INKADYRKELSE AF FORFÆDRE OG DEN DELTE ARV

Befolkningen i Andes vidste at et lyn på himlen kunne sprede død lige som et styrtende træ kunne, men at uden regn der fulgte lynet og uden mad der groede på jorden kunne ingen overleve. Liv og død hang sammen. Man opdagede at frø kunne spire, vokse, sætte blomster der blev til frugter der kunne spises samt til nye frø der så kunne spire, vokse. Iagttagelsen skabte og bekræftede menneskenes holistiske livssyn.

I den truende natur lod menneskene sig lede, og når lederen døde måtte en anden overtage lederskabet. Alligevel spurgte menneskene sommetider: Hvad ville vores tidligere leder have gjort nu?

Afdøde ledere kunne bevare deres højstatus og hyppige henvisninger til sådan en forfader gjorde at han kunne blive del af manges drømmeverden. Sådan kunne forfædredyrkelsen udvikle sig til tro og medvirke til forestillinger om at sjæl var evig.

I Andes mente man at den afdødes krop var en beholder og at sjæl fandt vej til et sted som var forfædrenes oprindelsessted og kilde til genfødsel.

Selvom sjæl ikke længere var bundet til kroppe blev lig omhyggeligt bevaret og beskyttet for at give sjæl mulighed for at tage bolig i et træ, en klippe, en hule eller andet, som blev kaldt en huaca.

Men hvilken huaca? Der var så mange, og man skulle respektere enhver huaca. Det medførte at menneskene altid måtte være forsigtige så de ikke kom til at krænke en sjæl, en ånd, en apu, som de kaldte den.

Ikke menneskene stod i centrum, men den cykliske helhed.

Sjæl havde evig eksistens, sjæl eksisterede både før og siden, sjæl var hævet over tid. Inkaer mente at sjæl fortsat vogtede marker og afgrøder og at den også følte tørst og sult, så den skulle have det fornødne ellers kunne den forvolde sygdom og ulykker.

Alt – genstande, lyde og syn – kunne udlægges som varsler af de der hævdede at kunne etablere kontakt med sjæleverdenen. Det kunne give udvalgte mennesker magt og gøre andre afmægtige, når disse satsede på de andres særlige evner.

Erkendelsen af afmagt kunne også give mennesker tryghed, for den enkelte behøvede ikke at bekymre sig om alt.

Slægter med fælles forfader, aylluen, bevarede det sammenhold der havde været nødvendigt under slægtens vandring; forfædredyrkelsen styrkede også fællesskabet da nomaderne blev fast-boende. Denne forfædredyrkelse blev udvidet.

Især de herskende tilbad guder i templer, og guder blev der stadig flere af i takt med at inkaerne gik i krig med nabostammer, nedkæmpede og indlemmede dem og deres guder i inkariget. Altså en meget dynamisk gudeverden.

På trods af deres inkluderende praksis fortalte inkaer om menneskene før dem selv, før de havde etableret deres magt over de fremmede, at disse havde levet uden religion og regering, at de havde spist menneskekød og havde dækket deres kroppe med blade og bark eller havde gået nøgne omkring. Selv i deres samvær med kvinder havde disse fremmede opført sig som vilddyr, men så var inkaerne kommet og havde etableret orden. Sådan lød inkaernes urmyte.

Garcilaso de la Vega skrev et par generationer efter den spanske erobring af inkariget hvad han i Spanien erindrede han havde hørt af sin mors inkaiske højadelige slægt:

Vores Far Solen fik medlidenhed med menneskene og blev bekymret for dem da han så dem i den tilstand jeg har nævnt, og sendte fra himlen til jorden sin søn og datter for at de skulle udbrede kendskabet til vores Far Solen, for at menneskene skulle kunne tilbede ham og dyrke ham som deres gud, og for at give dem leveregler og love, så de kunne leve som fornuftige og civiliserede mennesker, bosætte sig i huse og ordnede byer, lære at pløje jorden, dyrke planter og afgrøder, opdrætte dyr og udnytte jordens frugter som fornuftsvæsener og ikke som dyr. Med denne befaling og dette mandat sendte vores Far Solen disse sine to børn til Titicacasøen, firs league fra her, og han opfordrede dem til at gå hvorhen de ville, og alle steder de stoppede for at spise eller sove skulle de støde en guldstav af en halv arms længde og to fingres bredde som han gav dem som tegn, i jorden: dér hvor staven med et enkelt stød gled i jorden, der ønskede vores Far Solen at de skulle standse og bygge deres hof.  

Solens Søn, Manco Cápac, havde vist inkaerne vej og han fik en søn med sin søster: inscestforbuddet var brudt af Solens Søn. Det indgik i hans helliggørelse. Manco Cápac blev efterfulgt af sin søn, der igen blev afløst af sin søn.

Denne idylliserende beskrivelse svarede til opfattelsen af den kongelige arvefølge i det Europa, hvor Garcilaso skrev. Men inkariget havde nærmest været et valgkongedømme, hvor valget især stod mellem herskerens slægtninge.

Garcilaso skrev at Manco Cápac havde fundet på myten om at han og søsteren var sendt fra himlen for at vinde folks agtelse. Men han hævdede også at folk var overbevist om Manco Cápacs afstamning, at han var barn af Solen, og følgelig tilbad de ham lige som fortidens hedninger havde tilbedt deres guder mod at opnå lignende fordele.

Garcilasos beskrivelse byggede på hans inkaoverklasse-families forestillinger. Tre spaniere – Pedro Cieza de Leon, Juan de Betanzos og Pedro Sarmiento de Gamboa – havde før Garci-laso beskrevet inkaernes historie anderledes, måske fordi deres kilder havde været andre og måske fordi de ville vise noget andet.

Ifølge dem havde Manco Cápac været én ud af en søskendeflok der var krøbet ud af en hule, men hans brødre var døde og ophøjet til guddomme, hvorefter Manco Cápac var fortsat med sine søstre, og med den ene havde han grundlagt inkaernes kongedømme i Cusco. Hvor søskendeflokken oprindelig var kommet fra og hvordan den var kommet ind i hulen blev ikke fortalt, men dens udbrud måtte have været guddommeligt.

I ayllufællesskaber havde alle arbejdet sammen for at undslippe sulten, og samarbejdet udviklede en gensidighed og kollektiv bevidsthed. I takt med en samfundmæssig specialisering blev ledere friholdt fra det fysiske arbejde mod at de ledte aylluen og forbandt sig med de guddommelige kræfter. Princippet om denne gensidighed var bærende for fællesskabet.

Da inkaerne begyndte at plyndre nabostammer tilfaldt byttet den enkelte kriger, men efterhånden tog lederne en stadig større del til dem selv, også for at varetage fællesskabets interesser: forsyninger til yderligere krigsførelse.

Den kollektive bevidsthed i stammen – noget for noget – blev udstrakt til hele inkasamfundet. Som modydelse for Solens Søns ledelse og kontakt med Solen Inti skulle alle arbejde for Solens Søn. Denne gensidighed bandt inkasamfundet sammen.

Stammer der blev erobret af inkaerne skulle også respektere Solens Søn og blev også omfattet af gensidigheden. De erobrede måtte dog fortsat også dyrke deres egne forfædre og guder, de fleste i al fald.

Den stadig mere omfattende gensidighed og forfædre-dyrkelse skiftede karakter efter den 9. sapa inka, Pachacútec, var blevet kronet i 1438. Efter en ødelæggende krig med chancaerne ville han reorganisere inkasamfundet ved at mindske risikoen for intriger i den kongelige slægt. Umiddelbart styrkede han forfædredyrkelsen samtidig med at han indførte den delte arv.

Solens Søn, sapa inka, skulle tilbedes for sin guddomme-lige herkomst. Hans ejendom skulle bevare sin guddommelighed og derfor passes af hans panaca, hans slægtninge. Hans arvtager som nykronet sapa inka skulle overtage embedets rettigheder og pligter, men ikke arve afdødes jordiske ejendom. Denne delte arv gjorde det nødvendigt for den nykronede sapa inka at skaffe sig sin egen ejendom, etablere sin egen hær og administration.

Systemet indebar at den nye sapa inka skulle erobre nyt land. Hans respekt for sine forfædrenes fortsatte interesser indebar krænkelse af andre mennesker og disses respekt for deres forfædre. Angrebskrige blev legitimeret religiøst.

Krigssejre og det dermed voldsomt voksende inkarige udløste en svækkelse af den hidtidige sammenhængskraft. Gensidigheden mellem de fleste mennesker i riget og sapa inka svandt – eller opstod aldrig. Nyerobrede – dvs. de undertrykte – oplevede ikke sapa inkas nærhed på samme måde som andre tidligere havde gjort; de oplevede ham ikke som deres fader med guddommelig forbindelse, og dermed gik den sociale kontrakt i opløsning for de stadig flere mennesker der blot følte sig som erobrede, som undertrykte.

——————

(siderne 443-447 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s