INDIANERTRO VERSUS KRISTENTRO

Såvel kristne som aztekere og inkaer forestillede sig en guddommelig skabelse, men de tog udgangspunkt i forskellige skabelsestidspunkter.

Ud fra Bibelen vidste kristne at skabelsen havde varet seks dage. Den irske ærkebiskop James Ussher ville argumentere rationelt for Bibelen og beregnede skabelsens første dag til at have været søndag den 23. oktober 4004 år før Kristus fødsel.

Aztekerne havde ikke et præcist skabelsestidspunkt, men seks hundrede år efter de fire gudebrødre var født fulgte fem Sole og dermed skabelser, og de fire første havde samlet varet 2704 år, og nu var man i Den Femte Sol.

Inkaerne daterede ikke skabelsestidspunktet, men til spaniere talte de om flere guddommelige skabelsesprocesser før inkaerne var kommet.

Den kristne tro var lineær med Dommedag og Guds Frelse som udfriende, evigt slutstadie; det jordiske liv søgte i alle sine former at berede og opdrage til det himmelske.

Indianske kulturer derimod byggede på en cyklisk livsopfattelse uden sluttidspunkt: alt kørte så at sige i ring, selvom aztekere mente der havde været spring mellem Solene og inkaerne mente at der havde været flere skabelsesprocesser. Men overordnet havde indiansk tro ikke andet mål end et fortsat eksisterende kosmos.

Ifølge kristendom var der kun én gud. Gud havde skabt alt og langt senere fødtes hans søn Jesus, og efter dennes død og opstandelse viste Helligånden sig. Efter teologiske diskussioner blev Jesus Kristus ophøjet til gud. Omkring år 200 enedes teologer om forståelsen af  Helligånden og dermed Treenigheden.

Senere blev Gudsmoder i forskellige fremtrædelsesformer tilbedt: Nogle europæere talte om Jomfru Maria, spanske erobrere i Mexico bad til Trøstens Jomfru, La Virgin de los Remedios, og kort efter den spanske erobring begyndte indianere i kristent regi at dyrke Jomfruen af Guadalupe, La Virgin de Guadalupe. Også engle og helgener havde mennesker i den kristne verden behov for, men officielt fandtes ifølge kristne stadig kun én Gud!

Ifølge aztekerne havde skaberguden haft to aspekter: Tonacatecli og Tonacaçiguatl, der fødte de fire guder: Tlaclau Queteztzatlipoca, Yayanque Tezcatlipoca, Quetzalcoatl og endelig Huitzilopochtli, aztekernes stammegud. Den aztekiske gudeverden blev udvidet, så den bl.a. bestod af guder for forår og for fødsel, for hvid og for rød majs, for krig og for ild, for regn og for vind samt for dødsriget og mange flere.

Ifølge inkaerne havde der oprindelig været en skaber af alt, Ticiviracocha, men derefter viste Viracocha sig som blev far til Solen Inti. I takt med at inkaerne erobrede andre stammer og udvidede riget blev stadig flere guder dyrket. Inti og månen Quilla blev forældre til jordskaberguden Pachacamac som blev gift med Pachamama, Moder Jord. Cuichu, Regnbuen, Illapa, Lyn, Mayu, Mælkevejen, med stjerner og de sorte huller: Machacuay, Den Store Vandslange, Yutu, Agerhønen, Jamp’atu, Tussen, Llama Ñawi, Lamaen med baby – samt mange flere.

Både azteker og inkaer havde forestillinger om en første skabergud, som nogle kristne forsøgte at udnytte i missionen, men denne ene skabergud havde adskillige gudebørn, som havde en stor, ja måske endnu større eller mere aktiv betydning end skaberguden selv.

Guddommelige magtforskydninger fortolkes af religionsforskere ud fra magtskifter blandt høvdinge og kulturer.

På trods af det bibelske forbud mod at lave gudebilleder portrætterede kristne Gud som en alvorlig mand med skæg. Jesus blev ofte fremstillet som den korsfæstede eller den hjælpsomme og Helligånden som en due. Gud, Jesus og Helligånden udgjorde sammen Treenigheden.

Aztekere formede figurer – af en blanding af blod og frø –der forestillede deres stammegud Huitzilopochtli; kranier med en flintkniv ved næsen menes også at have repræsenteret Huitzilopochtli.

Inkaer havde en kæmpe Virachochafigur på klippevæggen i Ollantaytambo og i Coricancha en guldfigur, der repræsenterede Skaberen og som blev kaldt Viracocha Pachayachachi, og de havde også Solskiven.

Fremmed for europæere var at både den aztekiske og den inkaiske gudeverden myldrede med guddommelige drillepinde, som udfordrede hinanden men ikke var djævle, guds negation.

Djævelen fandtes ikke i de indianske forestillinger uanset om diablo og demonio omtales i spansk katolske gengivelser af indianske gudefortællinger.

Azteker havde Mictlantecutli, gud for dødsriget; inkaer havde Supay, men de var guder og ikke djævle. Kristendom havde djævlen, som fik navne som Satan, Lucifer og Antikrist, men han kunne ikke være gud, for der fandtes jo kun én Gud. Djævlen var Guds modbillede

Kristne betegnede indianske guder som diablo; indiansk troende blev de kristnes fjender!

Ifølge kristendom havde Gud skabt menneskene i sit billede, havde velsignet dem og sagt:

Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!

Gud havde PÅBUDT menneskene at være jordens, havets og himlens herskere!

Ifølge indianske kulturer skabte guder ad flere omgange alt, deriblandt menneskene. Udgangspunkt for indiansk tænkning var kosmos, der kan føre til en harmonisk helhed. Overordnet var alt besjælet, alt kunne være sjæl; indianere så sig som del af verden, og verden var en del af dem. Ikke som dem der skulle underlægge sig jorden og herske over den.

Pachamama, Moder Jord, havde en afgørende betydning for inkaerne. Mennesker skulle blive frugtbare, leve med jordens planter, havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på og under jorden. Frugtbarhed, fødsel og alts genfødsel blev dyrket rituelt af indianere.

Kristne spaniere førte krig mod indianere fordi de søgte efter guld og for at udbrede kristendommen. Bag krigen lå altså også kristnes forestillinger om Kristus Anden Tilbagekomst.

Kristendom byggede på en vision om en voldsom krig, hvor solen ville formørkes og stjernerne falde ned, de døde ville blive dømt for deres gerninger, og til dem der stod skrevet op i Livets Bog ville Menneskesønnen sige:

Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.

Jesus havde lovet at Menneskesønnen snarest skulle vende tilbage.

Senere forventede kristne det ville ske i år 500, men det skete ikke. Så forventede andre kristne at det måtte ske i år 1000, og da det heller ikke skete mente kristne at 1500 skulle blive de kristnes jubelår. En ny dato for Tilbagekomsten blev forudsagt…

Aztekere havde oprindelig ført krig for at skaffe sig selv mad og senere krigsfanger der kunne ofres for at bevare den kosmiske balance med guderne. Bag krigen lå aztekeres kalenderdyrkelse og forestilling om at alt var forudbestemt.

Aztekerne var overbeviste om at Quetzalcoatl ville vende tilbage i det år der hed Ce Atl, altså 1 Rør. Årstallet kunne betegne forskellige år: f. eks. 1519.

I tiden op til 1519 havde der været flere varsler, så aztekerne forventede noget stort, og de var forberedte på at de spaniere der trådte i land i 1519, måtte være eller repræsentere Quetzalcoatl, som aztekerne var bevidste om ville føre til afslutningen på Den Femte Sol og begyndelsen på Den Sjette Sol uden aztekerne. Ifølge aztekerne altså en guddommelig undergang for dem selv, men ikke for kosmos.

Moctezuma udtrykte stolthed over at det skete i hans tid.

Inkaer havde oprindelig ført plyndringskrige for at skaffe mad; senere i inkariget kæmpede de om resourcer til den nye sapa inkas magtapparat, idet den afdøde inkas ejendom skulle overgå til dennes panaca, dvs. hans arvinger. Bag krigen lå inkaers forfædredyrkelse.

Efter 1528 udkæmpede to inkasønner en blodig arvefølgekrig og det var midt under den at en lille gruppe spaniere trængte ind i landet. Efter det første møde i 1532 blev spanierne ikke frygtet, for inkaernes broderkrig var så ufattelig blodig. Intriger var ikke ukendte for inkaherskere, og måske kunne de indtrængende spaniere udnyttes i spillet om magten.

Inkaer havde forestillinger om guderne Ticiviracocha og Viracochas vandringer, og nogle af de første andinske indianere der kom i forbindelse med spaniere antog at disse var viracochas. At spanierne skulle være tilbagevendte viracochas blev dog afvist af inkaernes ypperstepræst ud fra spaniernes opførsel i Cusco. Inkaerne havde ingen religiøse forestillinger om at Solen Inti eller kosmos skulle styrte sammen; sjæl eksisterede evigt.

Såvel kristne som aztekere og inkaer forestillede sig en Frelser lys i huden. Umiddelbart lyder en hvid gudeskikkelse i Mellemøsten, Sydeuropa, Nordamerika og Sydamerika overraskende, for dér er mennesker mørke i huden. Mange religioner hævder at gud har skabt mennesket i sit billede; religionsforskere indvender at mennesker skaber deres gud i deres eget billede.

Farven hvid kan være valgt for at kontrastere mørke menneskers hudfarve; farven hvid kan også have udtrykt en guddommelig eksistens, guds allestedsnærvær og transparens.

Indianere har begrænset skægvækst, så større skægvækst kan tolkes som alderdommens visdom – og guddommelighed.

Kristne dyrkede Gud og hans søn Jesus, der efter den store ødelæggelse ville vende tilbage og sætte sig på en hvid trone. Da oldkirken voksede i Europa blev nogle helgener fremstillet lyse i huden og med skæg.

Aztekerne ventede forventningsfulde Quetzalcoatls tilbagekomst. Aztekernes tlatoani Moctezuma beskrev overfor Cortés aztekernes bevidsthed om ikke at være landets oprindelige befolkning og at det var bestemt at Quetzalcoatl ville vende tilbage. Og han blev omtalt som lys i huden og med skæg.

Inkaer talte om den fredsskabende Ticiviracocha som var vandret mod nord. Senere havde en lignende mand vist sig, Viracocha, der havde helbredt syge, men da menneskene bad om hjælp og tilgivelse blev han rasende og himlen var flammet op. Viracocha blev beskrevet som lys i huden og med skæg.

Indianeres forestillinger om at en lys, fremmed med skæg repræsenterede deres gud kan have givet de spanske erobrere et taktisk forspring.

Da Cortés den 22. april 1519 blev modtaget på stranden ved Vera Cruz kan han have fornemmet – men åbenbart ikke forstået – aztekernes religiøse forventninger som Moctezuma formulerede direkte overfor ham i Tenochtitlán den 8. november samme år. Også Cauthemoc, Moctezumas efterfølger der overgav sig til Cortés, mente dette var hans skæbne.

Pizarro kendte ikke meget til Viracocha, men indbyggere i det nordlige inkarige kaldte spanierne viracochas da de så dem i blanke rustninger. Atahualpa hørte om fremmede på ukendte dyr og må have tænkt at de få hundrede mand ingen chance ville have overfor hans enorme hær: JEG ER UOVERVINDELIG! Tilsyneladende mente han ikke at spanierne var guddommelige repræsentanter. Da et par udsendte spaniere mødte nogle indianere modtog de spanierne som viracochas – pralede spanierne selv overfor deres soldaterkammerater.

En fundamental forskel mellem kristendom og indianske trosforestillinger var at Gud ifølge kristendom havde opfordret mennes-kene til at underlægge sig jorden; herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden! Det kristne verdensbillede var centreret om det såkaldt gudskabte menneske.

Aztekere var af Huitzilopochtli lovet at de skulle blive den store herskerstamme. Der var forskel på guder og mennesker, men menneskene forenede sig med deres guder ved i ritualer at ofre mennesker. Landbrugsguden Xipe-Totec tilbad aztekere ved at iklæde sig et menneskeoffers hud.

Inkaer troede at alt var besjælet, og derfor skulle alt respekteres; forfædrene var vigtige og skulle spørges til råds men den daglige ofring af tre cocablade skete til Pachamama, Moder Jord. Det indianske verdensbillede rummede hele kosmos, inklusiv menneskene.

Forskel mellem kristne og indianske verdensopfattelser viste sig i deres forhold til afdøde, konkret i deres begravelsespraksis. Kristne ønskede at gravsætte deres døde i eller under en kirke for at disse skulle være lidt på afstand, men tæt på det alter hvor Gud blev tilbedt. Den jordiske krop døde definitivt efter Skærsilden, men kristendom lovede et evigt liv gennem Kødets Opstandelse.

Mange indianere opbevarede deres døde tæt ved sig, under husgulvet eller inde i huset, for at de dagligt kunne opretholde kontakten til forfædrene. Der var et fortroligt forhold til den afdøde, for døden udgjorde blot en anden tilstandsform.

Når kampe mellem spaniere og aztekere hhv. inkaer rasede, når adrenalin signalerede til hjerne og hjerte, når der var sendt en kugle afsted med krudtets kraft mod indianere med deres skarpe knive og svingende køller, så bed enhver fra sig. Så forsøgte enhver at overleve. Så gjaldt det om at redde livet. Sit eget!

Den kristne opfattelse af livet her og nu og opfattelsen af hvad der skete efter døden kunne få spanske soldater i det fremmede til at slås indædt. Spanierne var i desperat undertal, de vidste det, de var hunderædde i det fremmede og kunne ikke bare sejle til Spanien eller finde et sikkert skjul i det livsfarlige land. De havde fantasier om gratis guld plus abstrakte løfter om Himmerige og ikke mindst bevidstheden om at være udrustede med de bedste blankvåben. Nu gjalt det om at besejre fjenden!

Den cykliske opfattelse var indlejret i hver enkelt indianer og gjorde at krigeren kæmpede uforfærdet mod de fremmede.

Aztekkrigeren ville kæmpe med bevidstheden om at selv om hans krop forblødte, så forsvandt han ikke, for som kriger var han lovet at skulle forene sig med guderne i Mictlán.

Inkakrigeren ville kæmpe med bevidstheden om at sjæl ikke ville forsvinde, for den var evig og allestedsnærværende.

Indianske trosforestillinger gjorde at krigere kæmpede indædt og ikke skånede sig selv. Men også de kendte livets værd; ingen indianer lod sig slå i hjel af en spanier bare for at dø.

Kristne soldater kæmpede for at vinde på denne jord og for at udbrede kristendommen. Deres lineære tro indebar en trøst til dem der døde for at udbrede Kristus budskab: Jeg får plads hos Kristus i Himmerige. Men det var de færreste spanske erobrere der var selvmordssoldater der ligefrem efterstræbte martyriet, men gennem det jordiske liv i alle sine former søgte de at berede sig på det himmelske.

Uanset hvad præster havde prædiket, så var erobringen af Den nye Verden ikke af Paven velsignet som et kristent korstog. Og de fleste spanske soldater i et fremmed land vidste at der var en afgørende forskel mellem død og liv, for eks:

MAGT OG GULD, KVINDER OG DRUK!

Da de færreste conquistadorer altså var asketer måtte præster fortsat prædike mod de syv dødssynder: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, fråseri, vrede og ladhed.

Le Clézio skriver at i sammenstødet mellem Amerika og Europa, mellem guderne og guldet, ser man tydeligt, hvem der er den civiliserede og hvem der er barbaren. Trods blodsofre, trods den rituelle kannibalisme, trods dette teokratis tyranniske struktur er der ingen tvivl om, at det er aztekerne – og mayaerne eller purépechaerne – der repræsenterer civilisationen. Bernal Díaz del Castillo, såvel som alle der deltager i koloniseringen, vil gerne tro, at ødelæggelsen af den indianske verden kunne retfærdig-gøres, fordi det drejede sig om en verden, som var viet til dæmonerne. Derfor retfærdiggør han lige som Motolinía massakren på Cholula, eftersom det var den, der førte til indianer-nes omvendelse; derfor retfærdiggør han massakren på Tlatelolco og den blodige tilintetgørelse af byen Mexico. Alligevel er det i de besejredes ord og handlinger, at man finder den tabte civilisations storhed.

Spanierne besejrede indianerne. Militært. Blodigt. Grusomt. Cortés hhv. Pizarro fik magt i Mexico hhv. Peru. Magten kunne de holde i mindre end ti år, så rev andre spaniere den ud af deres blodige hænder.

Århundreder senere blev landene selvstændige. Var det den kristne verden der sejrede? Ja umiddelbart! Men kristendoms guddommeligt pålagte menneskedominans over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden førte til vores alles bære-u-dygtighedens katastrofe.

——————

(siderne 448-455 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s