Aztekerne delte gudeverden med andre mesoamerikanske civilisationer. Fælles var at i begyndelsen havde der kun været én gud, Ometeotl, men denne gud var både hankøn og hunkøn, som blev kaldt Tonacatecli og Tonacaçiguatl, altså en dualitet.

Gudens to aspekter havde skabt sig selv og havde født fire guder: Tlaclau Queteztzatlipoca, Yayanque Tezcatlipoca, Quetzalcoatl og Omitecilt. Imidlertid blev Yayanque Tezcatlipoca, Rygende Spejl, betragtet som den vigtigste, for denne kunne se ind i alle mennesker og kende alle deres tanker.

Den fjerde og yngste gud hed Omitecilt. Aztekerne kaldte imidlertid denne gud Huitzilopochtli, måske efter en af deres egne høvdinge, og så betragtede de Huitzilopochtli som den vigtigste, for han var mere gud for krigsførelse end de andre guder.

Aztekerne forfremmede ikke bare deres gud til at være den vigtigste, men gjorde ham til krigsgud. Aztekerne var i opbrud efter det toltekiske sammenbrud, der havde medført et magttomrum. Som de sidste var aztekerne kommet afsted fra Aztlán, så de måtte kæmpe hårdere for overlevelsen, og så var det hensigtsmæssigt at lade sig lede af en krigsgud.

Ifølge aztekernes præster havde Huitzilopochtli beordret stammen til at etablere sig dér hvor en ørn sad i en kaktus og åd en slange. Sådan et guddommeligt bud skulle adlydes.

På deres vandring byggede aztekerne mange templer til Huitzilopochtli, men de fortalte også at guden Quetzalcoatl var meget vigtig for dem; ifølge dem havde Huitzilopochtli og Quetzalcoatl stået for skabelsen af Den Første Sol og af en mand og en kvinde. En aztek fortalte kort efter den spanske erobring:

Manden kaldte de Vxumuco og kvinden Çipastonal, og dem beordrede de til at pløje jorden, kvinden til at spinde og væve og af dem skulle fødes maçeguales, og at de ikke skulle finde nogen glæder, men altid skulle forpligtes til at arbejde. Kvinden gav de visse majskerner, så hun med dem skulle helbrede, og hun skulle bruge guddommelighed og heksekraft, og det er stadig kvinders tradition at gøre det hver dag.

Derpå skabte de dagene som de grupperede i måneder, gav hver måned tyve dage, dem havde de atten af, og trehundredeogtres dage om året, som senere vil blive forklaret. Derefter skabte de Mitlitlatteclet og Michitecaçiglat, mand og kvinde, og de var guder for de lavere områder, hvor de blev placeret. Derefter skabte guderne himlene under den trettende, og så skabte de vandet og skabte i den en stor fisk svarende til en krokodille og de kaldte den Cipactli, og af fisken skabte de senere jorden.

Ad to omgange havde krigsguden Huitzilopochtli og forårsguden Quetzalcoatl skabt en mand og en kvinde. De to guder stod aztekerne nær, og der var ingen modsætning mellem krig og skabelse. Både krig og skabelse var gudernes cykliske værk, og menneskene var del af gudernes skaberværk.

Forholdet mellem de to guder ændrede dog karakter.

Fælles for indianske civilisationer – ja alverdens civilisationer – var at de i årtusinder havde levet i afhængighed af naturen og at de havde fulgt sol og stjerner. Iagttagelsen af naturens gentagel-ser overbeviste menneskene om at guder styrede kosmos. Ud fra deres iagttagelser opstillede præster kalendre, så de kunne følge guders gøren; præsterne insisterede på at guderne styrede og at menneskenes skulle arbejde og at deres skæbne var bundet til dagene i kalendersystemet.

Forestillingen om forudbestemmelse blev afgørende for aztekerne. Hver dag i kalendersystemet fik et navn og blev tillagt bestemte guddommelige egenskaber, så præster kunne forudsige fremtiden: den der fødtes en given dag ville få de træk der hørte til dagen og den dertilhørende skæbne, mens den der blev født en anden dag ventede en anden skæbne.

Aztekernes forestilling om at skæbnen var forudbestemt blev akcepteret og gjorde at menneskene følte sig bekræftet i at være i samspil med guderne, men det var guderne der handlede og menneskene der var objekter for gudernes handlen. Aztekere mente ikke at menneskene havde en fri vilje; forudbestemmelsen gav menneskene en form for tryghed, for når skæbnen var fastlagt behøvede man ikke og kunne ikke kæmpe for at undslippe den.

Aztekerne mente at menneskene var del af naturen. Lige som majskerner kunne falde til jorden og spire og blive til nye majsplanter kunne mennesker ofres og blive til nye mennesker.

Guden Xipe-Totec blev tilbedt som landbrugsgud men også som gud for liv og død, altså genfødsel. Guden kunne skrælle sin hud af for at give liv til menneskene, hvilket kunne sammenlignes med en slange der skifter ham eller negle der skal klippes. I 1400-tallet begyndte aztekerne at skrælle huden af menneskeofre og bruge den som klædning til gudens præster.

Aztekernes kalendersystem havde en længde på 52 år, hvorefter et nyt bundt begyndte med de samme betegnelser.

Et bestemt år i denne cyklus var især knyttet til guden Quetzalcoatl, der var gledet sammen med en toltekisk konge af samme navn og som både skulle være født og død – 52 år senere – i det år der hed Ce Acatl, 1 Rør.

Aztekerne mente at når Quetzalcoatl viste sig i året 1 Rør ville den skyde sine pile mod adelige; også aztekernes tlatoani ville blive ramt og det ville udløse totalforandring. Baggrund for denne forudsigelse kunne være aztekernes kollektive erindring om at de havde taget magten ved Texcocosøen.

Året 1 Rør kunne svare til det år år vi kalder 1467,1519 eller 1571. Det pågældende år ville den aztekiske hersker dø og den nuværende epoke, Den Femte Sol, ville slutte. Men aztekerne betragtede ikke dette som en straf men som del af forud-bestemmelsen: tlatoanien ville blive ført til den guddommelige verden og Den sjette Sol ville følge – med guder men uden aztekere.

Aztekernes tro byggede ikke på eskatologi, læren om verdens undergang, men derimod på en cyklisk forestilling der gik fra en skabelse til en anden, lige som naturens cyklus. Den Femte Sols og aztekeres skæbne var del af kosmos bevægelse.

Da en aztek øjnede en ørn i en kaktus der åd en slange – Huitzilopochtlis tegn – så voksede denne kaktus i en sø med myg! Ikke tillokkende, men ifølge præsterne havde Huitzilopochtli lovet aztekerne at de skulle blive den STORE stamme, og det løfte tvang aztekerne til at føre krig mod naboerne for at følge forudbestemmelsen, stammens opfyldelse af det guddommelige løfte. Sommetider var aztekernes krigstrusler tilstrækkelige til at tvinge andre stammer til at aflevere det forlangte; andre gange var det nødvendigt at aztekerne brugte våben.

Omkring 1427 skete store omvæltninger ved Texcocosøen: Herskeren over stormagten Atzcapotzalco døde, og det udløste en arvefølgekrig som aztekernes tlatoani Chimalpopoca ville blande sig i. Han besluttede at ofre sig selv til guderne på tempeltoppen, for således at komme tættere på guderne og derved ændre historiens gang.

Det er første gang vi hører at en tlatoani gjorde sådan, men aztekerne må have opfattet tlatoaniens offerdød som et særligt møde med det guddommelige og ikke bare en snedig, militær taktik. Noget EKSTREMT STORT! Imidlertid gik ofringen ikke som planlagt. Selvofringen blev afbrudt af stormstyrker fra Atzcapotzalco der tog tlatoanien til fange.

Atztekerne valgte en ny tlatoani, Itzcoatl, der på kort tid ændrede styrkeforholdet i området og gjorde aztekerne til den stærkeste magt i en ny alliance, Tremagtsforbundet. Dets erobringer måtte være en opfyldelse af Huitzilopochtlis løfte om at gøre aztekerne til den herskende stamme, og krigene medførte en vældig rigdom til tlatoanien og krigerne men også til staten, dvs. blev brugt til yderligere krige. Huitzilopochtli blev dyrket endnu mere som krigsgud.

Aztekerne mente bedre at kunne følge Huitzilopochtlis bestemmelse om at gøre dem til den aller stærkeste magt ved at øge menneskeofringerne, som også tidligere var blevet betragtet som en verdens- og dermed samfundsbevarende nødvendighed. Ved at tillægge menneskeofringer en større betydning fik menneskene for såvidt selv større betydning i forhold til kosmos.

Ikke kun krigsfanger blev ofret. Også aztekere, indviet som gudeskikkelser, kunne ofres af aztekere for at bevare kosmos. Menneskeofring blev ikke bare betragtet bare et største, smerteligt offer; ofringen blev også betragtet som den største hæder: at smelte sammen med guderne.

For at dyrke Huitzilopochtli som krigsgud, for at give guderne stadig flere menneskehjerter, måtte aztekerne atter på krigsstien. Nye sejre gav yderligere rigdom til krigerne; hvis krigeren selv mistede livet i krig eller kamp var han sikret en ophøjet plads i efterverdenen. Tanken gav krigerne en form for tryghed.

I takt med at aztekerriget voksede i omfang måtte krigen føres stadig længere og længere væk. Kampen om offerhjerter var blevet aztekernes drivkraft, men også aztekerrigets spændetrøje.

——————

(siderne 439-443 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse