skærsilden og i belønning i kortere tid – men også for hele menneskeheden som gik mod tidernes ende i det sted der kaldes Harmagedon.

Med Kristus Anden Tilbagekomst skal menneskene leve i ham, havde Paulus lovet.

Da de katolske majestæter i Spanien i 1492 erobrede det sidste mauriske kongedømme på Den iberiske Halvø mente mange at de derefter skulle erobre hele verden, besejre Antikrist og indlede Tusindårsriget. Hvis man døde under kampen for Kristus, var ens fremtid sikret som martyr.

Sådanne forestillinger havde gennem århundreder forledt mange til at drage på korstog, men det var blevet vanskeligere at mobilisere til nye korstog. Frem for at risikere sit liv på slagmarken foretrak overklassen at betale til kirkebyggeri og udsmykning for på den måde at sikre sig adgang til Himmerige. Den slags kunne fattige ikke tillade sig; hvis man kunne skrabe penge sammne kunne man købe et afladsbrev og afkorte tiden i skærsilden.

At gøre gode gerninger for at forkorte tiden i skærsilden var begyndt efter Konciliet i 325, hvor biskopper havde fået mandat til at give syndsforladelse, og i de følgende århundreder blev det gjort acceptabelt at betale for syndsforladelse. Betalingssystemet blev stadig mere nødvendigt, for ofte manglede paverne penge til at bygge kirker eller føre krige.

Biskoppers mulighed for at give syndsforladelse og den enkeltes mulighed for at købe aflad indebar at frelsen ikke længere skyldtes Gud alene, ikke bare skyldtes at man var blevet døbt, som man havde ment i oldkirken, men også menneskenes egne gerninger eller penge.

Kirken blev rig, og i 1463 erkendte pave Pius 2.:

Man siger vi lever i luksus, at vi puger penge sammen, at vi er slaver af ambition, at vi rider på velnærede muldyr og fornemme heste, at vi bærer dragter med brede bræmmer, at vi går gennem byen med udspilede kinder under den røde hat og iført vide gevanter, at vi opdrætter jagthunde, at vi øser penge ud på skuespillere og snyltegæster, medens vi intet giver til religionens forsvar. Og det er ikke helt forkert: Der er mange blandt kardinalerne og de øvrige kurialer der opfører sig sådan. Hvis vi skal være ærlige, så er der for megen luksus og pragt i Vor kurie.

Også i bunden af kirkens hierarki voksede kritikken: augustinermunken Martin Luthers fremsatte sine 95 kritiske teser i 1517 og senere fulgte 30 års religionskrig i Europa. Protestantismen som sådan betød intet for de tidlige erobringer i Amerika, men det gjorde den katolske kirkes angst for protestantisk kritik.

Nogle franciskanermunke satsede på den ’nye verden’ for at finde begyndelsen til en ny kristenhed. Forventninger til en hurtig mission blev fremmet af at de folk europæere først var stødt på i Amerika angiveligt ikke havde tilbedt guder. Men da de opdagede at indianerne ikke ville underkaste sig kristendommen satte de ikke længere spørgsmålstegn ved en voldelig erobring. Tværtimod sammenlignede de conquistadoren Hernán Cortés med Moses: han havde åbnet porten til den nye kristendom og til den nye kirke for missionærerne. Conquistaen og de efterfølgende epidemier blev fremstillet som den nødvendige renselse og straf.

I sit sidste manuskript skrev den ’indianervenlige’ franciskanermunk Sahagún i 1585 om Mexico:

Det er også blevet konstateret at vor Herre Gud bevidst hemmeligholdt denne del af verden indtil disse tider, og at efter Hans guddommelige ordre fandtes det passende at afsløre den for den romersk katolske kirke, ikke med henblik på at dens indbyggere skulle undertrykkes og udslettes, men snarere for at de skulle føres ud af hedenskabets mørke som de havde levet i, og blive ledt ind i den katolske kirke og oplært i den kristne religion for at nå det himmelske kongerige ved at dø med troen som sande kristne. For dette meget store og meget vigtige foretagende fandt vor Herre Gud det passende at den mest tapre kaptajn, don Hernán Cortés, skulle bane vejen og bryde muren som omgav og indesluttede denne hedenskab. Ved hans tilstedeværelse og med hans midler udførte vor Herre Gud mange mirakler i erobringen af dette land, hvor døren var åbnet så fortalere for den hellige Bibel kunne komme ind for at prædike den katolske tro for dette elendige folk, som i så mange år var genstand for slaveri i så utallige afgudelige ritualer.

Cortés var af franciskanermunken ophøjet til den kristne befrier, der havde ført indianerne ud af hedenskabens bånd.

De tidligste kristne havde vendt sig fra denne verden og havde lovet at det sande liv ventede efter det jordiske. De var blevet forfulgt fordi de havde afvist staten, men kristendom var blevet så udbredt i Romerriget, så kejser Konstantin selv gik over til kristendom; angiveligt skulle det være sket efter magtkampen i den øverste ledelse, Slaget ved Den Milviske Bro i 312, hvor han skulle have set et korsflag på himlen. Herefter kunne de kristne udnytte den romerske statsmagt til at udbrede kristendommen, ja kristendom blev den nye statsreligion i Romerriget.

Kristne kunne citere Jesus for: Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!  Nogle teologer fortolkede at man skulle betale kejseren og derpå ignorere ham; andre mente at kejseren var indsat af Gud, så mennesker både skulle rette sig efter kejser OG Gud. Loyaliteten afhang af hvem der havde den jordiske magt, og de kunne citere:

Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.

I 1400-tallet kunne opdagelsesrejsende hævde at følge Jesus missionsbefaling. Samtidig med at kirkens folk kunne advare fattige mod at samle skatte på jorden og opfordre dem til at samle skatte i himlen, så kunne biskopper og ordensledere på kirkens vegne modtage rige gaver. Og samtidig stredes pave, konger og kejser om hvem der skulle bestemme over hvem, hvem der havde den højeste myndighed. De fleste mennesker blev ikke tillagt nogen myndighed over hovedet.

De rige, de dristige og de nysgerrige der sejlede efter deres gulddrømme – og for at udbrede kristendom, selvfølgelig! – kunne glæde sig over Bibelens ord:

For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. 

Det lovede godt for dem der ville sejle efter guld. Efter Cortés havde modtaget og taget store mængder guld anklagede han aztekere for at have gemt guld i Texcocosøen. Og Pizarro var utilfreds med det guld han havde fået og taget, hvorefter han anklagede inkaer havde skjult guld på bunden af Titicacasøen.

Ikke et ord om at Paulus havde skrevet:

For kærlighed til penge er roden til alt ondt.

——————

(siderne 434-439 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s